Blog
Læsekreds: På sporet af den tabte tid, 9. januar 2012 - Referat
Mandag d. 9. januar afholdtes tredje møde i læsekredsen der planlægger at læse sig igennem Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’.
Måske har vi, efter de første mange sider, fået indtrykket af fortælleren som en indelukket og lettere passiv skikkelse, der foretrækker stillesiddende læsning, afskærmet fra verdens tumult. Men snart opdager vi at der er utrolig meget ’bevægelse’ og ’geografiske’ forflytninger i fortællingen. Fortælleren er når det kommer til stykket en frisk ung knægt som ivrigt render rundt og gør sig små selvstændige oplevelser, der peger frem mod nogle af de senere og mere omstyrtende opdagelser.
I starten af ’Combray II’ hørte vi om familiens rejse til landsbyen Combray. Så snart de er ankommet og har slået sig ned hos tanten er den geografiske udfoldelse ikke centreret omkring længevarende ’rejser’, men derimod mere overskuelige og afgrænsede ’gåture’ i nærområdet, nærmere bestemt ad de to ’ruter’ eller ’veje’ mod hhv. Méséglise og mod Guermantes. Det er disse to gåture der danner rammen om det meste af dagens tekst og det er ud fra dem – og primært den første tur mod Méséglise – at første del af læsekredsmødet, som Jacob stod for, var centreret. For hvad vil det egentlig sige at ’vandre’ ad disse veje – eller rettere ’at promenere’?
Der er visse effekter, visse egenskaber, der gør at disse vandringer, disse promenader indtager en central og privilegeret plads hos Proust. I Combray, hvor fortælleren jo stadig er en ung knægt, er det ikke uvæsentligt at de familiære ritualer foreskriver vandreturenes beskaffenhed. Som I måske husker fra sidste gang er det især fortællerens far der udviser overlegne orienteringsevner. Det er også ham der instruerer fortællerens første geografiske distinktion, den første demarkationslinje, som peger udover det snævre og lukkede kosmos i lilleby-samfundet i Combray:
”Da min far altid sagde at turen til Méséglise havde den smukkeste udsigt over sletten han kendte, og at Guermantes-kanten var et typisk ålandskab, opfattede jeg dem som to helheder og gav dem den sammenhæng og enhed der kun tilhører åndens frembringelser, og den mindste stump af dem hver især forekom mig dyrebar, et vidnesbyrd om deres specielle fortræffelighed, hvorimod de konkrete veje der førte til den ene eller den anden hellige jord, som var anbragt dér imellem dem som den ideelle udsigt over en slette og det ideelle ålandskab, var lige så lidet bemærkelsesværdige som de små gader der støder op til et teater, er det for teaterentusiasten.” (G1, 141, N1, 188, NG1, 152)
Det er her vi bliver klar over at de to veje i Combray ikke bare er tilfældige stier beregnet til vandreture. Nej, de repræsenterer en form for mobilt, mentalt orienteringsværktøj – et abstrakt billede på en mental struktur, der dækker over mere end bare de konkrete grusveje der betrædes og beskrives. De to veje er et strukturerende princip og en decideret æstetisk erfaringsmæssig model, som spejles i en række af værkets andre elementer, og overordnet også i værkets egne fortællemæssige bevægelser. Det er i hvert fald det Proust vil have os overbevist om – især i de formuleringer der følger det sted der citeredes ovenfor:
”Men frem for alt lagde jeg meget mere end blot afstanden i kilometer imellem dem, og det var den afstand der var mellem de to dele af min hjerne hvor jeg tænkte på dem, en af disse åndelige afstande som ikke bare fjerner tingene, men også adskiller og anbringer dem på et helt andet plan. Og den demarkationslinje blev gjort endnu mere absolut fordi vi havde fået for vane aldrig at gå i begge retninger den samme dag, eller på en og samme spadseretur, men én gang ad Méséglise til og en anden gang ad Guermantes til, hvilket så at sige lukkede dem inde, fjernt fra hinanden, uerkendelige for hinanden og uden indbyrdes forbindelse, i de forskellige eftermiddages lukkede kar.” (G1, 142, N1, 189, NG1, 152)
Méséglise eller Guermantes – det er to vidt forskellige verdener, ikke kun i geografisk forstand, men også sanseligt, åndeligt, socialt og sågar kunstnerisk! Det er med sådan en mental tvedeling at fortælleren følger i familiens fodspor ud ad de to veje.
Lad os vende lidt tilbage til fænomenet ’vandreturen’ eller ’promenaden’ – for selve transportformen har en betydning for hvordan de to veje erfares i fortællingen. I ’På sporet’ (og ja, på dansk ligger der allerede et hint i titlen) begiver fortælleren sig rundt i Frankrig i alt fra drosker og hestevogne til tog og biler. Hastigheden har noget at sige for oplevelsen af omgivelserne – hvilket vi også hører om senere i beskrivelsen af køreturen i Percepieds droske. Derfor er det ikke uden betydning at oplevelsen af de to veje foregår i gå-tempo. Først og fremmest har tempoet betydning for selve afstanden. Vejen til Méséglise er den korte – og Guermantes-vejen er den lange. Dernæst er det afgørende hvordan vejrudsigten tegner sig – og som vi talte om sidst er der på fransk en nær forbindelse mellem det meteorologiske og det temporale: Le temps betyder på fransk både ’tid’ og ’vejr’.
Det er altså ’tiden’ der bestemmer hvilken vej der vælges og fortælleren har ingen nævneværdig indflydelse på beslutningerne, han følger blot i forældrenes fodspor. Og så alligevel – for gang på gang hører vi hvordan han stopper op undervejs og sakker bagud fra resten af de vandrende.
Det rituelle / det sociale i ’promenaden’ foreskriver at den foregår i et adstadigt tempo, der muliggør små observationer og konversationer undervejs. Dog ikke mere omfattende end at gåturen stadig kan gennemføres inden for en overskuelig tidsramme. At vandre eller at promenere er i høj grad en lystbetonet aktivitet, som knytter sig til det fritidsliv som fortællerens familie nyder under ferieopholdet i Combray. Måske er det derfor at fortællerens forsøg på fordybelse under disse promenader mislykkes? Når man ’ferierer’ må man ikke beskæftige sig med alvorlige og seriøse emner, men kun nyde den rekreative betragtning af omgivelserne.
Der er så meget der viser sig for fortælleren under disse gåture – og så lidt tid for ham til at tolke de dunkle tegn der kommer til syne. Han må hele tiden halse videre for at familien ikke forsvinder af syne – og han selv fortaber sig i en detalje halvvejs på ’livets vej’.
Vejen til Swann – synet af Gilberte
Jacob valgte at fremhæve et par af de begivenheder der indtræffer på Vejen til Méséglise, som jo også kaldes ’Vejen til Swann’ fordi Charles Swanns palæ og park befinder sig der.
