Blog
Læsekreds: På sporet af den tabte tid, 13. februar 2012 - Referat
Mandag d. 13, februar afholdtes fjerde møde i læsekredsen der planlægger at læse sig igennem Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’.
Denne gang var der knap så mange fremmødt som de forrige gange – men det skyldes øjensynligt at mødet lå midt i vinterferien. Det formindskede deltagerantal blev til gengæld opvejet af de livlige og engagerede diskussioner der endte med at udfolde sig. Diskussionslysten skyldes muligvis det tema der blev drøftet, nemlig ’kærligheden’. Er der noget der fylder meget i Prousts roman – allerede i dette første bind – så er det de amourøse forbindelser der skildres. Og i dagens tekst, Swanns kærlighedshistorie, er det svært ikke at blive grebet af de dybdeborende undersøgelser af kærlighedens væsen og uvæsen som Proust fremskriver.
Swann og Odette
Som sædvanligt var séancen delt i to, denne gang med Steen som ansvarlig for første del.
Hvordan skal vi egentlig forstå alle de beskrivelser der knytter sig til de følelsesmæssige forviklinger mellem Odette de Crécy og Charles Swann? Hvad gør vi ved den konstante vekslen mellem tiltrækning og frastødelse? Og kan man ligefrem tale om at Proust beskriver en ’følelsernes absurditet’? Det var med udgangspunkt i disse spørgsmål at Steen gav sig i kast med dagens tekst.
Først og fremmest må vi forsøge at få lidt klarhed over hvem Charles Swann egentlig er – og hvordan det kan være at hans kærlighedshistorie pludselig foldes ud i den grad den gør. Som vi talte om sidste gang er Swanns historie opstået på et tidspunkt hvor fortælleren ”ofte [kunne] ligge helt til om morgenen og tænke på tiden i Combray [...] og, gennem erindringsassociationer, på det som [fortælleren] mange år efter at have forladt den lille by, havde fået at vide om en kærlighedshistorie som Swann havde haft før [fortælleren] blev født...” (G1, 192, N1, 260, NG1, 209). Historien om Swann er først blevet fortalt til fortælleren, som dernæst genfortæller den for os – adskillige år efter det hele fandt sted. Der er altså mange ’lag’ som denne fortælling skal igennem før den når frem til os. Gør det så Swanns kærlighedshistorie til en distanceret beretning om en levemands håbløse forelskelse? Nej, for på mærkværdig vis er fortællingen om Swann så fuld af indlevelse at det er svært at bevare troen på at fortælleren har fået den genfortalt i nøjagtig den form som den fremtræder for os. Han er tilsyneladende selv på bølgelængde med Swann og kan gengive nøjagtigt hvilke følelsesmæssige rørelser der motiverer ham til at foretage dette eller hint. På sin vis er Swann-figuren nærmest et alter ego for fortælleren og vi gør ret i at sammenligne Swanns strabadser udi kærlighedslivet med en episode der figurerer tidligere i fortællingen, nemlig fortællerens kvaler i forbindelse med moderens godnatkys. Det er også derfor vi til tider oplever at blikket på Swann er lidt skævt, lidt komisk og lidt ironisk – det skyldes nemlig at Swann afspejler fortællerens egen akavethed i lignende situationer.
Det lader til at Swanns kærlighedshistorie i forskellig tempi bærer præg af den samme fortællemæssige rytme og rækkefølge som vi allerede er blevet bekendt med i første del af bind ét: Først vækkes en interesse for en person eller en genstand, dernæst optræder et brud med personen eller genstanden og ved dette brud åbenbares det afhængighedsforhold der har været til personen eller genstanden – en afhængighed som ikke kan tilfredsstilles. Sådan er kærlighedens uafvendelige bevægelse og sådan er et væld af andre oplevelser struktureret. Første gang Swann udsættes for Odettes kærlighedssignaler registrerer han dem ikke, men så snart hun begynder at undvige ham, at udelukke ham fra kærlighedens og elskovens fuldbyrdelse, indser han at han ikke kan undvære hende.
Samtidig er der en gentagelsesstruktur på spil, hvilket bedst illustreres igennem Vinteuils sonate. Nogle år før Swann møder Odette har han hørt et musikstykke som rører ham dybt, men da han aldrig får afklaret hvem der har komponeret stykket, og det ikke lykkes ham at finde frem til det efterfølgende, glemmer han alt om det. Lige indtil han mod al forventning hører det igen – tilfældigvis i selskab med Odette. I det øjeblik hvor dette musikstykke genopstår, er det som om en noget forløses i Swann. Vi kender strukturen fra en anden kendt episode, nemlig madeleineoplevelsen. Også her fik smagen af kagen først sin omstyrtende kraft fordi den genopstår efter adskillige års glemsel. Vi begynder altså at fornemme et helt særligt motiv, som gentages i forskellig form igennem Prousts værk. Først erfarer man noget uden helt at kunne udgrunde det, dernæst fortabes erfaringen i glemslen og endelig genopstår erfaringen, i ny form, på mirakuløs vis ved et lidt tilfældigt sammenfald.
Kunsthistorikeren Swann
Vinteuils sonate er central for forståelsen af Swann og Odettes kærlighed. Den bliver symbolet på deres forhold, selvom vi nok nærmere skal forbinde dens betydning med Swanns hang til kunstneriske referencer. For Swann er som bekendt kunsthistoriker og har et godt øje for at sammenligne virkelige personer med klassiske portrætter. Odette er ingen undtagelse. I Botticellis suite om Moses’ liv finder Swann nemlig en uforlignelig model af Odette i Jethros datter Zephora. Ligesom Vinteuils sonate tjener denne kunstreference til at forøge den kærlighed Swann føler for Odette – i hvert fald som udgangspunkt. For Swanns tendens til at se virkeligheden som et kunstværk er ikke helt uskyldig; den skjuler at forelskelsen for ham er en forestillingsform, som en række af kunstige tegn, der afslører at dét Swann er forelsket i ikke er Odette, men derimod selve den vage og uklare forestilling om hvad det vil sige at være forelsket.
Kunstigheden kommer også til udtryk i det lille ritual som beskriver Odette og Swanns erotiske samvær. ”Faire catleya” – som der står i den franske – er kodeordet for parrets elskov. Det udspringer af den opildnede scene hvor Swann først har stormet rundt i Paris’ gader i desperat jagt efter den forsvundne Odette og dernæst kører med i hendes droske til hendes hjem. Turen i drosken er ujævn og de ufrivillige bevægelser resulterer i at Odette får uorden i de fint ordnede ’cattleyaer’ hun har siddende i sin kavalergang. Som en ægte gentleman er Swann der straks for at hjælpe med at ’ordne hendes cattleyaer’. Blomsterne bliver efterfølgende det lingvistiske påskud for at spørge ind til den andens lyst og ligesom den musikalske sonate får Proust skabt et ret unikt symbol på kærlighedsaffæren og dens ’lag’ af tegn der skal afkodes.
