Blog
Sjette kapitel fyldte salen
Nedenstående artikel blev bragt i Flensborg Avis efter, at Günter Grass besøgte Sild i Slesvig-Holsten i 2004. Det var kort efter, at hans roman »Im Krebsgang« var udkommet.
Forfatterlæsning. Günter Grass brød et monopol, da han udsendte "Im Krebsgang". Han læste op af bogen og indrømmede, at den havde været en hård kamp, da han gæstede Sild. Den gamle kursal i Vesterland var fyldt med tilhørere.
Med sjette kapitel af Günter Grass" roman "Im Krebsgang" bliver scenen hurtigt en anden.
Vesterlands gamle kursal emmer af gamle dage med al dens fornemme arkitektur i træ. Men Grass - der i kropslig omfang ikke er større end for en skilling skrå - får med sin stille oplæsning scenen flyttet til en iskold januarnat på Østersøen i 1945. Til den nat det tidligere krydstogtskib "Wilhelm Gustloff" gik ned med op imod 9000 østpreussiske flygtninge, heraf 4000 børn. Den sovjetiske ubåd U13 torpederede det imponerende skib, der var blevet omdannet til en blanding af kaserne, flydende lazaret og flytningeskib.
Blandingen var fatal, for selv om skibet var stuvende fyldt med civile, var der også militære formål med "Wilhelm Gustloff", og det gjorde rent krigsretligt skibet til et legitimt mål.
I den varme kursal får Günter Grass de tre torpedoers brag til at lyde, isflagerne til at vælte rundt og ligene til at flyde i det kolde vand. Det er en af historiens største skibskatastrofer, der udspiller sig.
Den tyske nobelpristager er inviteret til Sild af øens danske menighed, boghandelen Klaumann og Kamps Galerie i Kejtum for at læse op for en udsolgt kursal.
For vigtig en historie
Günter Grass brød et monopol, da udsendte "Im Krebsgang" (på dansk: "I krebsegang") - nemlig de nationales og højreradikales monopol på at fortælle historien om forbryderregimets egne ofre.
Grass mener, at historien om "Wilhelm Gustloff" har været alt for vigtig til kun at være en helgenlevning for højrefløjens revanchister.
- Temaet med de 12 millioner flygtninge, der blev fordrevet fra de tyske østprovinser i 1945 og derefter, har ikke decideret været fortiet i det tidligere Vesttyskland. Men er det heller ikke blevet behandlet særligt indgående i for eksempel litteraturen. I DDR kunne man derimod tale om et decideret tabu. Her blev flygningene aldrig kaldt for fordrevne, men for "Umsiedler", fordi arbejder- og bondestaten ikke ville genere Polen og Sovjetunionen, der indlemmede områderne, siger Günter Grass.
Günter Grass stammer fra Danzig, det nuværende Gdansk i Polen, og hans familie blev også udvist fra deres hjemstavn.
En fars chok
Romanens fortæller er den midaldrende journalist Paul Pokriefke, der blev født på selve rædselsnatten, da "Wilhelm Gustloff" blev sænket den 19. januar 1945. Paul og hans mor, Tulla, overlevede på mirakuløs vis, men fortællingen igennem spøger alle de omkomne, flest kvinder og børn, som blev ofre i dobbelt forstand: Ofre for Hitlers og Stalins brutale krigsførelse og ofre for eftertidens tyske fortielse af sorg og smerte.
Paul er en repræsentant for den fædreløse generation, der efter 1945 skulle kigge fremad. Han får sig dog et chok, da han opdager, at hans egen søn beskæftiger sig med emnet på en nynazistisk hjemmeside. Unge højrekræfter taler, hvor de ældre generationer tier.
- Jeg har oplevet en angst hos mange tyskere. Den går ud på, at hvis vi nu taler om de tyske ofre, så vil højrefløjen komme på banen og opregne ofrene mod hinanden. Men det holder ikke. Enhver fordrivelse er en forbrydelse. Vigtigt er det dog at fastholde, at det var tyskerne, der begyndte med fordrivelserne. Vi gik ind i Polen og Sovjetunionen, og det udløste en kæderaktion af vold og forbrydelser, og det er i denne rækkefølge, det hele skal ses, siger Günter Grass.
