Blog
Så lad æblet falde ned fra Rundetårn
LITTERATURFESTIVAL. Den danske forfatter Jonas T. Bengtsson har et problematisk forhold til kvinder. Derfor er moren skrællet af i romanen »Et eventyr«. En mor er symbol på konformitet og stabilitet, mener han. Jonas T. Bengtsson gæstede Litteraturfest.nu 2013.
---
Drengen går ikke i skole. Faren tager ham med rundt i livet - lærer ham latin, klassiske sprog og de store kunstarter. Skaber hans verdensbillede og har det bedste med, at andre ikke blander sig. Far og søn færdes i det såkaldt etablerede samfund, men er ikke en del af det. Lidt sort arbejde her , måske lidt kriminalitet der. Selv i det centrale personregisters land. Skat skal ikke blande sig i alt. Far og søn er på flugt. Læseren får ikke at vide hvorfor. Vi er i 1986. Den svenske statsminister Olof Palme er lige blevet skudt.
Noget ildevarslende hænger i luften, og far og søn er nødt til at flytte - igen. Denne gang ind til København. Og sådan begynder »Et eventyr« - ligesom mange eventyr. Med en bevægelse ind i en skov. For København er stenbroen til trods at sammenligne med en skov, hvor farer og nye ukendte ting lurer eller venter.
Hvorfor hedder bogen »Et eventyr«, når der nu sker grumme og triste ting, vil en læser på A. P. Møller Skolen vide. Litteraturfestivalen Litteraturfest.nu præsenterer i Slesvig den danske forfatter Jonas T. Bengtsson, der er kendt for rå københavnerromaner. Bogen »Submarino« gik direkte flere anmeldere på nerverne, men de måtte samtidig indrømme, at bogen er fascinerende - og den endte med at blive filmatiseret.
- Nu mener jeg ikke ubetinget, »Et eventyr« er nogen sørgmodig historie. Men vi skal også huske på, at ikke alt var fryd og gammen i Brødrene Grimms eventyr for slet ikke at tale om de slaviske eventyr. Måske kan vi give Disney skylden for, at vi mener, at et eventyr altid er godt, siger Jonas T. Bengtsson.
Vedtagne sandheder
»Et eventyr« er modstykket til den moderne verden, hvor skoling og uddannelse synes at være alt. Man kan også mene, at det fører til ensretning. I Bengtssons roman bliver verden afprøvet. Faren sluger ikke de vedtagne sandheder råt, og han vil også gerne, at sønnen lader være med at gøre det. Tyngdekraften lærer man om ved at lade et æble falde fra Rundetårn. Ikke ved at læse om loven i en bog.
- Faren er ud af 68er-generationen uden at være hippie. Han tror ikke på ismer. Han er en type, som var mere karakteristisk for godt 100 år siden. Han kunne være en hovedperson taget ud af Nietzsche eller Knut Hamsun.
I bogen er Jonas T. Bengtsson verden gennem drengen. Det er som at kigge gennem et nøglehul. Han ser ikke det hele.
- Det er vanskeligt at lade verden beskrive gennem en seks-årigs øjne. Børn kan jo ikke skrive bøger. Sproget skal heller ikke lyde som et barns sprog. Men jeg har forsøgt at koncentrere mig om de ting, der ses fra et barns perspektiv. Derfor er der mange detaljer, men ingen perspektivering, siger Jonas T. Bengtsson.
Perspektiveringen overlades til læserne, og en af læserne, der var mødt op til forfatteraftenen på A. P. Møller Skolen, betegnede dette som forfriskende.
»At læse Jonas T. Bengtsson er lidt som at glo på en vaskemaskine i omdrejninger. Dybt enerverende, dybt fascinerende. Men til forskel fra virkelighedens roligt rumlende tromle, så springer lugen hos Bengtsson op«, skrev Politikens anmelder for eksempel om Submarino.
