Blog
Spion mod sin elskede
Interview. Journalisten og forfatteren Niels Rohleder lærte at prøve grænser af på Flensborg Avis, hvor han var journalistpraktikant i starten af 1980erne. Senere rejste han Østeuropa tyndt for at skrive reportager om Berlin-murens fald. Hans seneste roman »Møns Klint i klart vejr« om et danskrelateret aspekt af DDR-historien.
Den sønderjyske journalist og forfatter Niels Rohleder blev i oktober 1989 sendt til DDR af sin chefredaktør på dagbladet Information. Sendt ud for at dække DDR-borgernes fredelige protest mod étpartistaten, undertrykkelsen og manglen på frihed til at sige sin mening og rejse frit. Det varr godt en uge efter, at festlighederne i anledning af 40-års-statsjubilæet i Den Tyske Demokratiske Republik, DDR, den 7. oktober gik op i knippelsuppe og massearrestationer.
Niels Rohleders seneste roman »Møns Klint i klart vejr« tager sit udgangspunkt i DDR-tidens fortrædeligheder og et flugtforsøg fra Østtyskland til Danmark. Et danskrelateret aspekt af DDR-historien, der nok er mindre kendt blandt den bredere danske befolkning - men i høj grad en del af hverdagen i perioden for danskerne i det sydlige Danmark, der var øjenvidner til desperate forsøg på flugt til friheden.
Niels Rohleder arbejdede fra 1987 til 2003 som journalist for nformation, hvor han blandt andet dækkede Murens Fald og rejste Østeuropa tyndt og derfor har en omfattende viden om den tid og de frustrationer og al den ulykke, den bragte med sig. Al denne viden komprimerer han nu i sin roman, der tager sit udgangspunkt i et flugtforsøg over vandet fra Tyskland til Danmark - mod Møns Klint. En, som han kalder det, dansk-tysk historie i stedet for den så ofte fortalte tyske-tyske historie.
Møns Klint i klart vejr er et dansk-tysk kærligheds-drama, en spændingshistorie fra Den Kolde Krigs sidste krampetrækninger og et portræt af en ikke så fjern fortid. Under en studierejse til Prag i 1984 forelsker den unge socialdemokrat Martin Wulff sig hovedkulds i DDR-borgeren Julia Richter. Efter flere rejser til DDR bliver Politiets Efterretningstjeneste opmærksom på Martin og forsøger at hverve ham som agent, men Martin vil bare have sin Julia. Da hendes situation i DDR efterhånden bliver umulig, beslutter de to at foretage et dristigt flugtforsøg over Østersøen. Men det går frygtelig galt.
25 år senere er Martin Wulff Socialdemokraternes bedste bud på en ny, dansk sundhedsminister. Lige indtil han en dag bliver kontaktet af Ekstra Bladet, som mener at kunne bevise, at han har arbejdet for Stasi. Tvunget af omstændighederne begiver Martin sig ud på en rejse tilbage i sin egen fortrængte fortid.
Hvor har du dit stof fra?
- Plottet fik jeg ideen til, da jeg i slutningen af juni 2008 læste en artikel i Der Spiegel om DDR-borgere, som via ferieture til Bulgarien forsøgte at flygte til Grækenland eller Tyrkiet. De havde vist en forestilling om, at man i Sydeuropa så mere afslappet på grænsekontrol end ved den tysk-tyske grænse. Men de tog fejl, og mange af dem døde af det. Specielt var der én fascinerende historie om en kvinde fra det sydlige DDR, som i Prag mødte en mand fra Bayern, som hun blev kæreste med. Sammen besluttede de at flygte. De blev skudt af bulgarske grænsevagter. Det var i starten af 1970 erne og en stor skandale - lige omkring det tidspunkt, da de to tyske stater udvekslede diplomatiske repræsentationer og blev optaget i FN, og mens Willy Brandts Ostpolitik var på sit højeste.
