Blog
Læsekreds: På sporet af den tabte tid, 12. december 2011 - Resumé
Mandag d. 12. december afholdtes andet møde i læsekredsen der planlægger at læse sig igennem Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’. På programmet var store dele af det afsnit der går under titlen ’Combray II’ – nærmere bestemt indtil vi støder på følgende beskrivelse i teksten:
”Vanen havde taget mig i sine arme og bar mig op i min seng som et lille barn.” (G1, 122, N1, 162, NG1, 130)
(For en forklaring på sidehenvisningerne se dette indlæg i læsekredsen: http://www.litteratursiden.dk/debat/paa-sporet-af-den-tabte-tid-af-marcel-proust#comment-10355)
Selve mødet var delt op i to séancer. Først udfoldede Steen dagens tekst ved, som udgangspunkt, at følge den religiøse tråd fra sidste gang. Allerede de allerførste linjer lader antyde at en religiøs symbolik indtager en central plads:
”Combray set på afstand, i ti miles omkreds, når vi ankom med toget den sidste uge før påske, var kun en kirke som sammenfattede byen, som repræsenterede byen...” (G1, 56, N1, 69, NG1, 56)
Kirken der omtales bærer navnet Saint Hilaire og det er ikke så fjernt endda fra Sankt Illiers – hvilket kirkens etymologisk orienterede præst også får bemærket. Illiers er også navnet på den by som forfatteren, Marcel Proust, tilbragte store dele af sin barndom i. Vi må altså nok en gang spørge hvor grænsen går mellem fiktionen og virkeligheden. Steen pointerede at disse spil mellem det reelle og det fiktive går igen i utallige sammenhænge i løbet af fortællingen. Fx støder vi på skuespillerinden ’La Berma’ som er modeleret over Sarah Bernhardt – en af tidens mest feterede skuespilsstjerner. Alligevel lader Proust ’La Berma’ og Sarah Bernhardt optræde side om side og får derved camoufleret at sidstnævnte er ophavet til førstnævnte.
Disse spil med egennavne er ikke uden betydning og som vi kommer til at se senere er de med til at afføde intense drømmerier hos den unge fortæller. Forestillingen om hvad navnene i virkeligheden skjuler fører ofte til store skuffelser når fortælleren endelig erfarer den person eller det sted som navnet dækker over. Skuffelsen hænger uløseligt sammen med den grad af ’gentagelse’ der er i fortællingens udfoldelse af episoder. Tag nu den opløftede madeleineepisode som vi behandlede sidste gang i læsekredsen. Det er ikke helt forkert at anskue beskrivelsen af madeleinekagen dybbet i lindete som en glimtvis indsigt i noget religiøst eller sakralt. Eller hvis den sprogbrug synes for højtravende kan man tale om det transcendentale ved oplevelsen; fortælleren får en spirituel og kunstnerisk åbenbaring.
Modsat forholder det sig imidlertid anden gang madeleinekagen beskrives. Her har fortælleren utålmodigt ventet på at kunne entrere hos sin tante Léonie:
”Efter at have ventet et lille stykke tid gik jeg ind for at sige godmorgen til hende. Francoise havde lavet hendes te, der stod og trak, medmindre min tante da følte sig lidt anspændt og i stedet bad om urtete, og så var det mig der havde til opgave at tage apotekerposen og drysse en passende mængde lindeblomster og blade ned i en tallerken hvorfra de blev hældt i det kogende vand. [...] Snart kunne min tante dyppe en lille madeleinekage i den kogende te og nyde smagen af tørrede blade eller visne blomster, og når kagen var tilstrækkeligt opblødt, rakte hun mig et stykke af den.” (G1, 59-60, N1, 73-4, NG1, 59-60)
Det er dybest set den samme handling som i den forrige madeleineepisode (som jo egentlig er den senere, rent kronologisk), men epifanien udebliver. Selvom handlingen nærmest er banal er den samtidig indlejret i tantens særprægede ritualer, som skal understrege hendes sakrale væsen. Grunden til at epifanien udebliver skyldes naturligvis at glemslen endnu ikke har gjort sit gunstige arbejde for at berede den efterfølgende erindring. Men det skyldes også en anden ret væsentlig detalje, nemlig den at madeleinekagen og lindeteen i denne beskrivelse (hos tanten) knytter sig til et element af pligt. Fortælleren har netop ”til opgave” at forberede teen, modsat i den epifaniske madeleineepisode, hvor det ikke er en nødvendighed der foreskriver at fortælleren smager på den magiske mikstur. Hvis vi skal finde sandheden er vi nødt til at holde op med at søge den – først i det øjeblik viser den sig for os.
