Blog
Ungdommen blev stjålet
Den ene dag var hun barn. Den næste dag voksen. Ruth Ross Karlsen levede i frygt for bomberne i Hamborg. Hun så hvad tyskerne gjorde ved polakkerne i Warthegau og nåede i sidste øjeblik at flygte fra Den røde Hærs offensiv. Målet var Flensborg. De seneste 50 år har hun boet i Danmark. Ruth Ross Karlsen har skrevet sine erindringer i to bind.
Ruth Ross Karlsen har spredte aner. Hendes far kom fra Vestprøjsen, hendes mor fra kolonien Hohn ved Rendsborg. Og endnu længere tilbage kom hendes forfædre fra Skotland.
Hun flygtede med sin mor og bror fra bomberne i fødebyen Hamborg - til faderen i det nazistiske amt Warthegau i Polen. 24 timer før Den røde Hær rykkede ind det besatte område, slap Ruth Ross Karlsen ud som blind passager på et af de sidste tog.
Broderen var alvorligt syg og døde på sygehuset i Posen (Poznan). Senere fik Ruth Ross Karlsen at vide, at hendes far faldt for kuglerne. Og alene rejste hun med sin mor til Flensborg.
Her mødte hun i 1952 sin norske mand Helge, som var i Slesvig-Holsten som en del af den internationale besættelsesmagt efter krigen. Et år senere blev de gift, og Ruth Ross Karlsen boede først i Norge, så i Østrig og så i Sverige. Livsforløbet er måske til at blive forpustet af. Men i 50 år har hun nu boet i Gistrup ved Aalborg.
Lykkelig barndom
Det er blevet til mange aviskronikker og mange foredrag om det at være barn under Hitler. Og også to erirndingsbøger: »Rummelig var min egen have« og fortsættelsen, »Du har ikke lov til at glemme«, der begge er udkommet på forlaget Tommeliden
Begge bøger har undertitlen »Barn under Hitler« og kan læses selvstændigt.
Første bind skildrer hendes opvækst og tiden frem til 1940. Bogen er ikke blot en familiehistorie og en personlig skildring, men også en beskrivelse af hverdagslivet i 1930ernes Tyskland.
- Jeg havde en lykkelig barndom. Men den holdt op, da jeg var 13 år. Fra da af var jeg voksen. Min ungdom blev ødelagt. Jeg sprang fra at være barn til at være voksen, fortæller Ruth Ross Karlsen.
De danske unge
Dette gik for alvor op for hende, da hun efter krigen mødte den danske ungdom. Ruth Ross Karlsen fik et chok, husker hun. Og citerer fra Flensborg-forfatteren Karin Johannsen-Bojsens møde med danske børn og unge: For de "... var en ganske anden slags børn, skønt vi var lige gamle, født til tryghed og kultur i landet uden ragnarok".
- Ved mit møde med de danske børn gik det op for mig, hvad man havde berøvet os på den anden side af skillelinien. Nok havde jeg mødt utallige udenlandske børn i Polen. De indfødte, de tvangsdeporterede eller flygtninge fra Balkan, Rusland og Baltikum. Men alle havde de mistet et Kinderland, siger Ruth Ross Karlsen.
I 1941 flygtede familien fra Hamborg til Warthegau i Polen, hvor faderen var udstationeret som politibetjent. Her blev polakkerne behandlet som undermennesker af tyskerne. Men for en tysker var livet i begyndelsen af krigen mere sikkert østpå end i storbyen Hamborg, hvor britiske bombefly tømte deres ladninger på vej hjem fra Berlin.
Bange for at drukne
- Jeg husker, hvordan vi sov i kælderen i Altona og var bange for gas- og vandrørene. Hvis der gik hul på dem under bombetogterne, ville vi enten blive gasset eller drukne - det sidste skete for adskillige mennesker. Jeg var helt nøgtern. Hvis det endelig skulle være, bad jeg til, at det måtte være gasrørene, der knækkede. Jeg ville hellere sove ind af gas end drukne, husker Ruth Ross Karlsen.
