Blog
Ammehjerne!
Kvinder med succés bliver tit spurgt når de interviewes i fjernsynet: ”Hvordan får du din karriere til at hænge sammen med at have familie og børn?”
En enkelt gang har jeg hørt en karrieremand blive stillet det samme spørgsmål, men det var i Sverige hvor barsel ikke regnes på linje med arbejdsløshed eller kronisk sygdom.
Det er ikke kun diskriminerende over for kvinder, men også over for mænd. Man forventer skyldfølelse hos en kvinde der skal dele sit liv mellem familie og job. Man forventer det ikke hos mænd. Derfor stiller man sjældent/aldrig mænd spørgsmålet. Og det siger jo noget om indstillingen til mænds (manglende) familiære ansvarsfølelse.
Spørgsmålet er med et blevet aktuelt for mig, men herom senere.
Jeg har i dag underskrevet kontrakten til min næste bog Tunu, en roman med grønlandsk tema (Tunu betyder ryg, bagside eller Østgrønland). Bogen udkommer på Gyldendal i oktober. Om processen med at skrive denne roman og dens redigering, korrekturlæsning, senere om hvordan den bliver modtaget af læsere og anmeldere, var det jeg egentlig tænkte jeg ville skrive da jeg fik tilbuddet om at være Litteratursidens ambassadør her i efteråret. Men der sker andre ting i mit liv for tiden som det føles nødvendigt at skrive om. Denne blog kommer således til at forløbe i to spor der til tider kører adskilt, til tider fletter sig ind i hinanden, forstyrrer hinanden, virker inciterende på hinanden osv.
Kort fortalt: Den 10. august, altså for tretten dage siden i dag, klokken 11.50, blev min søn Sune forløst ved kejsersnit på Rigshospitalets fødegang og overflyttet til neonatalafdelingens intensivafsnit. Han var 43 cm. lang og vejede 1740 gram, en vægt der skulle falde yderligere de næste dage. Vi var allerede forberedt på scenariet. Scanninger undervejs i graviditeten havde fastslået at drengen havde en operationskrævende hjertefejl (Steno-Fallots tetralogi), og at han ikke voksede tilfredsstillende. Langtidsprognosen var i øvrigt god. Efter et mere eller mindre langvarigt intensivt forløb ville vi ifølge børnecardiologen, der udstrålede en venlig og afslappet kompetence, kunne forvente fuld remission, dvs. helbredelse og et normalt liv. ”Drengen kan blive maratonløber,” er en bemærkning vi har hørt mange gange de seneste måneder.
Alt gik indtil videre efter planen.
Sidste vinter læste jeg en novellesamling af Varlam Sjalamov som jeg havde fået i fødselsdagsgave af min ”svigermor” (min kærestes mor). Den hed ”Fortællinger fra Kolyma”. Forfatteren tilbragte en stor del af sit liv i fangelejre i Sibirien, kunne jeg læse på flapteksten, sendt dertil af Stalin-regimet, og skrev efter løsladelsen i halvtredserne en række novellesamlinger om sine erfaringer. En af disse kom sidste år i dansk oversættelse. Bogen var en slags øjenåbner for mig. Her var nogle ekstreme livsvilkår skildret med ekstrem nøgternhed der nærmest matchede den sibiriske kulde. Dette sammenstød fascinerede mig. Det er jo sådan jeg selv vil skrive.
Det havde egentlig været min plan at tilbringe vinteren med at skrive en historisk roman der udspillede sig i Vestgrønland og Danmark i 1790’erne, men nu blev jeg bidt af idéen om at afprøve Sjalamovs metode på mine erfaringer fra det grønlandske bygdeliv. Jeg gik derfor i gang med at skrive en række noveller hvis handling foregik i en bygd i Østgrønland. Hver dag satte jeg mig til skrivebordet og tvang mig selv til at skrive en novelle fra begyndelse til slut. Det var lige meget om novellen blev god eller elendig, den skulle bare skrives færdig. Jeg skulle ikke rejse mig fra bordet før novellen var slut. Noget røg i den virtuelle skraldespand, noget fik lov til at blive. Dette er min sædvanlige metode. Jeg tænker ikke når jeg skriver, jeg skriver bare. Jeg overlader det til mine fingre at tænke. Denne metode er ret angstblandet (rædslen for det hvide papir), men fører tit til nogle sjove resultater. Og en masse lort. Men lort kan smides ud.