Episoder gentages ofte i ’På sporet’ og hver gang de optræder føjes der noget nyt til beskrivelsen og oplevelsen. Madeleineepisoden – og den erindringsbaserede epifani – er et mønster der gentages og varieres et utal af gange. Netop gentagelsen og genfortællingen af begivenheder var temaet for anden del af séancen, som Jacob tog sig af.
I hovedparten af værkets beskrivelser er det svært at finde hoved og hale i fortællingens temporale og spatiale betingelser – altså tiden og stedet for handlingens udfoldelse. I sit studie Discours du récit fra 1972 har den franske litteraturteoretiker Gérard Genette udarbejdet en række redskaber der hjælper til at forstå hvordan selve fortællingen i ’På sporet’ er skruet sammen. Et sted taler Genette om hvordan et tekststykke på forskellig vis kan lade en ’gentagelse’ fremstå. Genette skelner mellem fire gentagelsesformer:
a) 1/1 – Det der skete én gang beskrives én gang i teksten. Fx ”I går gik jeg i seng kl. ti.”
b) n/1 – Det der skete én gang beskrives n-antal gange. Fx ”I mandags gik jeg i seng kl. ti. I mandags gik jeg i seng kl. ti. I mandags gik jeg i seng kl. ti.” Og så videre.
c) n/n – Det der skete n-antal gange beskrives n-antal gange. Fx ”Mandag gik jeg i seng kl. ti. Tirsdag gik jeg i seng kl. ti. Onsdag gik jeg i seng kl. 10.” Og så fremdeles.
d) 1/n – Det der skete n-antal gange beskrives én gang. Fx ”I lang tid gik jeg tidligt i seng.”
A og B er det Genette kalder for singulative (det vil sige ’enkeltstående’) former og C og D er iterative (det vil sige ’gentagne’). Endelig indføres en yderligere distinktion, nemlig det Genette kalder for det pseudo-iterative, hvilket vil sige en form hvor dét der fortælles tilsyneladende er gentagne begivenheder, men hvor detaljerne i beskrivelsen afslører at der nærmere er tale om en singulativ eller enkeltstående situation. For at forstå hvad der menes hermed er det gavnligt at se på et eksempel fra ’På sporet’.
”Når jeg siger at min tantes trummerum aldrig undergik nogen forandringer, bortset fra nogle meget sjældne begivenheder, som nu denne nedkomst, tænker jeg ikke på disse jævnligt tilbagevendende, altid identiske forandringer som kun bragte en sekundær ensformighed ind i ensformigheden.” (p.124-5) (G1, 117, N1, 154, NG1, 124-5)
Det er naturligvis den ”asymmetriske lørdag” der er tale om! Hver lørdag spiser fortællerens familie frokost en time tidligere end sædvanligt – og det sætter verden på den anden ende. Særligt ved beskrivelsen af disse lørdage er at de kun tilsyneladende er ensformige. Så snart vi læser ind i det lille tekststykke opdager vi at de begivenheder der berettes om umuligt kan have fundet sted på nøjagtig samme måde hver eneste lørdag. Fx når lørdagsmenuen opremses:
”I det øjeblik hvor vi sædvanligvis måtte holde ud endnu en time før vi kunne sætte os til bords, vidste vi at vi om få sekunder ville få serveret årets første julesalat, en omelet som var en særlig gunstbevisning fra Francoises side, og en steak som vi ikke havde gjort os fortjent til.” (G1, 117, N1, 155, NG1, 125)
Det ville være mærkeligt hvis familien hver eneste lørdag kunne få serveret året første julesalat – men det er dét der står, og det er dét der skaber forvirringen. Derfor er dette et eksempel på det Genette kalder det pseudo-iterative – altså hvor det kun tilsyneladende er en gentaget begivenhed der beskrives. Vi tror at det vi læser om er den måde lørdagene ’plejede’ at forløbe, men så snart vi analyserer indholdet i episoden bliver vi klar over at det nærmere er en ret specifik episode der danner baggrunden for det de ’plejede’ at gøre. Hele beskrivelsen af ’lørdagene’ er fanget et sted midt imellem det iterative og det singulative – mellem to tider.
