En kontrakt med tiden

En af Litteratursidens brugerambassadører foretog følgende interview i 2009 i forbindelse med en eksamen i kulturjournalistik. Det har ikke tidligere været publiceret.

”Proust er ikke til at spøge med. Han tager vores tid. Han lægger beslag på læserens fritid. Han æder sig ind på oversætternes dage, uger, måneder og år. Men han udstyrer enhver med indsigter, der ikke kan hentes fra noget andet. Han giver os nye øjne på os selv, sproget og verden. Kan man kræve mere?”

Interview med Neal Ashley Conrad, koordinator for den igangværende nyoversættelse af Marcel Prousts roman. Af Jacob Ulrich

Der er stigende interesse for den franske forfatter Marcel Proust herhjemme. Med den igangværende nyoversættelse af hans storværk ’På sporet af den tabte tid´ vil danske læsere for første gang komme på niveau med Prousts eget værk. Det er i hvert fald intentionen med hele oversættelsesprojektet, ifølge koordinatoren, Neal Ashley Conrad. Det forløber fra 2002-2013. Det nyeste bind 4 af romanen, I skyggen af unge piger i blomst, udkommer til efteråret i Peter Borums oversættelse. 

 Hvorfor er der overhovedet brug for en nyoversættelse?

”I Danmark var vi tilbage i 1930’erne så heldige, som de første i verden, at få en fuldstændig oversættelse af ’På sporet’. Fra 1932-38 oversatte fem forskellige oversættere værket, og dén udgave benyttes stadig i dag. Men oversættelsen har vist sig at være en af de ringeste, der findes, præget af fem forskellige temperamenter, som på det nærmeste sad og oversatte med ryggen til hinanden. Der mangler konsistens og rytme i sætningerne både indenfor og imellem de enkelte bind. Oversættelsen er ujævn og usammenhængende. Hos Proust er der i sandhed sammenhæng i teksten. Selvom flere af oversætterne syntes kvalificerede, er resultatet slet ikke tilfredsstilende. Desuden har de søgt at overgå hinanden i stedet for at samarbejde om projektet. Proust er verdenslitteratur – derfor skal vi have en ordentlig og læseværdig udgave, der kan bliver stående og tænde nye læsere.”

Og her kommer Conrad ind som et vigtigt element i processen. Når nyoversættelsen varetages af flere oversættere, kræver det et koordineringsarbejde uden lige. Hvordan håndterer Conrad sin dobbeltrolle - som redaktør og entusiastisk Proustlæser og –underviser?

Hvad er din opgave mere præcist?

”Min opgave er at redigere den danske tekst og gøre det til et sammenhængende dansk – ikke kun for det pågældende bind. Det handler om at sikre, at der kommer en sprogtone, der er så tæt på Prousts stemme som muligt. Hvis den ikke tilnærmelsesvis kommer frem, bliver der véd med at være langt til forlægget. Med den nye oversættelse forsøger vi at skabe mere konsistens.”

Relanceringen

Det bliver dog nok tidligst i 2013, at vi får mulighed for at læse hele værket i sin nye danske udformning. Her skulle nyoversættelsens i alt 13 bind være færdiggjorte. Tidligere er bind 1-3 udkommet, oversat af Else Henneberg Pedersen, som nu nyoversætter værkets to sidste bind, ’Den genfundne tid’.  Næste i rækken er Poul Borums livtag med anden del af ’I skyggen af unge piger i blomst’. Med denne bliver der ifølge Neal Ashley Conrad ”tale om en relancering af nyoversættelsen, da de tre første bind er totalt udsolgt.” En relancering er nødvendig. Conrad bliver ofte spurgt om, hvornår oversættelsen rigtigt kommer i gang?

”Vi håber, at vi har haft den sidste ”pause” og at der ikke kommer flere ”relanceringer”; vi regner med, at der kommer både kontinuitet og mere konsistens, når Niels Lyngsø kommer på og oversætter fire bind, så der vil gå langt kortere tid fra bind til bind end tilfældet har været. Der er gået for lang tid mellem de første bind, hvilket medfører, at man mister respekten for projektet.”

Og det skal helst ikke ske, for Conrad viser en stor entusiasme for projektet. At oversætte Proust vil altid være en umådelig udfordring. De mange subtile sproglige greb kræver oversættere, der både har evner til at udrede Prousts tvetydigheder, men ligeledes har tiden til at gennemføre projektet.

”Man indgår så at sige en kontrakt med tiden!” siger Conrad og hentyder til at der også er noget faretruende ved omfanget og rækkevidden af Prousts roman. Ifølge ham er der kun få oversættere i Danmark der rent faktisk er i stand til at oversætte Proust:

 ”Har man levet med Proust i lang tid, har man en bedre fornemmelse for sprogtonen. Men det tror jeg også, man kan få, når man ikke har noget i klemme i forhold til Proust. Det er vigtigt at man ikke beundrer eller dyrker ham for meget, eller skal bruge ham i et eller andet meriteringsøjemed. Nogle bruger ham ligefrem som intellektuelt skjold, eller diadem.”

Personlige forandringer

At bevare en rød tråd i en samtale om Marcel Proust kan være en svær balancegang. Starter man ét sted bevæger man sig straks i nye retninger. Mens Conrad taler om æstetiske problemer ved oversættelse drejer samtalen pludselig over i en diskussion af identitet og livsanskuelse. For Conrad er det ikke usædvanligt at de personlige erfaringer smelter sammen med æstetiske overvejelser. Man fornemmer at flere roller flyder sammen. For Proust byder på voldsomme udfordringer både for den professionelle litterat og for den personlige entusiast.