Der sad jeg og skrev noveller bag nedrullede persienner i en lejlighed i Kastrup. I begyndelsen lagde jeg mig ret tæt op ad Sjalamovs fortællinger, men snart fik de deres eget liv og besluttede sig for at de snarere end at være løsrevne historier, ville danne et fortløbende kontinuum. Personer gik igen, hovedpersoner forsvandt og dukkede overraskende op som bipersoner, og omvendt. Der udviklede sig et personligt drama. Det gik op for mig at jeg sad og skrev på en roman. Nu havde jeg bevæget mig så langt væk fra kilden, Sjalamovs fortællinger, at min bog havde fået sin egen dynamik og fremdrift.
Jeg var fri, jeg havde nogenlunde godt med penge. Jeg lejede en ”stuga” et sted i de svenske skove og sad der og skrev. En novelle om dagen. Om morgenen kunne jeg se på det tynde lag sne at ræven havde lusket rundt om huset. Sporene zigzaggede over grunden og ind mellem træerne. Efter dagens skrivning spadserede jeg i tusmørke ind til den nærliggende bygd fem kilometer væk og handlede ind i ICA eller købte en china box i den lokale thai-biks der lignede en pølsevogn og stod og duvede i de sneblandede vindstød.
Da jeg små to uger senere vendte tilbage til min lejlighed i Kastrup, manglede der ca ti noveller, det vil sige: nu kaldte jeg dem kapitler. Jeg satte mig ned bag de nedrullede persienner og skrev bogen færdig. Det sidste kapitel skrev jeg i april.
Så vendte jeg bunken og skrev bogen en gang til. Dette er også en del af min metode. Når første gennemskrivning foregår på en så nonchalant måde, bliver der meget at rette i. Derfor printer jeg bogen ud, lægger den til venstre for pc’en og skæver kun til primærteksten når jeg gennemskriver den. Men nu har jeg en struktur, og når jeg har en struktur, kan jeg føle mig tryg. Denne del af processen er herlig og legende. Jeg ved at jeg har min bog, nu skal jeg bare lære den at kende. I midten af maj måned var jeg færdig og sendte manuskriptet til min redaktør Simon på Gyldendal.
Mens min bog voksede, voksede min kærestes mave, og dermed også ængstelsen for barnet. Nogle læger mente han skulle ud med det samme. ”Pille den ud”, som en usmilende læge på Hvidovre så smukt formulerede det. Andre mente at barnet havde godt af at blive derinde længst muligt. Men der var flere problemer. Tilvæksten var ikke tilfredsstillende. Og min kærestes blodtryk var ret højt. I juni tog vi til Stockholm i forbindelse med min kærestes tomåneders ansættelse i et firma i Solna. Vi boede i et dejligt kvarter i Vasastan og gik til ugentlige kontroller på Karolinska Sjukhuset. Her var de mere optimistiske. Og desuden meget professionelle. Tingene så lidt lysere ud, men langt fra perfekte. Vi tog en uge ad gangen. Det var metoden sommeren over. Jeg sad i køkkenet og arbejdede på bogen, med følelsen af at jeg skrev om kap med et truende kejsersnit i utide.
Efter at man har indsendt et manuskript, følger en tid af vekslende varighed hvor bogen rejser frem og tilbage mellem redaktør og forfatter. Man mødes og diskuterer forskellige ting der er problematiske og bør ændres. Som følge af den måde jeg arbejder på er der altid tale om at skære ned. Kalak ”mistede” 150 sider på denne konto, Valdemarsdag hele 200 sider og denne sidste, Tunu, kun omkring 70. Processen har altså denne gang været været mere uproblematisk end med de to forrige.