Men hvorfor lige ’cattleyaer’? Jo, et stykke tidligere hører vi en beskrivelse af indretningen i Odettes hjem. Den er mildest talt usmagelig. Eller med et andet ord kitsch. Odette finder en sjælden glæde i alskens underlødige (fra Swanns synsvinkel) genstande, som gerne må have et orientalsk præg:
”Hun syntes at alle hendes kinesiske snurrepiberier var ”morsomme” i deres form, og det samme gjaldt orkideer, især cattleyaerne som, sammen med krysantemerne, var hendes foretrukne blomster, men så ud som om de var af silke og atlask.” (NG1, 249)
Cattleyaerne får deres særpræg af ikke at ligne blomster, men derimod ved at have en bemærkelsesværdig stoflighed. Som et emblem på Odette og Swanns kærlighed er cattleyaerne et hint om at de elskendes evindelige manøvrer har en grad af kunstighed over sig.
Hvordan læser vi en kærlighedshistorie?
Dagens tekst handlede, som allerede er blevet diskuteret i det ovenstående, om den kærlighedshistorie der har Charles Swann og Odette de Crécy i centrum. At det netop er en historie signalerer også at der er en udvikling i fortællingen og der hvor dagens tekst slutter(G1, 335, N2, 201, NG1, 366) lader det til at vi er nået et særligt vendepunkt, nemlig der hvor Swanns forelskelse synes allermest håbløs og smertefuld – og måske ændrer karakter i det følgende.
Jacob brugte sidste del af séancen på at tale om det der i bred forstand vedrører kærligheden hos Proust. Swanns kærlighedshistorie er den første ud af tre stort udfoldede kærlighedsbeskrivelser – de to næste er som bekendt fortællerens forhold først til Gilberte Swann og dernæst Albertine. Vi kan altså ikke undgå at læse Swanns kærlighedshistorie som en forsmag på de amourøse forbindelser der præger de senere bind i værket – især hvis vi forstår figuren Charles Swann som et decideret alter ego for fortælleren (og måske også for forfatteren, Proust). For selvom denne roman i romanen forekommer at være løsrevet fra resten af fortællingen er det samtidig heri at vi får udfoldet det man kan kalde Prousts dybdeborende undersøgelse af et komplekst fænomen som kærligheden er.
På sporet af den tabte tid er både et bredt værk og et dybt værk. Bredden kommer ikke kun til udtryk i det antal hyldemeter det fylder i bogreolen, men også i det panorama af forskelligartede indtryk og udtryk som det optegner for os. Som vi talte om sidste gang er det især i beskrivelsen af gåturene i Combray at fortællingen forfølger en mangfoldighed af sanseindtryk, uden nødvendigvis at levne tiden til fordybelse i de enkelte indtryk. Fortælleren, med familie, promenerer for at indoptage en bred vifte af oplevelser – fra landskabsarkitekturer og botanik til sociale og seksuelle opdagelser. Altid skyndes vi videre i teksten, så de enkelte episoder knap nok når at rodfæste sig før en ny erfaring dukker op.
I Swanns kærlighedshistorie er situationen en anden. Det er ikke et bredt panorama af opleves der optegnes, men derimod et insisterende blik på en helt særlig episode: kærlighedsforbindelsen mellem Swann og Odette. Her går Proust så at sige i dybden med emnerne kærlighed, jalousi og begær.
Swann – foran vinduet
For at indkredse dette emne kan vi se på et par episoder der optræder midt i dagens tekst. Swann kommer ud for lidt af hvert i den lange kærlighedshistorie og han havner uforvarende i mange situationer der forandrer hans opfattelse af kærligheden til Odette. Især hendes mulige forbindelse til Forcheville gør at Swann får en fornyet interesse for andre sider af Odettes liv. I en episode der starter på side 308 (G1, 282, N2, 128) ankommer Swann til Odettes bolig ret sent om aftenen:
”Han ankom efter klokken elleve, og da han bad hende undskylde at han ikke kunne komme før, sagde hun bebrejdende at det faktisk også var temmelig sent, skybruddet havde gjort hende utilpas, hun havde ondt i hovedet og lod ham vide at han ikke kunne blive mere end en halv time – klokken tolv ville hun bede ham om at gå; og lidt senere sagde hun at hun var træt og ville sove.” (G1, 282, N2, 128, NG1, 308)
Swann tager hjem til sig selv, men noget vækker en pludselig mistanke i ham. Det kunne jo være at Odette havde sagt at hun var syg og træt simpelthen fordi hun ventede en anden. Derfor tager han tilbage til Odettes bopæl i Rue de la Pérouse. Gaden er helt mørklagt udover et enkelt vindue ”hvorfra det lys der fyldte rummet, sivede ud som et gådefuldt, gyldent frugtkød der blev presset gennem skodderne...” Swann er opildnet af sin mistænksomhed over for Odette og placerer sig foran det lysende vindue med de lukkede skodder. Han fornemmer at det bag disse skodder er muligt at få et indblik i en sandhed som han ellers har været udelukket fra. Faktisk sammenlignes netop dette vinduesparti med en anden form for videnstilegnelse som vi tidligere har hørt en del om, nemlig læsning af litteratur.
”Han vidste at sandheden om forhold som han ville have givet sit liv for at rekonstruere nøjagtigt, stod at læse bag lysstriberne i dette vindue, ligesom under det guldindvirkede bind om et af de fine gamle manuskripter der selv er så prægtige kunstværker at den videnskabsmand der arbejder med dem, ikke kan undgå at lade sig rive med.” (NG1,311)
Der er en høj grad af suspense i beskrivelsen – og også vi, som læsere, er på nippet til banke på for at få afklaret hvem Odette monstro tilbringer natten med. Derfor er det næsten en selvfølgelighed at hele episoden bunder i en grum fejltagelse: Da Swann endelig banker på ruden er det en forkert lejlighed han står foran.
”Han bankede på. De hørte det ikke, han bankede en gang til, hårdere, og samtalen forstummede. En mandsstemme, hvis ejermand han prøvede at gætte sig til ud fra de venner af Odette som han kendte, spurgte: ’Hvem er det?’ ....