At ’promenere’ indebærer mere end bare ’at gå en tur’. Der er et visuelt aspekt i promenaden der rummer muligheden for både ’at se’ og ’at blive set’. Det lader dog til at den unge fortæller ikke altid er klar over hvilken betydning der skal lægges i de forskellige blikke der cirkulerer. På ’Vejen til Swann’ er der en særlig intens scene hvor ’blikke’ udveksles på kryds og tværs. Det er det ’øjeblik’ hvor fortælleren første gang øjner Gilberte Swann, Charles Swanns bedårende datter:
”Jeg så på hende, først med det blik der ikke kun er øjnenes tolk, men et vindue som alle sanser læner sig ud ad, ængstelige og forstenede, et blik der ville ønske det kunne røre ved, fange og tage den krop det betragter, med sig, og sjælen med den; og så blev jeg så bange for at min far og morfar hvert øjeblik det skulle være, ville få øje på den lille pige og sørge for at få mig væk ved at sige at jeg skulle løbe lidt i forvejen, at jeg sendte hende et nyt, ubevidst bønfaldende blik, der søgte at tvinge hende til at lægge mærke til mig, til at lære mig at kende! Hun kiggede hurtigt fremad og til siden for at danne sig et indtryk af min far og morfar, og hun må åbenbart være kommet til det resultat at vi var latterlige, for hun vendte om, og med en ligegyldig og foragtelig mine stillede hun sig sådan at hendes ikke kom inden for deres synsfelt; og mens de to, som fortsatte uden at have set hende, var gået forbi mig, sendte hun et langt blik direkte i min retning, det var nærmest udtryksløst, som om hun slet ikke så mig, men stirrende og med et stjålent smil som jeg kun, ud fra de begreber man havde bibragt mig om god opdragelse, kunne fortolke som et bevis på den mest knusende foragt, og hun antydede samtidig med den ene hånd en anstødelig bevægelse som, ifølge den lille håndbog i takt og tone som jeg havde i hovedet, kun kunne betyde én ting når den blev henvendt offentligt til et menneske man ikke kendte, nemlig bevidst uforskammethed.” (G1, 147-8, N1, 197, NG1, 159)
Den udveksling af blikke der finder sted i denne beskrivelse er underlagt det krav om bevægelse, som selve promenaden foreskriver. Gilberte betragter fortælleren, og hun fornemmer tilsyneladende at hun må flytte sig lidt for ikke at blive set af hans far og morfar. Fortælleren selv er derimod fastlåst som følge af synets intensitet.
På trods af de intense blikke fortælleren sender mod Gilberte er der alligevel tale om blikke der ikke fæstner sig ved det objekt der betragtes. Dels fordi promenaden gør alle blikkene kortvarige og flygtige, og dels fordi objekterne selv er mobile. Det er fx umuligt for fortælleren at gøre sig klart om Gilbertes øjne nu er blå eller ej – det eneste han fornemmer, er at de er mørke og strålende på én gang.
To blik: Det forfængelige (Legrandin) – det begærlige (Vinteuil)
Der er to andre situationer hvor vi får fremhævet den betydning blikket har i fortællingen. For hos Proust er der en vis sandhed i at øjnene er sjælens vindue. I hvert fald tager de ofte form og udseende i relation til de sjælelige bevægelser der er i de enkelte personer. Tag nu ingeniøren Legrandin som har visse snobbede tendenser. I følgende episode er det hans øjne der afslører hvilke følelser der virkeligt rører sig i ham:
”Men da jeg nævnte navnet Guermantes, så jeg et lille brunt snit tage plads midt i vores vens blå øjne, som var de blevet gennemboret af en usynlig spids, mens resten af øjet reagerede ved at udskille strømme af azurblåt. Øjenlågene blev mørkere og sænkede sig. Og hans mund, der havde fået et bittert drag, tog sig hurtigere i det og smilede, mens blikket forblev fuldt af smerte, ligesom hos en stolt martyr med pilene stikkende ud af kroppen: ”Nej, jeg kender dem ikke,” svarede han...” (G1, 134, N1, 178, NG1, 144)
Særligt i denne sammenhæng er det at det er fortællerens blik der nærmest formår at trænge ind bag Legrandins sænkede øjenlåg. Hans blik er som røntgenstråler der kan afdække personens inderste. Det samme oplever vi i en beskrivelse længere fremme. Her spiller fortællerens blik en særlig rolle i den voyeuristiske scene hvor han uforvarende ender med at betragte Mlle Vinteuil og en veninde i intimt samvær. Det hele finder sted på side 179 (G1, 165, N1, 222, NG1, 179) og nogle sider frem:
”Det var meget varmt, og mine forældre, der skulle væk hele dagen, havde sagt at jeg måtte blive ude så længe jeg ville; jeg var gået ud til den lille sø ved Montjouvain hvor jeg godt kunne lide at kigge på tegltaget der spejlede sig i vandet, havde lagt mig i skyggen og var faldet i søvn i de buske på skråningen der rager op over huset ... Det var næsten mørkt da jeg vågnede, jeg ville rejse mig, men fik øje på mademoiselle Vinteuil ... der formentlig lige var kommet hjem, lige over for mig, få centimeter fra mig....”
Fortælleren bliver den skjulte betragter af hele den følgende scene, men selvom fortælleren tror at befinde sig uden for synsvidde, bør vi blive i tvivl om, hvorvidt han ikke selv er en del af iscenesættelsen. Mlle Vinteuil og hendes veninde leger nemlig med idéen om, at der måske netop er sådan en betragter udenfor:
” ”Lad endelig være med at lukke, jeg har det varmt, sagde hendes veninde.
- Jamen det er dødirriterende, for nogen kunne jo se os,” svarede mademoiselle Vinteuil.
Men hun havde sikkert gættet at hendes veninde ville tro at hun bare havde sagt disse ord for at provokere hende til at lokke hende til at svare med nogle andre som hun faktisk havde lyst til at høre, men som hun af diskretion ville overlade den anden initiativet til at sige. Derfor antog hendes blik, som jeg ikke kunne se, formentlig også det udtryk som min mormor så godt kunne lide, da hun hurtigt tilføjede:
”Når jeg siger se os, mener jeg se os læse, det er ubehageligt at tænke på at lige meget hvor ligegyldige ting man foretager sig, er der øjne der kan se én.” (G1, 167, N1, 225, NG1, 181)
Hele scenen er en sindsoprivende demonstration af de mange modsatrettede impulser, der giver fortælleren ”et indtryk ... der langt senere lagde grunden til [hans] forestillinger om sadisme”. Mlle Vinteuil og veninden ender med at udfolde en erotisk leg, der især kredser om et portræt af Mlle Vinteuils afdøde far: Imens billedet står på bordet, håner de faren igennem deres promiskuøse leg, og på et tidspunkt opildnes veninden til fysisk at vise foragt – nemlig ved at spytte på billedet. I øjeblikket før veninden gør virkelighed af truslen, bliver skodderne lukket, og Marcel kan kun tænke sig til, hvad der sker efterfølgende.
Det centrale i beskrivelsen er den grad af forstillelse, som de to veninder demonstrerer. Hele seancen – og især dét omkring profaneringen af portrættet – er forskellige ansatser til handling, som ikke nødvendigvis virkeliggøres. De to veninder indtager positioner over for hinanden, fordi de ønsker at blive set på bestemte måder, og der er i hele passagen mange blikke, der går på kryds og tværs. Selv farens døde blik, fra det profanerede portræt spiller med, når erotikken skal udfoldes. Blikket forbindes i det hele taget oftest med begæret efter den anden. Det samme er tilfældet når fortælleren tilfældigt får øje på Gilberte og prøver at tolke det blik hun sender ham – og at komme i tanke om hvorvidt øjnene nu er blå eller ej.
Kvinder – blomster
Synet af Gilberte indbefatter mere end de (måske) blå øjne og det gådefulde og foragtelige blik hun sender mod fortælleren. Umiddelbart før det overraskende ’møde’ med hende har fortælleren haft en særlig sanselig (og næsten religiøs) oplevelse: Synet af hvidtjørnene og rødtjørnene.
