Blog
Hvem får Nobelprisen? Murakami er favorit hos bookmakerne
Brugerambassadør og forfatter Jakob Brønnum blogger om hvem der modtager årets nobelpris i litteratur.
Hvert år den første torsdag i oktober bliver der et øjeblik stille i et rum i det svenske litteraturakademi i Stockholm. En af mine gode bekendte, der er filmfotograf og arbejder med tv, har hvert år en særlig oplevelse (som må være bedre end en hvilken som helst form for ekstrem sport), når han står i det fornemme forværelse og venter på, at akademiets sekretær skal komme ud. Han véd ikke, hvor i verden han om få minutter er på vej hen, for at dække nobelpristagerens første glæde.
I fjor skulle han uheldigvis ikke så langt. Det var svenskeren Tomas Tranströmer, der fik prisen. At dømme efter sports-booking-firmaet Ladbrokes liste over de odds, man sætter på årets nobelpristageren, er der i år størst chance for, at han denne gang skal enten til Tokyo i Japan eller til Santa Monica i Californien. Men mindre altså, at japaneren Haruki Murakami er i Frankfurt til bogmessen, der foregår på samme tidspunkt, eller Bob Dylan er på turné. De to kan spilles til henholdsvis odds 7 og odds 10.
Jeg tror ikke, nogen af dem får den i år. Murakami har netop skrevet klart sin største roman, den tre-dobbelt murstenstykke IQ84, men man har en fornemmelse af, at den netop viser, han først nu rigtigt skal til at folde sig ud. Bob Dylan får den heller ikke i 1000 år, selvom han fortjener den, efter nogenlunde de samme præmisser som italieneren Dario Fo fik den for nogle år siden: Fordi han har taget en hel underholdningsgenre og næsten ene mand gjort litteratur af den.
Kærlighed og tyveri
Bob Dylans værk er næsten ufatteligt stort og hans seneste album Tempest er mageløst godt. I midten af 1960’erne skrev han 30-40 sange og en lille roman, Tarantula, i noget af den stærkeste, surrealistiske prosa og poesi, der er lavet, og siden rummer mindst fem-otte af hans 35 albums en eksistentiel, apokalyptisk, lidende kærligheds- og samfundspoesi, der ikke har sin lige. Problemet er bare, at det er konstateret, at han jævnligt (ligesom i sin billedkunst) bruger forbilleder meget direkte. Albummet Love and Theft (2001) består for eksempel for en stor dels vedkommende af citater fra en engelsk oversættelse af bestemt japansk udgivelse (Junichi Saga's Confessions of a Yakuza), som Dylan sætter originalt sammen og broderer personligt videre på. Eftersom akademiet ikke kan vide, hvor mange af den slags afsløringer, der ligger i dybet og venter, vover man næppe dette skridt.
Listen fra Ladbrokes er interessant, også på en anden måde: Hvor mange af de 20 største favoritter kender man selv: Haruki Murakami, Bob Dylan, Mo Yan, Cees Nooteboom, Ismail Kadare, Adonis, Ko Un, Dacia Maraini, Philip Roth, Cormac McCarthy, Amos Oz, Alice Munro, Enrique Vila-Matas, Eduardo Mendoza Garriga, Les Murray, Ngugi wa Thiog'o, Chinua Achebe, Assia Djebar, Thomas Pynchon, Umberto Eco.
Politisk eller kulturelt
Hvis akademiet har haft et rigtigt dårligt år, giver de prisen til den syriske digter Adonis, der længe har været nævnt som kandidat, og så vil vi igen sige en af de to ting, man har sagt efterhånden lidt for ofte de senere år: Åh, det er jo politisk motiveret. (Det andet er: Ham dér, han er jo nærmest ukendt, han kan simpelthen ikke være den bedste, de kan finde.)
Hvis akademiet har haft en rigtigt godt år, giver de den til Chinua Achebe, den 82-årige, nigerianske forfatter, hvis kendteste bog Alt falder fra hinanden (1958, da. udg.: 1986) er en blivende klassiker. Den handler om mødet mellem ens egen og en fremmed kultur, som bekendt et af de væsentligste temaer overhovedet i vor tid. Den har solgt over 8 millioner eksemplarer og er oversat til omkring 50 sprog
Jeg tror hverken Umberto Eco, Philip Roth eller den australske digter Les Murray står i kø til prisen. På samme måde som i sin tid Graham Greene, en af de største forfattere, der ikke har fået prisen, formentlig ikke blev opfattet som alvorlig nok, kan humoren, subjektiviteten og letheden i de tres værker spænde ben for et møde med den svenske konge i december.
