Blog
Slagersangerindens selvbiografi
SELVBIOGRAFI. »Wärst du doch in Düsseldorf geblieben« er en sang, som Dorthe Kollo kan synge for flere mænd i hendes liv - blot med nye bynavne hver gang. Mand nummer 1 så hun sjældent. Mand nummer 2 er der ikke meget godt at skrive om. Mand nummer 3 var en manipulerende fallent. Nu bor hun med mand nummer 4 i Bremen. Den danske slagersangerinde har udsendt selvbiografien »Jeg er stadig her« i samarbejde med journalist Rikke Hyldgaard.
Dorthe Kollo var otte år gammel, da hun blev en af 1950ernes største barnestjerner i Danmark med sangen om piphans. Pengene strømmede ind. Dorthe Kollo vidste bare ikke, hvor de blev af.
- Jeg fik lidt lommepenge hver uge. Men der var meget mere. Min mor fortalte mig, at pengene kom i et pengeskab, og at jeg kunne få pengene, når jeg blev større, fortæller Dorthe Kollo.
Som 15-årig opsøgte hun dog en sagfører i Aarhus og fik her at vide, at hun havde retten til selv at råde over pengene. Moren havde værsågod at aflevere nøglen til pengeskabet, men nægtede - trods sagførerens besked.
Efter flere dages søgen fandt Dorthe Kollo til sidst nøglen og opdagede sølle 30 svenske kroner i boksen.
- Min mor havde brugt alt, hvad jeg havde tjent. Stukket dem i sine frisørsaloner i Aarhus og håbet på, at hun kunne betale dem tilbage, inden jeg fyldte 18 år. Det kunne jeg for så vidt godt forstå, men så skulle hun havde sagt det til mig. Eller spurgt mig. Pludselig forstod jeg, hvor frisørsalonerne kom fra - og lysekronerne. Men det var ikke det, der gjorde ondt. Naturligvis skulle min mor have del i pengene. Hun havde jo kørt mig rundt og sørget for alt Hun havde betalt benzin, hoteller, musikere og nye kjoler. Det var løgnen og uretfærdigheden, der ramte mig, siger Dorthe Kollo.
Episoden kan man læse om i Dorthe Kollos selvbiografi, »Jeg er stadig her« (People’s Press, 2014).
Anstrengt forhold
I selvbiografien fortæller Dorthe Kollo om sit anstrengte forhold til moren.
Dorthe Kollos mor døde for to år siden, og derfor mener slagersangerinden, at hun kan tillade sig at fortælle om deres forhold.
- Heldigvis nåede jeg at forsone mig med hende, da hun boede på plejehjem i Mårslet ved Aarhus. Min mor og jeg var meget forskellige. Hun accepterede ikke alt, hvad jeg lavede, og hun ville selv være en del af min succes. Hun kunne aldrig rigtig finde ud af at vise kærlighed og omsorg, fortæller Dorthe Kollo.
I »Jeg er stadig her« fortæller hun, at hun er gået meget til psykolog gennem livet for at bearbejde det had, hun på det nærmeste havde opbygget til sin mor.
- Der var år, hvor jeg slet ikke talte med hende.
Dorthe Kollo mener, at mange kvinder har et forhold til deres mor, som de er kede af. Ofte har de ikke noget kærlighedsforhold til deres mor, og derfor søger de nærheden og trygheden andre steder.
Dorthe Kollo har søgt den hos sine mænd. De er kommet, og de er gået. I 2007 blev hun gift med skibsrederen Heiner Dettmer, som hun bor i Bremen med.
»Dorthe Kollo boede i mange år på Samsø. Som 23-årig købte hun en bondegård på øen, men tog sjældent færgen derover.
Hun blev altid fløjet rundt til koncerter i Tyskland og i Danmark, og det gav hende lyst til selv at blive pilot. Hun tog flycertifikat i Tyskland og købte en Piper-flyvemaskine. I alt kom hun til at flyve mere end 3000 timer, men stoppede med det i 1983.