Det er ikke kun tiden der befinder sig i et sært mellemrum. Også de steder der beskrives i løbet af ’Combray II’ er som oftest præget af en dobbelthed der sætter vanlige distinktioner mellem indre og ydre i spil. Et eksempel er beskrivelsen af fortællerens soveværelse, som i ’Combray II’ ikke længere er det faretruende kammer med jernsengen, som vi hørte om i ’le drame du coucher’. I følgende beskrivelse har fortælleren søgt ly i værelset for at tilbringe noget tid med at læse:
”Den dunkle kølighed i mit værelse forholdt sig til sollyset på gaden ved højlys dag som skyggen til solstrålen, det vil sige at den var lige så lysende og overlod min fantasi hele det fuldstændige billede af sommeren som mine sanser kun kunne have nydt i uddrag hvis jeg havde været ude at gå tur, og således harmonerede den med min middagshvile, der (takket være de eventyr jeg læste i bøgerne, og som kom og forstyrrede den), modstod en pludselig strøm af liv og bevægelse på samme måde som en hånd der hviler ubevægeligt midt i et rindende vandløb.” (G1, 91, N1, 118, NG1, 95-6)
Fortælleren befinder sig i værelset, men alt hvad der fylder rummet har med udendørs sanseindtryk at gøre. Soveværelset er i denne beskrivelse ikke nogen distinkt og afgrænset entitet, men et erfaringsrum der defineres af sanseindtrykkenes gennemtrængelige karakter. Når vi sammenligner det med den tidligere beskrivelse af soveværelset forstår vi også at den aktivitet der udspilles i rummet er afgørende for hvordan det opfattes og beskrives. I ’Combray I’ var den altoverskyggende stemning knyttet til godnatkys-dramaet – i ’Combray II’ ser alting meget lysere ud og fortælleren bruger ikke megen tid på at grunde over de smertelige natlige séancer. I stedet bruges tiden på noget langt mere stimulerende og glædeligt, nemlig læsning. På flere planer indtager læsningen en privilegeret plads i ’På sporet’. Senere hører vi om den sublime vekselvirkning der er mellem landskabet i de bøger fortælleren læser og så det landskab der toner frem over bogens kant. På sin vis er litteraturen en katalysator for sanseerfaringerne, og på sin vis er læsningen den membran der formidler mellem indre og ydre fornemmelser.
Resten af dagens møde gik med at diskutere litteraturens og læsningens funktion i værket. Hvad betyder det for eksempel når fortællerens fag mod slutningen agerer vejviser i stierne omkring Combray? Er han ikke netop en substitut for forfatteren, der fører den forvirrede læser rundt i virvaret af mulige tolkninger, for til sidst, ud af det blå, at udpege ”den lille bagindgang til vores have, som sammen med hjørnet af Rue Saint-Esprit havde stået og ventet på os for enden af de ukendte veje.”? (G1, 122, N1, 162, NG1, 130) Hvor stopper litteraturen og hvor begynder virkeligheden?
Følg endelig trop og deltag i diskussionen på læsekredsens egen side på litteratursiden.dk.
