Blog
Litteraturens stemme
Har forfatterne en stemme i offentligheden? Det debatteres ofte (måske endda oftere end noget forfatterne siger i samfundsdebatten). Forud for bogmessen i Göteborg i disse dage har den svenske forfatter Sven Lindquist et essay i Dagens Nyheter (22.09), hvor han konkluderer, at forfatterne er i og for sig dygtige nok til at tage sig en stemme i samfundsdebatten og måske endda til at give litteraturen den betydning, den kunne og burde have, de gør det bare ikke.
Han har et fantastisk eksempel fra slutningen af 1950'erne, hvor journalisten Barbro Alving og forfatteren Per Anders Fogelström gennem en kampagne fik vendt befolkningens holdning fra accept til modstand mod svenske atombomber på nogle få år. En årsag, mener Lindquist, var at folk troede på Fogelström fordi når han talte i debatten, talte han med den samme litterære stemme, som de troede på gennem læsningen af hans store romanserie om arbejderklassens Stockholm. Det er der ikke meget af mere. Man orker ikke rigtig. Ligesom Linquist selv erfarede, da han for 40 år siden blev fyret fra netop Dagens Nyheter fordi han skrev en bog med titlen "Reklame er farligt", oplever man hvergang man kommer med den slags synspunkter, såsom at vi har givet reklamen lov til at afbryde vores tanker og styre det offentlige rum fuldstændigt uhæmmet, at man bliver man betragtet som idiot. Måske derfor er det gået i den anden retning med forfatternes samfundsengagement. Carsten Jensen har sagt det meget besk: "Når man ser en forfatter med en kniv i den ene hånd, kan man være sikker på, han har en gaffel i den anden." (Citeret efter hukommelsen). Med andre ord: forfatterne interesserer sig mere for sig selv, end for samfundet og for den stemme, de måtte have i den, som fordi den er litteratur kan perspektivere tingene udover dagen og vejen, og udover budgetternes og merkantilismens diskurs, som rider vores politik, samfundsdebat og mediebillede som en mare og gør os alle sammen lidt mere firkantede og forbrugeriske i hovederne fordi vi bombarderes hele tiden.
Måske skulle man som forfatter begynde et helt andet sted, al forandring begynder som bekendt med én selv. Den store chilenske digter Pablo Neruda gør kort, men kærlig proces i et digt i samlingen Elementære Oder, som udkom på dansk for et par år siden. I det første digt, "Den usynlige mand" skriver han (jeg trækker her to-tre sider sammen): "Jeg griner og smiler lidt af de gamle digtere og elsker alle de digte de skrev ... de siger altid "jeg", hver gang der sker noget ... og når der sker noget er det ham selv, der bliver dybt berørt, ikke dem det sker for ... den gamle digter tror han er anderledes end alle andre i verden, han spiser brød hver dag, men han har aldrig været inde i et bageri eller gået til møde i bagernes fagforening."
Har forfatterne en stemme i offentligheden? Det debatteres ofte (måske endda oftere end noget forfatterne siger i samfundsdebatten). Forud for bogmessen i Göteborg i disse dage har den svenske forfatter Sven Lindquist et essay i Dagens Nyheter (22.09), hvor han konkluderer, at forfatterne er i og for sig dygtige nok til at tage sig en stemme i samfundsdebatten og måske endda til at give litteraturen den betydning, den kunne og burde have, de gør det bare ikke.
Han har et fantastisk eksempel fra slutningen af 1950'erne, hvor journalisten Barbro Alving og forfatteren Per Anders Fogelström gennem en kampagne fik vendt befolkningens holdning fra accept til modstand mod svenske atombomber på nogle få år. En årsag, mener Lindquist, var at folk troede på Fogelström fordi når han talte i debatten, talte han med den samme litterære stemme, som de troede på gennem læsningen af hans store romanserie om arbejderklassens Stockholm. Det er der ikke meget af mere. Man orker ikke rigtig. Ligesom Linquist selv erfarede, da han for 40 år siden blev fyret fra netop Dagens Nyheter fordi han skrev en bog med titlen "Reklame er farligt", oplever man hvergang man kommer med den slags synspunkter, såsom at vi har givet reklamen lov til at afbryde vores tanker og styre det offentlige rum fuldstændigt uhæmmet, at man bliver man betragtet som idiot. Måske derfor er det gået i den anden retning med forfatternes samfundsengagement. Carsten Jensen har sagt det meget besk: "Når man ser en forfatter med en kniv i den ene hånd, kan man være sikker på, han har en gaffel i den anden." (Citeret efter hukommelsen). Med andre ord: forfatterne interesserer sig mere for sig selv, end for samfundet og for den stemme, de måtte have i den, som fordi den er litteratur kan perspektivere tingene udover dagen og vejen, og udover budgetternes og merkantilismens diskurs, som rider vores politik, samfundsdebat og mediebillede som en mare og gør os alle sammen lidt mere firkantede og forbrugeriske i hovederne fordi vi bombarderes hele tiden.
Måske skulle man som forfatter begynde et helt andet sted, al forandring begynder som bekendt med én selv. Den store chilenske digter Pablo Neruda gør kort, men kærlig proces i et digt i samlingen Elementære Oder, som udkom på dansk for et par år siden. I det første digt, "Den usynlige mand" skriver han (jeg trækker her to-tre sider sammen): "Jeg griner og smiler lidt af de gamle digtere og elsker alle de digte de skrev ... de siger altid "jeg", hver gang der sker noget ... og når der sker noget er det ham selv, der bliver dybt berørt, ikke dem det sker for ... den gamle digter tror han er anderledes end alle andre i verden, han spiser brød hver dag, men han har aldrig været inde i et bageri eller gået til møde i bagernes fagforening."
Kommentarer