Det der fylder mest på gåturene omkring Combray er landskabet og især bemærker vi det forunderlige planterige der befolker det. Allerede langt tidligere, nemlig i soveværelset hos tante Léonie fik vi præsenteret en udpræget botanisk interesse for de lindeblade der opblødes i thevandet. På ’promenaderne’ omkring Combray er botanikken bogstavelig talt i fuldt flor. De botaniske beskrivelser, termerne, ordforrådet befrugter alt det nærliggende, og især de kvindelige skikkelser der kommer til syne indtager en nærmest vegetal form. Fx drømmer fortælleren om en bondepige fra Méséglise, der er så intimt forbundet med jorden og afgrøderne at hun selv bliver en plante:
”Men at strejfe om i Roussainville-skoven uden en bondepige at tage i favnen, det var ensbetydende med ikke at kende skovens skjulte skat og indre skønhed. Den pige som jeg altid kun så tildækket af løv, var i mine øjne også selv en af stedets planter, blot af en højerestående art end de andre, og hvis struktur bedre end de andre gjorde det muligt at komme i berøring med egnens egentlige smag.” (G1, 163, N1, 219-220, NG1, 177)
Mødet med Gilberte Swann er ingen undtagelse fra denne plantelighed, om end det er i en lettere omskrevet form. I beskrivelsen af ’rødtjørnene’, som er endnu smukkere end de hvide, foregår et interessant og forvirrende spil af synsindtryk. Vi hører på side 158 (G1, 147, N1, 196, NG1, 158) hvordan rødtjørnebusken er flettet ind i hækken der omkranser Swanns park. Først standser blikket ved selve rødtjørnen og dens blomster, men dernæst hører vi hvordan blikket arbejder sig ind bag det umiddelbare indtryk af hækkens blomsterrige fletværk:
”Gennem hækken kunne man også se en havegang kantet med jasminer, stedmoderblomster og verbena mellem hvilke levkøjerne åbnede deres friske punge, så duftende og gulnet rosa som gammelt spansk gedeskindslæder, mens en lang, grøn haveslange bugtede sig hen over gruset, og fra hullerne steg nu en lodret vifte af bitte små dråber, spillende i alle regnbuens farver, op over de omkringstående blomster og gennemvædede deres søde dufte. Pludselig standsede jeg, jeg kunne ikke røre mig, sådan som det sker når et syn ikke bare appellerer til blikket, men kræver alle sansernes medvirken og bemægtiger sig hele ens væsen.” (G1, 147, N1, 196, NG1, 158)
Og det er der, nærmest indrammet i tjørnehækkens flor af purpurrøde blomster, at en rødblond pige træder frem. Gilberte åbenbarer sig som endnu en blomsterknop på nippet til at blomstre.
Med sådan en mental forbindelse mellem pigen og blomsten kan det ikke undre at sorgen overvælder fortælleren da familien beslutter pludselig at tage tidligt afsted fra Combray. Beskrivelsen hvor han tårevældet omfavner tjørnene er ikke kun en begrædelse af tabet af barndomslivets uskyld, det er også barnesindets famlende forsøg på at forstå den ulykkelige kærligheds væsen. At forlade tjørnehækkene er at forlade den sanselige fryd, som han endnu ikke aner at Gilberte vil vække i ham.
Der er flere situationer under disse gåture hvor vi fornemmer det uforløste i de erfaringer fortælleren får. Det er ikke altid det knytter sig til barndommens begrænsede formåen og forståelsesramme – det kan det næste eksempel illustrere.
Zut, zut, zut, zut!
Det sidste der blev talt om i læsekredsmødets første halvdel havde med en af Jacobs yndlingspassager at gøre. Det er en situation der udspiller sig under en af gåturene – nok en gang – og det demonstrerer på glimrende vis hvordan ’På sporet af den tabte tid’ er et værk der pointerer hvordan sproget ikke altid rækker til at beskrive de sanseindtryk vi får som mennesker. Selvom store dele af værket er spækket med passager der nærmest uddestillerer en række sublime erfaringer i tekstlig form, så støder vi også på enkelte momenter hvor Proust så at sige tager brodden af det stort anlagte æstetiske projekt om kunstens og litteraturens forløsende kraft.
Lad os vende tilbage til Madeleineoplevelsen for at forstå hvad der er tale om her. Den grundlæggende idé der beskrives da fortælleren lader Combray opstå af koppen med lindethe er at vi kan genskabe tabte erfaringer igennem et møjsommeligt erindringsarbejde, affødt af en sanseoplevelse. Underforstået i den sammenhæng er at vi genskaber de tabte erfaringer (eller den tabte tid) rent sprogligt – altså ved at kunne beskrive og berette om livet i Combray, nøjagtig som Proust gør det – så levende, så detaljeret, så sublimt. Men madeleineoplevelsen er langt hen ad vejen et sjældent lykketræf – og fortælleren er som bekendt på nippet til at give helt op i sin stræben efter at give erindringen en sproglig form. Det lykkes dog at uddrage en sproglig essens af erfaringen af at smage på madeleinekagen – og den essens er den der udfoldes blandt andet i den lange passage med titlen ’Combray II’. Den episode jeg vil fremhæve er dog et eksempel på at det modsatte også finder sted – nemlig at en erfaring eller et sanseindtryk ikke altid lader sig oversætte tilfredsstillende i en sproglig form. En omvendt eller uforløst madeleineoplevelse kan vi nærmest kalde det.
Beskrivelsen starter på side 174. Fortælleren vandrer alene rundt på vejen til Méséglise efter at have tilbragt tid med at læse i en bog.
”Når jeg var træt af at have siddet i stuen og læse hele formiddagen, kastede jeg plaiden over skuldrene og gik ud, for min krop, der så længe havde været tvunget til at holde sig i ro, men som på stedet var blevet ladet med så meget ophobet liv og energi at den nu havde behov for at få afløb i alle retninger, var som en snurretop der bliver sluppet løs.” (G1, 161, N1, 216, NG1, 174).
På vejen bliver han mødt af et syn, der udgør en særlig konstellation af elementer.
”Da jeg efter en time med regn og blæst, som jeg havde stridt mig igennem med godt humør, nåede ned til bredden af den lille sø ved Montjouvain, foran et lille skur med tegltag hvor monsieur Vinteuils gartner opbevarede sine haveredskaber, var solen lige brudt frem igen, og dens forgyldninger, som var blevet vasket rene af regnbygen, skinnede med ny glans på himlen, på træerne, på skurets mur og på dets endnu våde tegltag, hvor en høne spadserede omkring. Den friske blæst lagde ukrudtet der havde slået rod i murvæggen, og hønens dunede fjer vandret ned, og begge lod de sig trække med af vindens forgodtbefindende i hele deres længde, så viljeløst som havde det være lette, livløse ting. I den lille dam som solen på ny havde gjort spejlblank, tegnede tegltaget en rosa marmorering som jeg endnu aldrig havde lagt mærke til.” (G1, 161, N1, 216, NG1, 175).
Indtrykket er næsten banalt i sin enkelhed, men det afføder alligevel en visuel og sanselig begejstring i fortælleren. Hans respons på indtrykket står imidlertid ikke mål med den følelse det vækker i ham:
”...da jeg i vandet og på muren så et blegt smil der besvarede himlens smil, udbrød jeg i min begejstring mens jeg svingede med min sammenrullede paraply: ”Nådadada.”” (G1, 161, N1, 216, NG1, 175).
Det er usædvanligt at støde på en beskrivelse hvor fortælleren i den grad mangler ord – og det er måske noget af det der gør at netop dette sted i romanen er så fascinerende. Det kan nogle gange være trættende hele tiden at skulle ophøje de indtryk og erfaringer man gør sig til en eller anden lovmæssighed – og selvom Proust heller ikke i denne passage kan afholde sig fra at gøre beskrivelsen til et billede på ”...uoverensstemmelsen mellem vore indtryk og den måde de i reglen kommer til udtryk på.” – som der står umiddelbart før – så er det alligevel interessant at se fortællerens spontane udbrud ”Nådadada” som en ytring der peger mod en æstetik modsat den der knytter sig til madeleineoplevelsen.
På fransk udbryder fortælleren ”Zut, zut, zut, zut” – altså en række staccato-agtige repetitioner der gør det ud for forbløffelsen ved indtrykket. I den gamle danske oversættelse bliver det til ”Hej! Hej! Hej! Hej!” og selvom det måske ikke, ligesom i nyoversættelsens ”Nådadada” fanger forbløffelsen så godt, så indkredser det til gengæld et andet element i dette udbrud, nemlig at det er fortællerens svar på det synsindtryk han har fået. Han anråber, så at sige, naturen omkring ham fordi han føler at den har talt til ham. Ligesom hønen der spankulerer kækt rundt på taget er fortælleren også blot et naturvæsen der springer rundt og umiddelbart responderer på omgivelserne. Hans ”zut, zut, zut, zut!” er ikke anderledes end hønens kaglen - og dens rykvise gangart kan måske afspejle hele beskrivelsens brudstykagtige karakter.
