Blog
Læsekreds: På sporet af den tabte tid, 21. november 2011 - Resumé
Mandag d. 21. november afholdtes første møde i læsekredsen der planlægger at læse sig igennem Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’. De fremmødte var engagerede og der blev talt om alt fra epifanier til Asti-vin.
Hvordan læser man ’På sporet af den tabte tid’? Det helt overordnede tema for læsekredsens første møde var hvorledes vi griber dette formidable, men også frygtindydende værk an. Uanset om man er førstegangslæser eller mere bekendt med Prousts univers så kan det være nødvendigt at finde en særlig måde at begynde læsningen. Der er forskellige veje man kan tage ind i ’På sporet’. Én af disse er at starte med forfatteren – Marcel Proust.
Før læsningen påbegyndes kan det være gavnligt at have en viden om forfatterens biografi. Jacob gennemgik ganske kort Prousts biografi, som viser sig at være mere begivenhedsrig og alsidig end den populære overlevering dikterer. Karikaturen af Proust viser en snobbet særling, der levede et tilbagetrukket liv bag mørke gardiner – men sådan forholdt det sig kun i hans sidste leveår. Indtil Proust for alvor begyndte at skrive på sit storværk (omkring år 1908-9) færdedes han hjemmevandt i alle lag af det franske samfund – og især i tidens blomstrende salonliv fik han skabt et billede af sig selv som en humoristisk, men også lidt for letlevende dandy. De mange skildringer af sociale spilleregler i ’På sporet’ kan tilskrives Prousts egne erfaringer fra ’den mondæne verden’. Ja, faktisk opdager vi at forbløffende mange elementer fra Prousts biografi går igen i ’På sporet’ – dog altid i en form så vi ikke helt kan sætte lighedstegn mellem de to. Steen bekendtgjorde at han ofte læser en forfatters biografi som indgang til et værk, men kun for at møde ”det sted hvor biografien når sin grænse.” Uanset hvor mange biografiske detaljer vi får ridset op, så må vi stadig gætte os til hvad der præcist sker i overgangen fra liv til værk. Adam Watt mener noget lignende når han siger at ”læsere af Proust bør betjene sig af biografiske fakta og detaljer på samme måde som man ville besøge en vinmark for at fornemme vinden der omslutter vinrankerne og mærke jordens beskaffenhed mellem fingrene – fingre, der senere skal holde om et glas, der indeholder noget der er ganske anderledes, men uundgåeligt forbundet med den tidligere oplevelse.” (The Cambridge Introduction to Marcel Proust, p.6). Altså – ’På sporet’ er den beruserende vin og biografien blot en stemningsskabende appetitvækker.
I stedet for at drukne i biografien talte Jacob om noget af det første der møder os når vi læser værket, nemlig titlen: A la recherche du temps perdu / På sporet af den tabte tid. For hvilken tid er det der tabes – og hvad er det så der genfindes i værkets sidste bind, Den genfundne tid? Udover selve den tid det tager at læse værket, så kan vi tale om de grammatiske og strukturelle tider i værket. Det er det man i litteraturvidenskaben kalder for narratologi det vil sige læren om fortællingens elementer og deres rækkefølge. Den franske teoretiker Gérard Genette kan man ikke komme udenom i den forbindelse. Genette var i 1960’erne med til søsætte ’narratologien’ som disciplin ved at afdække de fortællemæssige strukturer i ’På sporet’. At Genette netop valgte Prousts værk som model for sin teori er ikke tilfældigt for vi finder i På sporet et utal af brud med mere konventionelle måder at fortælle en historie. I På sporet er tidens orden ikke noget simpelt regnestykke. I det hele taget er På sporet præget af en høj grad af forstyrrelser – på mikroniveau – af de grammatiske tider der anvendes. Det er sjældent vi får klare tidsmarkører i teksten – vi er altid i tvivl om hvor vi befinder os – om det er nutid eller fortid eller et sted midt i mellem. Den overordnede kronologi i fortællingen er heller ikke ligefrem.