Blev tidligt voksen
Ægteskabs-karrieren startede med operasangeren René, som hun tog sit efternavn efter - og brugte det i kunstnerisk sammenhæng. Indtil da hed hun slet og ret Larsen.
Hun blev gravid med René Kollo, og i en alder af 20 år fødte hun datteren Nathalie, der som teenager blev udråbt som et stort sangtalent.
- Jeg er tit blevet spurgt: Havde du ingen barndom? Jo, det havde jeg. Men jeg blev bare meget tidligt voksen. Jeg var gift med René, men følte ikke, at det var et ægteskab. Vi havde begge to så mange ting, vi skulle nå. Så opdagede man, at selv om man havde været gift i ti år, så havde man ikke det, man var kommet efter: Varme, kærlighed og tryghed. Det er noget, alle har brug for, men måske specielt, når man er i showbizz, siger hun.
Skandinaviske accenter
Det var i midten af 1960erne, da Dorthe Kollo blev lanceret i Tyskland, at hendes berømmelse tog fart. Tyskerne var vilde med kvinder, der sang med en uimodståelig skandinavisk accent. Ved siden af Wenche Myhre, Gitte Hænning og Siw Malmqvist havde Dorthe Kollo næsten en fordel, for hendes tyske var så ikke-eksisterende, at at hun blev nødt til at lære sangteksterne ud fra lydtekst. »Wärst du doch in Düsseldorf geblieben« solgte over en million plader og blev nummer to ved det tyske Melodi Grand Prix i 1968. Og hun hittede både nord og syd for grænsen - også takket være hendes faste samarbejdspartner, Johnny Reimar, der sørgede for passende oversættelser og indspilninger på dansk. »sind Sie der Graf von Luxemburg« blev til »Er De greven fra Luxemborg«, og Düsseldorf blev skiftet ud med Skanderborg.
Og »Wärst du doch in Düsseldorf geblieben« er en sang, som hun kunne have sunget for mange af sine mænd - blot med nye geografiske stednavne.
Savnede erotik
Ægtemand nummer 1 så hun sjældent. Ægtemand nummer 2 var en DDR-flygtning, som hun fik datteren Jill med, og det er også det bedste, Dorthe Kollo har at sige om ham. Ægtemand nummer 3 gik til bunds og begik selvmord.
Dorthe Kollo boede i en årrække i Wassersleben ved Flensborg. Hendes børn gik på den danske skole i Kobbermølle lige syd for den dansk-tyske grænse, og selv arbejdede hun på Norddeutscher Rundfunk i Kiel. Alt var næsten, som det skulle være.
- Jeg følte mig meget alene i Wassersleben. Jeg savnede kærlighed og erotik. Da jeg drog til USA for at hjælpe min datter, Nathalie, på vej i hendes sangkarriere, mødte jeg den danske filmproducent Just Betzer. Han var charmerende, de blev gift, men røg fire år senere ud i en opslidende skilsmissesag.
- Han bedrog ikke kun mig, men også sig selv. Det er få ting, jeg ærgrer mig over at have gjort, men at jeg giftede mig med Just Betzer var en af dem, siger hun.
Hun beskriver ham som en manipulerende filmmand, der fik hende til at sætte karrieren på pause, flyve til Hollywood.
- Han administrerede mine papirer og konti, for han var jo den skarpe forretningsmand, tænkte jeg naivt. Manden var fallent og brugte mine penge, husker hun.
Man skulle næsten tro, at Dorthe Kollo havde en tungtvejende bevæggrund til at blive feminist, men det bærer hendes biografi ingenlunde præg af. »Jeg sad ikke og trillede tommelfingre og sagde »skal, skal ikke«, når jeg så en lækker mand. Jeg elskede mænd og mode alt for højt til at ryge med på det. Jeg syntes faktisk, at det var lidt latterligt«, skriver hun. Og »det« er møntet på kvindebevægelsen.