Modsat madeleineoplevelsen bliver indtrykket ikke foldet ud til en stor fortælling, men er i stedet indeholdt i det ultrakorte udbrud. Faktisk bør vi nok nærmere forbinde fortællerens udbrud med de voldsomme sving som hans paraply kommer med – og som på voldeligste vis støder ind i alt omkring ham. På samme måde er hans sproglige udbrud ligeså kortfattet og ureflekteret som et slag i ansigtet. Når der er en ”uoverensstemmelse mellem vore indtryk og den måde de i reglen kommer til udtryk på” er det fordi sproget i en vis forstand er et voldeligt overgreb på det oprindelige sansemæssige indtryk.
Samtidig kan vi måske også forstå fortællerens korte udbrud i forhold til indtrykket der beskrives. For ret beset er beskrivelsen grænsende til det banale. Lyset bryder igennem skydækket og skinner på tegltaget, der spejles i søens vand. Det banale står også i kontrast til den læsning som vi hører at fortælleren har foretaget før vandreturen. Det er tilsyneladende læsningen der oplader hele kroppen til at nyde den legemlige fryd som gåturen medfører. Man skulle dog forvente at læsningen ville berede en særlig distingveret og poetisk respons på det ellers ret ordinære indtryk, som solskinnet på søen er. At det ikke sker – og at det eneste udbrud der kommer fra fortælleren er som et rent kropsligt og upoetisk signal – er for mig et strålende eksempel på Prousts evne til at desorientere vores forståelse af værket. Netop som vi tror at litteraturen er vejen til forløsning bliver umuligheden af selvsamme forløsning udstillet.
Det særlige ved tekststykker, som det der er fremhævet her, er netop at de understreger besværet med at uddrage en eller anden samlet filosofi eller æstetik fra Prousts værk. Når man læser værket har man nok en tendens til at læse over alt det der virker forstyrrende eller mærkeligt – sandsynligvis ud fra en forestilling om at det hele skal give mening. Men jo længere vi kommer ind i værket jo mere vil vi erfare at det er alle uoverensstemmelserne der gør læsningen virkelig interessant.
Swanns kærlighedshistorie
En af de mere markante uoverensstemmelser er dén Steen talte om i anden halvdel af mødet. Det er den der vedrører den pludselige indlejring af ’Swanns kærlighedshistorie’ i fortællingen. Den præsenteres på de sidste linjer i ’Combray II’ hvor fortælleren ”ofte [kunne] ligge helt til om morgenen og tænke på tiden i Combray [...] og, gennem erindringsassociationer, på det som [han] mange år efter at have forladt den lille by, havde fået at vide om en kærlighedshistorie som Swann havde haft før [han] blev født...” (G1, 192, N1, 260, NG1, 209).
Et par hundrede sider fylder ’Swanns kærlighedshistorie’, som næsten kan læses som en ’roman i romanen’. Helt afskåret fra den øvrige fortælling er den indlejrede historie imidlertid ikke – for Swann udgør på flere planer en spejlingsfigur for både den unge og den aldrende fortæller. Hvor den unge fortæller ’promenerer’ omkring Combray så er Swann-figuren ligeledes i bevægelse: han ’flanerer’ i de parisiske gader. Flaneuren er en skikkelse der i fransk kulturhistorie er knyttet til storbyen og moderniteten. Fra Baudelaires digt ’À une passante’ kender vi flaneuren som en hvileløs vandrer, der betragter den forbipasserende skønhed. At flanere er i moderniteten mere end blot at vandre formålsløst omkring – det er en særlig måde at erfare omverdenen. Der knytter sig en række særlige karakterstika til flaneuren og Swann lever fuldt op til dem alle: Han er velstående, modebevidst, kulturelt dannet og socialt mobil. Når Swann færdes frit både blandt samfundets top (Saint-Germain) og bund (sypigen) skyldes det den flanerende attitude, der kaster interessen hid og did uden at fordybe sig i nogen sammenhæng. I Swanns tilfælde er manglen på fordybelse eksemplificeret i den disputats om Vermeer van Delft han arbejder på – og som han aldrig får færdiggjort.
Det er også her Swann bliver modellen for den skrivende Proust da han agerer som en polyhistor med en nærmest encyklopædisk viden – en viden der ofte tager form af en ’namedropping’ af kendte kunstnere og kunstværker i flæng.
Neurastenikeren
Swann er altså en skikkelse der på mange måder spejles andetsteds i værket. Som eksempel herpå fremhævede Steen en episode mod slutningen af ’Combray II’. Denne gang er vi på én af gåturene mod Guermantes:
”Lidt længere henne tilstoppes Vivonne af vandplanter. Først er der nogle enkeltstående, som den vandlilje der var så uheldig at være placeret over en strøm der ikke lod den i ro, så den som en motorfærge flød fra bred til bred, gentog den dobbelte overfart i en uendelighed. Når den blev presset hen imod bredden, foldede dens stilk sig ud, lagde sig ned i hele sin længde og gled af sted til den nåede kanten hvor strømmen greb fat i den igen, det grønne reb foldede sig sammen igen og førte den stakkels plante tilbage til det som man med så meget desto større ret kan kalde dens afgangssted, som den ikke blev der et sekund før den gentog den samme bevægelse.” (G1, 175, N1, 236, NG1,190)
Udover at denne beskrivelse kan betragtes som en form for stiløvelse, så kan den også udgøre et decideret symbol der forbinder visse bevægelser som både Swann og fortælleren foretager. På sin vis er denne vandrende vandplante en spejling af den uophørlige flaneren som Swann udsætter sig selv for, og som fortælleren selv får en forsmag på under gåturene omkring Combray. Det springende punkt følger imidlertid efter ovenstående citat og det lyder:
”Jeg genfandt den [vandliljen] på alle mine spadsereture, altid i samme situation som fik mig til at tænke på visse neurastenikere, til hvilke min morfar henregnede tante Léonie, og som uforanderligt, år ud og år ind, byder på det samme skue af besynderlige vaner som de hver gang tror de er lige ved at ryste af sig, men som de alligevel altid bliver hængende i; de er ubehjælpeligt fanget i deres dårligdommes og maniske tilbøjeligheders maskineri, og de anstrengelser de gør sig for at komme ud af dem, er forgæves og sikrer kun at der bliver trykket på udløsningsindretningen til deres mærkelige, uundgåelige og skæbnesvangre sundhedsregler.” (ibid)
Der er aldrig langt til lidelsen hos Proust. Selv et uskyldigt naturfænomen – som nu denne vandlilje, der vugger frem og tilbage på vandet – bliver forbundet med en mental defekt. Neurastenikeren som type går igen i billedet af fortællerens hypokondriske tante, men figurerer i øvrigt et utal af gange i løbet af ’På sporet’. Steen fremhævede blandt andet beskrivelsen af Vinteuils sindssygdom, men vi finder det også momentvist hos både fortælleren selv og hos Swann. Flaneuren er i sin essens en afviger, én der træder udenfor det normale og som vandplanten i floden befinder han sig bedst i strømmen mellem de to bredder, som en neurasteniker i evig mental forvandling. Nøjagtig som fortælleren må vælge mellem de to veje, således er den skvulpende vandplante et billede på fortællingens uophørlige strøm, der forhindrer læseren i at få fodfæste.
Det var i grove træk hvad der blev berørt under læsekredsens tredje møde. Som altid var en masse emner på banen og de er sikkert ikke fyldestgørende repræsenteret i dette referat. Derfor skal opfordringen nok en gang lyde til at bidrage med diskussioner og lignende på læsekredsens egen side på litteratursiden.dk.
Næste møde i læsekredsen er bestemt til mandag d. 13. februar kl. 16-18.30.
Vi læser stykket der går fra:
"Det hændte ofte at Swann var blevet så længe sammen med den unge sypige før han ankom hos Verdurins'...."
(G1, 226, N2, 52, NG1, 247)
til:
"Baronen lovede ham at aflægge det ønskede besøg efter først at have kørt ham til Saint-Euvertes palæ..." (G1, 335, N2, 201, NG1, 366)
God læselyst!
