Blog
Fortryllende og forførende Rushdie
En erklæret anglofil og mangeårig Rushdie-fan møder et ikon.
Der var skruet godt op for varmen under fredag aftens session på den Internationale Litteraturfestival Cph:Litt. Jeg sad svedende på min stol og kunne ikke lade være med at undre mig over, hvordan Cph.Litt havde været så heldige (eller dygtige) at få den verdensberømte indisk-engelske forfatter til København, og hvordan det kunne lade sig gøre at undgå at fylde salen til dette arrangement, for større bliver det vel næppe i litteraturens verden.
Da samtalen gik i gang glemte jeg dog alt om svedpletter og tomme sæder, for syv meter foran mig – og en lille smule skråt til venstre – sad han, den fatwainspunde ordkunster og kulturikon i jakkesæt og skjorte, i samtale med Thomas Haarder, der har været Salman Rushdies danske oversætter i 21 år. Haarder sad stort set med ryggen til publikum, men Rushdie har en sjælden evne til at indfange sit publikum, så jeg følte mig som en velkommen gæst under samtalen. Hvis jeg siger vittig, skarp og særdeles veltalende, så er jeg nødt til også at sige Rushdie. Og hvis jeg siger Haarder, så er jeg også nødt til at sige en mand, der kender Rushdie og hans bøger godt, så godt, at samtalen med Rushdie udviklede sig som en naturlig dialog med plads til refleksion undervejs.
”Yoy can describe a book in many ways – and all of them are wrong”, var en af Rushdies indledende replikker. Samtalen med Salman Rushdie tog udgangspunkt i hans nye bog ”Fortryllersken fra Firenze”. Jeg vil følge Rushdie og undlade at beskrive eller forklare bogen. Læs den hellere selv. Men jeg kan da afsløre, at bogen selvfølgelig har en del fællestræk med hans øvrige forfatterskab, som bl.a. er kendetegnet ved tilstedeværelsen af et væld af karakterer i historierne og ved Rushdies særlige evne til at fylde mange informationer, budskaber og synsvinkler ind i hver eneste sætning, så den står og er ved at briste af bar betydningsladethed. Rushdie kommenterede dette særtræk under samtalen med Haarder. Det skyldes en frygt for at kede, ikke mindst sig selv, men også læseren. Det er dog vigtigt at bevare den fine balance mellem godt og rigt sprog og overdrevet brug af ord og meninger, pointerede Rushdie. Han citerede Dorothy Parker: ”This book does not deserve to be put down – it should be hauled across the room”, en skæbne han gerne vil undgå for sine bøger.
Samtalen med Rushdie løb gennem mange spændende knudepunkter i hans forfatterskab, men et emne, som fyldte en del var sammenblandingen af fiktion og historiske fakta, et område, der anvendes og accentueres i litteraturen i øjeblikket, men som altid har været repræsenteret i Rushdies bøger. Han beskrev, hvordan han i sin research til ”Fortryllersken fra Firenze” havde opdaget, at de fattige i det 16. århundrede ikke havde råd til nyt brød og derfor måtte vente, til brødet var gammelt og muggent. Muggen gav efter sigende hallucinationer, så folk begyndte at se dæmoner, engle osv. I litteraturen kalder man sådanne syner ”Magic Realism”, men det er bare et eksempel på, at man aldrig kan opfinde og digte ting, der er lige så utrolige, som dem man kan finde ved at granske i historien og i virkeligheden, forklarede Rushdie.
For en erklæret anglofil og mangeårig Rushdie-fan som undertegnede var det en uovertruffen oplevelse at høre Rushdie, og med hans distingverede engelsk og veltalende facon kunne han såmænd have talt om hvad som helst uden at miste sin evne til at fortrylle.
En erklæret anglofil og mangeårig Rushdie-fan møder et ikon.
Der var skruet godt op for varmen under fredag aftens session på den Internationale Litteraturfestival Cph:Litt. Jeg sad svedende på min stol og kunne ikke lade være med at undre mig over, hvordan Cph.Litt havde været så heldige (eller dygtige) at få den verdensberømte indisk-engelske forfatter til København, og hvordan det kunne lade sig gøre at undgå at fylde salen til dette arrangement, for større bliver det vel næppe i litteraturens verden.
Da samtalen gik i gang glemte jeg dog alt om svedpletter og tomme sæder, for syv meter foran mig – og en lille smule skråt til venstre – sad han, den fatwainspunde ordkunster og kulturikon i jakkesæt og skjorte, i samtale med Thomas Haarder, der har været Salman Rushdies danske oversætter i 21 år. Haarder sad stort set med ryggen til publikum, men Rushdie har en sjælden evne til at indfange sit publikum, så jeg følte mig som en velkommen gæst under samtalen. Hvis jeg siger vittig, skarp og særdeles veltalende, så er jeg nødt til også at sige Rushdie. Og hvis jeg siger Haarder, så er jeg også nødt til at sige en mand, der kender Rushdie og hans bøger godt, så godt, at samtalen med Rushdie udviklede sig som en naturlig dialog med plads til refleksion undervejs.
”Yoy can describe a book in many ways – and all of them are wrong”, var en af Rushdies indledende replikker. Samtalen med Salman Rushdie tog udgangspunkt i hans nye bog ”Fortryllersken fra Firenze”. Jeg vil følge Rushdie og undlade at beskrive eller forklare bogen. Læs den hellere selv. Men jeg kan da afsløre, at bogen selvfølgelig har en del fællestræk med hans øvrige forfatterskab, som bl.a. er kendetegnet ved tilstedeværelsen af et væld af karakterer i historierne og ved Rushdies særlige evne til at fylde mange informationer, budskaber og synsvinkler ind i hver eneste sætning, så den står og er ved at briste af bar betydningsladethed. Rushdie kommenterede dette særtræk under samtalen med Haarder. Det skyldes en frygt for at kede, ikke mindst sig selv, men også læseren. Det er dog vigtigt at bevare den fine balance mellem godt og rigt sprog og overdrevet brug af ord og meninger, pointerede Rushdie. Han citerede Dorothy Parker: ”This book does not deserve to be put down – it should be hauled across the room”, en skæbne han gerne vil undgå for sine bøger.
Samtalen med Rushdie løb gennem mange spændende knudepunkter i hans forfatterskab, men et emne, som fyldte en del var sammenblandingen af fiktion og historiske fakta, et område, der anvendes og accentueres i litteraturen i øjeblikket, men som altid har været repræsenteret i Rushdies bøger. Han beskrev, hvordan han i sin research til ”Fortryllersken fra Firenze” havde opdaget, at de fattige i det 16. århundrede ikke havde råd til nyt brød og derfor måtte vente, til brødet var gammelt og muggent. Muggen gav efter sigende hallucinationer, så folk begyndte at se dæmoner, engle osv. I litteraturen kalder man sådanne syner ”Magic Realism”, men det er bare et eksempel på, at man aldrig kan opfinde og digte ting, der er lige så utrolige, som dem man kan finde ved at granske i historien og i virkeligheden, forklarede Rushdie.
For en erklæret anglofil og mangeårig Rushdie-fan som undertegnede var det en uovertruffen oplevelse at høre Rushdie, og med hans distingverede engelsk og veltalende facon kunne han såmænd have talt om hvad som helst uden at miste sin evne til at fortrylle.
Kommentarer