Det er fedt at slette, smide personer ud, hele kapitler, lange beskrivelser, at udøve en benhård ubarmhjertighed over for sin egen tekst. At koncentrere, koge suppen ind til en fond, fonden ind til en bouillon. Jeg tror at en af grundene til at det i sin tid lykkedes for mig, som midaldrende totalt ukendt dilettantforfatter, at mase et ben indenfor hos Gyldendal, var den lethed hvormed jeg viste mig villig til at bearbejde og slette i min egen tekst. Det skabte en vis respekt, tror jeg, hos min redaktør. Så et råd til andre forfatterspirer er dette: Vær nådesløs og ubønhørlig over for dig selv!
Den sidste redigering sad jeg og lavede den 8. og 9. august, weekenden op til kejsersnittet, snotforkølet, febril og ængstelig for hvad mandagen ville bringe. Sent søndag eftermiddag var jeg færdig. Så faldt det mig ind at jeg vistnok manglede et kapitel, en brevveksling mellem bogens hovedperson og hans søster. Jeg var lige ved at springe ud i det og skrive det, men heldigvis gjorde jeg det ikke. I stedet for tog jeg på Café Alma på Bryggen hvor vi spiste en stor burger med fritter og skålede i hyldeblomstsaft. Da jeg kom hjem, sendte jeg det reviderede manuskript per mail til Simon. Nu mangler kun korrekturen.
Jeg er glad jeg fik det gjort i tide. Siden den tiende har vi begge været i gang i døgndrift med at sondemade, skifte ble, malke ud, veje før og efter, de første otte dage på Rigets børnecardiologiske afdeling, og siden i onsdags herhjemme. Vi lider begge af ammehjerne. Vi glemmer telefonnumre, navne, aftaler, dagligdags ord og vendinger, orker ikke at læse avis, falder i søvn i ubekvemme stillinger, spiser kun take-away og forsømmer opvasken. Et 1700-grams barn kan have en meget stor indflydelse på to voksne menneskers liv og IQ. Når man aldrig når at komme i remsøvn, går man rundt og mærker tydeligt at der mangler et eller andet oppe i hovedet.
Først i morges følte jeg mig nogenlunde oppe på mærkerne igen. Så jeg skyndte mig at skrive dette. Her er det.
Kvinder med succés bliver tit spurgt når de interviewes i fjernsynet: ”Hvordan får du din karriere til at hænge sammen med at have familie og børn?”
En enkelt gang har jeg hørt en karrieremand blive stillet det samme spørgsmål, men det var i Sverige hvor barsel ikke regnes på linje med arbejdsløshed eller kronisk sygdom.
Det er ikke kun diskriminerende over for kvinder, men også over for mænd. Man forventer skyldfølelse hos en kvinde der skal dele sit liv mellem familie og job. Man forventer det ikke hos mænd. Derfor stiller man sjældent/aldrig mænd spørgsmålet. Og det siger jo noget om indstillingen til mænds (manglende) familiære ansvarsfølelse.
Spørgsmålet er med et blevet aktuelt for mig, men herom senere.
Jeg har i dag underskrevet kontrakten til min næste bog Tunu, en roman med grønlandsk tema (Tunu betyder ryg, bagside eller Østgrønland). Bogen udkommer på Gyldendal i oktober. Om processen med at skrive denne roman og dens redigering, korrekturlæsning, senere om hvordan den bliver modtaget af læsere og anmeldere, var det jeg egentlig tænkte jeg ville skrive da jeg fik tilbuddet om at være Litteratursidens ambassadør her i efteråret. Men der sker andre ting i mit liv for tiden som det føles nødvendigt at skrive om. Denne blog kommer således til at forløbe i to spor der til tider kører adskilt, til tider fletter sig ind i hinanden, forstyrrer hinanden, virker inciterende på hinanden osv.
Kort fortalt: Den 10. august, altså for tretten dage siden i dag, klokken 11.50, blev min søn Sune forløst ved kejsersnit på Rigshospitalets fødegang og overflyttet til neonatalafdelingens intensivafsnit. Han var 43 cm. lang og vejede 1740 gram, en vægt der skulle falde yderligere de næste dage. Vi var allerede forberedt på scenariet. Scanninger undervejs i graviditeten havde fastslået at drengen havde en operationskrævende hjertefejl (Steno-Fallots tetralogi), og at han ikke voksede tilfredsstillende. Langtidsprognosen var i øvrigt god. Efter et mere eller mindre langvarigt intensivt forløb ville vi ifølge børnecardiologen, der udstrålede en venlig og afslappet kompetence, kunne forvente fuld remission, dvs. helbredelse og et normalt liv. ”Drengen kan blive maratonløber,” er en bemærkning vi har hørt mange gange de seneste måneder.
