Blog
Smerten holdt hun for sig selv
Hvordan agerer mennesker, der kæmper for noget, når de ikke ved, om det lykkes? Det er det tema, der optager Gråsten-forfatteren Linda Lassen i romanen »Men sko må jeg ha’« om den sønderjyske vandrelærer Henriette Gubi.
Forfatteren Linda Lassen fra Gråsten har været sammen med en person, der for længst er død. Da Linda Lassen arbejdede på sin roman »Men sko må jeg ha’« om den sønderjyske vandrelærer Henriette Gubi, kunne det nogle gange føles som om, at forfatteren var sammen med sin hovedperson.
- Jeg beskæftiger mig med personer, jeg kan mærke, vil mig noget, og som jeg har lyst til at være sammen med i længere tid og jeg kunne godt lide at være sammen med Henriette Gubi, siger Linda Lassen.
Henriette Gubi var sønderjysk vandrelærer i tysk tid og boede rundt omkring på gårdene. Her underviste hun børnene - især i dansk, men også i Danmarkshistorie, i bibelhistorie og i geografi. Til stadighed med nidkære preussiske myndigheder pustende sig i nakken. Læseren følger i romanen to spor: Dels Henriette Gubi fra Neder Jerstal ved Vojens og dels Knud Sørensen fra Sundeved. Romanen følger dem fra vugge til grav. Længe venter man, at de skal mødes, måske blive forelskede og stifte familie.
Men det under forfatteren ikke læseren. Virkeligheden er også sjældent så let. Knud Sørensen og Henriette Gubi mødtes kun en enkelt gang, og det var først kort før hendes død. I denne uge var Linda Lassen gæst på det danske bibliotek i Slesvig, hvor begrebet vandrelærer også har en historisk interesse. Efter 1920 fortsatte vandrelærervirket i Sydslesvig, hvor vandrelærere kom i de egne, hvor det ikke lykkedes at oprette danske skoler.
- Henriette Gubi drømte hele livet om mand og børn og om at skrive vers. Det var sådan, jeg selv tænkte, da jeg var ung. Er der en kæreste, der vil have mig, og kan jeg blive forfatter? Jeg var jo skeløjet og overvægtig, fortæller Linda Lassen om sit mentale og erfaringsmæssige slægtskab med romanens hovedperson.
Et svageligt barn
Henriette Gubi blev født i 1856. I et fattigt hjem med mange søskende, hvoraf flere døde som børn eller unge – svækket som de fra fødslen var af sygdom og kronisk underernæring. Også Henriette var et svageligt barn, der som teenager på grund af kronisk betændelse fik fjernet det ene øje og erstattet af et glasøje. Det hindrede hende imidlertid ikke i med flid og evne at sætte ord sammen og skrive digte. Dem sendte hun til dagbladet Dannevirke og fik dem optaget.
- Henriette Gubi var svagtseende og havde glasøje. Hun var svagelig og kæmpede med sygdom. Jeg kan identificere mig med Henriette Gubi. Jeg ser ikke så godt og er selv dårlig til at orientere mig. Skal jeg lære et sted at kende, er jeg nødt til at gå der mange gange for at finde rundt, siger Linda Lassen.
Forfatteren er født i 1948 og voksede op i Odense på en tid, hvor »almindelige mennesker« uden uddannelse og høje lønninger pludselig begyndte at få del i velstanden. Hendes forældre var ufaglærte arbejdere, men de ville fremad og knoklede for at komme det.
- Jeg var tyk, klodset og skeløjet - det oplagte mobbeoffer - og ikke nogen pryd for familien. De syntes jeg var sær, når jeg forsvandt ind i bøgernes eller dagdrømmenes verden, hvor de mennesker, jeg lærte at kende, var meget lettere at forstå og omgås end dem, jeg i virkelighedens verden søgte at gøre tilpas, fortæller Linda Lassen.
Forfatteren blev en mønsterbryder. Den praktiske verden havde hun svær ved at begå sig i, men hun tog sig først en niende klasse, senere en læreruddannelse og arbejdede i flere år som fængselslærer. Senere uddannede hun sig til psykolog. Hun blev tidlig gift med sin første kæreste.
- Jeg var sikker på, at ingen andre ville have mig, så det var om at holde fast. Det gjorde jeg. Men det var ikke nogen heldig beslutning.