- Mandens lig blev transporteret hjem til begravelse i Bayern, mens kvinden blev hældt i jorden i en umærket grav på en bulgarsk landsbykirkegård. Hendes forældre i Sachsen forsøgte forgæves at få liget udleveret. Så gik der mange år. Muren faldt. Stasi-arkiverne blev åbnet. Og dér stod, at kvinden var IM for Stasi, og at hendes vigtigste opgave var at udspionere sin bayerske kæreste. Dét plot kunne jeg ikke stå for: Hvad skal der til for, at man lader sig hverve af Stasi til at udspionere sin elskede? Hvornår bliver det psykologiske pres så stærkt, at man underskriver en forpligtelseserklæring? Nu ved jeg ikke så meget om hverken Bulgarien, Grækenland eller Tyrkiet. Til gengæld kender jeg Danmark og Tyskland vældig godt. Så min historie skulle naturligvis foregå omkring Østersøen.
Kender du selv eksempler på virkelige kærlighedshistorier mellem danskere og DDR-borgere?
- Der findes jo en meget spændende historie fra starten af 1960erne om en dansk jazzmusiker, der møder en østtysk pige i Rostock og via et sindrigt system med nogle passtempler får hende smuglet ud. Han har skrevet en bog om det, som hedder »Jazz og blå briller«. De er stadig gift og bor i Danmark. Senest læste jeg, at Bille August ville filmatisere den historie, men den foregår altså 20 år før min fiktive historie i Møns Klint i klart vejr.
Hvilket forhold havde danskere i det sydlige Danmark, fra fiskere på Bornholm til indbyggere i Gedser, til DDR?
- Jeg har læst beretninger om folk fra Lolland-Falster og Møn, som har haft oplevelser med DDR-flygtninge, som kom sejlende eller svømmende - eller som drev i land som lig. Men de har ikke sat sig så mange blivende spor. Hvis de var druknet, blev de diskret sendt retur med færgen Gedser-Warnemünde i zinkkister. Hvis de var i live, skyndte de sig til Rødby for at tage færgen til Puttgarden. Eftersom de automatisk var borgere i Forbundsrepublikken, søgte de ikke asyl i Danmark, sådan som eksempelvis flygtninge fra Folkereublikken Polen har gjort.
Du kæder et flugtforsøg fra DDR sammen med dansk politik? Er det blot et fortællerkneb, eller er der mere i det?
- Jeg kender ikke til nogen direkte forbindelse, hvor en ung dansk politiker har haft en kæreste i DDR eller noget lignende. Men den danske fodnotepolitik i Nato i 1980erne handlede jo om vores forhold til landene på den anden side af Jerntæppet. Og jeg synes, at det i alt for høj grad er de borgerlige, der har fået lov at skrive historien om fodnotepolitikken. Den udlægning, som politikere som Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen har, handler jo om, at fodnotepolitikken var skadelig for Danmarks anseelse, og at det var et brud på solidariteten i Nato, at den danske opposition - Socialdemokraterne, De Radikale og venstrefløjen - tillod sig at bruge sit flertal i Folketinget til at manifestere, at der var et alternativ til den evindelige atomoprustning, som både Nato og Warszawapagten stod for. For mig at se er den nuværende såkaldte aktivistiske danske udenrigspolitik, hvor danske soldater dræber uskyldige civile i Afghanistan, langt mere skadelig for mit lands anseelse.
Du arbejdede på Information fra 1987 til 2003 og dækkede dermed perioden omkring Berlinmurens fald. Har du i dine interviews været derude, hvor du selv kom tættere på DDR-borgere end blot at kende dem som kilder og interviewede?
- Når man besøgte DDR-oppositionens aktivister hjemme i deres køkkener og dagligstuer i efteråret 1989, så befandt de og deres land - sådan opfattede de fleste af dem DDR - sig jo i en ganske særlig situation. De var genstand for en intens opmærksomhed fra udlandet, og de turde sige noget, fordi de oplevede, at de ikke bare blev afhentet af en Stasi-Lada og smidt i fængsel i Hohenschönhausen, men at der faktisk var en proces i gang i DDR. Samtidig havde de selv lejlighed til at stifte bekendtskab med andre dele af Vesteuropa end Vesttyskland, som de naturligvis kendte fra ARD og ZDF - for eksempel Danmark og den skandinaviske velfærdsmodel, som mange af dem sværmede for uden at kende ret meget til den. Den gensidige nysgerrighed - min og deres - gav nogle unikke muligheder for at knytte kontakter, hvoraf nogle har holdt lige siden. Især gælder det Kathrin Menge, som jeg nævner i takkeafsnittet sidst i bogen. Hun var en af grundlæggerne af borgerretsbevægelsen Neues Forum i 1989 - og i øvrigt uddannet som bygningsingeniør ved ingeniørhøjskolen i Wismar ligesom Julia i Møns Klint i klart vejr. Kathrin har hjulpet mig meget med at skabe autentisk DDR-Gefühl i bogen.
