Blog
Så kom han
Nedenstående blev bragt i Flensborg Avis, den 2. oktober 2009. Forud var der gået en voldsomt debat i både dansk og tysk presse, efter at byens daværende overborgmester, Klaus Tscheuschner havde sagt nej til at indstille byen til til de tyske boghandleres læseaktion »Eine Stadt liest ein Buch«. Nej'et kom efter et »diplomatisk råd« fra den danske generalkonsul Henrik Becker-Christensen, der mente, at bogen »Den der blinker, er bange for døden« ville splitte dansk-tysk, mere end den vile samle. Det havde et flertal af Flensborgs borgere, danske som tyske, dog en helt anden opfattelse af.
EINE STADT LIEST EIN BUCH. Hvad har du imod Nykøbing Falster, Knud Romer? Ikke noget, svarer han: - Nykøbing er dér, hvor du læser bogen "Den som blinker er bange for døden", sagde den danske forfatter, da han fik lov til at tale sin sag i Flensborg.
FLENSBORG. En forfatteraften i Tyskland - det er noget med et glas vand på et bord, en lille arkitektlampe, en forfatter der læser noget, han/hun selv har skrevet, og som man selv havde kunnet læse, og som regel nogle spørgsmål fra publikum, hvor spørgeren - meget ofte - holder et alenlangt foredrag, før spørgsmålet falder.
Men med den danske forfatter Knud Romer ved man aldrig, hvilken vej det går.
Onsdag aften stod han her så - i Flensborg - hvor nogle pinger mente, at hans bog "Den som blinker er bange for døden" ikke egnede sig til litteraturaktionen "Eine Stadt liest ein Buch". I bogen beskriver Knud Romer sin opvækst med tyske rødder i provinsbyen Nykøbing Falster.
Der kom overskrifter i aviserne, ja dansk fjernsyn interesserede sig lige pludselig for, hvad der var los syd for grænsen. Og så endte det med, at Flensborgs politikere alligevel sagde god for, at byen kunne deltage i de nordtyske boghandleres litteraturaktion med Knud Romers bog.
- Bogen kan I jo selv læse, sagde Knud Romer - der i stedet for tog hul på en hæsblæsende historie om hans livs lange omveje, blindgyder, drukture og stoffer - omveje, der førte til det, han allerede som 13-årig stod i Frankfurt om drømte om, at noget af hans poesi en dag måtte udkomme på Insel Verlag - ligesom I.P. Jacobsen, Herman Bang og Andersen med det smukke navn Hans Christian.
Lad bogen være i fred
Da Knud Romer var færdig efter 50 minutters tour de force gennem sit eget liv, var der en herre blandt publikum, der mente, det var underligt, hvorfor Romer havde brugt så meget tid på at fortælle om sit eget liv i stedet for at fortælle om bogen.
Men det var der sørme en dame, der blev "tief verletzt" over at høre, hun talte lidt patetisk om Romers forhold til poesien, og så var stilen ligesom lagt. Men Romer kom det hele i forkøbet og glædede sig over spørgsmålet fra den undrende mand.
- Man burde egentlig skyde en forfatter efter, at en bog er blevet udgivet. For fra og med udgivelsestidspunktet er det læseren, der er den ny forfatter. Jeg vil overlade bogen til læseren og ikke forklare den. Lad nu den bog være i fred. I skal selv læse den og få det ud af den, I kan få ud af den, sagde Knud Romer i en pænt fyldt sal i Flensborghus.
Dejlig oplevelse
Knud Romer talte tysk, så alle kunne være med, og han gjorde det stort set lige så hurtigt, som han taler dansk. Og han glædede sig over dagens oplevelse i Flensborg, hvor 70 flensborgere - unge som gamle - læste op af bogen i byens gader.
- Det er en af de dejligste oplevelser, jeg har haft - at høre oplæsningen på dansk og tysk blandet sammen. Det var til at blive rørt til tårer over. Hvis jeg havde vidst, at det var det, bogen skulle bruges til, var jeg simpelthen blevet ramt af præstationsangst under skrivningen. Efter den oplevelse kan jeg kun sige, at jeg har ikke mere at sige. Det var jo det, jeg troede, var en utopi, sagde Knud Romer.