Som 21-årig blev hun skilt og var mor til to små børn. I 2001 kom Linda Lassens første børnebog, Louise, der handler om en pige, der bliver mobbet, men med en venindes hjælp får det stoppet.
- Den blev til, fordi jeg som psykolog ikke havde de nødvendige arbejdsbetingelser til at hjælpe en af virkelighedens mange »Louiser«, og en dag tænkte jeg: Jeg skriver en bog til hende. Jeg havde masser af selvoplevet stof at skrive på. Siden fulgte 15 andre romaner for børn og unge. Linda Lassen brød igennem som voksenforfatter i 2007 med »Håbets år«, der er en historisk roman om grønlands-præsten Hans Egede og hans norske hustru Gertrud Rask.
Opofrende indsats
Til romanen om Henriette Gubi har Linda Lassen taget udgangspunkt i enkelte biografier og vandrelærerindens dagbogsnotater og breve på landsarkivet i Aabenraa. »Men sko må jeg ha’« beskæftiger sig meget med temaet: Skal man blive og kæmpe på det tyske overherredømmes betingelser, eller skalman trodse overmagten og udøve sin danskhed i det skjulte og under konstant tysk pres?
Som roman lever historien først og fremmest i kraft af det fine og indtrængende portræt, som Linda Lassen giver af Henriette Gubi, der opnåede stor anerkendelse for sin opofrende indsats for den danske sag. Men det, hun dybest ønskede sig, blev aldrig opfyldt. Nok blev hun opfattet som en både stærk, morsom og kvik. Smerten, der fulgte hende, holdt hun for sig selv. Dertil kom tvivlen, den plagsomme tvivl om, »hvorvidt det, hun brugte sit liv på, var det værd«. Hun virkede blandt mennesker, men i sine mismodige stunder var hun den ensomme.
Det lykkes måske ikke
Forfatteren, der i Gråsten bor med udsigt over Nybøl Nor og Flensborg Fjord, har digtet videre over autentiske personer og opfundet andre for at få handlingen bundet sammen.
- Hvordan agerer mennesker, der kæmper for noget, når de ikke ved, om det lykkes? Det interesserer mig. Det er personer, som jeg har nydt at sidde og nørkle lidt over. Jeg har ført samtaler med den store sønderjyde H. P Hanssen uden at tænke på, han ikke lever mere, og jeg har siddet og sunget de nationale, danske sange, mens jeg skrev, fortæller Linda Lassen.
Henriette Gubi troede på genforeningen, men kom aldrig til at opleve den, selv om hun ydede store ofre for sagen. Hun led af ulykkelig kærlighed, og hun levede i en fattigdom, der gjorde det svært at få de nødvendige behandlinger og den kost og beklædning, der ville have gjort livet som svagtseende med et betændt øje og et generelt skrantende helbred lettere.
Begrænsninger
- Jeg skriver ikke om skurke og helte, men om almindelige mennesker. Det giver mig lov til at tolke og bygge personer op ved hjælp af personlige relationer. Jeg fortolker de stille eksistenser. Det ville være lettere at skrive om en dronning, hvad kildematerialet angår, men det interesserer mig ikke. Jeg synes, det sjove er, hvordan begrænsninger i omgivelserne indvirker på personer. Hvad gør et menneske til det, det er? Jeg kunne have sluttet med jubelscenen med genforeningsfesten på Dybbøl, men jeg er mere interesseret i at vide, hvordan folk reagerer i en situation, hvor de ikke vidste hvilken vej, det gik, fortæller Linda Lassen.
Hans Christian Davidsen
FAKTA
• Hovedpersonen Henriette Gubi blev født i 1856 i Neder Jerstal og voksede op i et fattigt hjem.
• Fire af ti søskende døde af tuberkulose, og det gjorde hun også selv i en alder af 37 år.
• Henriette Gubi gik på Ryslinge Højskole og senere Zahles Seminarium i København.
• 1882-1890 underviste hun i private hjem og på en lille skole ved Rejsby.
I 1890 blev hun vandrelærer i Sønderjylland indtil sin død i 1894.
• Vandrelærerne havde til opgave at undervise på dansk i private hjem for at sikre danskhedens videreførelse.
