Blog
Kend dig selv!
En bruger blogger om 'På sporet af den tabte tid' og starter læsekreds, hvor målet er at læse Prousts værk fra ende til anden.
At læse Proust er at give sig selv tid!
På min computer har jeg en fil liggende med den kryptiske titel ’M.P._RTP_1-7.zip’. Den fylder undseelige 2,9 megabyte og er blot en lille dråbe i det hav af informationer der strømmer igennem min computers processor hver eneste dag. Hvis jeg åbner den oversvømmes min skærm imidlertid af ord. Flere millioner ord som rinder ud og bemægtiger sig hver eneste pixel. Ordene tilhører den franske forfatter Marcel Proust – og filen er intet ringere end en yderst komprimeret udgave af hans monstrøse værk På sporet af den tabte tid.
Egentlig tilhører ordene ikke længere Proust. Nu, hvor de ligger på min computer, tilhører de mig. Og hvis jeg sågar drister mig til at læse dem – altså ordene - bliver de til sidst så meget en del af mig, at jeg tror jeg selv har skrevet dem. Det ville have behaget Proust hvis det var således. Et sted skriver han at ”[i] virkeligheden er enhver læser, når han læser, sin egen læser. Forfatterens værk er kun en slags optisk instrument, som han byder sin læser for at gøre det muligt for ham at skelne, hvad han uden denne bog måske ikke ville have set i sig selv.” (Den genfundne tid, p.214. Oversat af C.E. Falbe-Hansen). At læse Proust er altså som at læse mig selv – for Proust inviterer én til at læse indad, til at prøve at forstå, hvad der rører sig i de sjælelige dybder vi knap nok bemærker til daglig.
”Jeg ved kun lidt om Proust, til gengæld ved han alt om mig” skriver Jacques Berg i Mon temps avec Proust, der blev udgivet for nylig. Men hvordan kan Proust vide alt om livet for en gennemsnitsborger i det 21. århundrede, med alt hvad dertil hører af elektroniske gadgets, trådløse hotspots og digital selvpromovering? Det kan han naturligvis ikke, men han kan beskrive noget der minder om til forveksling.
Ikke uden grund taler man om at tiden er det der kendetegner starten af 1900-tallet, hvor Proust levede. Tiden måles og vejes, tiden relativiseres og tiden svinder alt for hurtigt. Litteraturens langsomhed bliver pludselig kontrasteret af altings hurtighed. Og midt i det hele opstår så dette monumentale værk, På sporet af den tabte tid, der om noget sætter tiden i spil. Både dengang og nu fremstår Prousts værk som en umådelig provokation mod kravet om hurtighed. At læse På sporet af den tabte tid er det samme som at sætte tiden – den der stormer afsted under daglige gøremål – i stå.
Det er ingen hemmelighed at Prousts skrivestil er berygtet for at være urimelig langtrukken, indviklet og bærende præg af visse sætninger som strækker sig i det uendelige. Værkets længste af slagsen fylder da også over 1½ side – så der er noget om snakken. Dét kan få selv den mest vedholdende og rutinerede læser af skønlitteratur til at give op og det er der mange i historiens løb der har gjort. Er du én af dem – eller helt ny til Proust - så har du imidlertid chancen for at gøre Prousts ord og sætninger til dine.
Mandag d. 21. november (fra 16-18.30) starter en ny læsekreds nemlig op på Hovedbiblioteket i Århus og formålet er ganske enkelt at få læst På sporet af den tabte tid – fra ende til anden. Vi mødes ca. en gang om måneden og læser passende passager af værket. Læsekredsens tovholdere, lektor Steen Klitgård Povlsen og cand.mag. Jacob Ulrich, vil hver gang præsentere månedens tekst og introducere til Prousts betagende univers. Er du interesseret i at deltage kan du tilmelde dig ved at gå ind på www.proust.dk/workshop - eller ved at dukke op til første møde i læsekredsen.
Vel mødt og god læselyst!
