Blog
Hokus pokus og hvad er det så, der kommer?
Timingen er ikke helt ubetydelig når man ønsker.
Om mandagen arbejder jeg på Ørum bibliotek. Det er hyggeligt, det er et mindre sted, og man kender de lånere, som kommer, og man følger med i deres liv, gøren og laden. Dagene ligner hinanden, eller det gjorde de lige indtil den mandag, hvor alt gik galt.
Personalet i Viborg Kommune har fået bærbare PC’er, så i stedet for en stationær pc skal man nu ta’ sin bærbare PC med fra arbejdsplads til arbejdsplads. Det er der ingen ben i – den er jo, som navnet siger bærbar. Men der indtraf nu alligevel lidt komplikationer denne kolde fastelavns-mandag.
Jeg har brug for at printe boner ud fra PC’en, for det er jo fra min computer, at alle Ørums udlån og afleveringer foretages. Derfor skal jeg vælge Epson bonprinter som standartprinter. Det forsøgte jeg uden held denne mandag - der kom ingen boner. Jeg måtte have hjælp – det kan jeg få, når jeg ringer til min flinke kollega i Viborg, jeg kunne bare ikke få fat i ham. Hver gang jeg ringede til ham, kom jeg i en telefonsluse, endda både på hans mobilnummer og fastnet-nummeret. Nå, det var der ikke noget at gøre ved. Jeg måtte arbejde uden printer, og jeg havde travlt. Der var mange lånere, fordi det var første åbningsdag efter vinterferien.
Hver gang nogen lånte bøger, måtte jeg slå beklagende ud med armene og sige: ”Desværre jeg kan ikke printe din bon i dag.” Og hver gang svarede de umådeligt søde lånere i Ørum: ”pyt med det – det gør da ikke noget … kan du skrive en seddel, hvor du skriver, hvornår bøgerne skal afleveres?” Og det kunne jeg jo!
Sådan gik eftermiddagen med beklagende arme og søde svar. På et tidspunkt hører jeg min private mobiltelefon ringe på kontoret, men jeg kan umuligt nå at tage den. Ved 16.30 tiden er der dog en lille pause, og jeg skynder mig at se, hvem der har ringet. Det er min leder, og hun giver ikke så let op, så hun har også sendt en sms. I den står der: ”Karin Ørum biblioteks telefon er omstillet til it-medarbejderens, han modtager alle Ørum bibliotekets opkald, og han kan ikke ringe til dig, for så ringer han jo til sig selv.” Der var også en kunstner, der skulle holde et arrangement på biblioteket, hun havde ringet til ham mange gange for at få nogle detaljer på plads. Hendes nummer var i sms’en, og da biblioteket lukkede ringede jeg til hende. Jeg var ikke klar over, at vi havde nogen aftale om et børnearrangement. Forvirringen var total, da hun henviste til en kollega med et navn, som jeg aldrig har hørt. Vi talte et stykke tid, og nu begyndte det at dæmre for mig – hun skulle til Ørum i Djurs og havde i dobbelt betydning fået forkert nummer.
Da jeg mandagen efter satte min PC til i Ørum, ønskede jeg inderligt, at jeg kunne printe … man skal passe på, hvad man ønsker. Printeren var som forhekset eller forvandlet til en lille hvid vulkan, der i en sand eksplosion sprøjtede boner ud. Bedre sent end aldrig? Det gælder ikke altid.
Timingen er ikke helt ubetydelig når man ønsker.
Om mandagen arbejder jeg på Ørum bibliotek. Det er hyggeligt, det er et mindre sted, og man kender de lånere, som kommer, og man følger med i deres liv, gøren og laden. Dagene ligner hinanden, eller det gjorde de lige indtil den mandag, hvor alt gik galt.
Personalet i Viborg Kommune har fået bærbare PC’er, så i stedet for en stationær pc skal man nu ta’ sin bærbare PC med fra arbejdsplads til arbejdsplads. Det er der ingen ben i – den er jo, som navnet siger bærbar. Men der indtraf nu alligevel lidt komplikationer denne kolde fastelavns-mandag.
Jeg har brug for at printe boner ud fra PC’en, for det er jo fra min computer, at alle Ørums udlån og afleveringer foretages. Derfor skal jeg vælge Epson bonprinter som standartprinter. Det forsøgte jeg uden held denne mandag - der kom ingen boner. Jeg måtte have hjælp – det kan jeg få, når jeg ringer til min flinke kollega i Viborg, jeg kunne bare ikke få fat i ham. Hver gang jeg ringede til ham, kom jeg i en telefonsluse, endda både på hans mobilnummer og fastnet-nummeret. Nå, det var der ikke noget at gøre ved. Jeg måtte arbejde uden printer, og jeg havde travlt. Der var mange lånere, fordi det var første åbningsdag efter vinterferien.
Hver gang nogen lånte bøger, måtte jeg slå beklagende ud med armene og sige: ”Desværre jeg kan ikke printe din bon i dag.” Og hver gang svarede de umådeligt søde lånere i Ørum: ”pyt med det – det gør da ikke noget … kan du skrive en seddel, hvor du skriver, hvornår bøgerne skal afleveres?” Og det kunne jeg jo!
Sådan gik eftermiddagen med beklagende arme og søde svar. På et tidspunkt hører jeg min private mobiltelefon ringe på kontoret, men jeg kan umuligt nå at tage den. Ved 16.30 tiden er der dog en lille pause, og jeg skynder mig at se, hvem der har ringet. Det er min leder, og hun giver ikke så let op, så hun har også sendt en sms. I den står der: ”Karin Ørum biblioteks telefon er omstillet til it-medarbejderens, han modtager alle Ørum bibliotekets opkald, og han kan ikke ringe til dig, for så ringer han jo til sig selv.” Der var også en kunstner, der skulle holde et arrangement på biblioteket, hun havde ringet til ham mange gange for at få nogle detaljer på plads. Hendes nummer var i sms’en, og da biblioteket lukkede ringede jeg til hende. Jeg var ikke klar over, at vi havde nogen aftale om et børnearrangement. Forvirringen var total, da hun henviste til en kollega med et navn, som jeg aldrig har hørt. Vi talte et stykke tid, og nu begyndte det at dæmre for mig – hun skulle til Ørum i Djurs og havde i dobbelt betydning fået forkert nummer.
Da jeg mandagen efter satte min PC til i Ørum, ønskede jeg inderligt, at jeg kunne printe … man skal passe på, hvad man ønsker. Printeren var som forhekset eller forvandlet til en lille hvid vulkan, der i en sand eksplosion sprøjtede boner ud. Bedre sent end aldrig? Det gælder ikke altid.
Kommentarer