Blog
En stor, kinesisk forfatter: Nobelprisen til Mo Yan
Forfatteren Jakob Brønnum skriver om årets modtager af Nobelprisen i litteratur, den, for de fleste danskere, ukendte Mo Yan.
Det lykkes næsten altid det svenske akademi at blive opfattet som uforudsigelig, når årets verdensmester i litteratur, Nobelprisvinderen, skal vælges. Til trods for, at årets vinder er ukendt i Danmark og endnu ikke oversat, var Mo Yan så sent som 25. september favorit på et af de store bookingfirmaers liste over mulige (og umulige) vindere. Så på en måde var det forudsigeligt denne gang. Det er også fortjent.
Mo Yan er en rigtig stor forfatter. Han formår at forbinde en klassisk, kinesisk sansning med den moderne tids kritiske og realistiske betragtelsesmåde, det som nobelpriskomiteen kalder, hallucinatorisk realisme:
”Himlen og jorden var i oprør, udsynet var tåget. På det tidspunkt var soldaternes dæmpede fodtrin nået langt ned af vejen. Far kunne stadig høre dem, men et tæppe af blå dis skjulte mændene. Han havde et fast greb i Kommandør Yu’s frakke, og fløj nærmest ned af stien på sine kværnende ben. Bedstemor trak sig tilbage som en kyst, der forsvandt.” (Fra Red Sorghum (Det røde felt, 1987); oversat fra engelsk).
Mo Yans position i sit hjemland synes at minde lidt om den position Jevgenij Jevtusjenko (der mærkeligt nok aldrig har fået prisen) har i sit, og særligt havde under det sovjetiske styre: Han holder sig stort set gode venner med magthaverne, selvom han ikke holder sig for god til også at kritisere dem. Men han gør det åbenbart på den rigtige måde, for han bliver inde i varmen. På den anden side er Mo Yan blevet kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at tage afstand fra myndighedernes undertrykkelse af visse kunstnere. Mo Yan er i øvrigt et kunstnernavn, der betyder ”Ikke tale”, forfatterens rigtige navn er Guan Moye.
Flere af Mo Yans bøger er blevet filmatiseret, to af dem af Kinas mest kendte filminstruktør, Zhang Yimou. Filmatiseringen af Red Sorghum, der var Zhang Yimous debut, gav også debut til skuespillerinden Gong Li.
Red Sorghum beskriver, ligesom Jens Smærup Sørensens Mærkedage, flere generationer mennesker med en ikke-kronologisk opbygning. Man følger en families liv gennem de midterste 50 år af 1900-tallet, hvor krig og død og ødelæggelse hele tiden trænger ind over dagligdagen
Man har sammenlignet Mo Yan med Gabriel Garcia Marquez på grund af nogle fællestræk, som man ofte betegner som magisk realisme. En rigtigere sammenligning kan vise sig at være med Manuel Scorza (1928-83), hvis stærkt magisk realistiske 5-bindsværk om mennesker i en landsby, der gør opgør mod en multinational virksomhed, er oversat til dansk for en del år siden.
Blandt de bøger, der sikkert hurtigt vil blive oversat er Hvidløgsballaderne, der fortæller historien om en gruppe bønders oprør mod det kinesiske styre, efter at styret har dekreteret, at de lægger om til hvidløgsdyrkning, og høsten er slået fejl.
Man kan også håbe på, at vi får lejlighed til at læse Mo Yans nyeste novellesamling, hvis engelske titel på dansk ville lyde: ”Shifu, du ville gøre hvad som helst for et godt grin” (1999), hvor de 12 historier bevæger sig gennem satire, fantasy og mysteriefortællinger. Og måske romanen ”Vinrepublikken” (1992), som fik kritikerne til at sammenligne Mo Yan med Tolstoj.
Foto: By Zeke530 (Own work) [CC-BY-SA-3.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0)], via Wikimedia Commons
Forfatteren Jakob Brønnum skriver om årets modtager af Nobelprisen i litteratur, den, for de fleste danskere, ukendte Mo Yan.
Det lykkes næsten altid det svenske akademi at blive opfattet som uforudsigelig, når årets verdensmester i litteratur, Nobelprisvinderen, skal vælges. Til trods for, at årets vinder er ukendt i Danmark og endnu ikke oversat, var Mo Yan så sent som 25. september favorit på et af de store bookingfirmaers liste over mulige (og umulige) vindere. Så på en måde var det forudsigeligt denne gang. Det er også fortjent.
Mo Yan er en rigtig stor forfatter. Han formår at forbinde en klassisk, kinesisk sansning med den moderne tids kritiske og realistiske betragtelsesmåde, det som nobelpriskomiteen kalder, hallucinatorisk realisme:
”Himlen og jorden var i oprør, udsynet var tåget. På det tidspunkt var soldaternes dæmpede fodtrin nået langt ned af vejen. Far kunne stadig høre dem, men et tæppe af blå dis skjulte mændene. Han havde et fast greb i Kommandør Yu’s frakke, og fløj nærmest ned af stien på sine kværnende ben. Bedstemor trak sig tilbage som en kyst, der forsvandt.” (Fra Red Sorghum (Det røde felt, 1987); oversat fra engelsk).
Mo Yans position i sit hjemland synes at minde lidt om den position Jevgenij Jevtusjenko (der mærkeligt nok aldrig har fået prisen) har i sit, og særligt havde under det sovjetiske styre: Han holder sig stort set gode venner med magthaverne, selvom han ikke holder sig for god til også at kritisere dem. Men han gør det åbenbart på den rigtige måde, for han bliver inde i varmen. På den anden side er Mo Yan blevet kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at tage afstand fra myndighedernes undertrykkelse af visse kunstnere. Mo Yan er i øvrigt et kunstnernavn, der betyder ”Ikke tale”, forfatterens rigtige navn er Guan Moye.
Flere af Mo Yans bøger er blevet filmatiseret, to af dem af Kinas mest kendte filminstruktør, Zhang Yimou. Filmatiseringen af Red Sorghum, der var Zhang Yimous debut, gav også debut til skuespillerinden Gong Li.
Red Sorghum beskriver, ligesom Jens Smærup Sørensens Mærkedage, flere generationer mennesker med en ikke-kronologisk opbygning. Man følger en families liv gennem de midterste 50 år af 1900-tallet, hvor krig og død og ødelæggelse hele tiden trænger ind over dagligdagen
Man har sammenlignet Mo Yan med Gabriel Garcia Marquez på grund af nogle fællestræk, som man ofte betegner som magisk realisme. En rigtigere sammenligning kan vise sig at være med Manuel Scorza (1928-83), hvis stærkt magisk realistiske 5-bindsværk om mennesker i en landsby, der gør opgør mod en multinational virksomhed, er oversat til dansk for en del år siden.
Blandt de bøger, der sikkert hurtigt vil blive oversat er Hvidløgsballaderne, der fortæller historien om en gruppe bønders oprør mod det kinesiske styre, efter at styret har dekreteret, at de lægger om til hvidløgsdyrkning, og høsten er slået fejl.
Man kan også håbe på, at vi får lejlighed til at læse Mo Yans nyeste novellesamling, hvis engelske titel på dansk ville lyde: ”Shifu, du ville gøre hvad som helst for et godt grin” (1999), hvor de 12 historier bevæger sig gennem satire, fantasy og mysteriefortællinger. Og måske romanen ”Vinrepublikken” (1992), som fik kritikerne til at sammenligne Mo Yan med Tolstoj.
Foto: By Zeke530 (Own work) [CC-BY-SA-3.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0)], via Wikimedia Commons
Kommentarer