Hvordan agerer mennesker, der kæmper for noget, når de ikke ved, om det lykkes? Det er det tema, der optager Gråsten-forfatteren Linda Lassen i romanen »Men sko må jeg ha’« om den sønderjyske vandrelærer Henriette Gubi.
Forfatteren Linda Lassen fra Gråsten har været sammen med en person, der for længst er død. Da Linda Lassen arbejdede på sin roman »Men sko må jeg ha’« om den sønderjyske vandrelærer Henriette Gubi, kunne det nogle gange føles som om, at forfatteren var sammen med sin hovedperson.
- Jeg beskæftiger mig med personer, jeg kan mærke, vil mig noget, og som jeg har lyst til at være sammen med i længere tid og jeg kunne godt lide at være sammen med Henriette Gubi, siger Linda Lassen.
Henriette Gubi var sønderjysk vandrelærer i tysk tid og boede rundt omkring på gårdene. Her underviste hun børnene - især i dansk, men også i Danmarkshistorie, i bibelhistorie og i geografi. Til stadighed med nidkære preussiske myndigheder pustende sig i nakken. Læseren følger i romanen to spor: Dels Henriette Gubi fra Neder Jerstal ved Vojens og dels Knud Sørensen fra Sundeved. Romanen følger dem fra vugge til grav. Længe venter man, at de skal mødes, måske blive forelskede og stifte familie.
Men det under forfatteren ikke læseren. Virkeligheden er også sjældent så let. Knud Sørensen og Henriette Gubi mødtes kun en enkelt gang, og det var først kort før hendes død. I denne uge var Linda Lassen gæst på det danske bibliotek i Slesvig, hvor begrebet vandrelærer også har en historisk interesse. Efter 1920 fortsatte vandrelærervirket i Sydslesvig, hvor vandrelærere kom i de egne, hvor det ikke lykkedes at oprette danske skoler.
- Henriette Gubi drømte hele livet om mand og børn og om at skrive vers. Det var sådan, jeg selv tænkte, da jeg var ung. Er der en kæreste, der vil have mig, og kan jeg blive forfatter? Jeg var jo skeløjet og overvægtig, fortæller Linda Lassen om sit mentale og erfaringsmæssige slægtskab med romanens hovedperson.
Et svageligt barn
Henriette Gubi blev født i 1856. I et fattigt hjem med mange søskende, hvoraf flere døde som børn eller unge – svækket som de fra fødslen var af sygdom og kronisk underernæring. Også Henriette var et svageligt barn, der som teenager på grund af kronisk betændelse fik fjernet det ene øje og erstattet af et glasøje. Det hindrede hende imidlertid ikke i med flid og evne at sætte ord sammen og skrive digte. Dem sendte hun til dagbladet Dannevirke og fik dem optaget.
- Henriette Gubi var svagtseende og havde glasøje. Hun var svagelig og kæmpede med sygdom. Jeg kan identificere mig med Henriette Gubi. Jeg ser ikke så godt og er selv dårlig til at orientere mig. Skal jeg lære et sted at kende, er jeg nødt til at gå der mange gange for at finde rundt, siger Linda Lassen.
Forfatteren er født i 1948 og voksede op i Odense på en tid, hvor »almindelige mennesker« uden uddannelse og høje lønninger pludselig begyndte at få del i velstanden. Hendes forældre var ufaglærte arbejdere, men de ville fremad og knoklede for at komme det.
- Jeg var tyk, klodset og skeløjet - det oplagte mobbeoffer - og ikke nogen pryd for familien. De syntes jeg var sær, når jeg forsvandt ind i bøgernes eller dagdrømmenes verden, hvor de mennesker, jeg lærte at kende, var meget lettere at forstå og omgås end dem, jeg i virkelighedens verden søgte at gøre tilpas, fortæller Linda Lassen.
Forfatteren blev en mønsterbryder. Den praktiske verden havde hun svær ved at begå sig i, men hun tog sig først en niende klasse, senere en læreruddannelse og arbejdede i flere år som fængselslærer. Senere uddannede hun sig til psykolog. Hun blev tidlig gift med sin første kæreste.
- Jeg var sikker på, at ingen andre ville have mig, så det var om at holde fast. Det gjorde jeg. Men det var ikke nogen heldig beslutning.