Han kiggede. Foran ham i vinduet stod to gamle herrer, den ene med en lampe i hånden, og så kunne han se værelset, et værelse som han ikke kendte. Når han kom meget sent, plejede han at genkende hendes vindue fordi det var det eneste af alle de ens vinduer der var lys i, og derfor havde han taget fejl og banket på vinduet i nabohuset.” (G1, 285, N2, 133, NG1,312)
Swanns fejltagelse er i første omgang ganske uskyldig. Han tog fejl af vinduerne alene fordi han ankom på et andet tidspunkt end sædvanligt. Men egentlig er det noget andet der stimulerede fejllæsningen af lyset og lydene der strømmede ud på gaden. Det er noget andet der i det hele taget drev ham til at vende tilbage til rue de la Pérouse, nemlig kærlighedens skyggeside: jalousien.
Hos Proust er kærligheden og forelskelsen et tveægget sværd. Den opstår ofte som en ren tilfældighed, som følge af en række fejlfortolkede tegn, men opnår igennem sin søsterfølelse, jalousien, at føre sandhedsbestræbelsen så langt ud at nye former for sandhed opstår. Når Proust skriver om kærligheden og jalousien går beskrivelserne meget længere, meget dybere, ind i bestræbelsen på at afdække en sandhed end på noget andet tidspunkt – og hvorfor egentlig det?
I den lille bog Proust og tegnene skriver den franske filosof Gilles Deleuze følgende:
”Kærlighedens første lov er subjektiv: subjektivt set er jalousien af en dybere karakter end kærligheden, den indeholder kærlighedens sandhed. Det er fordi, jalousien går længere i forståelsen og i fortolkningen af tegnene. Den er kærlighedens endemål, dens finalitet. Faktisk er det uundgåeligt, at et elsket væsens tegn, så snart vi ’udfolder’ dem, afslører sig som løgnagtige: henvendt til os, anvendt på os, udtrykker de alligevel verdener, der udelukker os, og som den elskede ikke vil eller ikke kan indvie os i.” (p.30-31).
Netop det sidste er én af lovene i Prousts beskrivelse af kærligheden – den er dybest set umulig at fuldbyrde og forankre. For hvis man først kommer i besiddelse af den elskende – får man først indpas i den andens kærlighedsliv – er det stensikkert at ens eget begær efter vedkommende fordufter. Jalousien, som egentlig udspringer af begæret efter at besidde den elskede, bliver hurtigt til en lidelse, en smertelig erkendelse af, at selv når en kropslig forening finder sted, vil der stadig være en psykisk adskillelse. Efter forelskelsen følger enten kedsomheden, hvis besiddelsen kan opnås, eller jalousien og lidelsen, hvis den elskede forbliver uden for rækkevidde.
Kærlighedens ’videnskabelige’ interesse
I det foregående eksempel, hvor Swann forgæves banker på ruden i rue de la Pérouse, er det udelukkelsen fra Odettes verden, der stimulerer hans videbegærlighed. Driften efter at vide mere om den elskedes verden er sammenlignelig med en ren videnskabelig interesse for at nå frem til sandheden om et emne:
”Men i denne besynderlige fase af kærligheden får det individuelle en sådan dybde at den interesse han følte vågne i sig med hensyn til en kvindes mindste gøremål, var den samme som den han før i tiden havde følt da han læste historie. Og alt [...] forekom ham nu bare, akkurat som tydningen af en tekst, kildekritik eller en fortolkning af et mindesmærke, at være videnskabelige undersøgelsesmetoder af virkelig intellektuel værdi og velegnede til at udforske sandheden.” (G1, 284, N2, 131, NG1, 311)
I sådan en beskrivelse må vi først blive fortrøstningsfulde ved udsigten til at kærligheden kan forstås, analyseres og undersøges nøjagtig som var det et stykke videnskabelig historieskrivning – det er i hvert fald det Swann finder trøst ved. Men det er jo nøjagtig her at én af egenskaberne ved Swann udstilles – og som nævnes gentagne gange – nemlig hans åndelige ladhed, hans mentale sløvhed når han stilles over for særligt krævende opgaver, som fx også hans uafsluttede afhandling om Vermeer er et billede på. Swann har simpelthen ikke evnerne – og viljen – til at forestille sig det liv der skjuler sig for ham. Det er naturligvis fordi Swann endnu ikke har mødt nogen nævneværdig modstand i forholdet til Odette at han udviser denne åndelige ladhed. Indtil nu har Odette tilfredsstillet hans behov for nærvær og kærlighed, og han har derfor ikke haft grund til at afdække hendes øvrige liv. Men så snart hun signalerer at der er dele af hendes liv han ikke har adgang til, så vækkes Swann af den mentale slummer.
Swanns fejltagelse foran vinduet demonstrerer også at han ofte drager forhastede konklusioner fordi han er i sine følelsers vold. I endnu højere grad er det tilfældet i den næste episode, der er beslægtet med den første.
Brevet til Forcheville
Den korte scene hvor Swann står rådvild foran det forkerte vindue er en model for den efterfølgende – og vi ser elementer der gentages og varieres. Swann er igen på besøg i rue de la Pérouse på et uvant tidspunkt:
”En dag hvor Swann var gået hjemmefra midt om eftermiddagen for at aflægge et besøg, og ikke havde truffet den han ville møde, fandt han på at han ville besøge Odette på dette tidspunkt hvor han aldrig kom hos hende, men hvor han vidste at hun altid var hjemme for at sove til middag eller skrive breve før eftermiddagsteen, og hvor han godt kunne tænke sig at være lidt sammen med hende uden at forstyrre hende.” (G1, 288, N2, 136, NG1, 315)
Den scene der følger er en omvending af den forrige scene. Swann går om til bagsiden af huset, banker hårdt på ruden, men konstaterer at der ikke er nogen hjemme. Han tager hjem, venter en times tid før han vender tilbage til Odettes bolig og træffer hende hjemme. Hele tiden forsøger han at tolke de forskellige signaler og tegn som oplevelsen indebærer, men det hele går for hurtigt for ham. Odette stikker ham øjensynligt en løgn, men i situationen er der ikke ro for ham til at nå den konklusion:
”...han lagde ikke mærke til det, for i den mangfoldighed af bevægelser, bemærkninger og små episoder der fylder en samtale, kan det ikke undgås at man, uden at bemærke noget der vækker ens opmærksomhed, stryger lige forbi det der skjuler en sandhed som mistanken leder efter i blinde, og at man tværtimod standser op ved netop det der ikke skjuler noget.” (G1, 291, N2, 140, NG1, 318)
Swann må vente med at få sin indsigt. Faktisk er han nødt til at fjerne sig fra den forvirrende situation førend han kan danne sig et billede af hvad der egentlig er foregået denne eftermiddag hvor han kom uanmeldt. Her er et af paradokserne i den proustske kærlighed, nemlig at sandheden om den elskedes kærlighedsliv først manifesterer sig i det øjeblik hvor vi fjerner os fra personen. Swann får intet svar fra Odette så lang tid han opholder sig hos hende – men til gengæld sørger hun for at sandheden kan åbenbare sig for ham senere. ”På vejen ud tog han en del breve der lå på bordet...” (319) står der til sidst i scenen. I den gamle oversættelse står der ligefrem ”Da han forlod hende, rakte hun ham nogle breve, der lå på bordet, og bad ham lægge dem i postkassen.” (292) hvilket er mere korrekt eftersom der på fransk står: ”Quand il la quitta, elle prit plusieurs lettres qu’elle avait sur sa table et lui demanda s’il ne pourrait pas les mettre à la poste.” (Du côté de chez Swann ed. Folio, 277).