Mandag d. 9. januar afholdtes tredje møde i læsekredsen der planlægger at læse sig igennem Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’.
Måske har vi, efter de første mange sider, fået indtrykket af fortælleren som en indelukket og lettere passiv skikkelse, der foretrækker stillesiddende læsning, afskærmet fra verdens tumult. Men snart opdager vi at der er utrolig meget ’bevægelse’ og ’geografiske’ forflytninger i fortællingen. Fortælleren er når det kommer til stykket en frisk ung knægt som ivrigt render rundt og gør sig små selvstændige oplevelser, der peger frem mod nogle af de senere og mere omstyrtende opdagelser.
I starten af ’Combray II’ hørte vi om familiens rejse til landsbyen Combray. Så snart de er ankommet og har slået sig ned hos tanten er den geografiske udfoldelse ikke centreret omkring længevarende ’rejser’, men derimod mere overskuelige og afgrænsede ’gåture’ i nærområdet, nærmere bestemt ad de to ’ruter’ eller ’veje’ mod hhv. Méséglise og mod Guermantes. Det er disse to gåture der danner rammen om det meste af dagens tekst og det er ud fra dem – og primært den første tur mod Méséglise – at første del af læsekredsmødet, som Jacob stod for, var centreret. For hvad vil det egentlig sige at ’vandre’ ad disse veje – eller rettere ’at promenere’?
Der er visse effekter, visse egenskaber, der gør at disse vandringer, disse promenader indtager en central og privilegeret plads hos Proust. I Combray, hvor fortælleren jo stadig er en ung knægt, er det ikke uvæsentligt at de familiære ritualer foreskriver vandreturenes beskaffenhed. Som I måske husker fra sidste gang er det især fortællerens far der udviser overlegne orienteringsevner. Det er også ham der instruerer fortællerens første geografiske distinktion, den første demarkationslinje, som peger udover det snævre og lukkede kosmos i lilleby-samfundet i Combray:
”Da min far altid sagde at turen til Méséglise havde den smukkeste udsigt over sletten han kendte, og at Guermantes-kanten var et typisk ålandskab, opfattede jeg dem som to helheder og gav dem den sammenhæng og enhed der kun tilhører åndens frembringelser, og den mindste stump af dem hver især forekom mig dyrebar, et vidnesbyrd om deres specielle fortræffelighed, hvorimod de konkrete veje der førte til den ene eller den anden hellige jord, som var anbragt dér imellem dem som den ideelle udsigt over en slette og det ideelle ålandskab, var lige så lidet bemærkelsesværdige som de små gader der støder op til et teater, er det for teaterentusiasten.” (G1, 141, N1, 188, NG1, 152)
Det er her vi bliver klar over at de to veje i Combray ikke bare er tilfældige stier beregnet til vandreture. Nej, de repræsenterer en form for mobilt, mentalt orienteringsværktøj – et abstrakt billede på en mental struktur, der dækker over mere end bare de konkrete grusveje der betrædes og beskrives. De to veje er et strukturerende princip og en decideret æstetisk erfaringsmæssig model, som spejles i en række af værkets andre elementer, og overordnet også i værkets egne fortællemæssige bevægelser. Det er i hvert fald det Proust vil have os overbevist om – især i de formuleringer der følger det sted der citeredes ovenfor:
”Men frem for alt lagde jeg meget mere end blot afstanden i kilometer imellem dem, og det var den afstand der var mellem de to dele af min hjerne hvor jeg tænkte på dem, en af disse åndelige afstande som ikke bare fjerner tingene, men også adskiller og anbringer dem på et helt andet plan. Og den demarkationslinje blev gjort endnu mere absolut fordi vi havde fået for vane aldrig at gå i begge retninger den samme dag, eller på en og samme spadseretur, men én gang ad Méséglise til og en anden gang ad Guermantes til, hvilket så at sige lukkede dem inde, fjernt fra hinanden, uerkendelige for hinanden og uden indbyrdes forbindelse, i de forskellige eftermiddages lukkede kar.” (G1, 142, N1, 189, NG1, 152)
Méséglise eller Guermantes – det er to vidt forskellige verdener, ikke kun i geografisk forstand, men også sanseligt, åndeligt, socialt og sågar kunstnerisk! Det er med sådan en mental tvedeling at fortælleren følger i familiens fodspor ud ad de to veje.
Lad os vende lidt tilbage til fænomenet ’vandreturen’ eller ’promenaden’ – for selve transportformen har en betydning for hvordan de to veje erfares i fortællingen. I ’På sporet’ (og ja, på dansk ligger der allerede et hint i titlen) begiver fortælleren sig rundt i Frankrig i alt fra drosker og hestevogne til tog og biler. Hastigheden har noget at sige for oplevelsen af omgivelserne – hvilket vi også hører om senere i beskrivelsen af køreturen i Percepieds droske. Derfor er det ikke uden betydning at oplevelsen af de to veje foregår i gå-tempo. Først og fremmest har tempoet betydning for selve afstanden. Vejen til Méséglise er den korte – og Guermantes-vejen er den lange. Dernæst er det afgørende hvordan vejrudsigten tegner sig – og som vi talte om sidst er der på fransk en nær forbindelse mellem det meteorologiske og det temporale: Le temps betyder på fransk både ’tid’ og ’vejr’.
Det er altså ’tiden’ der bestemmer hvilken vej der vælges og fortælleren har ingen nævneværdig indflydelse på beslutningerne, han følger blot i forældrenes fodspor. Og så alligevel – for gang på gang hører vi hvordan han stopper op undervejs og sakker bagud fra resten af de vandrende.
Det rituelle / det sociale i ’promenaden’ foreskriver at den foregår i et adstadigt tempo, der muliggør små observationer og konversationer undervejs. Dog ikke mere omfattende end at gåturen stadig kan gennemføres inden for en overskuelig tidsramme. At vandre eller at promenere er i høj grad en lystbetonet aktivitet, som knytter sig til det fritidsliv som fortællerens familie nyder under ferieopholdet i Combray. Måske er det derfor at fortællerens forsøg på fordybelse under disse promenader mislykkes? Når man ’ferierer’ må man ikke beskæftige sig med alvorlige og seriøse emner, men kun nyde den rekreative betragtning af omgivelserne.
Der er så meget der viser sig for fortælleren under disse gåture – og så lidt tid for ham til at tolke de dunkle tegn der kommer til syne. Han må hele tiden halse videre for at familien ikke forsvinder af syne – og han selv fortaber sig i en detalje halvvejs på ’livets vej’.
Vejen til Swann – synet af Gilberte
Jacob valgte at fremhæve et par af de begivenheder der indtræffer på Vejen til Méséglise, som jo også kaldes ’Vejen til Swann’ fordi Charles Swanns palæ og park befinder sig der.