I stedet for et stykke tysk-tysk historie skriver du et stykke dansk-østtysk historie?
- Ja. Der er masser af tysk-tyske historier. Både på film og i litteraturen. Både dokumentarisk og fiktivt. Selv har jeg altid haft et nært forhold til det tyske med min opvækst i Aabenraa og Sønderborg, med ARD og ZDF, med Mainzelmännchen og Haribo macht Kinder froh og med hjemmetyske legekammerater. Men det andet Tyskland kendte jeg kun af omtale og fra nogle frustrerende turistbesøg i Østberlin. I 1985 var jeg på blaffertur til Berlin og Prag med min kammerat Lars. I Prag mødte vi nogle danske medicinstuderende, som var taget til Tjekkoslovakiet, fordi staten mod hård valuta stillede døde tjekker og slovakker til rådighed for deres dissektion - ligesom i bogen. Og vi mødte på et værtshus nogle ekstremt frustrerede unge mænd fra Fürstenwalde ved Berlin, som havde alt muligt dårligt at sige om DDR, men som ikke i øvrigt imponerede ved deres internationale overblik og intelligens - måske også fordi vi havde drukket for meget tjekkisk øl. Men da jeg skulle i gang med at skrive Møns Klint i klart vejr, tænkte jeg på, hvad der ville være sket, hvis der havde siddet en sød, køn og nysgerrig pige fra DDR... Ville jeg kunne være blevet kæreste med hende?
Hviket forhold havde Danmark og danskerne til DDR? Var DDR-borgerne nogle tyskere, danskerne lettere kunne identificere sig med end vesttyskerne?
Der var jo ikke nogen nævneværdig kontakt. Men jeg oplevede, at DDR-borgerne i 1989 havde en helt anden nysgerrighed over for Danmark end vesttyskerne, som ikke interesserede sig for vores latterlige lille land som andet end et sted med nogle gode strande langs vestkysten.
Kan du beskrive nogle af de private DDR-DK kontakter, du måske kender til?
- Jeg tror ikke, der har været mange af dem. Selv om DDR geografisk var tæt på, var det fysisk og psykisk meget langt væk. Jeg tror, at det er svært at forestille sig for dem, der er vokset op siden 1989 - for eksempel de unge mennesker, jeg har med at gøre i mit nuværende job som underviser på Roskilde Universitet.
Hvorfor kom bogen først i 2010? Kunne den ikke have været din forfatterdebut i 1990erne? Er det stof, du har tumlet med i længere tid - har det krævet research i de mellemliggende år?
- Jeg fik plotideen i juni 2008 og gik straks i gang med at skrive. Jeg tror, jeg skal have en bæredygtig ide, før jeg går i gang med at skrive. Det havde jeg i 1994-95, da jeg skrev min debutroman, Andrea elsker mig, som også forbinder dansk-tysk historie i form af Blekingegade og Baader-Meinhof. Møns Klint er skrevet på et år fra sommeren 2008 til sommeren 2009. Så har den ligget hos forlaget i nogle måneder. I forlagsbranchen rider man åbenbart ikke samme dag, som man sadler. Jeg synes jo, at det havde været ideelt at få bogen ud i november 2009 i forbindelse med 20-årsjubilæet for Berlinmurens fald. Jeg er journalist og foretrækker, at det, jeg skriver om mandagen, står i avisen om tirsdagen. Men sådan laver man åbenbart ikke bøger.
Den kolde krig er lige så langt væk, som Anden Verdenskrig var, da du blev født. Skrev du bogen for at genopvække noget hos dem, der kan huske tiden, og for at udfylde det hul, som yngre læsere måske har?