Pudsigt nok er der blandt disse breve ét der er adresseret til Forcheville og dette brev bliver på mærkelig vis nærmest et symbol på umuligheden af at trænge ind bag facaden i den elskedes kærlighedsliv.
”Han tog direkte hjem fra posthuset, men han havde beholdt det sidste brev i lommen. Han tændte et stearinlys og holdt kuverten, som han ikke turde åbne, op mod det. Først kunne han ingenting læse, men kuverten var tynd, og når han pressede den mod det stive kort der lå i den, kunne han læse de sidste ord. [...] Han holdt fast på kortet der flagrede rundt i den alt for store kuvert, flyttede det derpå med tommelfingeren, så han efterhånden fik de forskellige linjer hen under den del af kuverten der ikke var foret, den eneste del han kunne læse igennem.” (G1, 293, N2, 143, NG1, 320)
Både scenerne foran Odettes vindue og nu denne scene hvor Swann læser igennem kuverten spiller på nogle subtile modsætninger mellem det åbne og det lukkede rum. Swann er konkret udelukket fra Odettes verden så længe han står foran skodderne i rue de la Pérouse. Men han er ikke hermetisk afskærmet fra hende – der siver netop lys og lyde ud gennem skodderne, nøjagtig som der siver betydninger ud gennem denne kuverts tynde papir. I begge situationer har Swann kun adgang til små brudstykker af den virkelighed han desperat prøver at sammenstykke, men i det sidste tilfælde sker der noget næsten mirakuløst. Han åbner aldrig kuverten, men alligevel står der:
”Så læste han hele brevet....”
Vi ved ret beset ikke om han åbner brevet, men vi må formode at det ikke er tilfældet. Men hvordan kan Swann så alligevel læse det hele. Det eneste svar jeg kan komme på er at han gør det der populært sagt kaldes at læse mellem linjerne. Ud fra de enkelte brudstykker han kan tyde får han skabt en helhed, der stemmer overens de erfaringer han gjorde sig tidligere, foran vinduet. Med andre ord er det i denne situation at Swanns forestillingsevne for alvor bliver aktiveret, og den bliver det som følge af den videbegærlighed der knytter sig til jalousien.
Det er også én af grundene til at kærligheden, og især jalousien, får så fremtrædende en plads i På sporet. Det er fordi den ikke kun fører til smerte og lidelse, men også er én af de primære drivkræfter i hele den poetiske og skabende virksomhed. Det er krævende og hårdt at være en jaloux elsker, men graden af jalousi som vedkommende føler afslører også hvilken forestillingsevne man er i besiddelse af. Selvom Swann kommer til at lide gevaldigt under den nye opdagelse han har gjort er den også med til at give nye perspektiver på alle de små tegn der ellers var begyndt at trætte ham. Jalousien gør at de enkelte tegn – som nu visse formuleringer som Odette førhen har anvendt i breve til Swann – bliver mangfoldiggjort fordi de både kan afføde lykke og lidelse.
Kærligheden og jalousien har altså visse skabende impulser – som i tilfældet med Swann fører til en ny mental opvakthed, og derigennem også en uvurderlig indsigt i sit eget livs meningsfuldhed/-løshed. Det er den ene side af sagen hos Proust – en anden, og det blev det sidste emne der blev taget op i læsekredsmødet, er det man kan kalde kærlighedens patologi. Som der står et sted senere, på s. 351, hvor jalousien for alvor har taget fat i Swann ”Hans kærlighed var, som man siger inden for kirurgien, inoperabel.” (G1, 321, N2, 181, NG1, 351)
Er forelskelsen og jalousien sygdomme?
Som nævnt tidligere kan vi vælge at se Swanns kærlighedshistorie som én der peger frem mod en række senere episoder i romanen. Men vi kan også forsøge at se hele denne fortælling i fortællingen som det den også er, nemlig en isoleret undersøgelse af et særligt fænomen. Det er som om Proust sætter fænomenet kærlighed ind i nogle afgrænsede rammer – som i et laboratorium – og søger at fremanalysere hvilke usynlige magter der er på spil i et kærlighedsforhold.
Sidste gang talte Steen om den bemærkelsesværdige forekomst af det sygelige i beskrivelsen af vandplanten på floden Vivonne. Også i dagens afsnit støder vi igen og igen på forskellige diagnoser og lægevidenskabelige måder at betragte fænomenerne.
Kærligheden bemægtiger sig den elskendes krop, som var det en fysisk lidelse. Swann bliver bogstavelig talt syg af jalousi og gør sig de samme anstrengelser for at søge en kur, som hvis han havde været ramt af en dødelig sygdom. Det er også på dette plan at Swann kommer til at minde utrolig meget om fortælleren og i øvrigt også fortællerens tante Léonie.
Sygdom betyder som regel at der er visse ting man er forhindret i at foretage sig. Den syge er ofte socialt isoleret og må nøje overveje hvilke handlinger der kan foretages, uden at lidelsen genopstår. Vi kan huske tilbage fra starten af Combray-afsnittet hvordan fortælleren længes efter at tage del i morens sociale liv – i allervigtigst at mærke hendes kærlighed i form af godnatkysset. Morens sociale liv får en fornyet interesse for fortælleren fordi han er udelukket derfra. Et sted skriver Proust at ”les vrais paradis sont ceux qu’on a perdus”, altså at Edens have først bliver attraktiv når vi udelukkes derfra. Michel Raimond, i sin lille bog Proust romancier, tilføjer i relation til Swann og udelukkelsen fra Verdurin-salonen at ”les vraies fêtes sont celles dont on est exclu”. Aldrig bliver Verdurins overfladiske salon mere interessant for Swann end i det øjeblik hvor han ikke har adgang til den.
Det endelige spørgsmål må altså lyde: Bliver Swann monstro kureret for sin kærlighedssygdom? Ja, det må vi vente med at få afklaret til næste mødegang som er mandag d. 12/3.
Her læser vi fra:
"Baronen lovede ham at aflægge det ønskede besøg efter først at have kørt ham til Saint-Euvertes palæ..." (G1, 335, N2, 201, NG1, 366)
og resten af første bind.