At ’promenere’ indebærer mere end bare ’at gå en tur’. Der er et visuelt aspekt i promenaden der rummer muligheden for både ’at se’ og ’at blive set’. Det lader dog til at den unge fortæller ikke altid er klar over hvilken betydning der skal lægges i de forskellige blikke der cirkulerer. På ’Vejen til Swann’ er der en særlig intens scene hvor ’blikke’ udveksles på kryds og tværs. Det er det ’øjeblik’ hvor fortælleren første gang øjner Gilberte Swann, Charles Swanns bedårende datter:
”Jeg så på hende, først med det blik der ikke kun er øjnenes tolk, men et vindue som alle sanser læner sig ud ad, ængstelige og forstenede, et blik der ville ønske det kunne røre ved, fange og tage den krop det betragter, med sig, og sjælen med den; og så blev jeg så bange for at min far og morfar hvert øjeblik det skulle være, ville få øje på den lille pige og sørge for at få mig væk ved at sige at jeg skulle løbe lidt i forvejen, at jeg sendte hende et nyt, ubevidst bønfaldende blik, der søgte at tvinge hende til at lægge mærke til mig, til at lære mig at kende! Hun kiggede hurtigt fremad og til siden for at danne sig et indtryk af min far og morfar, og hun må åbenbart være kommet til det resultat at vi var latterlige, for hun vendte om, og med en ligegyldig og foragtelig mine stillede hun sig sådan at hendes ikke kom inden for deres synsfelt; og mens de to, som fortsatte uden at have set hende, var gået forbi mig, sendte hun et langt blik direkte i min retning, det var nærmest udtryksløst, som om hun slet ikke så mig, men stirrende og med et stjålent smil som jeg kun, ud fra de begreber man havde bibragt mig om god opdragelse, kunne fortolke som et bevis på den mest knusende foragt, og hun antydede samtidig med den ene hånd en anstødelig bevægelse som, ifølge den lille håndbog i takt og tone som jeg havde i hovedet, kun kunne betyde én ting når den blev henvendt offentligt til et menneske man ikke kendte, nemlig bevidst uforskammethed.” (G1, 147-8, N1, 197, NG1, 159)
Den udveksling af blikke der finder sted i denne beskrivelse er underlagt det krav om bevægelse, som selve promenaden foreskriver. Gilberte betragter fortælleren, og hun fornemmer tilsyneladende at hun må flytte sig lidt for ikke at blive set af hans far og morfar. Fortælleren selv er derimod fastlåst som følge af synets intensitet.
På trods af de intense blikke fortælleren sender mod Gilberte er der alligevel tale om blikke der ikke fæstner sig ved det objekt der betragtes. Dels fordi promenaden gør alle blikkene kortvarige og flygtige, og dels fordi objekterne selv er mobile. Det er fx umuligt for fortælleren at gøre sig klart om Gilbertes øjne nu er blå eller ej – det eneste han fornemmer, er at de er mørke og strålende på én gang.
To blik: Det forfængelige (Legrandin) – det begærlige (Vinteuil)
Der er to andre situationer hvor vi får fremhævet den betydning blikket har i fortællingen. For hos Proust er der en vis sandhed i at øjnene er sjælens vindue. I hvert fald tager de ofte form og udseende i relation til de sjælelige bevægelser der er i de enkelte personer. Tag nu ingeniøren Legrandin som har visse snobbede tendenser. I følgende episode er det hans øjne der afslører hvilke følelser der virkeligt rører sig i ham:
”Men da jeg nævnte navnet Guermantes, så jeg et lille brunt snit tage plads midt i vores vens blå øjne, som var de blevet gennemboret af en usynlig spids, mens resten af øjet reagerede ved at udskille strømme af azurblåt. Øjenlågene blev mørkere og sænkede sig. Og hans mund, der havde fået et bittert drag, tog sig hurtigere i det og smilede, mens blikket forblev fuldt af smerte, ligesom hos en stolt martyr med pilene stikkende ud af kroppen: ”Nej, jeg kender dem ikke,” svarede han...” (G1, 134, N1, 178, NG1, 144)
Særligt i denne sammenhæng er det at det er fortællerens blik der nærmest formår at trænge ind bag Legrandins sænkede øjenlåg. Hans blik er som røntgenstråler der kan afdække personens inderste. Det samme oplever vi i en beskrivelse længere fremme. Her spiller fortællerens blik en særlig rolle i den voyeuristiske scene hvor han uforvarende ender med at betragte Mlle Vinteuil og en veninde i intimt samvær. Det hele finder sted på side 179 (G1, 165, N1, 222, NG1, 179) og nogle sider frem:
”Det var meget varmt, og mine forældre, der skulle væk hele dagen, havde sagt at jeg måtte blive ude så længe jeg ville; jeg var gået ud til den lille sø ved Montjouvain hvor jeg godt kunne lide at kigge på tegltaget der spejlede sig i vandet, havde lagt mig i skyggen og var faldet i søvn i de buske på skråningen der rager op over huset ... Det var næsten mørkt da jeg vågnede, jeg ville rejse mig, men fik øje på mademoiselle Vinteuil ... der formentlig lige var kommet hjem, lige over for mig, få centimeter fra mig....”
Fortælleren bliver den skjulte betragter af hele den følgende scene, men selvom fortælleren tror at befinde sig uden for synsvidde, bør vi blive i tvivl om, hvorvidt han ikke selv er en del af iscenesættelsen. Mlle Vinteuil og hendes veninde leger nemlig med idéen om, at der måske netop er sådan en betragter udenfor:
” ”Lad endelig være med at lukke, jeg har det varmt, sagde hendes veninde.
- Jamen det er dødirriterende, for nogen kunne jo se os,” svarede mademoiselle Vinteuil.
Men hun havde sikkert gættet at hendes veninde ville tro at hun bare havde sagt disse ord for at provokere hende til at lokke hende til at svare med nogle andre som hun faktisk havde lyst til at høre, men som hun af diskretion ville overlade den anden initiativet til at sige. Derfor antog hendes blik, som jeg ikke kunne se, formentlig også det udtryk som min mormor så godt kunne lide, da hun hurtigt tilføjede:
”Når jeg siger se os, mener jeg se os læse, det er ubehageligt at tænke på at lige meget hvor ligegyldige ting man foretager sig, er der øjne der kan se én.” (G1, 167, N1, 225, NG1, 181)
Hele scenen er en sindsoprivende demonstration af de mange modsatrettede impulser, der giver fortælleren ”et indtryk ... der langt senere lagde grunden til [hans] forestillinger om sadisme”. Mlle Vinteuil og veninden ender med at udfolde en erotisk leg, der især kredser om et portræt af Mlle Vinteuils afdøde far: Imens billedet står på bordet, håner de faren igennem deres promiskuøse leg, og på et tidspunkt opildnes veninden til fysisk at vise foragt – nemlig ved at spytte på billedet. I øjeblikket før veninden gør virkelighed af truslen, bliver skodderne lukket, og Marcel kan kun tænke sig til, hvad der sker efterfølgende.
Det centrale i beskrivelsen er den grad af forstillelse, som de to veninder demonstrerer. Hele seancen – og især dét omkring profaneringen af portrættet – er forskellige ansatser til handling, som ikke nødvendigvis virkeliggøres. De to veninder indtager positioner over for hinanden, fordi de ønsker at blive set på bestemte måder, og der er i hele passagen mange blikke, der går på kryds og tværs. Selv farens døde blik, fra det profanerede portræt spiller med, når erotikken skal udfoldes. Blikket forbindes i det hele taget oftest med begæret efter den anden. Det samme er tilfældet når fortælleren tilfældigt får øje på Gilberte og prøver at tolke det blik hun sender ham – og at komme i tanke om hvorvidt øjnene nu er blå eller ej.
Kvinder – blomster
Synet af Gilberte indbefatter mere end de (måske) blå øjne og det gådefulde og foragtelige blik hun sender mod fortælleren. Umiddelbart før det overraskende ’møde’ med hende har fortælleren haft en særlig sanselig (og næsten religiøs) oplevelse: Synet af hvidtjørnene og rødtjørnene.