Læs også resumeet fra første mødegang.
Mandag d. 12. december afholdtes andet møde i læsekredsen der planlægger at læse sig igennem Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’. På programmet var store dele af det afsnit der går under titlen ’Combray II’ – nærmere bestemt indtil vi støder på følgende beskrivelse i teksten:
”Vanen havde taget mig i sine arme og bar mig op i min seng som et lille barn.” (G1, 122, N1, 162, NG1, 130)
(For en forklaring på sidehenvisningerne se dette indlæg i læsekredsen: http://www.litteratursiden.dk/debat/paa-sporet-af-den-tabte-tid-af-marcel-proust#comment-10355)
Selve mødet var delt op i to séancer. Først udfoldede Steen dagens tekst ved, som udgangspunkt, at følge den religiøse tråd fra sidste gang. Allerede de allerførste linjer lader antyde at en religiøs symbolik indtager en central plads:
”Combray set på afstand, i ti miles omkreds, når vi ankom med toget den sidste uge før påske, var kun en kirke som sammenfattede byen, som repræsenterede byen...” (G1, 56, N1, 69, NG1, 56)
Kirken der omtales bærer navnet Saint Hilaire og det er ikke så fjernt endda fra Sankt Illiers – hvilket kirkens etymologisk orienterede præst også får bemærket. Illiers er også navnet på den by som forfatteren, Marcel Proust, tilbragte store dele af sin barndom i. Vi må altså nok en gang spørge hvor grænsen går mellem fiktionen og virkeligheden. Steen pointerede at disse spil mellem det reelle og det fiktive går igen i utallige sammenhænge i løbet af fortællingen. Fx støder vi på skuespillerinden ’La Berma’ som er modeleret over Sarah Bernhardt – en af tidens mest feterede skuespilsstjerner. Alligevel lader Proust ’La Berma’ og Sarah Bernhardt optræde side om side og får derved camoufleret at sidstnævnte er ophavet til førstnævnte.
Disse spil med egennavne er ikke uden betydning og som vi kommer til at se senere er de med til at afføde intense drømmerier hos den unge fortæller. Forestillingen om hvad navnene i virkeligheden skjuler fører ofte til store skuffelser når fortælleren endelig erfarer den person eller det sted som navnet dækker over. Skuffelsen hænger uløseligt sammen med den grad af ’gentagelse’ der er i fortællingens udfoldelse af episoder. Tag nu den opløftede madeleineepisode som vi behandlede sidste gang i læsekredsen. Det er ikke helt forkert at anskue beskrivelsen af madeleinekagen dybbet i lindete som en glimtvis indsigt i noget religiøst eller sakralt. Eller hvis den sprogbrug synes for højtravende kan man tale om det transcendentale ved oplevelsen; fortælleren får en spirituel og kunstnerisk åbenbaring.
Modsat forholder det sig imidlertid anden gang madeleinekagen beskrives. Her har fortælleren utålmodigt ventet på at kunne entrere hos sin tante Léonie:
”Efter at have ventet et lille stykke tid gik jeg ind for at sige godmorgen til hende. Francoise havde lavet hendes te, der stod og trak, medmindre min tante da følte sig lidt anspændt og i stedet bad om urtete, og så var det mig der havde til opgave at tage apotekerposen og drysse en passende mængde lindeblomster og blade ned i en tallerken hvorfra de blev hældt i det kogende vand. [...] Snart kunne min tante dyppe en lille madeleinekage i den kogende te og nyde smagen af tørrede blade eller visne blomster, og når kagen var tilstrækkeligt opblødt, rakte hun mig et stykke af den.” (G1, 59-60, N1, 73-4, NG1, 59-60)
Det er dybest set den samme handling som i den forrige madeleineepisode (som jo egentlig er den senere, rent kronologisk), men epifanien udebliver. Selvom handlingen nærmest er banal er den samtidig indlejret i tantens særprægede ritualer, som skal understrege hendes sakrale væsen. Grunden til at epifanien udebliver skyldes naturligvis at glemslen endnu ikke har gjort sit gunstige arbejde for at berede den efterfølgende erindring. Men det skyldes også en anden ret væsentlig detalje, nemlig den at madeleinekagen og lindeteen i denne beskrivelse (hos tanten) knytter sig til et element af pligt. Fortælleren har netop ”til opgave” at forberede teen, modsat i den epifaniske madeleineepisode, hvor det ikke er en nødvendighed der foreskriver at fortælleren smager på den magiske mikstur. Hvis vi skal finde sandheden er vi nødt til at holde op med at søge den – først i det øjeblik viser den sig for os.