God læselyst!
Mandag d. 13, februar afholdtes fjerde møde i læsekredsen der planlægger at læse sig igennem Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’.
Denne gang var der knap så mange fremmødt som de forrige gange – men det skyldes øjensynligt at mødet lå midt i vinterferien. Det formindskede deltagerantal blev til gengæld opvejet af de livlige og engagerede diskussioner der endte med at udfolde sig. Diskussionslysten skyldes muligvis det tema der blev drøftet, nemlig ’kærligheden’. Er der noget der fylder meget i Prousts roman – allerede i dette første bind – så er det de amourøse forbindelser der skildres. Og i dagens tekst, Swanns kærlighedshistorie, er det svært ikke at blive grebet af de dybdeborende undersøgelser af kærlighedens væsen og uvæsen som Proust fremskriver.
Swann og Odette
Som sædvanligt var séancen delt i to, denne gang med Steen som ansvarlig for første del.
Hvordan skal vi egentlig forstå alle de beskrivelser der knytter sig til de følelsesmæssige forviklinger mellem Odette de Crécy og Charles Swann? Hvad gør vi ved den konstante vekslen mellem tiltrækning og frastødelse? Og kan man ligefrem tale om at Proust beskriver en ’følelsernes absurditet’? Det var med udgangspunkt i disse spørgsmål at Steen gav sig i kast med dagens tekst.
Først og fremmest må vi forsøge at få lidt klarhed over hvem Charles Swann egentlig er – og hvordan det kan være at hans kærlighedshistorie pludselig foldes ud i den grad den gør. Som vi talte om sidste gang er Swanns historie opstået på et tidspunkt hvor fortælleren ”ofte [kunne] ligge helt til om morgenen og tænke på tiden i Combray [...] og, gennem erindringsassociationer, på det som [fortælleren] mange år efter at have forladt den lille by, havde fået at vide om en kærlighedshistorie som Swann havde haft før [fortælleren] blev født...” (G1, 192, N1, 260, NG1, 209). Historien om Swann er først blevet fortalt til fortælleren, som dernæst genfortæller den for os – adskillige år efter det hele fandt sted. Der er altså mange ’lag’ som denne fortælling skal igennem før den når frem til os. Gør det så Swanns kærlighedshistorie til en distanceret beretning om en levemands håbløse forelskelse? Nej, for på mærkværdig vis er fortællingen om Swann så fuld af indlevelse at det er svært at bevare troen på at fortælleren har fået den genfortalt i nøjagtig den form som den fremtræder for os. Han er tilsyneladende selv på bølgelængde med Swann og kan gengive nøjagtigt hvilke følelsesmæssige rørelser der motiverer ham til at foretage dette eller hint. På sin vis er Swann-figuren nærmest et alter ego for fortælleren og vi gør ret i at sammenligne Swanns strabadser udi kærlighedslivet med en episode der figurerer tidligere i fortællingen, nemlig fortællerens kvaler i forbindelse med moderens godnatkys. Det er også derfor vi til tider oplever at blikket på Swann er lidt skævt, lidt komisk og lidt ironisk – det skyldes nemlig at Swann afspejler fortællerens egen akavethed i lignende situationer.
Det lader til at Swanns kærlighedshistorie i forskellig tempi bærer præg af den samme fortællemæssige rytme og rækkefølge som vi allerede er blevet bekendt med i første del af bind ét: Først vækkes en interesse for en person eller en genstand, dernæst optræder et brud med personen eller genstanden og ved dette brud åbenbares det afhængighedsforhold der har været til personen eller genstanden – en afhængighed som ikke kan tilfredsstilles. Sådan er kærlighedens uafvendelige bevægelse og sådan er et væld af andre oplevelser struktureret. Første gang Swann udsættes for Odettes kærlighedssignaler registrerer han dem ikke, men så snart hun begynder at undvige ham, at udelukke ham fra kærlighedens og elskovens fuldbyrdelse, indser han at han ikke kan undvære hende.
Samtidig er der en gentagelsesstruktur på spil, hvilket bedst illustreres igennem Vinteuils sonate. Nogle år før Swann møder Odette har han hørt et musikstykke som rører ham dybt, men da han aldrig får afklaret hvem der har komponeret stykket, og det ikke lykkes ham at finde frem til det efterfølgende, glemmer han alt om det. Lige indtil han mod al forventning hører det igen – tilfældigvis i selskab med Odette. I det øjeblik hvor dette musikstykke genopstår, er det som om en noget forløses i Swann. Vi kender strukturen fra en anden kendt episode, nemlig madeleineoplevelsen. Også her fik smagen af kagen først sin omstyrtende kraft fordi den genopstår efter adskillige års glemsel. Vi begynder altså at fornemme et helt særligt motiv, som gentages i forskellig form igennem Prousts værk. Først erfarer man noget uden helt at kunne udgrunde det, dernæst fortabes erfaringen i glemslen og endelig genopstår erfaringen, i ny form, på mirakuløs vis ved et lidt tilfældigt sammenfald.
Kunsthistorikeren Swann
Vinteuils sonate er central for forståelsen af Swann og Odettes kærlighed. Den bliver symbolet på deres forhold, selvom vi nok nærmere skal forbinde dens betydning med Swanns hang til kunstneriske referencer. For Swann er som bekendt kunsthistoriker og har et godt øje for at sammenligne virkelige personer med klassiske portrætter. Odette er ingen undtagelse. I Botticellis suite om Moses’ liv finder Swann nemlig en uforlignelig model af Odette i Jethros datter Zephora. Ligesom Vinteuils sonate tjener denne kunstreference til at forøge den kærlighed Swann føler for Odette – i hvert fald som udgangspunkt. For Swanns tendens til at se virkeligheden som et kunstværk er ikke helt uskyldig; den skjuler at forelskelsen for ham er en forestillingsform, som en række af kunstige tegn, der afslører at dét Swann er forelsket i ikke er Odette, men derimod selve den vage og uklare forestilling om hvad det vil sige at være forelsket.
Kunstigheden kommer også til udtryk i det lille ritual som beskriver Odette og Swanns erotiske samvær. ”Faire catleya” – som der står i den franske – er kodeordet for parrets elskov. Det udspringer af den opildnede scene hvor Swann først har stormet rundt i Paris’ gader i desperat jagt efter den forsvundne Odette og dernæst kører med i hendes droske til hendes hjem. Turen i drosken er ujævn og de ufrivillige bevægelser resulterer i at Odette får uorden i de fint ordnede ’cattleyaer’ hun har siddende i sin kavalergang. Som en ægte gentleman er Swann der straks for at hjælpe med at ’ordne hendes cattleyaer’. Blomsterne bliver efterfølgende det lingvistiske påskud for at spørge ind til den andens lyst og ligesom den musikalske sonate får Proust skabt et ret unikt symbol på kærlighedsaffæren og dens ’lag’ af tegn der skal afkodes.