Det der fylder mest på gåturene omkring Combray er landskabet og især bemærker vi det forunderlige planterige der befolker det. Allerede langt tidligere, nemlig i soveværelset hos tante Léonie fik vi præsenteret en udpræget botanisk interesse for de lindeblade der opblødes i thevandet. På ’promenaderne’ omkring Combray er botanikken bogstavelig talt i fuldt flor. De botaniske beskrivelser, termerne, ordforrådet befrugter alt det nærliggende, og især de kvindelige skikkelser der kommer til syne indtager en nærmest vegetal form. Fx drømmer fortælleren om en bondepige fra Méséglise, der er så intimt forbundet med jorden og afgrøderne at hun selv bliver en plante:
”Men at strejfe om i Roussainville-skoven uden en bondepige at tage i favnen, det var ensbetydende med ikke at kende skovens skjulte skat og indre skønhed. Den pige som jeg altid kun så tildækket af løv, var i mine øjne også selv en af stedets planter, blot af en højerestående art end de andre, og hvis struktur bedre end de andre gjorde det muligt at komme i berøring med egnens egentlige smag.” (G1, 163, N1, 219-220, NG1, 177)
Mødet med Gilberte Swann er ingen undtagelse fra denne plantelighed, om end det er i en lettere omskrevet form. I beskrivelsen af ’rødtjørnene’, som er endnu smukkere end de hvide, foregår et interessant og forvirrende spil af synsindtryk. Vi hører på side 158 (G1, 147, N1, 196, NG1, 158) hvordan rødtjørnebusken er flettet ind i hækken der omkranser Swanns park. Først standser blikket ved selve rødtjørnen og dens blomster, men dernæst hører vi hvordan blikket arbejder sig ind bag det umiddelbare indtryk af hækkens blomsterrige fletværk:
”Gennem hækken kunne man også se en havegang kantet med jasminer, stedmoderblomster og verbena mellem hvilke levkøjerne åbnede deres friske punge, så duftende og gulnet rosa som gammelt spansk gedeskindslæder, mens en lang, grøn haveslange bugtede sig hen over gruset, og fra hullerne steg nu en lodret vifte af bitte små dråber, spillende i alle regnbuens farver, op over de omkringstående blomster og gennemvædede deres søde dufte. Pludselig standsede jeg, jeg kunne ikke røre mig, sådan som det sker når et syn ikke bare appellerer til blikket, men kræver alle sansernes medvirken og bemægtiger sig hele ens væsen.” (G1, 147, N1, 196, NG1, 158)
Og det er der, nærmest indrammet i tjørnehækkens flor af purpurrøde blomster, at en rødblond pige træder frem. Gilberte åbenbarer sig som endnu en blomsterknop på nippet til at blomstre.
Med sådan en mental forbindelse mellem pigen og blomsten kan det ikke undre at sorgen overvælder fortælleren da familien beslutter pludselig at tage tidligt afsted fra Combray. Beskrivelsen hvor han tårevældet omfavner tjørnene er ikke kun en begrædelse af tabet af barndomslivets uskyld, det er også barnesindets famlende forsøg på at forstå den ulykkelige kærligheds væsen. At forlade tjørnehækkene er at forlade den sanselige fryd, som han endnu ikke aner at Gilberte vil vække i ham.
Der er flere situationer under disse gåture hvor vi fornemmer det uforløste i de erfaringer fortælleren får. Det er ikke altid det knytter sig til barndommens begrænsede formåen og forståelsesramme – det kan det næste eksempel illustrere.
Zut, zut, zut, zut!
Det sidste der blev talt om i læsekredsmødets første halvdel havde med en af Jacobs yndlingspassager at gøre. Det er en situation der udspiller sig under en af gåturene – nok en gang – og det demonstrerer på glimrende vis hvordan ’På sporet af den tabte tid’ er et værk der pointerer hvordan sproget ikke altid rækker til at beskrive de sanseindtryk vi får som mennesker. Selvom store dele af værket er spækket med passager der nærmest uddestillerer en række sublime erfaringer i tekstlig form, så støder vi også på enkelte momenter hvor Proust så at sige tager brodden af det stort anlagte æstetiske projekt om kunstens og litteraturens forløsende kraft.
Lad os vende tilbage til Madeleineoplevelsen for at forstå hvad der er tale om her. Den grundlæggende idé der beskrives da fortælleren lader Combray opstå af koppen med lindethe er at vi kan genskabe tabte erfaringer igennem et møjsommeligt erindringsarbejde, affødt af en sanseoplevelse. Underforstået i den sammenhæng er at vi genskaber de tabte erfaringer (eller den tabte tid) rent sprogligt – altså ved at kunne beskrive og berette om livet i Combray, nøjagtig som Proust gør det – så levende, så detaljeret, så sublimt. Men madeleineoplevelsen er langt hen ad vejen et sjældent lykketræf – og fortælleren er som bekendt på nippet til at give helt op i sin stræben efter at give erindringen en sproglig form. Det lykkes dog at uddrage en sproglig essens af erfaringen af at smage på madeleinekagen – og den essens er den der udfoldes blandt andet i den lange passage med titlen ’Combray II’. Den episode jeg vil fremhæve er dog et eksempel på at det modsatte også finder sted – nemlig at en erfaring eller et sanseindtryk ikke altid lader sig oversætte tilfredsstillende i en sproglig form. En omvendt eller uforløst madeleineoplevelse kan vi nærmest kalde det.
Beskrivelsen starter på side 174. Fortælleren vandrer alene rundt på vejen til Méséglise efter at have tilbragt tid med at læse i en bog.
”Når jeg var træt af at have siddet i stuen og læse hele formiddagen, kastede jeg plaiden over skuldrene og gik ud, for min krop, der så længe havde været tvunget til at holde sig i ro, men som på stedet var blevet ladet med så meget ophobet liv og energi at den nu havde behov for at få afløb i alle retninger, var som en snurretop der bliver sluppet løs.” (G1, 161, N1, 216, NG1, 174).
På vejen bliver han mødt af et syn, der udgør en særlig konstellation af elementer.
”Da jeg efter en time med regn og blæst, som jeg havde stridt mig igennem med godt humør, nåede ned til bredden af den lille sø ved Montjouvain, foran et lille skur med tegltag hvor monsieur Vinteuils gartner opbevarede sine haveredskaber, var solen lige brudt frem igen, og dens forgyldninger, som var blevet vasket rene af regnbygen, skinnede med ny glans på himlen, på træerne, på skurets mur og på dets endnu våde tegltag, hvor en høne spadserede omkring. Den friske blæst lagde ukrudtet der havde slået rod i murvæggen, og hønens dunede fjer vandret ned, og begge lod de sig trække med af vindens forgodtbefindende i hele deres længde, så viljeløst som havde det være lette, livløse ting. I den lille dam som solen på ny havde gjort spejlblank, tegnede tegltaget en rosa marmorering som jeg endnu aldrig havde lagt mærke til.” (G1, 161, N1, 216, NG1, 175).
Indtrykket er næsten banalt i sin enkelhed, men det afføder alligevel en visuel og sanselig begejstring i fortælleren. Hans respons på indtrykket står imidlertid ikke mål med den følelse det vækker i ham:
”...da jeg i vandet og på muren så et blegt smil der besvarede himlens smil, udbrød jeg i min begejstring mens jeg svingede med min sammenrullede paraply: ”Nådadada.”” (G1, 161, N1, 216, NG1, 175).
Det er usædvanligt at støde på en beskrivelse hvor fortælleren i den grad mangler ord – og det er måske noget af det der gør at netop dette sted i romanen er så fascinerende. Det kan nogle gange være trættende hele tiden at skulle ophøje de indtryk og erfaringer man gør sig til en eller anden lovmæssighed – og selvom Proust heller ikke i denne passage kan afholde sig fra at gøre beskrivelsen til et billede på ”...uoverensstemmelsen mellem vore indtryk og den måde de i reglen kommer til udtryk på.” – som der står umiddelbart før – så er det alligevel interessant at se fortællerens spontane udbrud ”Nådadada” som en ytring der peger mod en æstetik modsat den der knytter sig til madeleineoplevelsen.
På fransk udbryder fortælleren ”Zut, zut, zut, zut” – altså en række staccato-agtige repetitioner der gør det ud for forbløffelsen ved indtrykket. I den gamle danske oversættelse bliver det til ”Hej! Hej! Hej! Hej!” og selvom det måske ikke, ligesom i nyoversættelsens ”Nådadada” fanger forbløffelsen så godt, så indkredser det til gengæld et andet element i dette udbrud, nemlig at det er fortællerens svar på det synsindtryk han har fået. Han anråber, så at sige, naturen omkring ham fordi han føler at den har talt til ham. Ligesom hønen der spankulerer kækt rundt på taget er fortælleren også blot et naturvæsen der springer rundt og umiddelbart responderer på omgivelserne. Hans ”zut, zut, zut, zut!” er ikke anderledes end hønens kaglen - og dens rykvise gangart kan måske afspejle hele beskrivelsens brudstykagtige karakter.