Begge dele. 1980erne er ikke ret længe siden. Jeg er jo ikke nogen gammel mand - jeg fylder 48 i næste måned. Alligevel er tiden med jerntæppet og DDR ufatteligt langt væk. Unge mennesker i dag har svært ved at forestille sig et liv uden internet og mobiltelefoner. Det ligger uden for deres fatteevne, at DDR kunne ligge lige der og være stort set lige så lukket, som Nordkorea er i dag. Det sjove er jo, at DDR-regimet i 1980 erne udtrykte stor stolthed over deres landvindinger på computerområdet. Men sandheden er vel, at den teknologiske udvikling med internettet og andre former for moderne kommunikation ville have væltet Berlinmuren, hvis ikke borgerretsaktivisterne og andre gode kræfter havde gjort det i 1989.
Hvorfor lige Møns Klint i bogens titel? Har klinten en symbolsk betydning?
- Jeg søgte efter et symbol på udlængsel. Jeg har hørt DDR-borgere fortælle, hvordan de har stået på molen i Warnemünde og set færgen Kong Frederik IX sejle ud af færgelejet, mens de har ønsket, at de var om bord. Hvad de måtte affinde sig med, at de nok aldrig nogensinde kom. Jeg fik placeret min kvindelige hovedperson, Julia, i Wismar og overvejede, at titlen skulle være navnet på et fyrtårn på den vestlige side af Lübecker Bucht. Men det ville nok ikke sige mange danskere noget. Så kom jeg til, at flere østtyskere - uafhængigt af hinanden - har berettet, at man fra nordspidsen af den idylliske og bilfrie ferieø Hiddensee kan se den der Kreidefelsen på Møn. Og de fleste danskere har jo et forhold til Møns Klint. Og så blev det min titel, selv om bogens personer i løbet af bogens handling på intet tidspunkt kommer til Møns Klint.
Du stammer selv fra Sønderborg. Hvad er dit forhold til Tyskland?
- Trods mit tyskklingende efternavn er min familie rent dansk. Min farfar kom til Broager som sognepræst i 1931, hvor min far voksede op i nogle mellemkrigsår, som var præget af den nylige genforening - den danske, ikke den tyske - og konfrontationer mellem dansk og tysk. Selv boede jeg fra slutningen af 1960erne i betonbyggeri i udkanten af Sønderborg. I naboopgangen boede en familie, hvor faren var hjemmetysker og overbevist nazist. Moren var flygtning fra de tidligere tyske østområder. Det hed sig, at faren var blevet dødsdømt, men senere benådet efter krigen. I en sommerferie byttede de bolig med Herr und Frau Studienrat Roth aus Wuppertal. Og de dannede mennesker fra Wuppertal var forfærdede over at finde Hitlers Mein Kampf på en fremtrædende plads på reolen. Min kammerat Heinz, der var et af familiens fem børn, fortalte da også, som ti-årige drenge nu kan fortælle den slags, at man »ville huske Hitler som en god politiker, som byggede motorvejene og afskaffede arbejdsløsheden, hvis det ikke havde været, fordi England og Frankrig havde trukket ham ind i krigen«. Det synspunkt gik jeg lige hjem til mine danske bibliotekarforældre og viderebragte. Heldigvis var min far og mor åbne og tolerante nok til ikke at forbyde mig at komme i nazilejligheden inde i opgang 2C. Det har lært mig meget både historisk, kulturelt og sprogligt. Hjemme hos Heinz talte de tysk, så det sprog lærte jeg, før jeg fik det i skolen, hvilket nok var udslagsgivende, da jeg fik praktikplads på Flensborg Avis i 1983.
Hvordan oplevede du dit ophold som praktikant på Flensborg Avis?
- Jeg oplevede miljøet i det danske mindretal i Sydslesvig som ret indspist, så jeg havde i mine 18 måneder på avisen travlt med at prøve grænser af. Kunne Flensborg Avis dække en elevstrejke og skrive om gammeldags pædagogik på Ladelund Ungdomsskole? Det kunne den godt, viste det sig, men ikke uden at telefontrådene glødede mellem ungdomsskolen, Dansk Skoleforening og Flensborg Avis chefredaktør, som hændervridende stod og læste med over skulderen, mens jeg skrev min artikel, mens han med sin karakteristiske sydslesvigske sprogtone gentog: Nej! Det kan du ikke skrive! Det kan du ikke skrive! Der kom trods alt en artikel ud af det. Så vidt jeg husker, havnede den endda på forsiden. Men jeg tror, at chefredaktøren og jeg var enige, da vores veje skiltes ved afslutningen af min meget lærerige praktiktid.