"Den som blinker er bange for døden" er ikke blevet modtaget med kyshånd alle steder i kongeriget. En avis sendte en journalist til Nykøbing Falster, hvor bogen foregår, og kunne her fastslå, at der var flere historiske og topografiske ukorrektheder i Romers prosa. Svært af fatte eftersom en roman jo netop er fiktion.
- Det er ligesom at sige til en ekspressionistisk maler: "Det træ, du har malet der, det er altså ikke blåt i virkeligheden. Jeg har selv set det". Jeg er også blevet spurgt: "Hvad har du imod Nykøbing Falster"? Jamen, jeg har ikke noget imod Nykøbing. Nykøbing er den by, bogen bliver læst i. Det dur ikke at begynde at sammenligne fiktionen med virkeligheden. Hvis man læser bøger på den måde, kan man ligeså godt lukke alle bibliotekerne, sagde Knud Romer. Selv om Knud Romers bog blandt meget handler om det at være anderledes i forhold til det omgivende samfund, kom aftenen i Flensborghus til at handle om tysk i forhold til dansk.
Mens Tyskland for mange danskere efter 1945 har været "Das Land der Dichter und Henker", har det for Knud Romer altid været "Das Land der Dichter und Denker".
- De tyske sætninger i den danske udgave af bogen er der også for at gøre det anskueligt over for danske læsere, at tysk ikke kun er et kommandosprog, men også et poetisk og romantisk sprog, sagde Knud Romer - og hev sit es op over for dagbladet Politiken, der ellers hylder tolerance og det multietniske samfund.
Det var i Politiken, at en tv-anmelder skrev om en svensk film, at "denne film viser, at svenskerne igen er tyskere forklædt som mennesker".
- Havde man kunnet skrive "jøder" eller "muslimer" i stedet for tyskere? Nej, det havde man ikke, ironiserede Romer.
Hold din kæft din nazist
"Den som blinker er bange for døden" er ingen hævnsang, men ofrenes bog. Mennesker i mindretal er ifølge Romer udstødte. De får sjældent rigtigt mulighed for at komme til orde, og Knud Romers mål er at få læserne til at græde for at kunne forstå dem, de græder med.
- Der findes for eksempel ikke megen erindringslitteratur om tyske flygtninge i de tidligere besatte, for man har kunnet gøre med disse tyskere, hvad man ville. De var sociale parier. Og sådan blev deres mund lynet til. Hvis da sagde noget, ville de have fået at vide: "Hold kæft, din nazist", sagde han.
Men der er sket noget i mellemtiden.
- Da Gerd Müller scorede til 2-1 i VM-finalen mod Holland i 1974, jublede jeg først over det, men vidste i sekunderne efter, at jeg ville komme til at betale for det dagen efter i skolegården. I 2006 var det helt anderledes. Da elskede danskerne den tyske landsholdstræner Jürgen Klinsmann, sagde Romer.
Debutromanen "Den som blinker er bange for døden" scorede de danske boghandleres "De gyldne laurbær", en pris man som dansk forfatter ellers kun plejer at gøre sig fortjent til efter mange års tro tjeneste. Men for Knud Romer var bogen om opvæksten i Nykøbing Falster med en tysk mor og en dansk far også lidt af en tom triumf. Fod da succesen kom, var moderen død, og faderen led af alzheimer og vidste ikke, hvad Knud Romer talte om.
30 kilo kokain
Knud Romer havde gerne villet bevise dem ét og andet, siden de i 1995 hev ham hjem fra København til Nykøbing Falster, så han i en alder af 35 år kunne komme ud af rollen som evighedsstudent, endelig få skrevet sit magisterarbejde og få sig et job. Sådan gik det aldrig. Ved et tilfælde blev han ansat på et reklamebureau, hvor han scorede en masse priser, tjente kassen, men ikke var lykkelig. I perioder drak han en flaske vodka om dagen, havde 30 kilo kokain liggende - formentlig en typisk Romer-overdrivelse - og var i gang med det, kan selv kalder "tøsedrengens selvmord".
Knud Romer blev samlet op af en kvindelig soloviolonist, som han siden er blevet gift med og har få børn med. Hun gav ham tre år til at skrive "Den som blinker er bange for døden". "Lidt moj" til sådan en forholdsvis tynd bog kunne ma sige på jysk, men bogen er mange steder flertydig og åben for fortolkninger. På sidste side kan læseren hoppe i en fælde ved selv at afgøre, om der er en granat eller blot granatsplitten, som hovedpersonen kaster ud over Nykøbing Falster. En fælde, som Knud Romer også lagde for anmelderne - for hvis granaten blev kastet, så havde de selv valgt at kaste den.
