Blog
Husk at glemme
Tænk hvis man kunne huske alt det gode og glemme alt det andet ...
I 2011 læste jeg to rigtigt gode bøger om at huske. Den ene Moonwalk med Einstein – kunsten at huske af Joshua Foer giver en opskrift på, hvordan man bliver bedre til at huske. Den anden Når noget slutter af Julian Barnes fortæller historien om den 65 årige Tony, i hans hukommelse findes en meget redigeret udgave af det liv han faktisk levede.
Jeg synes det gav en ekstra dimension, at læse de to bøger samtidig. Og det satte mange tanker i gang. Det er rigtig dejligt at kunne huske, men det kan også vær nødvendigt at lægge noget bag sig. Der er selvfølgelig tale om forskellige former for hukommelse. Den ene type må da gøre dagligdagen letter. Tænk, hvilke muligheder det giver! Sikke en tilfredsstillelse når man kommer hjem fra Brugsen med præcis de varer man mangler, eller den glæde det må give, at man husker, hvornår venner og familie har fødselsdag , eller hvilken lettelse det må være, når man kan huske telefonnummeret til lægen, hvis mobiltelefonen enten er løber tør for strøm eller glemt derhjemme. Men hvis man har lært kunsten at huske, glemmer man vel ikke sin telefon, eller for den sags skyld at oplade den?
Har jeg så mere brug for Tonys evne til fortrængning? Pinlige episoder i mit liv har der været mere end nok af! Ville mit liv blive bedre, hvis jeg kunne lægge dem bag mig? Næppe, de er en del af mig, og det er jo i høj grad alle de dumheder, der gør mig til den jeg er. Og Tonys historie i Når noget slutter viser også, at man bliver indhentet af historien til sidst.
Jeg er glad for, at jeg læste de to bøger, og jeg er rigtig glad for, at jeg har et liv, med et arbejde, hvor det mest dramatiske jeg oplever, er at skulle vælge, om jeg skal anbefale bøgerne, eller om jeg skal leve efter deres forskrifter. Det er jo let, læs dem, de er fantastiske, og du kan sagtens være den samme bagefter, hvis det er det du vil.
Tænk hvis man kunne huske alt det gode og glemme alt det andet ...
I 2011 læste jeg to rigtigt gode bøger om at huske. Den ene Moonwalk med Einstein – kunsten at huske af Joshua Foer giver en opskrift på, hvordan man bliver bedre til at huske. Den anden Når noget slutter af Julian Barnes fortæller historien om den 65 årige Tony, i hans hukommelse findes en meget redigeret udgave af det liv han faktisk levede.
Jeg synes det gav en ekstra dimension, at læse de to bøger samtidig. Og det satte mange tanker i gang. Det er rigtig dejligt at kunne huske, men det kan også vær nødvendigt at lægge noget bag sig. Der er selvfølgelig tale om forskellige former for hukommelse. Den ene type må da gøre dagligdagen letter. Tænk, hvilke muligheder det giver! Sikke en tilfredsstillelse når man kommer hjem fra Brugsen med præcis de varer man mangler, eller den glæde det må give, at man husker, hvornår venner og familie har fødselsdag , eller hvilken lettelse det må være, når man kan huske telefonnummeret til lægen, hvis mobiltelefonen enten er løber tør for strøm eller glemt derhjemme. Men hvis man har lært kunsten at huske, glemmer man vel ikke sin telefon, eller for den sags skyld at oplade den?
Har jeg så mere brug for Tonys evne til fortrængning? Pinlige episoder i mit liv har der været mere end nok af! Ville mit liv blive bedre, hvis jeg kunne lægge dem bag mig? Næppe, de er en del af mig, og det er jo i høj grad alle de dumheder, der gør mig til den jeg er. Og Tonys historie i Når noget slutter viser også, at man bliver indhentet af historien til sidst.
Jeg er glad for, at jeg læste de to bøger, og jeg er rigtig glad for, at jeg har et liv, med et arbejde, hvor det mest dramatiske jeg oplever, er at skulle vælge, om jeg skal anbefale bøgerne, eller om jeg skal leve efter deres forskrifter. Det er jo let, læs dem, de er fantastiske, og du kan sagtens være den samme bagefter, hvis det er det du vil.
Kommentarer