Blog
TRÅDE
En af Litteratursidens brugerambassadører har besøgt en aktuel udstilling om sammenhænge og forbindelseslinjer i Morten Søndergaards forfatterskab.
Morten Søndergaards digterpraksis er i konstant dialog med de litterære forbilleder og med omgivelserne. Det er på inspirerende vis levendegjort i en aktuel udstilling, der væver synlige og usynlige tråde igennem digterens tyveårige karriere.
Af Jacob Ulrich
Selv om du har forberedt mig
forundres jeg alligevel
over varmen
der slår os i møde
når vi ankommer –
den samme undren
der får mig til at ønske
vi stod i mørket
og drak varm mandelmælk
af hinandens øjenhuler.
(”Ankomst”, fra digtsamlingen Sahara i mine hænder, 1992)
Når man besøger en kunstudstilling kan ens vej dertil præge oplevelsen. Da jeg for nogle dage siden besøgte udstillingen TRÅDE – sammenhænge og forbindelseslinjer i Morten Søndergaards forfatterskab – vandrede jeg fra Rådhusparken i Aarhus ud til Åby Bibliotek i Aarhusforstaden Åbyhøj, hvor udstillingen har til huse hele oktober måned.
Der er egentlig ikke specielt langt at gå, men vejret var efterårsagtigt og vinden strid, så da jeg nærmede mig biblioteket, var både kuldskær krop og trætte ben opsatte på at søge mod varme og hvile. Med kolde fødder og fingre gik jeg hen til LitteraturStedet – det særlige udstillingssted på Åby bibliotek – og her var klimaet et helt andet.
Middelhavshytten
Det første man møder, er et glødende neonskilt, der skiftevis lader ordene op, mærk, som og hed træde frem. Under neonskiltet afspiller LitteraturStedets storskærm en video med en sommerklædt Morten Søndergaard, der tilsyneladende befinder sig i en faldefærdig middelhavshytte. Digteren er i færd med at rive sider ud af en bog og stiller man sig nøjagtig foran skærmen, rammes man af lyden af sider der afrives. Men noget er på spil, for videoen kører baglæns og i stedet for at flå sider ud af bogen, kommer de flyvende fra omgivelserne og samler sig i værket i Søndergaards hænder.
Videoen er bemærkelsesværdig stille og ordløs. Vi ser hverken skriften på de flyvende ark, omslaget på bogen i Søndergaards hænder eller hører hans stemme læse op. Kun den hvislende lyd af arkenes flugt suger beskueren ind i scenen. Det henslængte og dovne i Søndergaards bevægelser sender et signal om udstillingens temperatur og tempo. Digteren er en dovenkrop, der godt nok er i bevægelse, men som ikke lader sine muskler overophede. Til gengæld har omgivelserne rigeligt med varme.
Sandet i Sahara
I udstillingens næste installation bliver der endnu mere hedt. To glasmontrer dokumenterer en vandring Søndergaard foretog i Saharas sorte og hvide ørken i 2011. Iblandt alskens artefakter, lige fra lavasten til kviksand på flaske, lader en lille videoskærm os opleve digterens vandring på nærmeste hold. Fokus er på Søndergaards fødder og de uendelige mængder sand og sten, de gennemtraver.
Til lejligheden havde Søndergaard konstrueret nogle særlige sandalplader – blanke trykplader – der skulle registrere de ridser og mærker, Sahara-sandet afgav under ørkenvandringen. Pladerne er efterfølgende reproduceret som litografier, der meget konkret illustrerer de spor der sættes, når digteren vandrer ud i verden. Sandets inskriptioner er blevet til utydelige og faretruende skrifttegn, der fortæller om vandringens alvor i ørkenens uendelighed. Og de sender et signal om at digterens krop – og fødder – altid er med, når skriften tager form.