Alt gik indtil videre efter planen.
Sidste vinter læste jeg en novellesamling af Varlam Sjalamov som jeg havde fået i fødselsdagsgave af min ”svigermor” (min kærestes mor). Den hed ”Fortællinger fra Kolyma”. Forfatteren tilbragte en stor del af sit liv i fangelejre i Sibirien, kunne jeg læse på flapteksten, sendt dertil af Stalin-regimet, og skrev efter løsladelsen i halvtredserne en række novellesamlinger om sine erfaringer. En af disse kom sidste år i dansk oversættelse. Bogen var en slags øjenåbner for mig. Her var nogle ekstreme livsvilkår skildret med ekstrem nøgternhed der nærmest matchede den sibiriske kulde. Dette sammenstød fascinerede mig. Det er jo sådan jeg selv vil skrive.
Det havde egentlig været min plan at tilbringe vinteren med at skrive en historisk roman der udspillede sig i Vestgrønland og Danmark i 1790’erne, men nu blev jeg bidt af idéen om at afprøve Sjalamovs metode på mine erfaringer fra det grønlandske bygdeliv. Jeg gik derfor i gang med at skrive en række noveller hvis handling foregik i en bygd i Østgrønland. Hver dag satte jeg mig til skrivebordet og tvang mig selv til at skrive en novelle fra begyndelse til slut. Det var lige meget om novellen blev god eller elendig, den skulle bare skrives færdig. Jeg skulle ikke rejse mig fra bordet før novellen var slut. Noget røg i den virtuelle skraldespand, noget fik lov til at blive. Dette er min sædvanlige metode. Jeg tænker ikke når jeg skriver, jeg skriver bare. Jeg overlader det til mine fingre at tænke. Denne metode er ret angstblandet (rædslen for det hvide papir), men fører tit til nogle sjove resultater. Og en masse lort. Men lort kan smides ud.
Der sad jeg og skrev noveller bag nedrullede persienner i en lejlighed i Kastrup. I begyndelsen lagde jeg mig ret tæt op ad Sjalamovs fortællinger, men snart fik de deres eget liv og besluttede sig for at de snarere end at være løsrevne historier, ville danne et fortløbende kontinuum. Personer gik igen, hovedpersoner forsvandt og dukkede overraskende op som bipersoner, og omvendt. Der udviklede sig et personligt drama. Det gik op for mig at jeg sad og skrev på en roman. Nu havde jeg bevæget mig så langt væk fra kilden, Sjalamovs fortællinger, at min bog havde fået sin egen dynamik og fremdrift.
Jeg var fri, jeg havde nogenlunde godt med penge. Jeg lejede en ”stuga” et sted i de svenske skove og sad der og skrev. En novelle om dagen. Om morgenen kunne jeg se på det tynde lag sne at ræven havde lusket rundt om huset. Sporene zigzaggede over grunden og ind mellem træerne. Efter dagens skrivning spadserede jeg i tusmørke ind til den nærliggende bygd fem kilometer væk og handlede ind i ICA eller købte en china box i den lokale thai-biks der lignede en pølsevogn og stod og duvede i de sneblandede vindstød.
Da jeg små to uger senere vendte tilbage til min lejlighed i Kastrup, manglede der ca ti noveller, det vil sige: nu kaldte jeg dem kapitler. Jeg satte mig ned bag de nedrullede persienner og skrev bogen færdig. Det sidste kapitel skrev jeg i april.