- Når et engelsk bombefly blev skudt ned, stod alle sammen og klappede og jublede. Jeg spurgte en rar dame i vor gade: »Hvordan kan vi være glade, når et menneske falder ned med flyvemaskinen?« - Det kunne jeg ikke begribe. »Det er dem eller os«, svarede damen. Og den sætning blev hængende i mit hoved.
Ruth Ross Karlsen var som alle andre små tyske piger medlem af Jungmädel under Hitler-Jugend. Alle et barns timer uden for skoletiden tilhørte Hitler-Jugend. Og kom de små ikke, blev de hentet.
Advarsel mod nazismen
I sine kronikker har Ruth Ross Karlsen opponeret så stærkt imod nazismen, at nynazister har truet hende på livet. Meningen med bogen er at fortælle især unge, hvordan det kan gå, når mennesker med lukkede øjne vil tro på noget, som de i vågen tilstand burde møde med stor skepsis.
Samtidig advarer hun dog eftertiden mod at tro, at almindelige mennesker havde en krystalklar viden om, hvad der var godt og ondt i nazisternes første år.
- Tæt på vort kvarter i Altona lå et helt kvarter med ufaglærte arbejdsløse. Da nazisterne kom til magten, kom disse mennesker jo pludselig i arbejde. Børnene fik tøj og blev mætte. Moderen, der ingen tænder havde, blev tilbudt gebis, og syge kom på kur, husker Ruth Ross Karlsen.
Frihed er at kunne sige nej
Hun spurgte sin far, hvorfor ikke hendes familie tog på rejse med Kraft durch Freude - den nazistiske sammenslutning, der organiserede sport og rejser.
- Min far sagde, at friheden ligger i at kunne sige nej. Jeg fik at vide, det bedste var at leve et enkelt liv, for senere ville livet sikkert ikke tage på os med fløjlshandsker.
Andet bind har været det sværeste at skrive. Som pige blev Ruth Ross Karlsen vidne til tyskernes ugerninger over for polakkerne, men mødte samtidig også menneskelighed fra polsk side - selv om hun var tysk.
- En polsk kvinde kom i tide og advarede os om, at russerne nærmede sig. Hun rådede os til at flygte for vor egen skyld. Vi kunne have angivet hende, for nazisterne ville ikke høre tale om flugt. Det var forbudt. Alligevel var de høje nazifunktionærer de allerførste, der reddede sig i sikkerhed i det vestlige Tyskland. Vi nåede at komme med et tog, som med polstrede sæder var reserveret til nazisterne i toppen. I højttalerne på banegården fik vi at vide, at toget ikke kørte. Men det var et bluffnummer, husker Ruth Ross Karlsen, der i hemmelighed hægtede sig på.
Forfatteren er bevidst om faren ved at skelne mellem det, et menneske kan huske, og det et menneske mener at kunne huske, fordi det har fået det fortalt - eller fordi det har læst om begivenhederne i en historiebog.
Har lukket sig inde
- Jeg har låst mig inde i mit arbejdsværelse og fordybet mig i billeder og musik. Jeg har forsøgt at rejse tilbage i mit indre for at få mine egne tanker og følelser frem fra fortiden. Bagefter har jeg selvfølgelig lavet grundig research på de historiske fakta, så ingen læser bagefter skal kunne komme og sige "hvad er det dog hun skriver... hvis ikke de historiske begivenheder er gengivet korrekt, hvordan skulle jeg så kunne tro på resten", understreger Ruth Ross Karlsen.
- Modsætninger vil der altid være imellem mennesker, men krig er aldrig nogen løsning. Vi er som kristne nødt til at erkende, at vi er ufuldkomne. Alt det gode, vi ville gøre, gjorde vi ikke. Og alt det forkerte, som vi egentlig ikke ville gøre, kom vi alligevel til at gøre, siger hun.