Jonas T. Bengtsson har på et tidspunkt fået ry for at være den, der skriver om mennesker, der har det svært. Det er hårde temaer, han tager fat på:
- Jeg har det selv sådan, at hvis jeg ikke kan mærke kunst, hvis ikke jeg virkelig bliver berørt af den, så synes jeg, den er ligegyldig. Det gælder for eksempel også billedkunst - her er der godt nok meget, der er inderligt overflødigt. Jeg prøver at få folk til at føle noget, så de derefter forholder sig til stoffet. Da jeg begyndte at skrive »Et eventyr« overvejede jeg i en lang periode: Hvad er det vigtigste for mennesker? De svarer som regel altid »kærlighed« og »frihed«. Men hvis man så ser, hvordan de lever, så gør de jo tit det modsatte: Køber noget, de skal betale af på, og som de derfor er bundet til. Af den grund kan de ikke sige deres job op, og de har derfor mindre frihed. Typisk får de også mindre tid til kærlighed. I »Et eventyr« lever faren friheden helt ud, siger Jonas T. Bengtsson.
Bengtsson kan ikke selv sige sig fri for at være en del af det, han her beskriver. - Men karaktererne er ofte en forstørret del af mig selv, siger han.
- Teatermiljøet i bogen er taget fra min barndom. Det samme er fornemmelsen af byen som stor og voldsom og spændende. Jeg er fra Brønshøj, så vi kørte ind med linje fem, og byen blev mere og mere kaotisk. Og selvom jeg ikke mødte nogle trolde, var der stadig følelsen af at alt kunne ske. Også tankegodset. Idealisme, anti-kommercialisme. Faren i bogen er en karakter, der lever, hvad han tror på. Og det er ikke helt ufarligt, siger Bengtsson.
Problemer med kvinder
Under en tidligere oplæsningsturné i Tyskland faldt spørgsmålet: Har du problemer med kvinder? Og Jonas T. Bengtsson svarede: »Ja!« Han erkender, at mange af hans kvindefigurer er problematiske. I »Et eventyr« er moren stort set fraværende.
- Moren repræsenterer det konforme. Bogen handler også om flugten fra hende. I mine første to bøger har jeg fjernet kærligheden, denne moderlige kærlighed. I »Et eventyr« er moren fraværende, fordi hun repræsenterer stabilitet, og denne stabilitet har jeg gerne villet fjerne. Til gengæld lærer drengen utroligt meget af sin far - han lærer blot ikke at tro på andre mennesker.
Slutning strøget i USA
Bogen ender i 2000 med, at hovedpersonen, Peter som nu har skiftet identitet til Mehmet, er på vej til Berlin. Kunsten bringer spæde fremtidsperspektiver med til Mehmet, da han får mulighed for at udstille i den tyske hovedstad. Hvad der sker i Berlin, kan man læse om i den danske, den polske og den tyske udgave. Men ikke i den amerikanske.
- Min redaktør i USA foreslog, at vi kappede de sidste ti sider. Argumentet var godt nok betinget af marketing. Redaktøren mente, at bogen så ville stå stærkere på det nordamerikanske marked. Jeg fandt ud af, at det fungerede. Jeg syntes, ideen var interessant og sagde o.k. for det. Jeg har også altid ment, at hvis bøger kan blive kortere, så må de også gerne blive det. Personligt kan jeg godt lide afslutningsscenerne i Berlin, men hvis læseren kan gøre det bedre end mig, no problem! På tysk hedder romanen »Wie keiner sonst« - en titel, som forfatteren ikke har haft og heller ikke ønskede indflydelse på.
- Jeg vil ikke blande mig, når mine romaner bliver oversat til et sprog, jeg ikke kender eller ikke kender så godt. Derfor insisterede jeg ikke på en bestemt eller en ordret oversat titel på tysk. På engelsk hedder bogen »A Fairytale«, og denne titel ville jeg selv have.