Interview. Journalisten og forfatteren Niels Rohleder lærte at prøve grænser af på Flensborg Avis, hvor han var journalistpraktikant i starten af 1980erne. Senere rejste han Østeuropa tyndt for at skrive reportager om Berlin-murens fald. Hans seneste roman »Møns Klint i klart vejr« om et danskrelateret aspekt af DDR-historien.
Den sønderjyske journalist og forfatter Niels Rohleder blev i oktober 1989 sendt til DDR af sin chefredaktør på dagbladet Information. Sendt ud for at dække DDR-borgernes fredelige protest mod étpartistaten, undertrykkelsen og manglen på frihed til at sige sin mening og rejse frit. Det varr godt en uge efter, at festlighederne i anledning af 40-års-statsjubilæet i Den Tyske Demokratiske Republik, DDR, den 7. oktober gik op i knippelsuppe og massearrestationer.
Niels Rohleders seneste roman »Møns Klint i klart vejr« tager sit udgangspunkt i DDR-tidens fortrædeligheder og et flugtforsøg fra Østtyskland til Danmark. Et danskrelateret aspekt af DDR-historien, der nok er mindre kendt blandt den bredere danske befolkning - men i høj grad en del af hverdagen i perioden for danskerne i det sydlige Danmark, der var øjenvidner til desperate forsøg på flugt til friheden.
Niels Rohleder arbejdede fra 1987 til 2003 som journalist for nformation, hvor han blandt andet dækkede Murens Fald og rejste Østeuropa tyndt og derfor har en omfattende viden om den tid og de frustrationer og al den ulykke, den bragte med sig. Al denne viden komprimerer han nu i sin roman, der tager sit udgangspunkt i et flugtforsøg over vandet fra Tyskland til Danmark - mod Møns Klint. En, som han kalder det, dansk-tysk historie i stedet for den så ofte fortalte tyske-tyske historie.
Møns Klint i klart vejr er et dansk-tysk kærligheds-drama, en spændingshistorie fra Den Kolde Krigs sidste krampetrækninger og et portræt af en ikke så fjern fortid. Under en studierejse til Prag i 1984 forelsker den unge socialdemokrat Martin Wulff sig hovedkulds i DDR-borgeren Julia Richter. Efter flere rejser til DDR bliver Politiets Efterretningstjeneste opmærksom på Martin og forsøger at hverve ham som agent, men Martin vil bare have sin Julia. Da hendes situation i DDR efterhånden bliver umulig, beslutter de to at foretage et dristigt flugtforsøg over Østersøen. Men det går frygtelig galt.
25 år senere er Martin Wulff Socialdemokraternes bedste bud på en ny, dansk sundhedsminister. Lige indtil han en dag bliver kontaktet af Ekstra Bladet, som mener at kunne bevise, at han har arbejdet for Stasi. Tvunget af omstændighederne begiver Martin sig ud på en rejse tilbage i sin egen fortrængte fortid.
Hvor har du dit stof fra?
- Plottet fik jeg ideen til, da jeg i slutningen af juni 2008 læste en artikel i Der Spiegel om DDR-borgere, som via ferieture til Bulgarien forsøgte at flygte til Grækenland eller Tyrkiet. De havde vist en forestilling om, at man i Sydeuropa så mere afslappet på grænsekontrol end ved den tysk-tyske grænse. Men de tog fejl, og mange af dem døde af det. Specielt var der én fascinerende historie om en kvinde fra det sydlige DDR, som i Prag mødte en mand fra Bayern, som hun blev kæreste med. Sammen besluttede de at flygte. De blev skudt af bulgarske grænsevagter. Det var i starten af 1970 erne og en stor skandale - lige omkring det tidspunkt, da de to tyske stater udvekslede diplomatiske repræsentationer og blev optaget i FN, og mens Willy Brandts Ostpolitik var på sit højeste.