Brugerambassadør og forfatter Jakob Brønnum blogger om hvem der modtager årets nobelpris i litteratur.
Hvert år den første torsdag i oktober bliver der et øjeblik stille i et rum i det svenske litteraturakademi i Stockholm. En af mine gode bekendte, der er filmfotograf og arbejder med tv, har hvert år en særlig oplevelse (som må være bedre end en hvilken som helst form for ekstrem sport), når han står i det fornemme forværelse og venter på, at akademiets sekretær skal komme ud. Han véd ikke, hvor i verden han om få minutter er på vej hen, for at dække nobelpristagerens første glæde.
I fjor skulle han uheldigvis ikke så langt. Det var svenskeren Tomas Tranströmer, der fik prisen. At dømme efter sports-booking-firmaet Ladbrokes liste over de odds, man sætter på årets nobelpristageren, er der i år størst chance for, at han denne gang skal enten til Tokyo i Japan eller til Santa Monica i Californien. Men mindre altså, at japaneren Haruki Murakami er i Frankfurt til bogmessen, der foregår på samme tidspunkt, eller Bob Dylan er på turné. De to kan spilles til henholdsvis odds 7 og odds 10.
Jeg tror ikke, nogen af dem får den i år. Murakami har netop skrevet klart sin største roman, den tre-dobbelt murstenstykke IQ84, men man har en fornemmelse af, at den netop viser, han først nu rigtigt skal til at folde sig ud. Bob Dylan får den heller ikke i 1000 år, selvom han fortjener den, efter nogenlunde de samme præmisser som italieneren Dario Fo fik den for nogle år siden: Fordi han har taget en hel underholdningsgenre og næsten ene mand gjort litteratur af den.
Kærlighed og tyveri
Bob Dylans værk er næsten ufatteligt stort og hans seneste album Tempest er mageløst godt. I midten af 1960’erne skrev han 30-40 sange og en lille roman, Tarantula, i noget af den stærkeste, surrealistiske prosa og poesi, der er lavet, og siden rummer mindst fem-otte af hans 35 albums en eksistentiel, apokalyptisk, lidende kærligheds- og samfundspoesi, der ikke har sin lige. Problemet er bare, at det er konstateret, at han jævnligt (ligesom i sin billedkunst) bruger forbilleder meget direkte. Albummet Love and Theft (2001) består for eksempel for en stor dels vedkommende af citater fra en engelsk oversættelse af bestemt japansk udgivelse (Junichi Saga's Confessions of a Yakuza), som Dylan sætter originalt sammen og broderer personligt videre på. Eftersom akademiet ikke kan vide, hvor mange af den slags afsløringer, der ligger i dybet og venter, vover man næppe dette skridt.
Listen fra Ladbrokes er interessant, også på en anden måde: Hvor mange af de 20 største favoritter kender man selv: Haruki Murakami, Bob Dylan, Mo Yan, Cees Nooteboom, Ismail Kadare, Adonis, Ko Un, Dacia Maraini, Philip Roth, Cormac McCarthy, Amos Oz, Alice Munro, Enrique Vila-Matas, Eduardo Mendoza Garriga, Les Murray, Ngugi wa Thiog'o, Chinua Achebe, Assia Djebar, Thomas Pynchon, Umberto Eco.
Politisk eller kulturelt
Hvis akademiet har haft et rigtigt dårligt år, giver de prisen til den syriske digter Adonis, der længe har været nævnt som kandidat, og så vil vi igen sige en af de to ting, man har sagt efterhånden lidt for ofte de senere år: Åh, det er jo politisk motiveret. (Det andet er: Ham dér, han er jo nærmest ukendt, han kan simpelthen ikke være den bedste, de kan finde.)
Hvis akademiet har haft en rigtigt godt år, giver de den til Chinua Achebe, den 82-årige, nigerianske forfatter, hvis kendteste bog Alt falder fra hinanden (1958, da. udg.: 1986) er en blivende klassiker. Den handler om mødet mellem ens egen og en fremmed kultur, som bekendt et af de væsentligste temaer overhovedet i vor tid. Den har solgt over 8 millioner eksemplarer og er oversat til omkring 50 sprog
Jeg tror hverken Umberto Eco, Philip Roth eller den australske digter Les Murray står i kø til prisen. På samme måde som i sin tid Graham Greene, en af de største forfattere, der ikke har fået prisen, formentlig ikke blev opfattet som alvorlig nok, kan humoren, subjektiviteten og letheden i de tres værker spænde ben for et møde med den svenske konge i december.
Kommentarer