I den efterfølgende debat i Flensborghus lød det sidste spørgsmål, hvorvidt der var et "kognitiv korrektiv" til det, bogen beskrev, nemlig udstødningen af de anderledes. Sagt på nudansk: Om der overhovedet var noget, der kunne ændres.
- Der er kun én, der behøver at sige, at sige fra over for en skæv og urimelig behandling af de anderledes, af minoriteterne, og så vil denne også høre op, sagde Knud Romer.
Nedenstående blev bragt i Flensborg Avis, den 2. oktober 2009. Forud var der gået en voldsomt debat i både dansk og tysk presse, efter at byens daværende overborgmester, Klaus Tscheuschner havde sagt nej til at indstille byen til til de tyske boghandleres læseaktion »Eine Stadt liest ein Buch«. Nej'et kom efter et »diplomatisk råd« fra den danske generalkonsul Henrik Becker-Christensen, der mente, at bogen »Den der blinker, er bange for døden« ville splitte dansk-tysk, mere end den vile samle. Det havde et flertal af Flensborgs borgere, danske som tyske, dog en helt anden opfattelse af.
EINE STADT LIEST EIN BUCH. Hvad har du imod Nykøbing Falster, Knud Romer? Ikke noget, svarer han: - Nykøbing er dér, hvor du læser bogen "Den som blinker er bange for døden", sagde den danske forfatter, da han fik lov til at tale sin sag i Flensborg.
FLENSBORG. En forfatteraften i Tyskland - det er noget med et glas vand på et bord, en lille arkitektlampe, en forfatter der læser noget, han/hun selv har skrevet, og som man selv havde kunnet læse, og som regel nogle spørgsmål fra publikum, hvor spørgeren - meget ofte - holder et alenlangt foredrag, før spørgsmålet falder.
Men med den danske forfatter Knud Romer ved man aldrig, hvilken vej det går.
Onsdag aften stod han her så - i Flensborg - hvor nogle pinger mente, at hans bog "Den som blinker er bange for døden" ikke egnede sig til litteraturaktionen "Eine Stadt liest ein Buch". I bogen beskriver Knud Romer sin opvækst med tyske rødder i provinsbyen Nykøbing Falster.
Der kom overskrifter i aviserne, ja dansk fjernsyn interesserede sig lige pludselig for, hvad der var los syd for grænsen. Og så endte det med, at Flensborgs politikere alligevel sagde god for, at byen kunne deltage i de nordtyske boghandleres litteraturaktion med Knud Romers bog.
- Bogen kan I jo selv læse, sagde Knud Romer - der i stedet for tog hul på en hæsblæsende historie om hans livs lange omveje, blindgyder, drukture og stoffer - omveje, der førte til det, han allerede som 13-årig stod i Frankfurt om drømte om, at noget af hans poesi en dag måtte udkomme på Insel Verlag - ligesom I.P. Jacobsen, Herman Bang og Andersen med det smukke navn Hans Christian.
Lad bogen være i fred
Da Knud Romer var færdig efter 50 minutters tour de force gennem sit eget liv, var der en herre blandt publikum, der mente, det var underligt, hvorfor Romer havde brugt så meget tid på at fortælle om sit eget liv i stedet for at fortælle om bogen.
Men det var der sørme en dame, der blev "tief verletzt" over at høre, hun talte lidt patetisk om Romers forhold til poesien, og så var stilen ligesom lagt. Men Romer kom det hele i forkøbet og glædede sig over spørgsmålet fra den undrende mand.
- Man burde egentlig skyde en forfatter efter, at en bog er blevet udgivet. For fra og med udgivelsestidspunktet er det læseren, der er den ny forfatter. Jeg vil overlade bogen til læseren og ikke forklare den. Lad nu den bog være i fred. I skal selv læse den og få det ud af den, I kan få ud af den, sagde Knud Romer i en pænt fyldt sal i Flensborghus.
Dejlig oplevelse
Knud Romer talte tysk, så alle kunne være med, og han gjorde det stort set lige så hurtigt, som han taler dansk. Og han glædede sig over dagens oplevelse i Flensborg, hvor 70 flensborgere - unge som gamle - læste op af bogen i byens gader.