Men tiden i ’På sporet’ kan også vedrøre den historiske tid hvor værket er skrevet. For os som nutidige læsere er der en sær dobbelthed i at læse et værk som snart har 100 år på bagen. Selvom samfundet i Prousts tid ikke er meget forskelligt fra samfundet i dag er der alligevel en lang række erfaringer fra perioden som vi må forestille os. Det kan være svært at se det omstyrtende i pludselig at kunne tage med toget til fjerne destinationer, at tale med fjerne slægtninge i telefonen og at kunne trodse tyngdeloven og begive sig til himmels i en flyvemaskine. Her kan man sige at vi som læsere må prøve at finde tilbage til en tid, som ligger uden for vores personlige erfaringsramme. Men allerede i samtiden var Prousts værk så at sige delt i to tider. Den franske teoretiker Antoine Compagnon taler om at Proust er en unik overgangsfigur i fransk litteraturhistorie fordi han skriver entre deux siècles – mellem to århundreder. Den tid der tabes i løbet af På sporet er altså en registrering af den overgang der sker i Frankrig fra La belle époque omkring år 1900 – en gylden tidsalder, med en euforisk fremtidsoptimisme – til et mere illusionsløst samfund der opstår i forbindelse med den chokerende verdenskrig der slutter i 1918.
Går vi videre fra titlen og påbegynder læsningen af selve værket, så kan vi ikke undgå at bemærke det man må kalde for Prousts litterære stil. For Proust kan faktisk være ret svær at læse. Allerede i de første 50 sider bliver man udfordret som læser. Nogle af sætningerne i værket er så lange at man mister orienteringen undervejs og samtidig støder vi på mange henvisninger til kunst og litteratur, som det kan være svært at afkode.
Det er måske endda forkert at tale om Prousts stil i ental. Vi oplever nemlig op til flere forskellige litterære stilarter, som på umærkelig vis er vævet ind i fortællingen. Undervejs støder vi på utallige fragmenter af sangtekster, verselinjer fra klassisk poesi, gadesælger-slang, medicinsk jargon og politiske paroler. Faktisk er På sporet spækket med referencer og såkaldte pasticher af kunst og kultur, der samlet set udgør et helt arkiv over verdenskunst. Proust yndede i sine unge år at øve sig i at efterligne den måde hans store idoler, Flaubert, Baudelaire, Balzac etc. skrev. I På sporet støder vi på mange af den slags pasticher eller efterligninger af andre forfatteres skrivestil ; nogle gange eksplicit, andre gange implicit. Det betyder at det ofte kræver et indgående kendskab til især fransk litteraturhistorie at spotte disse meget subtile referencer. Fordi Proust er så ekvilibristisk i sine ’pasticher’ kan vi få fornemmelsen af at ’genlæse’ hele fransk litteraturs historie, hvis vi altså læser med en særlig opmærksomhed. Det er en rigdommene ved værket – at man kan foretage uendelige arkæologiske udgravninger i teksten og derigennem få afdækket fantastiske detaljer – men det betyder også at vi må mobilisere mange forskellige måder at læse på, for at få en nuanceret forståelse af værket. Jo flere måder vi forsøger at læse værket, jo flere facetter fremstår.
Til dette første møde i læsekredsen var ’dagens tekst’ begrænset til værkets første 50 sider. For nemheds skyld inddelte vi den i tre dele:
1. Ouverturen (Ny oversættelse, 7-15, Gammel oversættelse, 11-17)
2. Le Drame du coucher (Ny, 15-62, Gammel, 17-51)
3. Madeleineepisoden (Ny, 62-69, Gammel, 51-56)
I første del, ouverturen, spurgte vi ind til den særprægede måde som fortællingen indledes. Hvad skal vi stille op med disse halvsovende refleksioner fremført af en fortæller der knap nok selv er til stede?