Hans Christian Davidsen
SELVBIOGRAFI. »Wärst du doch in Düsseldorf geblieben« er en sang, som Dorthe Kollo kan synge for flere mænd i hendes liv - blot med nye bynavne hver gang. Mand nummer 1 så hun sjældent. Mand nummer 2 er der ikke meget godt at skrive om. Mand nummer 3 var en manipulerende fallent. Nu bor hun med mand nummer 4 i Bremen. Den danske slagersangerinde har udsendt selvbiografien »Jeg er stadig her« i samarbejde med journalist Rikke Hyldgaard.
Dorthe Kollo var otte år gammel, da hun blev en af 1950ernes største barnestjerner i Danmark med sangen om piphans. Pengene strømmede ind. Dorthe Kollo vidste bare ikke, hvor de blev af.
- Jeg fik lidt lommepenge hver uge. Men der var meget mere. Min mor fortalte mig, at pengene kom i et pengeskab, og at jeg kunne få pengene, når jeg blev større, fortæller Dorthe Kollo.
Som 15-årig opsøgte hun dog en sagfører i Aarhus og fik her at vide, at hun havde retten til selv at råde over pengene. Moren havde værsågod at aflevere nøglen til pengeskabet, men nægtede - trods sagførerens besked.
Efter flere dages søgen fandt Dorthe Kollo til sidst nøglen og opdagede sølle 30 svenske kroner i boksen.
- Min mor havde brugt alt, hvad jeg havde tjent. Stukket dem i sine frisørsaloner i Aarhus og håbet på, at hun kunne betale dem tilbage, inden jeg fyldte 18 år. Det kunne jeg for så vidt godt forstå, men så skulle hun havde sagt det til mig. Eller spurgt mig. Pludselig forstod jeg, hvor frisørsalonerne kom fra - og lysekronerne. Men det var ikke det, der gjorde ondt. Naturligvis skulle min mor have del i pengene. Hun havde jo kørt mig rundt og sørget for alt Hun havde betalt benzin, hoteller, musikere og nye kjoler. Det var løgnen og uretfærdigheden, der ramte mig, siger Dorthe Kollo.
Episoden kan man læse om i Dorthe Kollos selvbiografi, »Jeg er stadig her« (People’s Press, 2014).
Anstrengt forhold
I selvbiografien fortæller Dorthe Kollo om sit anstrengte forhold til moren.
Dorthe Kollos mor døde for to år siden, og derfor mener slagersangerinden, at hun kan tillade sig at fortælle om deres forhold.
- Heldigvis nåede jeg at forsone mig med hende, da hun boede på plejehjem i Mårslet ved Aarhus. Min mor og jeg var meget forskellige. Hun accepterede ikke alt, hvad jeg lavede, og hun ville selv være en del af min succes. Hun kunne aldrig rigtig finde ud af at vise kærlighed og omsorg, fortæller Dorthe Kollo.
I »Jeg er stadig her« fortæller hun, at hun er gået meget til psykolog gennem livet for at bearbejde det had, hun på det nærmeste havde opbygget til sin mor.
- Der var år, hvor jeg slet ikke talte med hende.
Dorthe Kollo mener, at mange kvinder har et forhold til deres mor, som de er kede af. Ofte har de ikke noget kærlighedsforhold til deres mor, og derfor søger de nærheden og trygheden andre steder.
Dorthe Kollo har søgt den hos sine mænd. De er kommet, og de er gået. I 2007 blev hun gift med skibsrederen Heiner Dettmer, som hun bor i Bremen med.
»Dorthe Kollo boede i mange år på Samsø. Som 23-årig købte hun en bondegård på øen, men tog sjældent færgen derover.
Hun blev altid fløjet rundt til koncerter i Tyskland og i Danmark, og det gav hende lyst til selv at blive pilot. Hun tog flycertifikat i Tyskland og købte en Piper-flyvemaskine. I alt kom hun til at flyve mere end 3000 timer, men stoppede med det i 1983.