LITTERATURFESTIVAL. Den danske forfatter Jonas T. Bengtsson har et problematisk forhold til kvinder. Derfor er moren skrællet af i romanen »Et eventyr«. En mor er symbol på konformitet og stabilitet, mener han. Jonas T. Bengtsson gæstede Litteraturfest.nu 2013.
---
Drengen går ikke i skole. Faren tager ham med rundt i livet - lærer ham latin, klassiske sprog og de store kunstarter. Skaber hans verdensbillede og har det bedste med, at andre ikke blander sig. Far og søn færdes i det såkaldt etablerede samfund, men er ikke en del af det. Lidt sort arbejde her , måske lidt kriminalitet der. Selv i det centrale personregisters land. Skat skal ikke blande sig i alt. Far og søn er på flugt. Læseren får ikke at vide hvorfor. Vi er i 1986. Den svenske statsminister Olof Palme er lige blevet skudt.
Noget ildevarslende hænger i luften, og far og søn er nødt til at flytte - igen. Denne gang ind til København. Og sådan begynder »Et eventyr« - ligesom mange eventyr. Med en bevægelse ind i en skov. For København er stenbroen til trods at sammenligne med en skov, hvor farer og nye ukendte ting lurer eller venter.
Hvorfor hedder bogen »Et eventyr«, når der nu sker grumme og triste ting, vil en læser på A. P. Møller Skolen vide. Litteraturfestivalen Litteraturfest.nu præsenterer i Slesvig den danske forfatter Jonas T. Bengtsson, der er kendt for rå københavnerromaner. Bogen »Submarino« gik direkte flere anmeldere på nerverne, men de måtte samtidig indrømme, at bogen er fascinerende - og den endte med at blive filmatiseret.
- Nu mener jeg ikke ubetinget, »Et eventyr« er nogen sørgmodig historie. Men vi skal også huske på, at ikke alt var fryd og gammen i Brødrene Grimms eventyr for slet ikke at tale om de slaviske eventyr. Måske kan vi give Disney skylden for, at vi mener, at et eventyr altid er godt, siger Jonas T. Bengtsson.
Vedtagne sandheder
»Et eventyr« er modstykket til den moderne verden, hvor skoling og uddannelse synes at være alt. Man kan også mene, at det fører til ensretning. I Bengtssons roman bliver verden afprøvet. Faren sluger ikke de vedtagne sandheder råt, og han vil også gerne, at sønnen lader være med at gøre det. Tyngdekraften lærer man om ved at lade et æble falde fra Rundetårn. Ikke ved at læse om loven i en bog.
- Faren er ud af 68er-generationen uden at være hippie. Han tror ikke på ismer. Han er en type, som var mere karakteristisk for godt 100 år siden. Han kunne være en hovedperson taget ud af Nietzsche eller Knut Hamsun.
I bogen er Jonas T. Bengtsson verden gennem drengen. Det er som at kigge gennem et nøglehul. Han ser ikke det hele.
- Det er vanskeligt at lade verden beskrive gennem en seks-årigs øjne. Børn kan jo ikke skrive bøger. Sproget skal heller ikke lyde som et barns sprog. Men jeg har forsøgt at koncentrere mig om de ting, der ses fra et barns perspektiv. Derfor er der mange detaljer, men ingen perspektivering, siger Jonas T. Bengtsson.
Perspektiveringen overlades til læserne, og en af læserne, der var mødt op til forfatteraftenen på A. P. Møller Skolen, betegnede dette som forfriskende.
»At læse Jonas T. Bengtsson er lidt som at glo på en vaskemaskine i omdrejninger. Dybt enerverende, dybt fascinerende. Men til forskel fra virkelighedens roligt rumlende tromle, så springer lugen hos Bengtsson op«, skrev Politikens anmelder for eksempel om Submarino.