”Men selv når jeg lå i min egen seng, var det tilstrækkeligt at min søvn var dyb og min bevidsthed fuldstændig afslappet, til at jeg helt mistede overblikket over det sted hvor jeg var faldet i søvn, og når jeg vågnede midt om natten og ikke vidste hvor jeg var, vidste jeg heller ikke engang i første nu hvem jeg var...” (Ny, 10, Gammel, 13)
Vi er nødt til at forholde os til den forvirring der hersker på værkets første sider. Men samtidig må vi forstå at det er en velkomponeret forvirring eftersom alt hvad der beskrives i ouverturen har en forbindelse til resten af romanen. De fragmenterede beskrivelser er små optakter til de vældige temaer om sygdom og jalousi, om vanens og erindringens magt, og om meget andet. Ouverturen er en ganske unik måde at starte et værk på – og som én deltager foreslog kunne man sågar se det som fortællerens fødsel. Fra mørket mod lyset.
I den lange passage der følger efter ouverturen er omdrejningspunktet det ’drama’ der følger af at fortælleren en aften nægtes moderens salvende godnatkys. På flere planer handler hele beskrivelsen om de vanskeligheder der er forbundet med at få formidlet en mening til sin modpart. Ikke kun fortælleren gør sig anstrengelser for at nå frem til moderen – også de tossede taner, Céline og Flora, får udstillet at det ikke altid er ligetil at sige noget så simpelt som ’tak’.
”...Han er nabo til monsieur Vinteuil, det anede jeg ikke, og han er yderst elskværdig. – Det er ikke kun monsieur Vinteuil der har elskværdige naboer,” udbrød tante Céline med en stemme som genertheden gjorde gennemtrængende, og det forsætlige kunstig, idet hun sendte Swann hvad hun kaldte et sigende blik. Tante Flora, der havde forstået at denne sætning var Célines tak for Asti-vinen, så også samtidig på Swann med en mine hvori beundring blandede sig med ironi....” (Ny, 37, Gammel, 33)
Det lader til at sandheden altid må tage en del omveje før den når frem til sin modtager. Således også for fortælleren, der for at lokke stuepigen, Francoise, til at levere et brev for ham, tyr til sit livs første synd: At lyve.
”Men for at forbedre mine chancer tøvede jeg ikke med at lyve og sige at det slet ikke var mig der ville skrive til mor, men at det var mor der, da hun sagde godnat til mig, havde formanet mig om ikke at glemme at sende hende et svar angående noget som hun havde bedt mig lede efter, og hun ville sikkert blive meget vred hvis hun ikke fik overbragt beskeden.” (Ny, 43, Gammel, 37)
James Reid kalder dette løgnagtige brev, som fortælleren sender til moderen for værkets første litterære skabelse. En anden skabelse vedrører imidlertid den der optræder få sider længere fremme, nemlig i forbindelse med den berømte Madeleineepisode.
”En dyb usikkerhed kommer over os hver gang ånden føler sig overgået af sig selv, når den samtidig er udforskeren og den mørke egn hvor den skal lede, og hvor al dens bagage ikke er den til nogen nytte. Lede? Nej, ikke kun det, den skal også skabe. Den står over for noget der endnu ikke er, og som den alene kan virkeliggøre og derpå drage frem i sit lys.” (Ny, 65, Gammel, 53)
Hvis vi fornemmer en religiøs undertone i alt det der leder frem til Madeleineøjeblikket er vi ikke helt galt afmarcheret. Steen redegjorde for hvorledes den højstemte beskrivelse kan ses som et religiøst øjeblik – en epifani der igangsætter en erindringsstrøm. Hvis synden etableres i forrige afsnit er det åndsarbejde der følger af Madeleinen en soning. Og af dette undseelige sansefænomen – smagen af Madeleinekagen iblandet lindethe – skabes resten af romanen!
Den 12. december finder næste møde i læsekredsen sted. Det er fra 16-18.30 på Hovedbiblioteket i Århus. Vel mødt!