Men hvorfor lige ’cattleyaer’? Jo, et stykke tidligere hører vi en beskrivelse af indretningen i Odettes hjem. Den er mildest talt usmagelig. Eller med et andet ord kitsch. Odette finder en sjælden glæde i alskens underlødige (fra Swanns synsvinkel) genstande, som gerne må have et orientalsk præg:
”Hun syntes at alle hendes kinesiske snurrepiberier var ”morsomme” i deres form, og det samme gjaldt orkideer, især cattleyaerne som, sammen med krysantemerne, var hendes foretrukne blomster, men så ud som om de var af silke og atlask.” (NG1, 249)
Cattleyaerne får deres særpræg af ikke at ligne blomster, men derimod ved at have en bemærkelsesværdig stoflighed. Som et emblem på Odette og Swanns kærlighed er cattleyaerne et hint om at de elskendes evindelige manøvrer har en grad af kunstighed over sig.
Hvordan læser vi en kærlighedshistorie?
Dagens tekst handlede, som allerede er blevet diskuteret i det ovenstående, om den kærlighedshistorie der har Charles Swann og Odette de Crécy i centrum. At det netop er en historie signalerer også at der er en udvikling i fortællingen og der hvor dagens tekst slutter(G1, 335, N2, 201, NG1, 366) lader det til at vi er nået et særligt vendepunkt, nemlig der hvor Swanns forelskelse synes allermest håbløs og smertefuld – og måske ændrer karakter i det følgende.
Jacob brugte sidste del af séancen på at tale om det der i bred forstand vedrører kærligheden hos Proust. Swanns kærlighedshistorie er den første ud af tre stort udfoldede kærlighedsbeskrivelser – de to næste er som bekendt fortællerens forhold først til Gilberte Swann og dernæst Albertine. Vi kan altså ikke undgå at læse Swanns kærlighedshistorie som en forsmag på de amourøse forbindelser der præger de senere bind i værket – især hvis vi forstår figuren Charles Swann som et decideret alter ego for fortælleren (og måske også for forfatteren, Proust). For selvom denne roman i romanen forekommer at være løsrevet fra resten af fortællingen er det samtidig heri at vi får udfoldet det man kan kalde Prousts dybdeborende undersøgelse af et komplekst fænomen som kærligheden er.
På sporet af den tabte tid er både et bredt værk og et dybt værk. Bredden kommer ikke kun til udtryk i det antal hyldemeter det fylder i bogreolen, men også i det panorama af forskelligartede indtryk og udtryk som det optegner for os. Som vi talte om sidste gang er det især i beskrivelsen af gåturene i Combray at fortællingen forfølger en mangfoldighed af sanseindtryk, uden nødvendigvis at levne tiden til fordybelse i de enkelte indtryk. Fortælleren, med familie, promenerer for at indoptage en bred vifte af oplevelser – fra landskabsarkitekturer og botanik til sociale og seksuelle opdagelser. Altid skyndes vi videre i teksten, så de enkelte episoder knap nok når at rodfæste sig før en ny erfaring dukker op.
I Swanns kærlighedshistorie er situationen en anden. Det er ikke et bredt panorama af opleves der optegnes, men derimod et insisterende blik på en helt særlig episode: kærlighedsforbindelsen mellem Swann og Odette. Her går Proust så at sige i dybden med emnerne kærlighed, jalousi og begær.
Swann – foran vinduet
For at indkredse dette emne kan vi se på et par episoder der optræder midt i dagens tekst. Swann kommer ud for lidt af hvert i den lange kærlighedshistorie og han havner uforvarende i mange situationer der forandrer hans opfattelse af kærligheden til Odette. Især hendes mulige forbindelse til Forcheville gør at Swann får en fornyet interesse for andre sider af Odettes liv. I en episode der starter på side 308 (G1, 282, N2, 128) ankommer Swann til Odettes bolig ret sent om aftenen:
”Han ankom efter klokken elleve, og da han bad hende undskylde at han ikke kunne komme før, sagde hun bebrejdende at det faktisk også var temmelig sent, skybruddet havde gjort hende utilpas, hun havde ondt i hovedet og lod ham vide at han ikke kunne blive mere end en halv time – klokken tolv ville hun bede ham om at gå; og lidt senere sagde hun at hun var træt og ville sove.” (G1, 282, N2, 128, NG1, 308)
Swann tager hjem til sig selv, men noget vækker en pludselig mistanke i ham. Det kunne jo være at Odette havde sagt at hun var syg og træt simpelthen fordi hun ventede en anden. Derfor tager han tilbage til Odettes bopæl i Rue de la Pérouse. Gaden er helt mørklagt udover et enkelt vindue ”hvorfra det lys der fyldte rummet, sivede ud som et gådefuldt, gyldent frugtkød der blev presset gennem skodderne...” Swann er opildnet af sin mistænksomhed over for Odette og placerer sig foran det lysende vindue med de lukkede skodder. Han fornemmer at det bag disse skodder er muligt at få et indblik i en sandhed som han ellers har været udelukket fra. Faktisk sammenlignes netop dette vinduesparti med en anden form for videnstilegnelse som vi tidligere har hørt en del om, nemlig læsning af litteratur.
”Han vidste at sandheden om forhold som han ville have givet sit liv for at rekonstruere nøjagtigt, stod at læse bag lysstriberne i dette vindue, ligesom under det guldindvirkede bind om et af de fine gamle manuskripter der selv er så prægtige kunstværker at den videnskabsmand der arbejder med dem, ikke kan undgå at lade sig rive med.” (NG1,311)
Der er en høj grad af suspense i beskrivelsen – og også vi, som læsere, er på nippet til banke på for at få afklaret hvem Odette monstro tilbringer natten med. Derfor er det næsten en selvfølgelighed at hele episoden bunder i en grum fejltagelse: Da Swann endelig banker på ruden er det en forkert lejlighed han står foran.
”Han bankede på. De hørte det ikke, han bankede en gang til, hårdere, og samtalen forstummede. En mandsstemme, hvis ejermand han prøvede at gætte sig til ud fra de venner af Odette som han kendte, spurgte: ’Hvem er det?’ ....
