Blog
Satire om en sjuft
INTERVIEW. Einar Kárason dyrker den islandske tradition med tyk ironi i sin seneste roman om nasserøven Storm, der er blind over for sine egne selvmodsigelser. Det må ikke blive for seriøst, når islændinge snakker med hinanden.
Danskere er ironiske. Det holder de selv af at gentage, og skulle en udlænding sige, at det passer, nikker man også gerne af det i kongeriget.
Det har den islandske forfatter Einar Kárason blot ikke oplevet. Da hans roman, "Storm udkom I en dansk oversættelse på Gyldendal - fyldt med tyk ironi - tog mange danske læsere ordene for pålydende. Det er gået op for Einar Kárason efter at have været på en oplæsningsrunde i Danmark.
- Mange danske læsere troede, at hovedpersonen Storms meninger også var mine meninger. De undrede sig over, hvorfor jeg ville udgive en bog om så usympatisk en person. Det er også påfaldende, hvor forskelligt bogen er blevet modtaget af anmelderne i Norden. I Norge var kritikerne begejstrede. I Danmark var de meget mere afdæmpede, siger Einar Kárason.
I Island er romanen blevet en bestseller og indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
De andres skyld
Romanen "Storm" handler om en islandsk bistandsklient fra Vollsmose i Odense. Han er en usympatisk stodder, men en fantastisk historiefortæller. Storm er en plattenslager og en storskryder, der finder ud af, at det danske bistandssystem er lig med lette penge, hvis blot man kender paragrafferne.
Konen arbejder, mens Storm bygger luftkasteller, og går noget galt, er det altid de andres skyld.
Ideen til Storm fik Einar Kárason, da han i en periode boede i København.
- Her mødte jeg en gammel skolekammerat fra Island og tænkte, at han var stof til en roman. Han var ekstrem i alle de ting, han foretog sig - akkurat som romanfiguren. Der findes mennesker, som dyrker deres dårlige og gode egenskaber helt ud til yderlighederne. Sådan er det også med en af de sagahelte, som jeg beundrer mest, Egil Skallagrimsson. Han er stor i alt, også sine ulemper, siger Einar Kárason.
Romanfiguren Storm er samtidig totalt blind for sin egen situation. Han lever af bistandshjælp, mens han stempler alle andre bistandsmodtagere som nasserøve.
Blind for sig selv
- Mange danske læsere har spurgt mig: "Fatter du ikke, hvor blind han er?". Jo, det fatter jeg da godt. Det er lige netop pointen. Det er noget almen menneskeligt, at man kan være meget blind over for sig selv. Men der er dog stor forskel på graden.
- Jeg besluttede mig bevidst for ironien. Jeg kan godt lide at læse ironiske tekster og vil derfor også gerne selv skrive ironisk. Det er en svær balance, for det kan selvfølgelig være katastrofalt, hvis ironien ikke bliver forstået. I Island er det ikke noget problem. Her gennemsyrer ironien hele litteraturen. Tag igen Egils Saga, der er fyldt med vold og drab, men ironisk fra første til sidste side.
- Det bidende, det drillende og det satiriske findes også i den daglige omgangstone i Island. Forfatteren Haldór Laxness har engang sagt om den måde islændinge snakker med hinanden på, at er der en, der nærmer sig sagens kerne i en seriøs tone, så er der ingen der hører efter. Men når den ironiske vittighed bliver serveret, hører alle efter, siger Einar Kárason.
Ingen analytisk tilgang
Hvorfor det er sådan, tør han ikke sige, men han har et gæt.
Til langt op i det 19. århundrede fandtes der ingen højere læreanstalter i Island. Det betød, at der ikke var den samme analytiske samfundsdebat i Island, som der var i og omkring universitetsbyer på det europæiske kontinent.
- Det, tror jeg, har spillet en meget stor rolle for den måde, vi fortæller historier på i Island. Det er en folkelig tradition, som er udviklet uden for uddannelsesinstitutionerne, siger Einar Kárason.