Mandag d. 21. november afholdtes første møde i læsekredsen der planlægger at læse sig igennem Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’. De fremmødte var engagerede og der blev talt om alt fra epifanier til Asti-vin.
Hvordan læser man ’På sporet af den tabte tid’? Det helt overordnede tema for læsekredsens første møde var hvorledes vi griber dette formidable, men også frygtindydende værk an. Uanset om man er førstegangslæser eller mere bekendt med Prousts univers så kan det være nødvendigt at finde en særlig måde at begynde læsningen. Der er forskellige veje man kan tage ind i ’På sporet’. Én af disse er at starte med forfatteren – Marcel Proust.
Før læsningen påbegyndes kan det være gavnligt at have en viden om forfatterens biografi. Jacob gennemgik ganske kort Prousts biografi, som viser sig at være mere begivenhedsrig og alsidig end den populære overlevering dikterer. Karikaturen af Proust viser en snobbet særling, der levede et tilbagetrukket liv bag mørke gardiner – men sådan forholdt det sig kun i hans sidste leveår. Indtil Proust for alvor begyndte at skrive på sit storværk (omkring år 1908-9) færdedes han hjemmevandt i alle lag af det franske samfund – og især i tidens blomstrende salonliv fik han skabt et billede af sig selv som en humoristisk, men også lidt for letlevende dandy. De mange skildringer af sociale spilleregler i ’På sporet’ kan tilskrives Prousts egne erfaringer fra ’den mondæne verden’. Ja, faktisk opdager vi at forbløffende mange elementer fra Prousts biografi går igen i ’På sporet’ – dog altid i en form så vi ikke helt kan sætte lighedstegn mellem de to. Steen bekendtgjorde at han ofte læser en forfatters biografi som indgang til et værk, men kun for at møde ”det sted hvor biografien når sin grænse.” Uanset hvor mange biografiske detaljer vi får ridset op, så må vi stadig gætte os til hvad der præcist sker i overgangen fra liv til værk. Adam Watt mener noget lignende når han siger at ”læsere af Proust bør betjene sig af biografiske fakta og detaljer på samme måde som man ville besøge en vinmark for at fornemme vinden der omslutter vinrankerne og mærke jordens beskaffenhed mellem fingrene – fingre, der senere skal holde om et glas, der indeholder noget der er ganske anderledes, men uundgåeligt forbundet med den tidligere oplevelse.” (The Cambridge Introduction to Marcel Proust, p.6). Altså – ’På sporet’ er den beruserende vin og biografien blot en stemningsskabende appetitvækker.
I stedet for at drukne i biografien talte Jacob om noget af det første der møder os når vi læser værket, nemlig titlen: A la recherche du temps perdu / På sporet af den tabte tid. For hvilken tid er det der tabes – og hvad er det så der genfindes i værkets sidste bind, Den genfundne tid? Udover selve den tid det tager at læse værket, så kan vi tale om de grammatiske og strukturelle tider i værket. Det er det man i litteraturvidenskaben kalder for narratologi det vil sige læren om fortællingens elementer og deres rækkefølge. Den franske teoretiker Gérard Genette kan man ikke komme udenom i den forbindelse. Genette var i 1960’erne med til søsætte ’narratologien’ som disciplin ved at afdække de fortællemæssige strukturer i ’På sporet’. At Genette netop valgte Prousts værk som model for sin teori er ikke tilfældigt for vi finder i På sporet et utal af brud med mere konventionelle måder at fortælle en historie. I På sporet er tidens orden ikke noget simpelt regnestykke. I det hele taget er På sporet præget af en høj grad af forstyrrelser – på mikroniveau – af de grammatiske tider der anvendes. Det er sjældent vi får klare tidsmarkører i teksten – vi er altid i tvivl om hvor vi befinder os – om det er nutid eller fortid eller et sted midt i mellem. Den overordnede kronologi i fortællingen er heller ikke ligefrem.