Episoder gentages ofte i ’På sporet’ og hver gang de optræder føjes der noget nyt til beskrivelsen og oplevelsen. Madeleineepisoden – og den erindringsbaserede epifani – er et mønster der gentages og varieres et utal af gange. Netop gentagelsen og genfortællingen af begivenheder var temaet for anden del af séancen, som Jacob tog sig af.
I hovedparten af værkets beskrivelser er det svært at finde hoved og hale i fortællingens temporale og spatiale betingelser – altså tiden og stedet for handlingens udfoldelse. I sit studie Discours du récit fra 1972 har den franske litteraturteoretiker Gérard Genette udarbejdet en række redskaber der hjælper til at forstå hvordan selve fortællingen i ’På sporet’ er skruet sammen. Et sted taler Genette om hvordan et tekststykke på forskellig vis kan lade en ’gentagelse’ fremstå. Genette skelner mellem fire gentagelsesformer:
a) 1/1 – Det der skete én gang beskrives én gang i teksten. Fx ”I går gik jeg i seng kl. ti.”
b) n/1 – Det der skete én gang beskrives n-antal gange. Fx ”I mandags gik jeg i seng kl. ti. I mandags gik jeg i seng kl. ti. I mandags gik jeg i seng kl. ti.” Og så videre.
c) n/n – Det der skete n-antal gange beskrives n-antal gange. Fx ”Mandag gik jeg i seng kl. ti. Tirsdag gik jeg i seng kl. ti. Onsdag gik jeg i seng kl. 10.” Og så fremdeles.
d) 1/n – Det der skete n-antal gange beskrives én gang. Fx ”I lang tid gik jeg tidligt i seng.”
A og B er det Genette kalder for singulative (det vil sige ’enkeltstående’) former og C og D er iterative (det vil sige ’gentagne’). Endelig indføres en yderligere distinktion, nemlig det Genette kalder for det pseudo-iterative, hvilket vil sige en form hvor dét der fortælles tilsyneladende er gentagne begivenheder, men hvor detaljerne i beskrivelsen afslører at der nærmere er tale om en singulativ eller enkeltstående situation. For at forstå hvad der menes hermed er det gavnligt at se på et eksempel fra ’På sporet’.
”Når jeg siger at min tantes trummerum aldrig undergik nogen forandringer, bortset fra nogle meget sjældne begivenheder, som nu denne nedkomst, tænker jeg ikke på disse jævnligt tilbagevendende, altid identiske forandringer som kun bragte en sekundær ensformighed ind i ensformigheden.” (p.124-5) (G1, 117, N1, 154, NG1, 124-5)
Det er naturligvis den ”asymmetriske lørdag” der er tale om! Hver lørdag spiser fortællerens familie frokost en time tidligere end sædvanligt – og det sætter verden på den anden ende. Særligt ved beskrivelsen af disse lørdage er at de kun tilsyneladende er ensformige. Så snart vi læser ind i det lille tekststykke opdager vi at de begivenheder der berettes om umuligt kan have fundet sted på nøjagtig samme måde hver eneste lørdag. Fx når lørdagsmenuen opremses:
”I det øjeblik hvor vi sædvanligvis måtte holde ud endnu en time før vi kunne sætte os til bords, vidste vi at vi om få sekunder ville få serveret årets første julesalat, en omelet som var en særlig gunstbevisning fra Francoises side, og en steak som vi ikke havde gjort os fortjent til.” (G1, 117, N1, 155, NG1, 125)
Det ville være mærkeligt hvis familien hver eneste lørdag kunne få serveret året første julesalat – men det er dét der står, og det er dét der skaber forvirringen. Derfor er dette et eksempel på det Genette kalder det pseudo-iterative – altså hvor det kun tilsyneladende er en gentaget begivenhed der beskrives. Vi tror at det vi læser om er den måde lørdagene ’plejede’ at forløbe, men så snart vi analyserer indholdet i episoden bliver vi klar over at det nærmere er en ret specifik episode der danner baggrunden for det de ’plejede’ at gøre. Hele beskrivelsen af ’lørdagene’ er fanget et sted midt imellem det iterative og det singulative – mellem to tider.