Der er i denne Sahara-installation en direkte tråd tilbage til Søndergaards debutdigtsamling Sahara i mine hænder, og udstillingens ambition om at fremvise sammenhænge og forbindelseslinjer i forfatterskab er tydeligst og mest vellykket i disse montrer med sand og sandaler. Ikke at de øvrige installationer er uinteressante eller ligefrem falder uden for. Det virker blot som om trådene i udstillingen løber sammen og har et knudepunkt i den bevægelse, der fandt sted i Sahara i 2011.
Nysgerrighed og sanseindtryk
Når man bevæger sig rundt blandt udstillingens øvrige genstande og gimmicks, får man et bredt billede af forfatterskabets udtryksformer og poetiske praksis. Ofte er det en idé der har taget fysisk form, som for eksempel det pudsige Ordapotek, hvor forskellige medicinæsker rummer adjektiver, substantiver, adverbier etc., der kan indtages af folk med sprogligt underskud. Eller bistadet hvor et par hovedtelefoner ligger og summer. Hvis man tager dem på, hører man digterbien Søndergaard læse op af samlingen Bier dør sovende (1998).
Det er i det hele taget effektfuldt, at man ikke overmandes af digterens stemme eller ord i de forskellige installationer. Udstillingens mange genstande afføder et ofte uudgrundeligt sanseindtryk og vækker en nysgerrighed, der giver lyst til at søge svar i Søndergaards udgivelser. I stedet for at udpensle hvor og hvordan trådene går ind og ud af værkerne, er det op til beskueren selv at danne forbindelserne.
Biblioteket som udstillingsrum
At føre udstillingsgæsten hen til litteraturen må være et af hovedformålene med denne type udstilling. I TRÅDE lykkes det særligt godt, fordi Søndergaards digtudgivelser figurerer, ikke som krav eller forudsætning for, men som muligheder for fordybelse i forfatterskabets temaer. Samtidig har selve udstillingsrummet noget at sige, for det er ikke uvæsentligt at denne udstilling finder sted på et bibliotek.
TRÅDE er med sine mange artefakter og visuelle repræsentationer en udstilling, der kunne passe ind på et kunstmuseum. At det netop er biblioteket der er vært, er imidlertid med til at understøtte tråd-konceptet. Digterens værk er altid i dialog med andre værker, og denne intertekstualitet signaleres næppe bedre end på et bibliotek. Hovedparten af de udstillede udgivelser er i øvrigt beregnet til hjemlån, og det giver immervæk en anden motivation til at engagere sig i værkerne at man kan tage dem med sig hjem.
Ud i kulden og ud i verden
I Søndergaards digtning er man altid på vej videre. Og TRÅDE er ikke en udstilling, der indbyder til at man forbliver det samme sted. Søndergaards forfatterskab er konstant i bevægelse og det understreger udstillingens arkitektur. Vi må rundt og rundt om møblet for at fange alle trådene – og faktisk ender vi et sted i periferien af biblioteksrummet, for en del af udstillingen befinder sig i et helt andet lokale. Her støder vi på en række marmorblokke med flygtige formuleringer, der står i modsætning til den permanens, vi normalt forlanger af den type materiale.
For at se alle marmorblokkene må man bevæge sig ud af biblioteket igen – ud på den anden side af ruden, hvor de er udstillet. Og således ledte TRÅDE mig igen væk fra biblioteksrummet og ud på en vandring, modsat den jeg foretog til at begynde med. Marmorens kulde ledte mig ud i efterårets kolde vind. Og min vandring tilbage mod Aarhus fik hurtigt Sahara-sandets hede til at fordampe.
Men i min taske havde jeg gemt en lille glødetråd. Det var digtsamlingen Sahara i mine hænder og i den læste jeg følgende digt, der indrammede min oplevelse på Åby bibliotek.
Der er bevægelsen
og tanken om bevægelse
og tegnet før tegnet
i muskler og nervetrådes musik
og dansen i blodet
og de sorte mærker på halsen
og trådene mellem skrig og hengivelse
og de løber ind gennem øjet
og videre og videre væk.