Han kiggede. Foran ham i vinduet stod to gamle herrer, den ene med en lampe i hånden, og så kunne han se værelset, et værelse som han ikke kendte. Når han kom meget sent, plejede han at genkende hendes vindue fordi det var det eneste af alle de ens vinduer der var lys i, og derfor havde han taget fejl og banket på vinduet i nabohuset.” (G1, 285, N2, 133, NG1,312)
Swanns fejltagelse er i første omgang ganske uskyldig. Han tog fejl af vinduerne alene fordi han ankom på et andet tidspunkt end sædvanligt. Men egentlig er det noget andet der stimulerede fejllæsningen af lyset og lydene der strømmede ud på gaden. Det er noget andet der i det hele taget drev ham til at vende tilbage til rue de la Pérouse, nemlig kærlighedens skyggeside: jalousien.
Hos Proust er kærligheden og forelskelsen et tveægget sværd. Den opstår ofte som en ren tilfældighed, som følge af en række fejlfortolkede tegn, men opnår igennem sin søsterfølelse, jalousien, at føre sandhedsbestræbelsen så langt ud at nye former for sandhed opstår. Når Proust skriver om kærligheden og jalousien går beskrivelserne meget længere, meget dybere, ind i bestræbelsen på at afdække en sandhed end på noget andet tidspunkt – og hvorfor egentlig det?
I den lille bog Proust og tegnene skriver den franske filosof Gilles Deleuze følgende:
”Kærlighedens første lov er subjektiv: subjektivt set er jalousien af en dybere karakter end kærligheden, den indeholder kærlighedens sandhed. Det er fordi, jalousien går længere i forståelsen og i fortolkningen af tegnene. Den er kærlighedens endemål, dens finalitet. Faktisk er det uundgåeligt, at et elsket væsens tegn, så snart vi ’udfolder’ dem, afslører sig som løgnagtige: henvendt til os, anvendt på os, udtrykker de alligevel verdener, der udelukker os, og som den elskede ikke vil eller ikke kan indvie os i.” (p.30-31).
Netop det sidste er én af lovene i Prousts beskrivelse af kærligheden – den er dybest set umulig at fuldbyrde og forankre. For hvis man først kommer i besiddelse af den elskende – får man først indpas i den andens kærlighedsliv – er det stensikkert at ens eget begær efter vedkommende fordufter. Jalousien, som egentlig udspringer af begæret efter at besidde den elskede, bliver hurtigt til en lidelse, en smertelig erkendelse af, at selv når en kropslig forening finder sted, vil der stadig være en psykisk adskillelse. Efter forelskelsen følger enten kedsomheden, hvis besiddelsen kan opnås, eller jalousien og lidelsen, hvis den elskede forbliver uden for rækkevidde.
Kærlighedens ’videnskabelige’ interesse
I det foregående eksempel, hvor Swann forgæves banker på ruden i rue de la Pérouse, er det udelukkelsen fra Odettes verden, der stimulerer hans videbegærlighed. Driften efter at vide mere om den elskedes verden er sammenlignelig med en ren videnskabelig interesse for at nå frem til sandheden om et emne:
”Men i denne besynderlige fase af kærligheden får det individuelle en sådan dybde at den interesse han følte vågne i sig med hensyn til en kvindes mindste gøremål, var den samme som den han før i tiden havde følt da han læste historie. Og alt [...] forekom ham nu bare, akkurat som tydningen af en tekst, kildekritik eller en fortolkning af et mindesmærke, at være videnskabelige undersøgelsesmetoder af virkelig intellektuel værdi og velegnede til at udforske sandheden.” (G1, 284, N2, 131, NG1, 311)
I sådan en beskrivelse må vi først blive fortrøstningsfulde ved udsigten til at kærligheden kan forstås, analyseres og undersøges nøjagtig som var det et stykke videnskabelig historieskrivning – det er i hvert fald det Swann finder trøst ved. Men det er jo nøjagtig her at én af egenskaberne ved Swann udstilles – og som nævnes gentagne gange – nemlig hans åndelige ladhed, hans mentale sløvhed når han stilles over for særligt krævende opgaver, som fx også hans uafsluttede afhandling om Vermeer er et billede på. Swann har simpelthen ikke evnerne – og viljen – til at forestille sig det liv der skjuler sig for ham. Det er naturligvis fordi Swann endnu ikke har mødt nogen nævneværdig modstand i forholdet til Odette at han udviser denne åndelige ladhed. Indtil nu har Odette tilfredsstillet hans behov for nærvær og kærlighed, og han har derfor ikke haft grund til at afdække hendes øvrige liv. Men så snart hun signalerer at der er dele af hendes liv han ikke har adgang til, så vækkes Swann af den mentale slummer.
Swanns fejltagelse foran vinduet demonstrerer også at han ofte drager forhastede konklusioner fordi han er i sine følelsers vold. I endnu højere grad er det tilfældet i den næste episode, der er beslægtet med den første.
Brevet til Forcheville
Den korte scene hvor Swann står rådvild foran det forkerte vindue er en model for den efterfølgende – og vi ser elementer der gentages og varieres. Swann er igen på besøg i rue de la Pérouse på et uvant tidspunkt:
”En dag hvor Swann var gået hjemmefra midt om eftermiddagen for at aflægge et besøg, og ikke havde truffet den han ville møde, fandt han på at han ville besøge Odette på dette tidspunkt hvor han aldrig kom hos hende, men hvor han vidste at hun altid var hjemme for at sove til middag eller skrive breve før eftermiddagsteen, og hvor han godt kunne tænke sig at være lidt sammen med hende uden at forstyrre hende.” (G1, 288, N2, 136, NG1, 315)
Den scene der følger er en omvending af den forrige scene. Swann går om til bagsiden af huset, banker hårdt på ruden, men konstaterer at der ikke er nogen hjemme. Han tager hjem, venter en times tid før han vender tilbage til Odettes bolig og træffer hende hjemme. Hele tiden forsøger han at tolke de forskellige signaler og tegn som oplevelsen indebærer, men det hele går for hurtigt for ham. Odette stikker ham øjensynligt en løgn, men i situationen er der ikke ro for ham til at nå den konklusion:
”...han lagde ikke mærke til det, for i den mangfoldighed af bevægelser, bemærkninger og små episoder der fylder en samtale, kan det ikke undgås at man, uden at bemærke noget der vækker ens opmærksomhed, stryger lige forbi det der skjuler en sandhed som mistanken leder efter i blinde, og at man tværtimod standser op ved netop det der ikke skjuler noget.” (G1, 291, N2, 140, NG1, 318)
Swann må vente med at få sin indsigt. Faktisk er han nødt til at fjerne sig fra den forvirrende situation førend han kan danne sig et billede af hvad der egentlig er foregået denne eftermiddag hvor han kom uanmeldt. Her er et af paradokserne i den proustske kærlighed, nemlig at sandheden om den elskedes kærlighedsliv først manifesterer sig i det øjeblik hvor vi fjerner os fra personen. Swann får intet svar fra Odette så lang tid han opholder sig hos hende – men til gengæld sørger hun for at sandheden kan åbenbare sig for ham senere. ”På vejen ud tog han en del breve der lå på bordet...” (319) står der til sidst i scenen. I den gamle oversættelse står der ligefrem ”Da han forlod hende, rakte hun ham nogle breve, der lå på bordet, og bad ham lægge dem i postkassen.” (292) hvilket er mere korrekt eftersom der på fransk står: ”Quand il la quitta, elle prit plusieurs lettres qu’elle avait sur sa table et lui demanda s’il ne pourrait pas les mettre à la poste.” (Du côté de chez Swann ed. Folio, 277).