- Mandens lig blev transporteret hjem til begravelse i Bayern, mens kvinden blev hældt i jorden i en umærket grav på en bulgarsk landsbykirkegård. Hendes forældre i Sachsen forsøgte forgæves at få liget udleveret. Så gik der mange år. Muren faldt. Stasi-arkiverne blev åbnet. Og dér stod, at kvinden var IM for Stasi, og at hendes vigtigste opgave var at udspionere sin bayerske kæreste. Dét plot kunne jeg ikke stå for: Hvad skal der til for, at man lader sig hverve af Stasi til at udspionere sin elskede? Hvornår bliver det psykologiske pres så stærkt, at man underskriver en forpligtelseserklæring? Nu ved jeg ikke så meget om hverken Bulgarien, Grækenland eller Tyrkiet. Til gengæld kender jeg Danmark og Tyskland vældig godt. Så min historie skulle naturligvis foregå omkring Østersøen.
Kender du selv eksempler på virkelige kærlighedshistorier mellem danskere og DDR-borgere?
- Der findes jo en meget spændende historie fra starten af 1960erne om en dansk jazzmusiker, der møder en østtysk pige i Rostock og via et sindrigt system med nogle passtempler får hende smuglet ud. Han har skrevet en bog om det, som hedder »Jazz og blå briller«. De er stadig gift og bor i Danmark. Senest læste jeg, at Bille August ville filmatisere den historie, men den foregår altså 20 år før min fiktive historie i Møns Klint i klart vejr.
Hvilket forhold havde danskere i det sydlige Danmark, fra fiskere på Bornholm til indbyggere i Gedser, til DDR?
- Jeg har læst beretninger om folk fra Lolland-Falster og Møn, som har haft oplevelser med DDR-flygtninge, som kom sejlende eller svømmende - eller som drev i land som lig. Men de har ikke sat sig så mange blivende spor. Hvis de var druknet, blev de diskret sendt retur med færgen Gedser-Warnemünde i zinkkister. Hvis de var i live, skyndte de sig til Rødby for at tage færgen til Puttgarden. Eftersom de automatisk var borgere i Forbundsrepublikken, søgte de ikke asyl i Danmark, sådan som eksempelvis flygtninge fra Folkereublikken Polen har gjort.
Du kæder et flugtforsøg fra DDR sammen med dansk politik? Er det blot et fortællerkneb, eller er der mere i det?
- Jeg kender ikke til nogen direkte forbindelse, hvor en ung dansk politiker har haft en kæreste i DDR eller noget lignende. Men den danske fodnotepolitik i Nato i 1980erne handlede jo om vores forhold til landene på den anden side af Jerntæppet. Og jeg synes, at det i alt for høj grad er de borgerlige, der har fået lov at skrive historien om fodnotepolitikken. Den udlægning, som politikere som Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen har, handler jo om, at fodnotepolitikken var skadelig for Danmarks anseelse, og at det var et brud på solidariteten i Nato, at den danske opposition - Socialdemokraterne, De Radikale og venstrefløjen - tillod sig at bruge sit flertal i Folketinget til at manifestere, at der var et alternativ til den evindelige atomoprustning, som både Nato og Warszawapagten stod for. For mig at se er den nuværende såkaldte aktivistiske danske udenrigspolitik, hvor danske soldater dræber uskyldige civile i Afghanistan, langt mere skadelig for mit lands anseelse.
Du arbejdede på Information fra 1987 til 2003 og dækkede dermed perioden omkring Berlinmurens fald. Har du i dine interviews været derude, hvor du selv kom tættere på DDR-borgere end blot at kende dem som kilder og interviewede?
- Når man besøgte DDR-oppositionens aktivister hjemme i deres køkkener og dagligstuer i efteråret 1989, så befandt de og deres land - sådan opfattede de fleste af dem DDR - sig jo i en ganske særlig situation. De var genstand for en intens opmærksomhed fra udlandet, og de turde sige noget, fordi de oplevede, at de ikke bare blev afhentet af en Stasi-Lada og smidt i fængsel i Hohenschönhausen, men at der faktisk var en proces i gang i DDR. Samtidig havde de selv lejlighed til at stifte bekendtskab med andre dele af Vesteuropa end Vesttyskland, som de naturligvis kendte fra ARD og ZDF - for eksempel Danmark og den skandinaviske velfærdsmodel, som mange af dem sværmede for uden at kende ret meget til den. Den gensidige nysgerrighed - min og deres - gav nogle unikke muligheder for at knytte kontakter, hvoraf nogle har holdt lige siden. Især gælder det Kathrin Menge, som jeg nævner i takkeafsnittet sidst i bogen. Hun var en af grundlæggerne af borgerretsbevægelsen Neues Forum i 1989 - og i øvrigt uddannet som bygningsingeniør ved ingeniørhøjskolen i Wismar ligesom Julia i Møns Klint i klart vejr. Kathrin har hjulpet mig meget med at skabe autentisk DDR-Gefühl i bogen.
