Blog
Aomame og Breivik (og Rashkolnikov) – eller: Når litteraturen møder virkeligheden
I disse dage udkommer tredje og sidste bind af Haruki Murakamis litterære mesterværk 1Q84. Jeg gik i stå efter det første par kapitler af 2. del, lige da den detektiv var dukket op, der minder påfaldende om Porfiry Petrovitj, detektiven i Dostojevskijs Forbrydelse og straf (også kaldet Rashkolnikov; 1866) . Ikke fordi bogen på nogen måde var ulæselig, men fordi nogle omstændigheder omkring den var ubærlige. Og alt dette stiller for mig nogle bestemte krav til resten af romanen, eller i hvert fald 3. del.
I oktober i 2011 var jeg på en arbejdskonference i Oslo, hvor der også var møder på Oslofærgen. På vej ud af Oslofjorden står jeg og nyder den pragtfulde udsigt fra båden. Og se dér, tænker jeg, der er en køn lille ø, med små huse, lejrskoler og hvad det nu kan være. Og så brød det løs. På et øjeblik udspillede der sig en film for mit indre blik, som jeg hidtil havde undgået at se.
For da Anders Breivik, som forleden blev idømt forvaring i mindst 21 år, begik sin vanvittige skændselsgerning, sin tåbelige politiske voldsmanifestation, der har en virkning stik modsat den intenderede og omkostninger, det tager generationer at forvinde, undgik jeg at følge det på det detaljeringsniveau, pressen tilbød. Jeg så heller ingen videre billeder. Det var en af de situationer, hvor man tænker: Det her behøver jeg ikke lade påvirke mig så dybt, som jeg ved, det vil komme til, hvis jeg ikke skærmer lidt af. Det er for voldsomt, det er for ondt og det gør for ondt. Men på vej ud af Oslofjorden - det var naturligvis ikke Utøya, vi sejlede forbi, bare en lille ø med nogle huse på - så jeg for mig alt, hvad der var eller måtte være sket, og jeg fik et ildebefindende så voldsomt, at jeg blev nødt til at melde afbud til resten af de aftaler, jeg havde på færgen.
Jeg sad og holdt med en hovedperson, der …
Ved den tid holdt jeg også op med at læse Murakamis trilogi. Jeg var ellers meget optaget af den, gik rundt med Janaceks Sinfonietta i hovedet og tog sågar på Google Earth den togtur, Tengo tager, da han skal ud at besøge Aomames formynder. Der er lidt flere huse i dag, end Murakami beskriver, der var i 1984. Hvorfor holdt jeg op? Det gik op for mig, at jeg sad og holdt med en hovedperson, fritidslejemorderen Aoname der foretog sig ting, der var ligeså dårligt moralsk begrundede som Breivik: Subjektivt besluttede henrettelser af ofre, uden mulighed for at forsvare sig.
Jeg kunne ikke læse videre. Nu har Breivik fået sin straf, og det gik kort efter op for mig, at nu er tiden formentlig kommet til at genoptage læsningen.
Men det stiller, som antydet før, nogle særlige krav til romanens fortsættelse, og afsluttende 3. del. Jeg har hele tiden ment, at 1Q84 havde en hel del ligheder med Dostojevskijs roman, for eksempel, at Aomames forventeligt kommende kæreste, Tengo, prostituerer sig som Rashkolnikovs kæreste Sonja gør, men det er en anden historie. 1Q84's persongalleri og symbolstruktur har, så vidt jeg kan se, også visse ligheder med Philip K. Dicks ”Minority Report,” (1956), eller med filmen fra 2002, men det er også en anden historie. Og jeg er sikker på, at Murakami har lagt endnu flere litterære spor ind, ikke mindst fra George Orwells psykologiske science fiction-thriller 1984 (1948).
Det samme moralske dilemma
Den store lighed med Dostojevskijs roman er imidlertid, at den lægger det samme moralske dilemma op, nemlig det, hvorvidt man af egen drift må slå nogen ihjel. Den nihilistiske Rashkolnikov bryder som bekendt fuldstændig sammen til sidst og bliver ”born again Christian” i en sådan grad, at den indre frihed overstråler det ydre fængsel i Sibirien, han bliver sat i. Hvad der sker for Aomame (og Tengo) og hvordan romanen fortolker det, må – for at opfylde den udfordring, forfatteren har givet sig selv – ske i sammenhæng med dén problemstilling. Eller fortolke den på en anden måde. At forene dem er ikke nok.