Den ene dag var hun barn. Den næste dag voksen. Ruth Ross Karlsen levede i frygt for bomberne i Hamborg. Hun så hvad tyskerne gjorde ved polakkerne i Warthegau og nåede i sidste øjeblik at flygte fra Den røde Hærs offensiv. Målet var Flensborg. De seneste 50 år har hun boet i Danmark. Ruth Ross Karlsen har skrevet sine erindringer i to bind.
Ruth Ross Karlsen har spredte aner. Hendes far kom fra Vestprøjsen, hendes mor fra kolonien Hohn ved Rendsborg. Og endnu længere tilbage kom hendes forfædre fra Skotland.
Hun flygtede med sin mor og bror fra bomberne i fødebyen Hamborg - til faderen i det nazistiske amt Warthegau i Polen. 24 timer før Den røde Hær rykkede ind det besatte område, slap Ruth Ross Karlsen ud som blind passager på et af de sidste tog.
Broderen var alvorligt syg og døde på sygehuset i Posen (Poznan). Senere fik Ruth Ross Karlsen at vide, at hendes far faldt for kuglerne. Og alene rejste hun med sin mor til Flensborg.
Her mødte hun i 1952 sin norske mand Helge, som var i Slesvig-Holsten som en del af den internationale besættelsesmagt efter krigen. Et år senere blev de gift, og Ruth Ross Karlsen boede først i Norge, så i Østrig og så i Sverige. Livsforløbet er måske til at blive forpustet af. Men i 50 år har hun nu boet i Gistrup ved Aalborg.
Lykkelig barndom
Det er blevet til mange aviskronikker og mange foredrag om det at være barn under Hitler. Og også to erirndingsbøger: »Rummelig var min egen have« og fortsættelsen, »Du har ikke lov til at glemme«, der begge er udkommet på forlaget Tommeliden
Begge bøger har undertitlen »Barn under Hitler« og kan læses selvstændigt.
Første bind skildrer hendes opvækst og tiden frem til 1940. Bogen er ikke blot en familiehistorie og en personlig skildring, men også en beskrivelse af hverdagslivet i 1930ernes Tyskland.
- Jeg havde en lykkelig barndom. Men den holdt op, da jeg var 13 år. Fra da af var jeg voksen. Min ungdom blev ødelagt. Jeg sprang fra at være barn til at være voksen, fortæller Ruth Ross Karlsen.
De danske unge
Dette gik for alvor op for hende, da hun efter krigen mødte den danske ungdom. Ruth Ross Karlsen fik et chok, husker hun. Og citerer fra Flensborg-forfatteren Karin Johannsen-Bojsens møde med danske børn og unge: For de "... var en ganske anden slags børn, skønt vi var lige gamle, født til tryghed og kultur i landet uden ragnarok".
- Ved mit møde med de danske børn gik det op for mig, hvad man havde berøvet os på den anden side af skillelinien. Nok havde jeg mødt utallige udenlandske børn i Polen. De indfødte, de tvangsdeporterede eller flygtninge fra Balkan, Rusland og Baltikum. Men alle havde de mistet et Kinderland, siger Ruth Ross Karlsen.
I 1941 flygtede familien fra Hamborg til Warthegau i Polen, hvor faderen var udstationeret som politibetjent. Her blev polakkerne behandlet som undermennesker af tyskerne. Men for en tysker var livet i begyndelsen af krigen mere sikkert østpå end i storbyen Hamborg, hvor britiske bombefly tømte deres ladninger på vej hjem fra Berlin.
Bange for at drukne
- Jeg husker, hvordan vi sov i kælderen i Altona og var bange for gas- og vandrørene. Hvis der gik hul på dem under bombetogterne, ville vi enten blive gasset eller drukne - det sidste skete for adskillige mennesker. Jeg var helt nøgtern. Hvis det endelig skulle være, bad jeg til, at det måtte være gasrørene, der knækkede. Jeg ville hellere sove ind af gas end drukne, husker Ruth Ross Karlsen.