I stedet for et stykke tysk-tysk historie skriver du et stykke dansk-østtysk historie?
- Ja. Der er masser af tysk-tyske historier. Både på film og i litteraturen. Både dokumentarisk og fiktivt. Selv har jeg altid haft et nært forhold til det tyske med min opvækst i Aabenraa og Sønderborg, med ARD og ZDF, med Mainzelmännchen og Haribo macht Kinder froh og med hjemmetyske legekammerater. Men det andet Tyskland kendte jeg kun af omtale og fra nogle frustrerende turistbesøg i Østberlin. I 1985 var jeg på blaffertur til Berlin og Prag med min kammerat Lars. I Prag mødte vi nogle danske medicinstuderende, som var taget til Tjekkoslovakiet, fordi staten mod hård valuta stillede døde tjekker og slovakker til rådighed for deres dissektion - ligesom i bogen. Og vi mødte på et værtshus nogle ekstremt frustrerede unge mænd fra Fürstenwalde ved Berlin, som havde alt muligt dårligt at sige om DDR, men som ikke i øvrigt imponerede ved deres internationale overblik og intelligens - måske også fordi vi havde drukket for meget tjekkisk øl. Men da jeg skulle i gang med at skrive Møns Klint i klart vejr, tænkte jeg på, hvad der ville være sket, hvis der havde siddet en sød, køn og nysgerrig pige fra DDR... Ville jeg kunne være blevet kæreste med hende?
Hviket forhold havde Danmark og danskerne til DDR? Var DDR-borgerne nogle tyskere, danskerne lettere kunne identificere sig med end vesttyskerne?
Der var jo ikke nogen nævneværdig kontakt. Men jeg oplevede, at DDR-borgerne i 1989 havde en helt anden nysgerrighed over for Danmark end vesttyskerne, som ikke interesserede sig for vores latterlige lille land som andet end et sted med nogle gode strande langs vestkysten.
Kan du beskrive nogle af de private DDR-DK kontakter, du måske kender til?
- Jeg tror ikke, der har været mange af dem. Selv om DDR geografisk var tæt på, var det fysisk og psykisk meget langt væk. Jeg tror, at det er svært at forestille sig for dem, der er vokset op siden 1989 - for eksempel de unge mennesker, jeg har med at gøre i mit nuværende job som underviser på Roskilde Universitet.
Hvorfor kom bogen først i 2010? Kunne den ikke have været din forfatterdebut i 1990erne? Er det stof, du har tumlet med i længere tid - har det krævet research i de mellemliggende år?
- Jeg fik plotideen i juni 2008 og gik straks i gang med at skrive. Jeg tror, jeg skal have en bæredygtig ide, før jeg går i gang med at skrive. Det havde jeg i 1994-95, da jeg skrev min debutroman, Andrea elsker mig, som også forbinder dansk-tysk historie i form af Blekingegade og Baader-Meinhof. Møns Klint er skrevet på et år fra sommeren 2008 til sommeren 2009. Så har den ligget hos forlaget i nogle måneder. I forlagsbranchen rider man åbenbart ikke samme dag, som man sadler. Jeg synes jo, at det havde været ideelt at få bogen ud i november 2009 i forbindelse med 20-årsjubilæet for Berlinmurens fald. Jeg er journalist og foretrækker, at det, jeg skriver om mandagen, står i avisen om tirsdagen. Men sådan laver man åbenbart ikke bøger.
Den kolde krig er lige så langt væk, som Anden Verdenskrig var, da du blev født. Skrev du bogen for at genopvække noget hos dem, der kan huske tiden, og for at udfylde det hul, som yngre læsere måske har?