Dæmonisering
Han mener, at den tyske venstrefløj har dæmoniseret nationalsocialismen, blandt andet ved ikke at nævne, at den også havde en social dimension, som appellerede til de store masser.
- At pege på dette er forsat meget kontroversielt, fordi det er med til at nuancere det sort-hvide billede af historien, som de fleste af os gerne vil holde fast i. Hitler gav tyskerne arbejde og opbyggede illusionen om et klasseløst samfund, siger Grass.
Han indrømmer over for den fyldte kursal i Vesterland, at han var meget udmattet efter at have skrevet "Im Krebsgang". Titlen referer i øvrigt til den famlende zigzag-gang, en krebs bevæger sig bagud, når noget stikker den.
- Efter at have skrevet på dette tragiske og tunge stof havde jeg brug for noget mere muntert og lystigt. Derfor begyndte jeg at arbejde i ler, jeg tegnede og lavede litografier. Og frem voksede dansende skikkelser, der så senere gik over i de digte, jeg begyndte at skrive, fortæller Grass.
Resultatet er blevet digtsamlingen "Letzte Tänze", der for kort tid siden udkom på forlaget Steidl. Günter Grass serverer fire digtoplæsninger for publikum og forklarer - med et glas rødvin stående på pulten - hvorfor, han er så lidenskabeligt optaget af dans:
- I efterkrigstidens Tyskland, hvor alt i mere end en forstand lå i ruiner, var vi unge besat af danselyst. Samtidig var al den jazz, der var blevet bandlyst i nazitiden, nu pludselig tilladt, og derfor hungrede vi efter den, husker Grass.
Han slutter, hvor han begyndte: Ved Østersøen med digtet "Kleckerburg" på strandene ved Danzig.
Nedenstående artikel blev bragt i Flensborg Avis efter, at Günter Grass besøgte Sild i Slesvig-Holsten i 2004. Det var kort efter, at hans roman »Im Krebsgang« var udkommet.
Forfatterlæsning. Günter Grass brød et monopol, da han udsendte "Im Krebsgang". Han læste op af bogen og indrømmede, at den havde været en hård kamp, da han gæstede Sild. Den gamle kursal i Vesterland var fyldt med tilhørere.
Med sjette kapitel af Günter Grass" roman "Im Krebsgang" bliver scenen hurtigt en anden.
Vesterlands gamle kursal emmer af gamle dage med al dens fornemme arkitektur i træ. Men Grass - der i kropslig omfang ikke er større end for en skilling skrå - får med sin stille oplæsning scenen flyttet til en iskold januarnat på Østersøen i 1945. Til den nat det tidligere krydstogtskib "Wilhelm Gustloff" gik ned med op imod 9000 østpreussiske flygtninge, heraf 4000 børn. Den sovjetiske ubåd U13 torpederede det imponerende skib, der var blevet omdannet til en blanding af kaserne, flydende lazaret og flytningeskib.
Blandingen var fatal, for selv om skibet var stuvende fyldt med civile, var der også militære formål med "Wilhelm Gustloff", og det gjorde rent krigsretligt skibet til et legitimt mål.
I den varme kursal får Günter Grass de tre torpedoers brag til at lyde, isflagerne til at vælte rundt og ligene til at flyde i det kolde vand. Det er en af historiens største skibskatastrofer, der udspiller sig.
Den tyske nobelpristager er inviteret til Sild af øens danske menighed, boghandelen Klaumann og Kamps Galerie i Kejtum for at læse op for en udsolgt kursal.
For vigtig en historie
Günter Grass brød et monopol, da udsendte "Im Krebsgang" (på dansk: "I krebsegang") - nemlig de nationales og højreradikales monopol på at fortælle historien om forbryderregimets egne ofre.