Blev tidligt voksen
Ægteskabs-karrieren startede med operasangeren René, som hun tog sit efternavn efter - og brugte det i kunstnerisk sammenhæng. Indtil da hed hun slet og ret Larsen.
Hun blev gravid med René Kollo, og i en alder af 20 år fødte hun datteren Nathalie, der som teenager blev udråbt som et stort sangtalent.
- Jeg er tit blevet spurgt: Havde du ingen barndom? Jo, det havde jeg. Men jeg blev bare meget tidligt voksen. Jeg var gift med René, men følte ikke, at det var et ægteskab. Vi havde begge to så mange ting, vi skulle nå. Så opdagede man, at selv om man havde været gift i ti år, så havde man ikke det, man var kommet efter: Varme, kærlighed og tryghed. Det er noget, alle har brug for, men måske specielt, når man er i showbizz, siger hun.
Skandinaviske accenter
Det var i midten af 1960erne, da Dorthe Kollo blev lanceret i Tyskland, at hendes berømmelse tog fart. Tyskerne var vilde med kvinder, der sang med en uimodståelig skandinavisk accent. Ved siden af Wenche Myhre, Gitte Hænning og Siw Malmqvist havde Dorthe Kollo næsten en fordel, for hendes tyske var så ikke-eksisterende, at at hun blev nødt til at lære sangteksterne ud fra lydtekst. »Wärst du doch in Düsseldorf geblieben« solgte over en million plader og blev nummer to ved det tyske Melodi Grand Prix i 1968. Og hun hittede både nord og syd for grænsen - også takket være hendes faste samarbejdspartner, Johnny Reimar, der sørgede for passende oversættelser og indspilninger på dansk. »sind Sie der Graf von Luxemburg« blev til »Er De greven fra Luxemborg«, og Düsseldorf blev skiftet ud med Skanderborg.
Og »Wärst du doch in Düsseldorf geblieben« er en sang, som hun kunne have sunget for mange af sine mænd - blot med nye geografiske stednavne.
Savnede erotik
Ægtemand nummer 1 så hun sjældent. Ægtemand nummer 2 var en DDR-flygtning, som hun fik datteren Jill med, og det er også det bedste, Dorthe Kollo har at sige om ham. Ægtemand nummer 3 gik til bunds og begik selvmord.
Dorthe Kollo boede i en årrække i Wassersleben ved Flensborg. Hendes børn gik på den danske skole i Kobbermølle lige syd for den dansk-tyske grænse, og selv arbejdede hun på Norddeutscher Rundfunk i Kiel. Alt var næsten, som det skulle være.
- Jeg følte mig meget alene i Wassersleben. Jeg savnede kærlighed og erotik. Da jeg drog til USA for at hjælpe min datter, Nathalie, på vej i hendes sangkarriere, mødte jeg den danske filmproducent Just Betzer. Han var charmerende, de blev gift, men røg fire år senere ud i en opslidende skilsmissesag.
- Han bedrog ikke kun mig, men også sig selv. Det er få ting, jeg ærgrer mig over at have gjort, men at jeg giftede mig med Just Betzer var en af dem, siger hun.
Hun beskriver ham som en manipulerende filmmand, der fik hende til at sætte karrieren på pause, flyve til Hollywood.
- Han administrerede mine papirer og konti, for han var jo den skarpe forretningsmand, tænkte jeg naivt. Manden var fallent og brugte mine penge, husker hun.
Man skulle næsten tro, at Dorthe Kollo havde en tungtvejende bevæggrund til at blive feminist, men det bærer hendes biografi ingenlunde præg af. »Jeg sad ikke og trillede tommelfingre og sagde »skal, skal ikke«, når jeg så en lækker mand. Jeg elskede mænd og mode alt for højt til at ryge med på det. Jeg syntes faktisk, at det var lidt latterligt«, skriver hun. Og »det« er møntet på kvindebevægelsen.
Hans Christian Davidsen
Kommentarer