En bruger blogger om 'På sporet af den tabte tid' og starter læsekreds, hvor målet er at læse Prousts værk fra ende til anden.
At læse Proust er at give sig selv tid!
På min computer har jeg en fil liggende med den kryptiske titel ’M.P._RTP_1-7.zip’. Den fylder undseelige 2,9 megabyte og er blot en lille dråbe i det hav af informationer der strømmer igennem min computers processor hver eneste dag. Hvis jeg åbner den oversvømmes min skærm imidlertid af ord. Flere millioner ord som rinder ud og bemægtiger sig hver eneste pixel. Ordene tilhører den franske forfatter Marcel Proust – og filen er intet ringere end en yderst komprimeret udgave af hans monstrøse værk På sporet af den tabte tid.
Egentlig tilhører ordene ikke længere Proust. Nu, hvor de ligger på min computer, tilhører de mig. Og hvis jeg sågar drister mig til at læse dem – altså ordene - bliver de til sidst så meget en del af mig, at jeg tror jeg selv har skrevet dem. Det ville have behaget Proust hvis det var således. Et sted skriver han at ”[i] virkeligheden er enhver læser, når han læser, sin egen læser. Forfatterens værk er kun en slags optisk instrument, som han byder sin læser for at gøre det muligt for ham at skelne, hvad han uden denne bog måske ikke ville have set i sig selv.” (Den genfundne tid, p.214. Oversat af C.E. Falbe-Hansen). At læse Proust er altså som at læse mig selv – for Proust inviterer én til at læse indad, til at prøve at forstå, hvad der rører sig i de sjælelige dybder vi knap nok bemærker til daglig.
”Jeg ved kun lidt om Proust, til gengæld ved han alt om mig” skriver Jacques Berg i Mon temps avec Proust, der blev udgivet for nylig. Men hvordan kan Proust vide alt om livet for en gennemsnitsborger i det 21. århundrede, med alt hvad dertil hører af elektroniske gadgets, trådløse hotspots og digital selvpromovering? Det kan han naturligvis ikke, men han kan beskrive noget der minder om til forveksling.
Ikke uden grund taler man om at tiden er det der kendetegner starten af 1900-tallet, hvor Proust levede. Tiden måles og vejes, tiden relativiseres og tiden svinder alt for hurtigt. Litteraturens langsomhed bliver pludselig kontrasteret af altings hurtighed. Og midt i det hele opstår så dette monumentale værk, På sporet af den tabte tid, der om noget sætter tiden i spil. Både dengang og nu fremstår Prousts værk som en umådelig provokation mod kravet om hurtighed. At læse På sporet af den tabte tid er det samme som at sætte tiden – den der stormer afsted under daglige gøremål – i stå.
Det er ingen hemmelighed at Prousts skrivestil er berygtet for at være urimelig langtrukken, indviklet og bærende præg af visse sætninger som strækker sig i det uendelige. Værkets længste af slagsen fylder da også over 1½ side – så der er noget om snakken. Dét kan få selv den mest vedholdende og rutinerede læser af skønlitteratur til at give op og det er der mange i historiens løb der har gjort. Er du én af dem – eller helt ny til Proust - så har du imidlertid chancen for at gøre Prousts ord og sætninger til dine.
Mandag d. 21. november (fra 16-18.30) starter en ny læsekreds nemlig op på Hovedbiblioteket i Århus og formålet er ganske enkelt at få læst På sporet af den tabte tid – fra ende til anden. Vi mødes ca. en gang om måneden og læser passende passager af værket. Læsekredsens tovholdere, lektor Steen Klitgård Povlsen og cand.mag. Jacob Ulrich, vil hver gang præsentere månedens tekst og introducere til Prousts betagende univers. Er du interesseret i at deltage kan du tilmelde dig ved at gå ind på www.proust.dk/workshop - eller ved at dukke op til første møde i læsekredsen.
Vel mødt og god læselyst!
Kommentarer