Du taler om at hver læser har sin egen Proust. Mener du at Proust mest henvender sig til professionelle litterater?

”Overhovedet ikke, men Proust er belagt med fordomme om, hvilken type forfatter han er, og hvem han henvender sig til. Han beskyldes for at være svær og langmodig. Og så snart der har været krige, politisk opstand eller bevægelse har der været en tendens til, at han er blevet ofret på det politiskes alter, fordi han blev opfattet som en verdensfjern, æstetisk snob. Ja, ligefrem som usund sjælsfortabelse! Men faktisk er han utroligt oplivende at læse og vanvittigt morsom. At Proust typisk opfattes som svær har noget at gøre med sætningernes karakter. En Proust-sætning er fuld af irgange, gesvejsninger og faser. Nærmest som om det er en drejescene. Når man læser en sætning, kommer man ind i et rum som fører rundt. Det er ikke bare en bisætning der kommer. Man bliver rykket ud af tid og rum når man læser.”

Conrad har svært ved at skjule sin begejstring. For bagved rollen som den ansvarlige intellektuelle der varetager oversættelsen, gemmer sig en person der læser Proust med henblik på at forandre noget. Først og fremmest på et personligt plan.

”Når man første gang begynder at læse Proust, møder man Proust som en stemme, en tone i ens hverdag, et blik. Jeg tror, at hver læser tilegner sig Proust på sin egen langsomme måde, og når værket er indoptaget, så forsvinder det aldrig. Proust er en slags stemme indefra, der skaber nødvendighedens klangbund. Han æstetiserer den oplevelse som ellers bare går i sig selv for det enkelte menneske, for eksempel erindringsoplevelser og sensoriske oplevelser. Jeg kan huske, at da jeg havde læst romanen første gang begyndte jeg at se København helt anderledes. Jeg begyndte at lægge mærke til blade og til lyset på en helt anden måde end før. Det synes jeg er helt suverænt.”

Du oplever altså verden anderledes igennem Proust?

”Ja. Jeg er dybt fascineret af litteraturen som noget der skaber én. Proust mener egentlig, at man skal holde op med at tro, man ved hvem man er. Men man skal være åben for at blive multipliceret gennem det man læser og omgiver sig med. Han stiller høje krav til kunsten og forfatteren, til at skære alt det overfladiske fra, til at gå ind i et tavst rum og samle op, transponere de ting, man har oplevet. Han tager fat i noget i det førsproglige rum, som ethvert menneske har i sit mellemværende med verden. Under læsningen er det som at bevæge sig bagom det man ved om sig selv. ”

I ’På sporet’ er der et væld af perspektiver, og Conrad er ikke bleg for at lade digressionerne få overtaget, når et emne skal udredes. For sådan er Prousts roman også. En hob af vinkler på livet, en drejescene, hvor folks identitet kun tilsyneladende er statisk. Læsere af ’På sporet’ vil kende denne følelse af at være decideret afsporede. Af at være fortabt i mylderet af indskudte sætninger og sidebemærkninger. For Conrad er dette en del af den tidserfaring der knytter sig til læsningen.

”Proust er én lang meditation. Tingene standser og samfundet går på en måde i stå. Og så begynder der en ny tid – en slags beskrivelsens tid eller en meditativ tid. For det er jo ikke bare sansning. Det er reflekteret sansning. Og sanselig refleksion. Det synes jeg man erfarer selv som læser. Der sker en forandring både fysisk, mentalt, åndeligt og visionært. Bagefter begynder man så at tænke på nye måder.”

Proustselskabet

Under alle omstændigheder tager Proust tid at læse. Hvis ikke man har mod på at kaste sig over værkets 3500 sider, kan man starte med at besøge Det Danske Proustselskab, som Conrad har været formand for i en årrække. Omtrent en gang månedligt åbner selskabet dørene for en Proustsalon, som ifølge Conrad ”er en mulighed for at få en matinéeoplevelse, selvom man ikke kender noget videre til Proust”. Hver salon indledes med oplæsning af ’På sporet’ ved en kendt dansk skuespiller. Dernæst følger enten en samtale, et interview eller et foredrag om Proustrelaterede emner. Til oktober skal Conrad for eksempel samtale med Jens Christian Grøndahl om Proust. ”Grøndahl har nemlig skærmet Prousts betydning, men er så på det seneste gået frem og har sagt at han er den vigtigste forfatter han har læst.”

Proustselskabet har eksisteret siden 2002 og formålet er at udbrede kendskabet til Marcel Proust i en dansk sammenhæng.

”Det Danske Proustselskab blev skabt, da interessen for Proust var ved at fortone sig herhjemme. Formålet var at opfriske interessen og kendskabet til Proust. Selskabet blev i virkeligheden dannet for at følge udgivelsen af nyoversættelsen, som forlaget Multivers havde igangsat, og var en form for interessegruppe eller redaktionspanel. Vi kunne dog godt se, at vi var nødt til at adskille selskabet fra Multivers, så det var hver sin ting. Min idé var fra begyndelsen af, at der skulle skabes saloner, som et kulturelt fremstød og det er faktisk disse saloner, der har været med til at skabe en interesse, der ikke har været der før.”

Om Proust kan få en betydning for den enkeltes liv er dog stadig en personlig sag, men en opfordring skal i hvert fald lyde til at begive sig hen til det næste arrangement i Proustselskabet i august måned. Om ikke andet, så for at få en snak med Neal Ashley Conrad eller en af de mange andre Proustinteresserede, om hvad det er der gør Proust så fantastisk at læse. Jeg kan næsten garantere at engagementet er smittende. Og indtil da kan tiden passende fordrives med at fortabe sig i bind 1-3.