(”der er bevægelsen” fra Sahara i mine hænder)
http://www.youtube.com/embed/fusl_kf-qoo?feature=player_detailpage
En af Litteratursidens brugerambassadører har besøgt en aktuel udstilling om sammenhænge og forbindelseslinjer i Morten Søndergaards forfatterskab.
Morten Søndergaards digterpraksis er i konstant dialog med de litterære forbilleder og med omgivelserne. Det er på inspirerende vis levendegjort i en aktuel udstilling, der væver synlige og usynlige tråde igennem digterens tyveårige karriere.
Af Jacob Ulrich
Selv om du har forberedt mig
forundres jeg alligevel
over varmen
der slår os i møde
når vi ankommer –
den samme undren
der får mig til at ønske
vi stod i mørket
og drak varm mandelmælk
af hinandens øjenhuler.
(”Ankomst”, fra digtsamlingen Sahara i mine hænder, 1992)
Når man besøger en kunstudstilling kan ens vej dertil præge oplevelsen. Da jeg for nogle dage siden besøgte udstillingen TRÅDE – sammenhænge og forbindelseslinjer i Morten Søndergaards forfatterskab – vandrede jeg fra Rådhusparken i Aarhus ud til Åby Bibliotek i Aarhusforstaden Åbyhøj, hvor udstillingen har til huse hele oktober måned.
Der er egentlig ikke specielt langt at gå, men vejret var efterårsagtigt og vinden strid, så da jeg nærmede mig biblioteket, var både kuldskær krop og trætte ben opsatte på at søge mod varme og hvile. Med kolde fødder og fingre gik jeg hen til LitteraturStedet – det særlige udstillingssted på Åby bibliotek – og her var klimaet et helt andet.
Middelhavshytten
Det første man møder, er et glødende neonskilt, der skiftevis lader ordene op, mærk, som og hed træde frem. Under neonskiltet afspiller LitteraturStedets storskærm en video med en sommerklædt Morten Søndergaard, der tilsyneladende befinder sig i en faldefærdig middelhavshytte. Digteren er i færd med at rive sider ud af en bog og stiller man sig nøjagtig foran skærmen, rammes man af lyden af sider der afrives. Men noget er på spil, for videoen kører baglæns og i stedet for at flå sider ud af bogen, kommer de flyvende fra omgivelserne og samler sig i værket i Søndergaards hænder.
Videoen er bemærkelsesværdig stille og ordløs. Vi ser hverken skriften på de flyvende ark, omslaget på bogen i Søndergaards hænder eller hører hans stemme læse op. Kun den hvislende lyd af arkenes flugt suger beskueren ind i scenen. Det henslængte og dovne i Søndergaards bevægelser sender et signal om udstillingens temperatur og tempo. Digteren er en dovenkrop, der godt nok er i bevægelse, men som ikke lader sine muskler overophede. Til gengæld har omgivelserne rigeligt med varme.
Sandet i Sahara
I udstillingens næste installation bliver der endnu mere hedt. To glasmontrer dokumenterer en vandring Søndergaard foretog i Saharas sorte og hvide ørken i 2011. Iblandt alskens artefakter, lige fra lavasten til kviksand på flaske, lader en lille videoskærm os opleve digterens vandring på nærmeste hold. Fokus er på Søndergaards fødder og de uendelige mængder sand og sten, de gennemtraver.
Til lejligheden havde Søndergaard konstrueret nogle særlige sandalplader – blanke trykplader – der skulle registrere de ridser og mærker, Sahara-sandet afgav under ørkenvandringen. Pladerne er efterfølgende reproduceret som litografier, der meget konkret illustrerer de spor der sættes, når digteren vandrer ud i verden. Sandets inskriptioner er blevet til utydelige og faretruende skrifttegn, der fortæller om vandringens alvor i ørkenens uendelighed. Og de sender et signal om at digterens krop – og fødder – altid er med, når skriften tager form.