Det er ikke kun tiden der befinder sig i et sært mellemrum. Også de steder der beskrives i løbet af ’Combray II’ er som oftest præget af en dobbelthed der sætter vanlige distinktioner mellem indre og ydre i spil. Et eksempel er beskrivelsen af fortællerens soveværelse, som i ’Combray II’ ikke længere er det faretruende kammer med jernsengen, som vi hørte om i ’le drame du coucher’. I følgende beskrivelse har fortælleren søgt ly i værelset for at tilbringe noget tid med at læse:
”Den dunkle kølighed i mit værelse forholdt sig til sollyset på gaden ved højlys dag som skyggen til solstrålen, det vil sige at den var lige så lysende og overlod min fantasi hele det fuldstændige billede af sommeren som mine sanser kun kunne have nydt i uddrag hvis jeg havde været ude at gå tur, og således harmonerede den med min middagshvile, der (takket være de eventyr jeg læste i bøgerne, og som kom og forstyrrede den), modstod en pludselig strøm af liv og bevægelse på samme måde som en hånd der hviler ubevægeligt midt i et rindende vandløb.” (G1, 91, N1, 118, NG1, 95-6)
Fortælleren befinder sig i værelset, men alt hvad der fylder rummet har med udendørs sanseindtryk at gøre. Soveværelset er i denne beskrivelse ikke nogen distinkt og afgrænset entitet, men et erfaringsrum der defineres af sanseindtrykkenes gennemtrængelige karakter. Når vi sammenligner det med den tidligere beskrivelse af soveværelset forstår vi også at den aktivitet der udspilles i rummet er afgørende for hvordan det opfattes og beskrives. I ’Combray I’ var den altoverskyggende stemning knyttet til godnatkys-dramaet – i ’Combray II’ ser alting meget lysere ud og fortælleren bruger ikke megen tid på at grunde over de smertelige natlige séancer. I stedet bruges tiden på noget langt mere stimulerende og glædeligt, nemlig læsning. På flere planer indtager læsningen en privilegeret plads i ’På sporet’. Senere hører vi om den sublime vekselvirkning der er mellem landskabet i de bøger fortælleren læser og så det landskab der toner frem over bogens kant. På sin vis er litteraturen en katalysator for sanseerfaringerne, og på sin vis er læsningen den membran der formidler mellem indre og ydre fornemmelser.
Resten af dagens møde gik med at diskutere litteraturens og læsningens funktion i værket. Hvad betyder det for eksempel når fortællerens fag mod slutningen agerer vejviser i stierne omkring Combray? Er han ikke netop en substitut for forfatteren, der fører den forvirrede læser rundt i virvaret af mulige tolkninger, for til sidst, ud af det blå, at udpege ”den lille bagindgang til vores have, som sammen med hjørnet af Rue Saint-Esprit havde stået og ventet på os for enden af de ukendte veje.”? (G1, 122, N1, 162, NG1, 130) Hvor stopper litteraturen og hvor begynder virkeligheden?
Følg endelig trop og deltag i diskussionen på læsekredsens egen side på litteratursiden.dk.
Læs også resumeet fra første mødegang.
Kommentarer