Modsat madeleineoplevelsen bliver indtrykket ikke foldet ud til en stor fortælling, men er i stedet indeholdt i det ultrakorte udbrud. Faktisk bør vi nok nærmere forbinde fortællerens udbrud med de voldsomme sving som hans paraply kommer med – og som på voldeligste vis støder ind i alt omkring ham. På samme måde er hans sproglige udbrud ligeså kortfattet og ureflekteret som et slag i ansigtet. Når der er en ”uoverensstemmelse mellem vore indtryk og den måde de i reglen kommer til udtryk på” er det fordi sproget i en vis forstand er et voldeligt overgreb på det oprindelige sansemæssige indtryk.
Samtidig kan vi måske også forstå fortællerens korte udbrud i forhold til indtrykket der beskrives. For ret beset er beskrivelsen grænsende til det banale. Lyset bryder igennem skydækket og skinner på tegltaget, der spejles i søens vand. Det banale står også i kontrast til den læsning som vi hører at fortælleren har foretaget før vandreturen. Det er tilsyneladende læsningen der oplader hele kroppen til at nyde den legemlige fryd som gåturen medfører. Man skulle dog forvente at læsningen ville berede en særlig distingveret og poetisk respons på det ellers ret ordinære indtryk, som solskinnet på søen er. At det ikke sker – og at det eneste udbrud der kommer fra fortælleren er som et rent kropsligt og upoetisk signal – er for mig et strålende eksempel på Prousts evne til at desorientere vores forståelse af værket. Netop som vi tror at litteraturen er vejen til forløsning bliver umuligheden af selvsamme forløsning udstillet.
Det særlige ved tekststykker, som det der er fremhævet her, er netop at de understreger besværet med at uddrage en eller anden samlet filosofi eller æstetik fra Prousts værk. Når man læser værket har man nok en tendens til at læse over alt det der virker forstyrrende eller mærkeligt – sandsynligvis ud fra en forestilling om at det hele skal give mening. Men jo længere vi kommer ind i værket jo mere vil vi erfare at det er alle uoverensstemmelserne der gør læsningen virkelig interessant.
Swanns kærlighedshistorie
En af de mere markante uoverensstemmelser er dén Steen talte om i anden halvdel af mødet. Det er den der vedrører den pludselige indlejring af ’Swanns kærlighedshistorie’ i fortællingen. Den præsenteres på de sidste linjer i ’Combray II’ hvor fortælleren ”ofte [kunne] ligge helt til om morgenen og tænke på tiden i Combray [...] og, gennem erindringsassociationer, på det som [han] mange år efter at have forladt den lille by, havde fået at vide om en kærlighedshistorie som Swann havde haft før [han] blev født...” (G1, 192, N1, 260, NG1, 209).
Et par hundrede sider fylder ’Swanns kærlighedshistorie’, som næsten kan læses som en ’roman i romanen’. Helt afskåret fra den øvrige fortælling er den indlejrede historie imidlertid ikke – for Swann udgør på flere planer en spejlingsfigur for både den unge og den aldrende fortæller. Hvor den unge fortæller ’promenerer’ omkring Combray så er Swann-figuren ligeledes i bevægelse: han ’flanerer’ i de parisiske gader. Flaneuren er en skikkelse der i fransk kulturhistorie er knyttet til storbyen og moderniteten. Fra Baudelaires digt ’À une passante’ kender vi flaneuren som en hvileløs vandrer, der betragter den forbipasserende skønhed. At flanere er i moderniteten mere end blot at vandre formålsløst omkring – det er en særlig måde at erfare omverdenen. Der knytter sig en række særlige karakterstika til flaneuren og Swann lever fuldt op til dem alle: Han er velstående, modebevidst, kulturelt dannet og socialt mobil. Når Swann færdes frit både blandt samfundets top (Saint-Germain) og bund (sypigen) skyldes det den flanerende attitude, der kaster interessen hid og did uden at fordybe sig i nogen sammenhæng. I Swanns tilfælde er manglen på fordybelse eksemplificeret i den disputats om Vermeer van Delft han arbejder på – og som han aldrig får færdiggjort.
Det er også her Swann bliver modellen for den skrivende Proust da han agerer som en polyhistor med en nærmest encyklopædisk viden – en viden der ofte tager form af en ’namedropping’ af kendte kunstnere og kunstværker i flæng.
Neurastenikeren
Swann er altså en skikkelse der på mange måder spejles andetsteds i værket. Som eksempel herpå fremhævede Steen en episode mod slutningen af ’Combray II’. Denne gang er vi på én af gåturene mod Guermantes:
”Lidt længere henne tilstoppes Vivonne af vandplanter. Først er der nogle enkeltstående, som den vandlilje der var så uheldig at være placeret over en strøm der ikke lod den i ro, så den som en motorfærge flød fra bred til bred, gentog den dobbelte overfart i en uendelighed. Når den blev presset hen imod bredden, foldede dens stilk sig ud, lagde sig ned i hele sin længde og gled af sted til den nåede kanten hvor strømmen greb fat i den igen, det grønne reb foldede sig sammen igen og førte den stakkels plante tilbage til det som man med så meget desto større ret kan kalde dens afgangssted, som den ikke blev der et sekund før den gentog den samme bevægelse.” (G1, 175, N1, 236, NG1,190)
Udover at denne beskrivelse kan betragtes som en form for stiløvelse, så kan den også udgøre et decideret symbol der forbinder visse bevægelser som både Swann og fortælleren foretager. På sin vis er denne vandrende vandplante en spejling af den uophørlige flaneren som Swann udsætter sig selv for, og som fortælleren selv får en forsmag på under gåturene omkring Combray. Det springende punkt følger imidlertid efter ovenstående citat og det lyder:
”Jeg genfandt den [vandliljen] på alle mine spadsereture, altid i samme situation som fik mig til at tænke på visse neurastenikere, til hvilke min morfar henregnede tante Léonie, og som uforanderligt, år ud og år ind, byder på det samme skue af besynderlige vaner som de hver gang tror de er lige ved at ryste af sig, men som de alligevel altid bliver hængende i; de er ubehjælpeligt fanget i deres dårligdommes og maniske tilbøjeligheders maskineri, og de anstrengelser de gør sig for at komme ud af dem, er forgæves og sikrer kun at der bliver trykket på udløsningsindretningen til deres mærkelige, uundgåelige og skæbnesvangre sundhedsregler.” (ibid)
Der er aldrig langt til lidelsen hos Proust. Selv et uskyldigt naturfænomen – som nu denne vandlilje, der vugger frem og tilbage på vandet – bliver forbundet med en mental defekt. Neurastenikeren som type går igen i billedet af fortællerens hypokondriske tante, men figurerer i øvrigt et utal af gange i løbet af ’På sporet’. Steen fremhævede blandt andet beskrivelsen af Vinteuils sindssygdom, men vi finder det også momentvist hos både fortælleren selv og hos Swann. Flaneuren er i sin essens en afviger, én der træder udenfor det normale og som vandplanten i floden befinder han sig bedst i strømmen mellem de to bredder, som en neurasteniker i evig mental forvandling. Nøjagtig som fortælleren må vælge mellem de to veje, således er den skvulpende vandplante et billede på fortællingens uophørlige strøm, der forhindrer læseren i at få fodfæste.
Det var i grove træk hvad der blev berørt under læsekredsens tredje møde. Som altid var en masse emner på banen og de er sikkert ikke fyldestgørende repræsenteret i dette referat. Derfor skal opfordringen nok en gang lyde til at bidrage med diskussioner og lignende på læsekredsens egen side på litteratursiden.dk.
Næste møde i læsekredsen er bestemt til mandag d. 13. februar kl. 16-18.30.
Vi læser stykket der går fra:
"Det hændte ofte at Swann var blevet så længe sammen med den unge sypige før han ankom hos Verdurins'...."
(G1, 226, N2, 52, NG1, 247)
til:
"Baronen lovede ham at aflægge det ønskede besøg efter først at have kørt ham til Saint-Euvertes palæ..." (G1, 335, N2, 201, NG1, 366)
God læselyst!
Kommentarer