Men tiden i ’På sporet’ kan også vedrøre den historiske tid hvor værket er skrevet. For os som nutidige læsere er der en sær dobbelthed i at læse et værk som snart har 100 år på bagen. Selvom samfundet i Prousts tid ikke er meget forskelligt fra samfundet i dag er der alligevel en lang række erfaringer fra perioden som vi må forestille os. Det kan være svært at se det omstyrtende i pludselig at kunne tage med toget til fjerne destinationer, at tale med fjerne slægtninge i telefonen og at kunne trodse tyngdeloven og begive sig til himmels i en flyvemaskine. Her kan man sige at vi som læsere må prøve at finde tilbage til en tid, som ligger uden for vores personlige erfaringsramme. Men allerede i samtiden var Prousts værk så at sige delt i to tider. Den franske teoretiker Antoine Compagnon taler om at Proust er en unik overgangsfigur i fransk litteraturhistorie fordi han skriver entre deux siècles – mellem to århundreder. Den tid der tabes i løbet af På sporet er altså en registrering af den overgang der sker i Frankrig fra La belle époque omkring år 1900 – en gylden tidsalder, med en euforisk fremtidsoptimisme – til et mere illusionsløst samfund der opstår i forbindelse med den chokerende verdenskrig der slutter i 1918.
Går vi videre fra titlen og påbegynder læsningen af selve værket, så kan vi ikke undgå at bemærke det man må kalde for Prousts litterære stil. For Proust kan faktisk være ret svær at læse. Allerede i de første 50 sider bliver man udfordret som læser. Nogle af sætningerne i værket er så lange at man mister orienteringen undervejs og samtidig støder vi på mange henvisninger til kunst og litteratur, som det kan være svært at afkode.
Det er måske endda forkert at tale om Prousts stil i ental. Vi oplever nemlig op til flere forskellige litterære stilarter, som på umærkelig vis er vævet ind i fortællingen. Undervejs støder vi på utallige fragmenter af sangtekster, verselinjer fra klassisk poesi, gadesælger-slang, medicinsk jargon og politiske paroler. Faktisk er På sporet spækket med referencer og såkaldte pasticher af kunst og kultur, der samlet set udgør et helt arkiv over verdenskunst. Proust yndede i sine unge år at øve sig i at efterligne den måde hans store idoler, Flaubert, Baudelaire, Balzac etc. skrev. I På sporet støder vi på mange af den slags pasticher eller efterligninger af andre forfatteres skrivestil ; nogle gange eksplicit, andre gange implicit. Det betyder at det ofte kræver et indgående kendskab til især fransk litteraturhistorie at spotte disse meget subtile referencer. Fordi Proust er så ekvilibristisk i sine ’pasticher’ kan vi få fornemmelsen af at ’genlæse’ hele fransk litteraturs historie, hvis vi altså læser med en særlig opmærksomhed. Det er en rigdommene ved værket – at man kan foretage uendelige arkæologiske udgravninger i teksten og derigennem få afdækket fantastiske detaljer – men det betyder også at vi må mobilisere mange forskellige måder at læse på, for at få en nuanceret forståelse af værket. Jo flere måder vi forsøger at læse værket, jo flere facetter fremstår.
Til dette første møde i læsekredsen var ’dagens tekst’ begrænset til værkets første 50 sider. For nemheds skyld inddelte vi den i tre dele:
1. Ouverturen (Ny oversættelse, 7-15, Gammel oversættelse, 11-17)
2. Le Drame du coucher (Ny, 15-62, Gammel, 17-51)
3. Madeleineepisoden (Ny, 62-69, Gammel, 51-56)
I første del, ouverturen, spurgte vi ind til den særprægede måde som fortællingen indledes. Hvad skal vi stille op med disse halvsovende refleksioner fremført af en fortæller der knap nok selv er til stede?