Som 21-årig blev hun skilt og var mor til to små børn. I 2001 kom Linda Lassens første børnebog, Louise, der handler om en pige, der bliver mobbet, men med en venindes hjælp får det stoppet.
- Den blev til, fordi jeg som psykolog ikke havde de nødvendige arbejdsbetingelser til at hjælpe en af virkelighedens mange »Louiser«, og en dag tænkte jeg: Jeg skriver en bog til hende. Jeg havde masser af selvoplevet stof at skrive på. Siden fulgte 15 andre romaner for børn og unge. Linda Lassen brød igennem som voksenforfatter i 2007 med »Håbets år«, der er en historisk roman om grønlands-præsten Hans Egede og hans norske hustru Gertrud Rask.
Opofrende indsats
Til romanen om Henriette Gubi har Linda Lassen taget udgangspunkt i enkelte biografier og vandrelærerindens dagbogsnotater og breve på landsarkivet i Aabenraa. »Men sko må jeg ha’« beskæftiger sig meget med temaet: Skal man blive og kæmpe på det tyske overherredømmes betingelser, eller skalman trodse overmagten og udøve sin danskhed i det skjulte og under konstant tysk pres?
Som roman lever historien først og fremmest i kraft af det fine og indtrængende portræt, som Linda Lassen giver af Henriette Gubi, der opnåede stor anerkendelse for sin opofrende indsats for den danske sag. Men det, hun dybest ønskede sig, blev aldrig opfyldt. Nok blev hun opfattet som en både stærk, morsom og kvik. Smerten, der fulgte hende, holdt hun for sig selv. Dertil kom tvivlen, den plagsomme tvivl om, »hvorvidt det, hun brugte sit liv på, var det værd«. Hun virkede blandt mennesker, men i sine mismodige stunder var hun den ensomme.
Det lykkes måske ikke
Forfatteren, der i Gråsten bor med udsigt over Nybøl Nor og Flensborg Fjord, har digtet videre over autentiske personer og opfundet andre for at få handlingen bundet sammen.
- Hvordan agerer mennesker, der kæmper for noget, når de ikke ved, om det lykkes? Det interesserer mig. Det er personer, som jeg har nydt at sidde og nørkle lidt over. Jeg har ført samtaler med den store sønderjyde H. P Hanssen uden at tænke på, han ikke lever mere, og jeg har siddet og sunget de nationale, danske sange, mens jeg skrev, fortæller Linda Lassen.
Henriette Gubi troede på genforeningen, men kom aldrig til at opleve den, selv om hun ydede store ofre for sagen. Hun led af ulykkelig kærlighed, og hun levede i en fattigdom, der gjorde det svært at få de nødvendige behandlinger og den kost og beklædning, der ville have gjort livet som svagtseende med et betændt øje og et generelt skrantende helbred lettere.
Begrænsninger
- Jeg skriver ikke om skurke og helte, men om almindelige mennesker. Det giver mig lov til at tolke og bygge personer op ved hjælp af personlige relationer. Jeg fortolker de stille eksistenser. Det ville være lettere at skrive om en dronning, hvad kildematerialet angår, men det interesserer mig ikke. Jeg synes, det sjove er, hvordan begrænsninger i omgivelserne indvirker på personer. Hvad gør et menneske til det, det er? Jeg kunne have sluttet med jubelscenen med genforeningsfesten på Dybbøl, men jeg er mere interesseret i at vide, hvordan folk reagerer i en situation, hvor de ikke vidste hvilken vej, det gik, fortæller Linda Lassen.
Hans Christian Davidsen
FAKTA
• Hovedpersonen Henriette Gubi blev født i 1856 i Neder Jerstal og voksede op i et fattigt hjem.
• Fire af ti søskende døde af tuberkulose, og det gjorde hun også selv i en alder af 37 år.
• Henriette Gubi gik på Ryslinge Højskole og senere Zahles Seminarium i København.
• 1882-1890 underviste hun i private hjem og på en lille skole ved Rejsby.
I 1890 blev hun vandrelærer i Sønderjylland indtil sin død i 1894.
• Vandrelærerne havde til opgave at undervise på dansk i private hjem for at sikre danskhedens videreførelse.
Kommentarer