Blog
Bøger er vejen til den gode samtale
Brugerambassadør og forfatter Jakob Brønnum blogger om bøger, der fortæller os noget om livet, og dermed danner grundlag for den gode samtale.
For nogen tid siden faldt jeg over en boganmeldelse fra Information af den engelske udgave af den tidligere ærkebiskop Rowan Williams biografi af Dostojevskij, der er formentlig den største forfatter i verdenslitteraturen siden Shakespeare, hvis man da kan rangordne forfattere ligesom fodboldhold.
Anmeldelsen sluttede med en – måske ærgerlig, måske spøgefuld – bemærkning om, at Rowan Williams afslører alle slutningerne i de romaner af Dostojevskij, han omtaler. Redaktionssekretæren på avisen, der som bekendt laver de endelige overskrifter, havde så taget den bemærkning og gjort den til blikfanget, så læseren fik det indtryk, at man ikke burde beskæftige sig med bogen af den grund. Den er annonceret til at udkomme på dansk her i foråret.
Hvis det ikke var fordi det var så sigende, ville det være til at græde over. Hændelsen fortæller alt om litteraturens stilling i medierne, den fortæller, hvorfor der er skåret ned på litteraturen i aviserne og hvorfor man ikke kan få bøger til at fungere i tv.
Dostojevskij er ikke en forfatter, hvis bøger er interessante på grund af deres plot, selvom de også er rasende spændende og næsten altid har en krimilinje. Dostojevskijs bøger er interessante, fordi de fortæller os noget om livet, vi ikke vidste i forvejen. De undersøger måder, mennesker handler på og deres motiver til at handle, så dybt, at det næsten ikke er til at beskrive. Jeg prøver at læse en af de fire store romaner, Rashkolnikov, Idioten, Brødrene Karamasov eller Onde ånder, omkring hvert andet år. Det har vist sig, at jeg har flyttet mig siden jeg læste dem sidst, eller tiden har flyttet mig eller sig, eller hvad det nu er, så jeg altid opfatter helt nye ting i dem. Bøgerne er fantastiske.
Problemet er – udover at redaktionsseketærer, programredaktører og storannoncører formentlig har for travlt med andre ting til at læse bøger – at bøger opfattes som noget, der foregår i (kedsommelig) ensomhed, som det store flertal, lige præcis de tre har som opgave at få i tale, da ikke kan interessere sig for. Det gør det også langt hen ad vejen. Men kun som en forberedelse til et større fællesskab.
Tænk over det. Langt de fleste af de samtaler, man har haft med mennesker, der virkelig rykker og giver inspiration, har haft udgangspunkt i bøger. Ikke i banale gengivelser af, hvad bøgerne handlede om. Den slags er altid monologer uden videre betydning. (Vi kender alle sammen én, der elsker at fortælle, hvad de film, han har set, handlede om.)
Nej, i samtaler om, hvad bogen fortalte os om tilværelsen og hvad vi kom til at tænke på og hvordan vi fik kontakt med noget i os selv og hos hinanden, på en måde, vi ikke før havde haft.
Så længe vi ikke har en fælles overenskomst om, at den tålmodighed, det kræver at forberede sig til den slags møder mellem mennesker (nemlig, at man sætter sig ned og læser en bog) er ligeså meget kvalitetstid, som sport, spænding og underholdning i tv, der ikke giver os noget som helst rent menneskeligt på bare et lidt dybere plan, så længe bliver der ikke plads til litteraturen i medierne og så længe vil vi – lejlighedsvis, når vi har et øjeblik alene, inderst inde – erkende, vide og forstå, at vi står i fare for at blive lidt fattigere hver dag.
Brugerambassadør og forfatter Jakob Brønnum blogger om bøger, der fortæller os noget om livet, og dermed danner grundlag for den gode samtale.
For nogen tid siden faldt jeg over en boganmeldelse fra Information af den engelske udgave af den tidligere ærkebiskop Rowan Williams biografi af Dostojevskij, der er formentlig den største forfatter i verdenslitteraturen siden Shakespeare, hvis man da kan rangordne forfattere ligesom fodboldhold.
Anmeldelsen sluttede med en – måske ærgerlig, måske spøgefuld – bemærkning om, at Rowan Williams afslører alle slutningerne i de romaner af Dostojevskij, han omtaler. Redaktionssekretæren på avisen, der som bekendt laver de endelige overskrifter, havde så taget den bemærkning og gjort den til blikfanget, så læseren fik det indtryk, at man ikke burde beskæftige sig med bogen af den grund. Den er annonceret til at udkomme på dansk her i foråret.
Hvis det ikke var fordi det var så sigende, ville det være til at græde over. Hændelsen fortæller alt om litteraturens stilling i medierne, den fortæller, hvorfor der er skåret ned på litteraturen i aviserne og hvorfor man ikke kan få bøger til at fungere i tv.
Dostojevskij er ikke en forfatter, hvis bøger er interessante på grund af deres plot, selvom de også er rasende spændende og næsten altid har en krimilinje. Dostojevskijs bøger er interessante, fordi de fortæller os noget om livet, vi ikke vidste i forvejen. De undersøger måder, mennesker handler på og deres motiver til at handle, så dybt, at det næsten ikke er til at beskrive. Jeg prøver at læse en af de fire store romaner, Rashkolnikov, Idioten, Brødrene Karamasov eller Onde ånder, omkring hvert andet år. Det har vist sig, at jeg har flyttet mig siden jeg læste dem sidst, eller tiden har flyttet mig eller sig, eller hvad det nu er, så jeg altid opfatter helt nye ting i dem. Bøgerne er fantastiske.
Problemet er – udover at redaktionsseketærer, programredaktører og storannoncører formentlig har for travlt med andre ting til at læse bøger – at bøger opfattes som noget, der foregår i (kedsommelig) ensomhed, som det store flertal, lige præcis de tre har som opgave at få i tale, da ikke kan interessere sig for. Det gør det også langt hen ad vejen. Men kun som en forberedelse til et større fællesskab.
Tænk over det. Langt de fleste af de samtaler, man har haft med mennesker, der virkelig rykker og giver inspiration, har haft udgangspunkt i bøger. Ikke i banale gengivelser af, hvad bøgerne handlede om. Den slags er altid monologer uden videre betydning. (Vi kender alle sammen én, der elsker at fortælle, hvad de film, han har set, handlede om.)
Nej, i samtaler om, hvad bogen fortalte os om tilværelsen og hvad vi kom til at tænke på og hvordan vi fik kontakt med noget i os selv og hos hinanden, på en måde, vi ikke før havde haft.
Så længe vi ikke har en fælles overenskomst om, at den tålmodighed, det kræver at forberede sig til den slags møder mellem mennesker (nemlig, at man sætter sig ned og læser en bog) er ligeså meget kvalitetstid, som sport, spænding og underholdning i tv, der ikke giver os noget som helst rent menneskeligt på bare et lidt dybere plan, så længe bliver der ikke plads til litteraturen i medierne og så længe vil vi – lejlighedsvis, når vi har et øjeblik alene, inderst inde – erkende, vide og forstå, at vi står i fare for at blive lidt fattigere hver dag.
Kommentarer