”Men selv når jeg lå i min egen seng, var det tilstrækkeligt at min søvn var dyb og min bevidsthed fuldstændig afslappet, til at jeg helt mistede overblikket over det sted hvor jeg var faldet i søvn, og når jeg vågnede midt om natten og ikke vidste hvor jeg var, vidste jeg heller ikke engang i første nu hvem jeg var...” (Ny, 10, Gammel, 13)
Vi er nødt til at forholde os til den forvirring der hersker på værkets første sider. Men samtidig må vi forstå at det er en velkomponeret forvirring eftersom alt hvad der beskrives i ouverturen har en forbindelse til resten af romanen. De fragmenterede beskrivelser er små optakter til de vældige temaer om sygdom og jalousi, om vanens og erindringens magt, og om meget andet. Ouverturen er en ganske unik måde at starte et værk på – og som én deltager foreslog kunne man sågar se det som fortællerens fødsel. Fra mørket mod lyset.
I den lange passage der følger efter ouverturen er omdrejningspunktet det ’drama’ der følger af at fortælleren en aften nægtes moderens salvende godnatkys. På flere planer handler hele beskrivelsen om de vanskeligheder der er forbundet med at få formidlet en mening til sin modpart. Ikke kun fortælleren gør sig anstrengelser for at nå frem til moderen – også de tossede taner, Céline og Flora, får udstillet at det ikke altid er ligetil at sige noget så simpelt som ’tak’.
”...Han er nabo til monsieur Vinteuil, det anede jeg ikke, og han er yderst elskværdig. – Det er ikke kun monsieur Vinteuil der har elskværdige naboer,” udbrød tante Céline med en stemme som genertheden gjorde gennemtrængende, og det forsætlige kunstig, idet hun sendte Swann hvad hun kaldte et sigende blik. Tante Flora, der havde forstået at denne sætning var Célines tak for Asti-vinen, så også samtidig på Swann med en mine hvori beundring blandede sig med ironi....” (Ny, 37, Gammel, 33)
Det lader til at sandheden altid må tage en del omveje før den når frem til sin modtager. Således også for fortælleren, der for at lokke stuepigen, Francoise, til at levere et brev for ham, tyr til sit livs første synd: At lyve.
”Men for at forbedre mine chancer tøvede jeg ikke med at lyve og sige at det slet ikke var mig der ville skrive til mor, men at det var mor der, da hun sagde godnat til mig, havde formanet mig om ikke at glemme at sende hende et svar angående noget som hun havde bedt mig lede efter, og hun ville sikkert blive meget vred hvis hun ikke fik overbragt beskeden.” (Ny, 43, Gammel, 37)
James Reid kalder dette løgnagtige brev, som fortælleren sender til moderen for værkets første litterære skabelse. En anden skabelse vedrører imidlertid den der optræder få sider længere fremme, nemlig i forbindelse med den berømte Madeleineepisode.
”En dyb usikkerhed kommer over os hver gang ånden føler sig overgået af sig selv, når den samtidig er udforskeren og den mørke egn hvor den skal lede, og hvor al dens bagage ikke er den til nogen nytte. Lede? Nej, ikke kun det, den skal også skabe. Den står over for noget der endnu ikke er, og som den alene kan virkeliggøre og derpå drage frem i sit lys.” (Ny, 65, Gammel, 53)
Hvis vi fornemmer en religiøs undertone i alt det der leder frem til Madeleineøjeblikket er vi ikke helt galt afmarcheret. Steen redegjorde for hvorledes den højstemte beskrivelse kan ses som et religiøst øjeblik – en epifani der igangsætter en erindringsstrøm. Hvis synden etableres i forrige afsnit er det åndsarbejde der følger af Madeleinen en soning. Og af dette undseelige sansefænomen – smagen af Madeleinekagen iblandet lindethe – skabes resten af romanen!
Den 12. december finder næste møde i læsekredsen sted. Det er fra 16-18.30 på Hovedbiblioteket i Århus. Vel mødt!
Kommentarer