Der er i denne Sahara-installation en direkte tråd tilbage til Søndergaards debutdigtsamling Sahara i mine hænder, og udstillingens ambition om at fremvise sammenhænge og forbindelseslinjer i forfatterskab er tydeligst og mest vellykket i disse montrer med sand og sandaler. Ikke at de øvrige installationer er uinteressante eller ligefrem falder uden for. Det virker blot som om trådene i udstillingen løber sammen og har et knudepunkt i den bevægelse, der fandt sted i Sahara i 2011.
Nysgerrighed og sanseindtryk
Når man bevæger sig rundt blandt udstillingens øvrige genstande og gimmicks, får man et bredt billede af forfatterskabets udtryksformer og poetiske praksis. Ofte er det en idé der har taget fysisk form, som for eksempel det pudsige Ordapotek, hvor forskellige medicinæsker rummer adjektiver, substantiver, adverbier etc., der kan indtages af folk med sprogligt underskud. Eller bistadet hvor et par hovedtelefoner ligger og summer. Hvis man tager dem på, hører man digterbien Søndergaard læse op af samlingen Bier dør sovende (1998).
Det er i det hele taget effektfuldt, at man ikke overmandes af digterens stemme eller ord i de forskellige installationer. Udstillingens mange genstande afføder et ofte uudgrundeligt sanseindtryk og vækker en nysgerrighed, der giver lyst til at søge svar i Søndergaards udgivelser. I stedet for at udpensle hvor og hvordan trådene går ind og ud af værkerne, er det op til beskueren selv at danne forbindelserne.
Biblioteket som udstillingsrum
At føre udstillingsgæsten hen til litteraturen må være et af hovedformålene med denne type udstilling. I TRÅDE lykkes det særligt godt, fordi Søndergaards digtudgivelser figurerer, ikke som krav eller forudsætning for, men som muligheder for fordybelse i forfatterskabets temaer. Samtidig har selve udstillingsrummet noget at sige, for det er ikke uvæsentligt at denne udstilling finder sted på et bibliotek.
TRÅDE er med sine mange artefakter og visuelle repræsentationer en udstilling, der kunne passe ind på et kunstmuseum. At det netop er biblioteket der er vært, er imidlertid med til at understøtte tråd-konceptet. Digterens værk er altid i dialog med andre værker, og denne intertekstualitet signaleres næppe bedre end på et bibliotek. Hovedparten af de udstillede udgivelser er i øvrigt beregnet til hjemlån, og det giver immervæk en anden motivation til at engagere sig i værkerne at man kan tage dem med sig hjem.
Ud i kulden og ud i verden
I Søndergaards digtning er man altid på vej videre. Og TRÅDE er ikke en udstilling, der indbyder til at man forbliver det samme sted. Søndergaards forfatterskab er konstant i bevægelse og det understreger udstillingens arkitektur. Vi må rundt og rundt om møblet for at fange alle trådene – og faktisk ender vi et sted i periferien af biblioteksrummet, for en del af udstillingen befinder sig i et helt andet lokale. Her støder vi på en række marmorblokke med flygtige formuleringer, der står i modsætning til den permanens, vi normalt forlanger af den type materiale.
For at se alle marmorblokkene må man bevæge sig ud af biblioteket igen – ud på den anden side af ruden, hvor de er udstillet. Og således ledte TRÅDE mig igen væk fra biblioteksrummet og ud på en vandring, modsat den jeg foretog til at begynde med. Marmorens kulde ledte mig ud i efterårets kolde vind. Og min vandring tilbage mod Aarhus fik hurtigt Sahara-sandets hede til at fordampe.
Men i min taske havde jeg gemt en lille glødetråd. Det var digtsamlingen Sahara i mine hænder og i den læste jeg følgende digt, der indrammede min oplevelse på Åby bibliotek.
Der er bevægelsen
og tanken om bevægelse
og tegnet før tegnet
i muskler og nervetrådes musik
og dansen i blodet
og de sorte mærker på halsen
og trådene mellem skrig og hengivelse
og de løber ind gennem øjet
og videre og videre væk.
(”der er bevægelsen” fra Sahara i mine hænder)
http://www.youtube.com/embed/fusl_kf-qoo?feature=player_detailpage
Kommentarer