Blog
Vi har vort indre rum og vort private beredskab
INTERVIEW. »Mit kød forsvinder, mine knogler granulerer, og min røv hænger som en kaffepose«. Det konstaterer den 78-årige hovedperson i Bjarne Reuters roman »Mordet på Leon Culman« tørt om sig selv. Her fortæller Bjrane Reuter om romanens tilblivelse og baggrund.
Af Hans Christian Davidsen
»I dag den 19. oktober vil du, Leon Culman, blive likvideret for tidligere tiders ugerninger«.
Dette er den første sætning i Bjarne Reuters spændingsroman »Mordet på Leon Culman«. Den stille pensionist Culman har i sit lange liv begået en forbrydelse, der er større end livet selv. Han har forbrudt sig mod en hel nation uden at få sin straf for det. Men han lever alligevel et liv i det fængsel, han aldrig kom i.
Det danske tabu
Bag thrilleren om Culman ligger et opgør med fortiden, som ifølge Bjarne Reuter er et dansk tabu, når det gælder dagene og ugerne efter befrielsen i 1945.
Culman får trusselsbrevet, fordi han umiddelbart efter tyskernes nederlag begik en ugerning. Og hovedpersonens hemmelighed bygger på virkelig historie. Bjarne Reuter har i sin research til bogen været inde i det danske rigsarkiv - et arkiv der ellers ikke er almindelig adgang til.
78-årige Leon Culman, tidligere hotelconcierge med erhvervserfaring fra både New York og København, bor med sin kone Anna i en lejlighed på Vesterbro i København. I samme ejendom bor tidligere overkontrollør ved DSB, Johansen, med sin kone, og også Tinberg, pensioneret skotøjshandler og enkemand. De fem hygger sig i overensstemmelse med en forlængst vaneindgroet omgangsform. Torsdag er højdepunktet, hvor kredsen udvides til aftensmaden med Culmans 33-årige datter Nina, ufaglært gartneriarbejder, dennes frisør-veninde samt Culmans kones veninde Susse Wiid. Denne specielle torsdag aften har Nina meldt ankomsten af sin nye ven Jonathan, amerikaner med arbejde i bagagehåndteringen i Københavns lufthavn
- Da bogen udkom, var reaktionen hos de yngre læsere, at temaet og tabuet var vigtigt at berøre. Mange ældre mente, at man skulle lade det ligge i fred, siger Bjarne Reuter.
Menneskets hemmelige rum
- Men bogen er en historie om nogle almene menneskelige vilkår, der vedrører os alle. De fleste mennesker har hemmeligheder. Vi har vort indre rum, og vi har vort eget private beredskab. På den ene side har jeg gerne villet skrive om det almindelige menneske. Og på den anden side ved jeg, at det almindelige menneske ikke eksisterer, siger han.
- Min ambition var at skrive en bog om et menneske, der ved, at hans sidste dag er kommet. Vi andre står i den lykkelige situation, at vi ikke ved, hvornår vores sidste dag kommer. Formen thriller kom først i anden række. Den betyder, at man laver en overenskomst med sin læser. En af hovedreglerne i en sådan overenskomst er et plot. Og hvad er et plot? Ja, det er blot et omdrejningspunkt, som læseren ikke må kunne gætte sig til på forhånd. Jeg forsøger at binde begyndelsen og slutningen sammen i en cirkel. Der markeres hvert enkelt kapitel også med et klokkeslæt fra otte om morgenen til midnat, siger Bjarne Reuter.
- Jeg havde det efterhånden som Leon Culman. Det begyndte med, at jeg blev kold om fødderne, følte min røv hang som en kaffepose. Alle de dårligdomme, som min 78-årige roman-person var udstyret med. Jeg fik dem, fortæller Bjarne Reuter smilende om sig selv og sin thriller.
- Jeg blev mere og mere elendig, efterhånden som jeg skrev på bogen. Jeg fik hans angstfornemmelser. Leon Culman krøb bogstavelig taget ind under huden på mig, så jeg følte mig så sløj, at jeg måtte til lægen. Det var frygteligt. Jeg er ikke en hypokonder, men han trængte sig sådan på - fysisk og psykisk. Det er ikke løgn, at jeg følte mig elendig som en 78-årig. Og det er jo mindst 20 år for tidligt. Lægen kunne berolige mig, og jeg har fået varmen tilbage i fødderne, fortæller Bjarne Reuter.
At bilde læseren noget ind
Da Bjarne Reuter i 1997 blev hædret med Søren Gyldendal-prisen var en del af begrundelsen hans »utrolige sans for detaljer«. Modsætningen mellem bogens småborgerlige miljø og det grufulde svævede i atmosfæren.
- Enhver roman står og falder på sin autencitet. Jo tidligere scenografien lykkes, desto større virkning. Det er afsindig vigtigt, at de bittesmå detaljer er på plads. Jeg skriver, som var det et nøjagtigt filmmanuskript, jeg lavede. Jeg skal kende Culmans lejlighed til den mindste detalje, inden jeg går ind i den og beskriver den. Når den præcise miljøbeskrivelse først er på plads, kan man næsten bilde læseren hvad som helst ind, siger Bjarne Reuter.
Han har opsøgt de fleste af de steder, hvor hovedpersonen Culman bevæger sig hen.
Leon Culman er en undviger, der ikke vil huske, hvad han inderst inde godt ved. En mand, som aldrig åbner sig for alvor, heller ikke for sine bedste venner, sin kone eller sin datter. Brevet bliver anledningen til, at Leon Culman omsider tager sit liv op til revision og tvinges til at afdække det tildækkede og indkalde vidner til det utilgivelige.