Pudsigt nok er der blandt disse breve ét der er adresseret til Forcheville og dette brev bliver på mærkelig vis nærmest et symbol på umuligheden af at trænge ind bag facaden i den elskedes kærlighedsliv.
”Han tog direkte hjem fra posthuset, men han havde beholdt det sidste brev i lommen. Han tændte et stearinlys og holdt kuverten, som han ikke turde åbne, op mod det. Først kunne han ingenting læse, men kuverten var tynd, og når han pressede den mod det stive kort der lå i den, kunne han læse de sidste ord. [...] Han holdt fast på kortet der flagrede rundt i den alt for store kuvert, flyttede det derpå med tommelfingeren, så han efterhånden fik de forskellige linjer hen under den del af kuverten der ikke var foret, den eneste del han kunne læse igennem.” (G1, 293, N2, 143, NG1, 320)
Både scenerne foran Odettes vindue og nu denne scene hvor Swann læser igennem kuverten spiller på nogle subtile modsætninger mellem det åbne og det lukkede rum. Swann er konkret udelukket fra Odettes verden så længe han står foran skodderne i rue de la Pérouse. Men han er ikke hermetisk afskærmet fra hende – der siver netop lys og lyde ud gennem skodderne, nøjagtig som der siver betydninger ud gennem denne kuverts tynde papir. I begge situationer har Swann kun adgang til små brudstykker af den virkelighed han desperat prøver at sammenstykke, men i det sidste tilfælde sker der noget næsten mirakuløst. Han åbner aldrig kuverten, men alligevel står der:
”Så læste han hele brevet....”
Vi ved ret beset ikke om han åbner brevet, men vi må formode at det ikke er tilfældet. Men hvordan kan Swann så alligevel læse det hele. Det eneste svar jeg kan komme på er at han gør det der populært sagt kaldes at læse mellem linjerne. Ud fra de enkelte brudstykker han kan tyde får han skabt en helhed, der stemmer overens de erfaringer han gjorde sig tidligere, foran vinduet. Med andre ord er det i denne situation at Swanns forestillingsevne for alvor bliver aktiveret, og den bliver det som følge af den videbegærlighed der knytter sig til jalousien.
Det er også én af grundene til at kærligheden, og især jalousien, får så fremtrædende en plads i På sporet. Det er fordi den ikke kun fører til smerte og lidelse, men også er én af de primære drivkræfter i hele den poetiske og skabende virksomhed. Det er krævende og hårdt at være en jaloux elsker, men graden af jalousi som vedkommende føler afslører også hvilken forestillingsevne man er i besiddelse af. Selvom Swann kommer til at lide gevaldigt under den nye opdagelse han har gjort er den også med til at give nye perspektiver på alle de små tegn der ellers var begyndt at trætte ham. Jalousien gør at de enkelte tegn – som nu visse formuleringer som Odette førhen har anvendt i breve til Swann – bliver mangfoldiggjort fordi de både kan afføde lykke og lidelse.
Kærligheden og jalousien har altså visse skabende impulser – som i tilfældet med Swann fører til en ny mental opvakthed, og derigennem også en uvurderlig indsigt i sit eget livs meningsfuldhed/-løshed. Det er den ene side af sagen hos Proust – en anden, og det blev det sidste emne der blev taget op i læsekredsmødet, er det man kan kalde kærlighedens patologi. Som der står et sted senere, på s. 351, hvor jalousien for alvor har taget fat i Swann ”Hans kærlighed var, som man siger inden for kirurgien, inoperabel.” (G1, 321, N2, 181, NG1, 351)
Er forelskelsen og jalousien sygdomme?
Som nævnt tidligere kan vi vælge at se Swanns kærlighedshistorie som én der peger frem mod en række senere episoder i romanen. Men vi kan også forsøge at se hele denne fortælling i fortællingen som det den også er, nemlig en isoleret undersøgelse af et særligt fænomen. Det er som om Proust sætter fænomenet kærlighed ind i nogle afgrænsede rammer – som i et laboratorium – og søger at fremanalysere hvilke usynlige magter der er på spil i et kærlighedsforhold.
Sidste gang talte Steen om den bemærkelsesværdige forekomst af det sygelige i beskrivelsen af vandplanten på floden Vivonne. Også i dagens afsnit støder vi igen og igen på forskellige diagnoser og lægevidenskabelige måder at betragte fænomenerne.
Kærligheden bemægtiger sig den elskendes krop, som var det en fysisk lidelse. Swann bliver bogstavelig talt syg af jalousi og gør sig de samme anstrengelser for at søge en kur, som hvis han havde været ramt af en dødelig sygdom. Det er også på dette plan at Swann kommer til at minde utrolig meget om fortælleren og i øvrigt også fortællerens tante Léonie.
Sygdom betyder som regel at der er visse ting man er forhindret i at foretage sig. Den syge er ofte socialt isoleret og må nøje overveje hvilke handlinger der kan foretages, uden at lidelsen genopstår. Vi kan huske tilbage fra starten af Combray-afsnittet hvordan fortælleren længes efter at tage del i morens sociale liv – i allervigtigst at mærke hendes kærlighed i form af godnatkysset. Morens sociale liv får en fornyet interesse for fortælleren fordi han er udelukket derfra. Et sted skriver Proust at ”les vrais paradis sont ceux qu’on a perdus”, altså at Edens have først bliver attraktiv når vi udelukkes derfra. Michel Raimond, i sin lille bog Proust romancier, tilføjer i relation til Swann og udelukkelsen fra Verdurin-salonen at ”les vraies fêtes sont celles dont on est exclu”. Aldrig bliver Verdurins overfladiske salon mere interessant for Swann end i det øjeblik hvor han ikke har adgang til den.
Det endelige spørgsmål må altså lyde: Bliver Swann monstro kureret for sin kærlighedssygdom? Ja, det må vi vente med at få afklaret til næste mødegang som er mandag d. 12/3.
Her læser vi fra:
"Baronen lovede ham at aflægge det ønskede besøg efter først at have kørt ham til Saint-Euvertes palæ..." (G1, 335, N2, 201, NG1, 366)
og resten af første bind.
God læselyst!
Kommentarer