- Når et engelsk bombefly blev skudt ned, stod alle sammen og klappede og jublede. Jeg spurgte en rar dame i vor gade: »Hvordan kan vi være glade, når et menneske falder ned med flyvemaskinen?« - Det kunne jeg ikke begribe. »Det er dem eller os«, svarede damen. Og den sætning blev hængende i mit hoved.
Ruth Ross Karlsen var som alle andre små tyske piger medlem af Jungmädel under Hitler-Jugend. Alle et barns timer uden for skoletiden tilhørte Hitler-Jugend. Og kom de små ikke, blev de hentet.
Advarsel mod nazismen
I sine kronikker har Ruth Ross Karlsen opponeret så stærkt imod nazismen, at nynazister har truet hende på livet. Meningen med bogen er at fortælle især unge, hvordan det kan gå, når mennesker med lukkede øjne vil tro på noget, som de i vågen tilstand burde møde med stor skepsis.
Samtidig advarer hun dog eftertiden mod at tro, at almindelige mennesker havde en krystalklar viden om, hvad der var godt og ondt i nazisternes første år.
- Tæt på vort kvarter i Altona lå et helt kvarter med ufaglærte arbejdsløse. Da nazisterne kom til magten, kom disse mennesker jo pludselig i arbejde. Børnene fik tøj og blev mætte. Moderen, der ingen tænder havde, blev tilbudt gebis, og syge kom på kur, husker Ruth Ross Karlsen.
Frihed er at kunne sige nej
Hun spurgte sin far, hvorfor ikke hendes familie tog på rejse med Kraft durch Freude - den nazistiske sammenslutning, der organiserede sport og rejser.
- Min far sagde, at friheden ligger i at kunne sige nej. Jeg fik at vide, det bedste var at leve et enkelt liv, for senere ville livet sikkert ikke tage på os med fløjlshandsker.
Andet bind har været det sværeste at skrive. Som pige blev Ruth Ross Karlsen vidne til tyskernes ugerninger over for polakkerne, men mødte samtidig også menneskelighed fra polsk side - selv om hun var tysk.
- En polsk kvinde kom i tide og advarede os om, at russerne nærmede sig. Hun rådede os til at flygte for vor egen skyld. Vi kunne have angivet hende, for nazisterne ville ikke høre tale om flugt. Det var forbudt. Alligevel var de høje nazifunktionærer de allerførste, der reddede sig i sikkerhed i det vestlige Tyskland. Vi nåede at komme med et tog, som med polstrede sæder var reserveret til nazisterne i toppen. I højttalerne på banegården fik vi at vide, at toget ikke kørte. Men det var et bluffnummer, husker Ruth Ross Karlsen, der i hemmelighed hægtede sig på.
Forfatteren er bevidst om faren ved at skelne mellem det, et menneske kan huske, og det et menneske mener at kunne huske, fordi det har fået det fortalt - eller fordi det har læst om begivenhederne i en historiebog.
Har lukket sig inde
- Jeg har låst mig inde i mit arbejdsværelse og fordybet mig i billeder og musik. Jeg har forsøgt at rejse tilbage i mit indre for at få mine egne tanker og følelser frem fra fortiden. Bagefter har jeg selvfølgelig lavet grundig research på de historiske fakta, så ingen læser bagefter skal kunne komme og sige "hvad er det dog hun skriver... hvis ikke de historiske begivenheder er gengivet korrekt, hvordan skulle jeg så kunne tro på resten", understreger Ruth Ross Karlsen.
- Modsætninger vil der altid være imellem mennesker, men krig er aldrig nogen løsning. Vi er som kristne nødt til at erkende, at vi er ufuldkomne. Alt det gode, vi ville gøre, gjorde vi ikke. Og alt det forkerte, som vi egentlig ikke ville gøre, kom vi alligevel til at gøre, siger hun.
Kommentarer