(artiklen er en redigeret udgave af et interview, der har været bragt i Flensborg Avis)
INTERVIEW. »Mit kød forsvinder, mine knogler granulerer, og min røv hænger som en kaffepose«. Det konstaterer den 78-årige hovedperson i Bjarne Reuters roman »Mordet på Leon Culman« tørt om sig selv. Her fortæller Bjrane Reuter om romanens tilblivelse og baggrund.
Af Hans Christian Davidsen
»I dag den 19. oktober vil du, Leon Culman, blive likvideret for tidligere tiders ugerninger«.
Dette er den første sætning i Bjarne Reuters spændingsroman »Mordet på Leon Culman«. Den stille pensionist Culman har i sit lange liv begået en forbrydelse, der er større end livet selv. Han har forbrudt sig mod en hel nation uden at få sin straf for det. Men han lever alligevel et liv i det fængsel, han aldrig kom i.
Det danske tabu
Bag thrilleren om Culman ligger et opgør med fortiden, som ifølge Bjarne Reuter er et dansk tabu, når det gælder dagene og ugerne efter befrielsen i 1945.
Culman får trusselsbrevet, fordi han umiddelbart efter tyskernes nederlag begik en ugerning. Og hovedpersonens hemmelighed bygger på virkelig historie. Bjarne Reuter har i sin research til bogen været inde i det danske rigsarkiv - et arkiv der ellers ikke er almindelig adgang til.
78-årige Leon Culman, tidligere hotelconcierge med erhvervserfaring fra både New York og København, bor med sin kone Anna i en lejlighed på Vesterbro i København. I samme ejendom bor tidligere overkontrollør ved DSB, Johansen, med sin kone, og også Tinberg, pensioneret skotøjshandler og enkemand. De fem hygger sig i overensstemmelse med en forlængst vaneindgroet omgangsform. Torsdag er højdepunktet, hvor kredsen udvides til aftensmaden med Culmans 33-årige datter Nina, ufaglært gartneriarbejder, dennes frisør-veninde samt Culmans kones veninde Susse Wiid. Denne specielle torsdag aften har Nina meldt ankomsten af sin nye ven Jonathan, amerikaner med arbejde i bagagehåndteringen i Københavns lufthavn
- Da bogen udkom, var reaktionen hos de yngre læsere, at temaet og tabuet var vigtigt at berøre. Mange ældre mente, at man skulle lade det ligge i fred, siger Bjarne Reuter.
Menneskets hemmelige rum
- Men bogen er en historie om nogle almene menneskelige vilkår, der vedrører os alle. De fleste mennesker har hemmeligheder. Vi har vort indre rum, og vi har vort eget private beredskab. På den ene side har jeg gerne villet skrive om det almindelige menneske. Og på den anden side ved jeg, at det almindelige menneske ikke eksisterer, siger han.
- Min ambition var at skrive en bog om et menneske, der ved, at hans sidste dag er kommet. Vi andre står i den lykkelige situation, at vi ikke ved, hvornår vores sidste dag kommer. Formen thriller kom først i anden række. Den betyder, at man laver en overenskomst med sin læser. En af hovedreglerne i en sådan overenskomst er et plot. Og hvad er et plot? Ja, det er blot et omdrejningspunkt, som læseren ikke må kunne gætte sig til på forhånd. Jeg forsøger at binde begyndelsen og slutningen sammen i en cirkel. Der markeres hvert enkelt kapitel også med et klokkeslæt fra otte om morgenen til midnat, siger Bjarne Reuter.
- Jeg havde det efterhånden som Leon Culman. Det begyndte med, at jeg blev kold om fødderne, følte min røv hang som en kaffepose. Alle de dårligdomme, som min 78-årige roman-person var udstyret med. Jeg fik dem, fortæller Bjarne Reuter smilende om sig selv og sin thriller.
- Jeg blev mere og mere elendig, efterhånden som jeg skrev på bogen. Jeg fik hans angstfornemmelser. Leon Culman krøb bogstavelig taget ind under huden på mig, så jeg følte mig så sløj, at jeg måtte til lægen. Det var frygteligt. Jeg er ikke en hypokonder, men han trængte sig sådan på - fysisk og psykisk. Det er ikke løgn, at jeg følte mig elendig som en 78-årig. Og det er jo mindst 20 år for tidligt. Lægen kunne berolige mig, og jeg har fået varmen tilbage i fødderne, fortæller Bjarne Reuter.
At bilde læseren noget ind
Da Bjarne Reuter i 1997 blev hædret med Søren Gyldendal-prisen var en del af begrundelsen hans »utrolige sans for detaljer«. Modsætningen mellem bogens småborgerlige miljø og det grufulde svævede i atmosfæren.
- Enhver roman står og falder på sin autencitet. Jo tidligere scenografien lykkes, desto større virkning. Det er afsindig vigtigt, at de bittesmå detaljer er på plads. Jeg skriver, som var det et nøjagtigt filmmanuskript, jeg lavede. Jeg skal kende Culmans lejlighed til den mindste detalje, inden jeg går ind i den og beskriver den. Når den præcise miljøbeskrivelse først er på plads, kan man næsten bilde læseren hvad som helst ind, siger Bjarne Reuter.
Han har opsøgt de fleste af de steder, hvor hovedpersonen Culman bevæger sig hen.
Leon Culman er en undviger, der ikke vil huske, hvad han inderst inde godt ved. En mand, som aldrig åbner sig for alvor, heller ikke for sine bedste venner, sin kone eller sin datter. Brevet bliver anledningen til, at Leon Culman omsider tager sit liv op til revision og tvinges til at afdække det tildækkede og indkalde vidner til det utilgivelige.
(artiklen er en redigeret udgave af et interview, der har været bragt i Flensborg Avis)
Kommentarer