INTERVIEW. Einar Kárason dyrker den islandske tradition med tyk ironi i sin seneste roman om nasserøven Storm, der er blind over for sine egne selvmodsigelser. Det må ikke blive for seriøst, når islændinge snakker med hinanden.
Danskere er ironiske. Det holder de selv af at gentage, og skulle en udlænding sige, at det passer, nikker man også gerne af det i kongeriget.
Det har den islandske forfatter Einar Kárason blot ikke oplevet. Da hans roman, "Storm udkom I en dansk oversættelse på Gyldendal - fyldt med tyk ironi - tog mange danske læsere ordene for pålydende. Det er gået op for Einar Kárason efter at have været på en oplæsningsrunde i Danmark.
- Mange danske læsere troede, at hovedpersonen Storms meninger også var mine meninger. De undrede sig over, hvorfor jeg ville udgive en bog om så usympatisk en person. Det er også påfaldende, hvor forskelligt bogen er blevet modtaget af anmelderne i Norden. I Norge var kritikerne begejstrede. I Danmark var de meget mere afdæmpede, siger Einar Kárason.
I Island er romanen blevet en bestseller og indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
De andres skyld
Romanen "Storm" handler om en islandsk bistandsklient fra Vollsmose i Odense. Han er en usympatisk stodder, men en fantastisk historiefortæller. Storm er en plattenslager og en storskryder, der finder ud af, at det danske bistandssystem er lig med lette penge, hvis blot man kender paragrafferne.
Konen arbejder, mens Storm bygger luftkasteller, og går noget galt, er det altid de andres skyld.
Ideen til Storm fik Einar Kárason, da han i en periode boede i København.
- Her mødte jeg en gammel skolekammerat fra Island og tænkte, at han var stof til en roman. Han var ekstrem i alle de ting, han foretog sig - akkurat som romanfiguren. Der findes mennesker, som dyrker deres dårlige og gode egenskaber helt ud til yderlighederne. Sådan er det også med en af de sagahelte, som jeg beundrer mest, Egil Skallagrimsson. Han er stor i alt, også sine ulemper, siger Einar Kárason.
Romanfiguren Storm er samtidig totalt blind for sin egen situation. Han lever af bistandshjælp, mens han stempler alle andre bistandsmodtagere som nasserøve.
Blind for sig selv
- Mange danske læsere har spurgt mig: "Fatter du ikke, hvor blind han er?". Jo, det fatter jeg da godt. Det er lige netop pointen. Det er noget almen menneskeligt, at man kan være meget blind over for sig selv. Men der er dog stor forskel på graden.
- Jeg besluttede mig bevidst for ironien. Jeg kan godt lide at læse ironiske tekster og vil derfor også gerne selv skrive ironisk. Det er en svær balance, for det kan selvfølgelig være katastrofalt, hvis ironien ikke bliver forstået. I Island er det ikke noget problem. Her gennemsyrer ironien hele litteraturen. Tag igen Egils Saga, der er fyldt med vold og drab, men ironisk fra første til sidste side.
- Det bidende, det drillende og det satiriske findes også i den daglige omgangstone i Island. Forfatteren Haldór Laxness har engang sagt om den måde islændinge snakker med hinanden på, at er der en, der nærmer sig sagens kerne i en seriøs tone, så er der ingen der hører efter. Men når den ironiske vittighed bliver serveret, hører alle efter, siger Einar Kárason.
Ingen analytisk tilgang
Hvorfor det er sådan, tør han ikke sige, men han har et gæt.
Til langt op i det 19. århundrede fandtes der ingen højere læreanstalter i Island. Det betød, at der ikke var den samme analytiske samfundsdebat i Island, som der var i og omkring universitetsbyer på det europæiske kontinent.
- Det, tror jeg, har spillet en meget stor rolle for den måde, vi fortæller historier på i Island. Det er en folkelig tradition, som er udviklet uden for uddannelsesinstitutionerne, siger Einar Kárason.
Kommentarer