Så vendte jeg bunken og skrev bogen en gang til. Dette er også en del af min metode. Når første gennemskrivning foregår på en så nonchalant måde, bliver der meget at rette i. Derfor printer jeg bogen ud, lægger den til venstre for pc’en og skæver kun til primærteksten når jeg gennemskriver den. Men nu har jeg en struktur, og når jeg har en struktur, kan jeg føle mig tryg. Denne del af processen er herlig og legende. Jeg ved at jeg har min bog, nu skal jeg bare lære den at kende. I midten af maj måned var jeg færdig og sendte manuskriptet til min redaktør Simon på Gyldendal.
Mens min bog voksede, voksede min kærestes mave, og dermed også ængstelsen for barnet. Nogle læger mente han skulle ud med det samme. ”Pille den ud”, som en usmilende læge på Hvidovre så smukt formulerede det. Andre mente at barnet havde godt af at blive derinde længst muligt. Men der var flere problemer. Tilvæksten var ikke tilfredsstillende. Og min kærestes blodtryk var ret højt. I juni tog vi til Stockholm i forbindelse med min kærestes tomåneders ansættelse i et firma i Solna. Vi boede i et dejligt kvarter i Vasastan og gik til ugentlige kontroller på Karolinska Sjukhuset. Her var de mere optimistiske. Og desuden meget professionelle. Tingene så lidt lysere ud, men langt fra perfekte. Vi tog en uge ad gangen. Det var metoden sommeren over. Jeg sad i køkkenet og arbejdede på bogen, med følelsen af at jeg skrev om kap med et truende kejsersnit i utide.
Efter at man har indsendt et manuskript, følger en tid af vekslende varighed hvor bogen rejser frem og tilbage mellem redaktør og forfatter. Man mødes og diskuterer forskellige ting der er problematiske og bør ændres. Som følge af den måde jeg arbejder på er der altid tale om at skære ned. Kalak ”mistede” 150 sider på denne konto, Valdemarsdag hele 200 sider og denne sidste, Tunu, kun omkring 70. Processen har altså denne gang været været mere uproblematisk end med de to forrige.
Det er fedt at slette, smide personer ud, hele kapitler, lange beskrivelser, at udøve en benhård ubarmhjertighed over for sin egen tekst. At koncentrere, koge suppen ind til en fond, fonden ind til en bouillon. Jeg tror at en af grundene til at det i sin tid lykkedes for mig, som midaldrende totalt ukendt dilettantforfatter, at mase et ben indenfor hos Gyldendal, var den lethed hvormed jeg viste mig villig til at bearbejde og slette i min egen tekst. Det skabte en vis respekt, tror jeg, hos min redaktør. Så et råd til andre forfatterspirer er dette: Vær nådesløs og ubønhørlig over for dig selv!
Den sidste redigering sad jeg og lavede den 8. og 9. august, weekenden op til kejsersnittet, snotforkølet, febril og ængstelig for hvad mandagen ville bringe. Sent søndag eftermiddag var jeg færdig. Så faldt det mig ind at jeg vistnok manglede et kapitel, en brevveksling mellem bogens hovedperson og hans søster. Jeg var lige ved at springe ud i det og skrive det, men heldigvis gjorde jeg det ikke. I stedet for tog jeg på Café Alma på Bryggen hvor vi spiste en stor burger med fritter og skålede i hyldeblomstsaft. Da jeg kom hjem, sendte jeg det reviderede manuskript per mail til Simon. Nu mangler kun korrekturen.
Jeg er glad jeg fik det gjort i tide. Siden den tiende har vi begge været i gang i døgndrift med at sondemade, skifte ble, malke ud, veje før og efter, de første otte dage på Rigets børnecardiologiske afdeling, og siden i onsdags herhjemme. Vi lider begge af ammehjerne. Vi glemmer telefonnumre, navne, aftaler, dagligdags ord og vendinger, orker ikke at læse avis, falder i søvn i ubekvemme stillinger, spiser kun take-away og forsømmer opvasken. Et 1700-grams barn kan have en meget stor indflydelse på to voksne menneskers liv og IQ. Når man aldrig når at komme i remsøvn, går man rundt og mærker tydeligt at der mangler et eller andet oppe i hovedet.
Først i morges følte jeg mig nogenlunde oppe på mærkerne igen. Så jeg skyndte mig at skrive dette. Her er det.
Kommentarer