Begge dele. 1980erne er ikke ret længe siden. Jeg er jo ikke nogen gammel mand - jeg fylder 48 i næste måned. Alligevel er tiden med jerntæppet og DDR ufatteligt langt væk. Unge mennesker i dag har svært ved at forestille sig et liv uden internet og mobiltelefoner. Det ligger uden for deres fatteevne, at DDR kunne ligge lige der og være stort set lige så lukket, som Nordkorea er i dag. Det sjove er jo, at DDR-regimet i 1980 erne udtrykte stor stolthed over deres landvindinger på computerområdet. Men sandheden er vel, at den teknologiske udvikling med internettet og andre former for moderne kommunikation ville have væltet Berlinmuren, hvis ikke borgerretsaktivisterne og andre gode kræfter havde gjort det i 1989.
Hvorfor lige Møns Klint i bogens titel? Har klinten en symbolsk betydning?
- Jeg søgte efter et symbol på udlængsel. Jeg har hørt DDR-borgere fortælle, hvordan de har stået på molen i Warnemünde og set færgen Kong Frederik IX sejle ud af færgelejet, mens de har ønsket, at de var om bord. Hvad de måtte affinde sig med, at de nok aldrig nogensinde kom. Jeg fik placeret min kvindelige hovedperson, Julia, i Wismar og overvejede, at titlen skulle være navnet på et fyrtårn på den vestlige side af Lübecker Bucht. Men det ville nok ikke sige mange danskere noget. Så kom jeg til, at flere østtyskere - uafhængigt af hinanden - har berettet, at man fra nordspidsen af den idylliske og bilfrie ferieø Hiddensee kan se den der Kreidefelsen på Møn. Og de fleste danskere har jo et forhold til Møns Klint. Og så blev det min titel, selv om bogens personer i løbet af bogens handling på intet tidspunkt kommer til Møns Klint.
Du stammer selv fra Sønderborg. Hvad er dit forhold til Tyskland?
- Trods mit tyskklingende efternavn er min familie rent dansk. Min farfar kom til Broager som sognepræst i 1931, hvor min far voksede op i nogle mellemkrigsår, som var præget af den nylige genforening - den danske, ikke den tyske - og konfrontationer mellem dansk og tysk. Selv boede jeg fra slutningen af 1960erne i betonbyggeri i udkanten af Sønderborg. I naboopgangen boede en familie, hvor faren var hjemmetysker og overbevist nazist. Moren var flygtning fra de tidligere tyske østområder. Det hed sig, at faren var blevet dødsdømt, men senere benådet efter krigen. I en sommerferie byttede de bolig med Herr und Frau Studienrat Roth aus Wuppertal. Og de dannede mennesker fra Wuppertal var forfærdede over at finde Hitlers Mein Kampf på en fremtrædende plads på reolen. Min kammerat Heinz, der var et af familiens fem børn, fortalte da også, som ti-årige drenge nu kan fortælle den slags, at man »ville huske Hitler som en god politiker, som byggede motorvejene og afskaffede arbejdsløsheden, hvis det ikke havde været, fordi England og Frankrig havde trukket ham ind i krigen«. Det synspunkt gik jeg lige hjem til mine danske bibliotekarforældre og viderebragte. Heldigvis var min far og mor åbne og tolerante nok til ikke at forbyde mig at komme i nazilejligheden inde i opgang 2C. Det har lært mig meget både historisk, kulturelt og sprogligt. Hjemme hos Heinz talte de tysk, så det sprog lærte jeg, før jeg fik det i skolen, hvilket nok var udslagsgivende, da jeg fik praktikplads på Flensborg Avis i 1983.
Hvordan oplevede du dit ophold som praktikant på Flensborg Avis?
- Jeg oplevede miljøet i det danske mindretal i Sydslesvig som ret indspist, så jeg havde i mine 18 måneder på avisen travlt med at prøve grænser af. Kunne Flensborg Avis dække en elevstrejke og skrive om gammeldags pædagogik på Ladelund Ungdomsskole? Det kunne den godt, viste det sig, men ikke uden at telefontrådene glødede mellem ungdomsskolen, Dansk Skoleforening og Flensborg Avis chefredaktør, som hændervridende stod og læste med over skulderen, mens jeg skrev min artikel, mens han med sin karakteristiske sydslesvigske sprogtone gentog: Nej! Det kan du ikke skrive! Det kan du ikke skrive! Der kom trods alt en artikel ud af det. Så vidt jeg husker, havnede den endda på forsiden. Men jeg tror, at chefredaktøren og jeg var enige, da vores veje skiltes ved afslutningen af min meget lærerige praktiktid.
Kommentarer