Jonas T. Bengtsson har på et tidspunkt fået ry for at være den, der skriver om mennesker, der har det svært. Det er hårde temaer, han tager fat på:
- Jeg har det selv sådan, at hvis jeg ikke kan mærke kunst, hvis ikke jeg virkelig bliver berørt af den, så synes jeg, den er ligegyldig. Det gælder for eksempel også billedkunst - her er der godt nok meget, der er inderligt overflødigt. Jeg prøver at få folk til at føle noget, så de derefter forholder sig til stoffet. Da jeg begyndte at skrive »Et eventyr« overvejede jeg i en lang periode: Hvad er det vigtigste for mennesker? De svarer som regel altid »kærlighed« og »frihed«. Men hvis man så ser, hvordan de lever, så gør de jo tit det modsatte: Køber noget, de skal betale af på, og som de derfor er bundet til. Af den grund kan de ikke sige deres job op, og de har derfor mindre frihed. Typisk får de også mindre tid til kærlighed. I »Et eventyr« lever faren friheden helt ud, siger Jonas T. Bengtsson.
Bengtsson kan ikke selv sige sig fri for at være en del af det, han her beskriver. - Men karaktererne er ofte en forstørret del af mig selv, siger han.
- Teatermiljøet i bogen er taget fra min barndom. Det samme er fornemmelsen af byen som stor og voldsom og spændende. Jeg er fra Brønshøj, så vi kørte ind med linje fem, og byen blev mere og mere kaotisk. Og selvom jeg ikke mødte nogle trolde, var der stadig følelsen af at alt kunne ske. Også tankegodset. Idealisme, anti-kommercialisme. Faren i bogen er en karakter, der lever, hvad han tror på. Og det er ikke helt ufarligt, siger Bengtsson.
Problemer med kvinder
Under en tidligere oplæsningsturné i Tyskland faldt spørgsmålet: Har du problemer med kvinder? Og Jonas T. Bengtsson svarede: »Ja!« Han erkender, at mange af hans kvindefigurer er problematiske. I »Et eventyr« er moren stort set fraværende.
- Moren repræsenterer det konforme. Bogen handler også om flugten fra hende. I mine første to bøger har jeg fjernet kærligheden, denne moderlige kærlighed. I »Et eventyr« er moren fraværende, fordi hun repræsenterer stabilitet, og denne stabilitet har jeg gerne villet fjerne. Til gengæld lærer drengen utroligt meget af sin far - han lærer blot ikke at tro på andre mennesker.
Slutning strøget i USA
Bogen ender i 2000 med, at hovedpersonen, Peter som nu har skiftet identitet til Mehmet, er på vej til Berlin. Kunsten bringer spæde fremtidsperspektiver med til Mehmet, da han får mulighed for at udstille i den tyske hovedstad. Hvad der sker i Berlin, kan man læse om i den danske, den polske og den tyske udgave. Men ikke i den amerikanske.
- Min redaktør i USA foreslog, at vi kappede de sidste ti sider. Argumentet var godt nok betinget af marketing. Redaktøren mente, at bogen så ville stå stærkere på det nordamerikanske marked. Jeg fandt ud af, at det fungerede. Jeg syntes, ideen var interessant og sagde o.k. for det. Jeg har også altid ment, at hvis bøger kan blive kortere, så må de også gerne blive det. Personligt kan jeg godt lide afslutningsscenerne i Berlin, men hvis læseren kan gøre det bedre end mig, no problem! På tysk hedder romanen »Wie keiner sonst« - en titel, som forfatteren ikke har haft og heller ikke ønskede indflydelse på.
- Jeg vil ikke blande mig, når mine romaner bliver oversat til et sprog, jeg ikke kender eller ikke kender så godt. Derfor insisterede jeg ikke på en bestemt eller en ordret oversat titel på tysk. På engelsk hedder bogen »A Fairytale«, og denne titel ville jeg selv have.
Kommentarer