Grass mener, at historien om "Wilhelm Gustloff" har været alt for vigtig til kun at være en helgenlevning for højrefløjens revanchister.
- Temaet med de 12 millioner flygtninge, der blev fordrevet fra de tyske østprovinser i 1945 og derefter, har ikke decideret været fortiet i det tidligere Vesttyskland. Men er det heller ikke blevet behandlet særligt indgående i for eksempel litteraturen. I DDR kunne man derimod tale om et decideret tabu. Her blev flygningene aldrig kaldt for fordrevne, men for "Umsiedler", fordi arbejder- og bondestaten ikke ville genere Polen og Sovjetunionen, der indlemmede områderne, siger Günter Grass.
Günter Grass stammer fra Danzig, det nuværende Gdansk i Polen, og hans familie blev også udvist fra deres hjemstavn.
En fars chok
Romanens fortæller er den midaldrende journalist Paul Pokriefke, der blev født på selve rædselsnatten, da "Wilhelm Gustloff" blev sænket den 19. januar 1945. Paul og hans mor, Tulla, overlevede på mirakuløs vis, men fortællingen igennem spøger alle de omkomne, flest kvinder og børn, som blev ofre i dobbelt forstand: Ofre for Hitlers og Stalins brutale krigsførelse og ofre for eftertidens tyske fortielse af sorg og smerte.
Paul er en repræsentant for den fædreløse generation, der efter 1945 skulle kigge fremad. Han får sig dog et chok, da han opdager, at hans egen søn beskæftiger sig med emnet på en nynazistisk hjemmeside. Unge højrekræfter taler, hvor de ældre generationer tier.
- Jeg har oplevet en angst hos mange tyskere. Den går ud på, at hvis vi nu taler om de tyske ofre, så vil højrefløjen komme på banen og opregne ofrene mod hinanden. Men det holder ikke. Enhver fordrivelse er en forbrydelse. Vigtigt er det dog at fastholde, at det var tyskerne, der begyndte med fordrivelserne. Vi gik ind i Polen og Sovjetunionen, og det udløste en kæderaktion af vold og forbrydelser, og det er i denne rækkefølge, det hele skal ses, siger Günter Grass.
Dæmonisering
Han mener, at den tyske venstrefløj har dæmoniseret nationalsocialismen, blandt andet ved ikke at nævne, at den også havde en social dimension, som appellerede til de store masser.
- At pege på dette er forsat meget kontroversielt, fordi det er med til at nuancere det sort-hvide billede af historien, som de fleste af os gerne vil holde fast i. Hitler gav tyskerne arbejde og opbyggede illusionen om et klasseløst samfund, siger Grass.
Han indrømmer over for den fyldte kursal i Vesterland, at han var meget udmattet efter at have skrevet "Im Krebsgang". Titlen referer i øvrigt til den famlende zigzag-gang, en krebs bevæger sig bagud, når noget stikker den.
- Efter at have skrevet på dette tragiske og tunge stof havde jeg brug for noget mere muntert og lystigt. Derfor begyndte jeg at arbejde i ler, jeg tegnede og lavede litografier. Og frem voksede dansende skikkelser, der så senere gik over i de digte, jeg begyndte at skrive, fortæller Grass.
Resultatet er blevet digtsamlingen "Letzte Tänze", der for kort tid siden udkom på forlaget Steidl. Günter Grass serverer fire digtoplæsninger for publikum og forklarer - med et glas rødvin stående på pulten - hvorfor, han er så lidenskabeligt optaget af dans:
- I efterkrigstidens Tyskland, hvor alt i mere end en forstand lå i ruiner, var vi unge besat af danselyst. Samtidig var al den jazz, der var blevet bandlyst i nazitiden, nu pludselig tilladt, og derfor hungrede vi efter den, husker Grass.
Han slutter, hvor han begyndte: Ved Østersøen med digtet "Kleckerburg" på strandene ved Danzig.
Kommentarer