I disse dage udkommer tredje og sidste bind af Haruki Murakamis litterære mesterværk 1Q84. Jeg gik i stå efter det første par kapitler af 2. del, lige da den detektiv var dukket op, der minder påfaldende om Porfiry Petrovitj, detektiven i Dostojevskijs Forbrydelse og straf (også kaldet Rashkolnikov; 1866) . Ikke fordi bogen på nogen måde var ulæselig, men fordi nogle omstændigheder omkring den var ubærlige. Og alt dette stiller for mig nogle bestemte krav til resten af romanen, eller i hvert fald 3. del.
I oktober i 2011 var jeg på en arbejdskonference i Oslo, hvor der også var møder på Oslofærgen. På vej ud af Oslofjorden står jeg og nyder den pragtfulde udsigt fra båden. Og se dér, tænker jeg, der er en køn lille ø, med små huse, lejrskoler og hvad det nu kan være. Og så brød det løs. På et øjeblik udspillede der sig en film for mit indre blik, som jeg hidtil havde undgået at se.
For da Anders Breivik, som forleden blev idømt forvaring i mindst 21 år, begik sin vanvittige skændselsgerning, sin tåbelige politiske voldsmanifestation, der har en virkning stik modsat den intenderede og omkostninger, det tager generationer at forvinde, undgik jeg at følge det på det detaljeringsniveau, pressen tilbød. Jeg så heller ingen videre billeder. Det var en af de situationer, hvor man tænker: Det her behøver jeg ikke lade påvirke mig så dybt, som jeg ved, det vil komme til, hvis jeg ikke skærmer lidt af. Det er for voldsomt, det er for ondt og det gør for ondt. Men på vej ud af Oslofjorden - det var naturligvis ikke Utøya, vi sejlede forbi, bare en lille ø med nogle huse på - så jeg for mig alt, hvad der var eller måtte være sket, og jeg fik et ildebefindende så voldsomt, at jeg blev nødt til at melde afbud til resten af de aftaler, jeg havde på færgen.
Jeg sad og holdt med en hovedperson, der …
Ved den tid holdt jeg også op med at læse Murakamis trilogi. Jeg var ellers meget optaget af den, gik rundt med Janaceks Sinfonietta i hovedet og tog sågar på Google Earth den togtur, Tengo tager, da han skal ud at besøge Aomames formynder. Der er lidt flere huse i dag, end Murakami beskriver, der var i 1984. Hvorfor holdt jeg op? Det gik op for mig, at jeg sad og holdt med en hovedperson, fritidslejemorderen Aoname der foretog sig ting, der var ligeså dårligt moralsk begrundede som Breivik: Subjektivt besluttede henrettelser af ofre, uden mulighed for at forsvare sig.
Jeg kunne ikke læse videre. Nu har Breivik fået sin straf, og det gik kort efter op for mig, at nu er tiden formentlig kommet til at genoptage læsningen.
Men det stiller, som antydet før, nogle særlige krav til romanens fortsættelse, og afsluttende 3. del. Jeg har hele tiden ment, at 1Q84 havde en hel del ligheder med Dostojevskijs roman, for eksempel, at Aomames forventeligt kommende kæreste, Tengo, prostituerer sig som Rashkolnikovs kæreste Sonja gør, men det er en anden historie. 1Q84's persongalleri og symbolstruktur har, så vidt jeg kan se, også visse ligheder med Philip K. Dicks ”Minority Report,” (1956), eller med filmen fra 2002, men det er også en anden historie. Og jeg er sikker på, at Murakami har lagt endnu flere litterære spor ind, ikke mindst fra George Orwells psykologiske science fiction-thriller 1984 (1948).
Det samme moralske dilemma
Den store lighed med Dostojevskijs roman er imidlertid, at den lægger det samme moralske dilemma op, nemlig det, hvorvidt man af egen drift må slå nogen ihjel. Den nihilistiske Rashkolnikov bryder som bekendt fuldstændig sammen til sidst og bliver ”born again Christian” i en sådan grad, at den indre frihed overstråler det ydre fængsel i Sibirien, han bliver sat i. Hvad der sker for Aomame (og Tengo) og hvordan romanen fortolker det, må – for at opfylde den udfordring, forfatteren har givet sig selv – ske i sammenhæng med dén problemstilling. Eller fortolke den på en anden måde. At forene dem er ikke nok.
Kommentarer