- Det er en af de dejligste oplevelser, jeg har haft - at høre oplæsningen på dansk og tysk blandet sammen. Det var til at blive rørt til tårer over. Hvis jeg havde vidst, at det var det, bogen skulle bruges til, var jeg simpelthen blevet ramt af præstationsangst under skrivningen. Efter den oplevelse kan jeg kun sige, at jeg har ikke mere at sige. Det var jo det, jeg troede, var en utopi, sagde Knud Romer.
"Den som blinker er bange for døden" er ikke blevet modtaget med kyshånd alle steder i kongeriget. En avis sendte en journalist til Nykøbing Falster, hvor bogen foregår, og kunne her fastslå, at der var flere historiske og topografiske ukorrektheder i Romers prosa. Svært af fatte eftersom en roman jo netop er fiktion.
- Det er ligesom at sige til en ekspressionistisk maler: "Det træ, du har malet der, det er altså ikke blåt i virkeligheden. Jeg har selv set det". Jeg er også blevet spurgt: "Hvad har du imod Nykøbing Falster"? Jamen, jeg har ikke noget imod Nykøbing. Nykøbing er den by, bogen bliver læst i. Det dur ikke at begynde at sammenligne fiktionen med virkeligheden. Hvis man læser bøger på den måde, kan man ligeså godt lukke alle bibliotekerne, sagde Knud Romer. Selv om Knud Romers bog blandt meget handler om det at være anderledes i forhold til det omgivende samfund, kom aftenen i Flensborghus til at handle om tysk i forhold til dansk.
Mens Tyskland for mange danskere efter 1945 har været "Das Land der Dichter und Henker", har det for Knud Romer altid været "Das Land der Dichter und Denker".
- De tyske sætninger i den danske udgave af bogen er der også for at gøre det anskueligt over for danske læsere, at tysk ikke kun er et kommandosprog, men også et poetisk og romantisk sprog, sagde Knud Romer - og hev sit es op over for dagbladet Politiken, der ellers hylder tolerance og det multietniske samfund.
Det var i Politiken, at en tv-anmelder skrev om en svensk film, at "denne film viser, at svenskerne igen er tyskere forklædt som mennesker".
- Havde man kunnet skrive "jøder" eller "muslimer" i stedet for tyskere? Nej, det havde man ikke, ironiserede Romer.
Hold din kæft din nazist
"Den som blinker er bange for døden" er ingen hævnsang, men ofrenes bog. Mennesker i mindretal er ifølge Romer udstødte. De får sjældent rigtigt mulighed for at komme til orde, og Knud Romers mål er at få læserne til at græde for at kunne forstå dem, de græder med.
- Der findes for eksempel ikke megen erindringslitteratur om tyske flygtninge i de tidligere besatte, for man har kunnet gøre med disse tyskere, hvad man ville. De var sociale parier. Og sådan blev deres mund lynet til. Hvis da sagde noget, ville de have fået at vide: "Hold kæft, din nazist", sagde han.
Men der er sket noget i mellemtiden.
- Da Gerd Müller scorede til 2-1 i VM-finalen mod Holland i 1974, jublede jeg først over det, men vidste i sekunderne efter, at jeg ville komme til at betale for det dagen efter i skolegården. I 2006 var det helt anderledes. Da elskede danskerne den tyske landsholdstræner Jürgen Klinsmann, sagde Romer.
Debutromanen "Den som blinker er bange for døden" scorede de danske boghandleres "De gyldne laurbær", en pris man som dansk forfatter ellers kun plejer at gøre sig fortjent til efter mange års tro tjeneste. Men for Knud Romer var bogen om opvæksten i Nykøbing Falster med en tysk mor og en dansk far også lidt af en tom triumf. Fod da succesen kom, var moderen død, og faderen led af alzheimer og vidste ikke, hvad Knud Romer talte om.
30 kilo kokain
Knud Romer havde gerne villet bevise dem ét og andet, siden de i 1995 hev ham hjem fra København til Nykøbing Falster, så han i en alder af 35 år kunne komme ud af rollen som evighedsstudent, endelig få skrevet sit magisterarbejde og få sig et job. Sådan gik det aldrig. Ved et tilfælde blev han ansat på et reklamebureau, hvor han scorede en masse priser, tjente kassen, men ikke var lykkelig. I perioder drak han en flaske vodka om dagen, havde 30 kilo kokain liggende - formentlig en typisk Romer-overdrivelse - og var i gang med det, kan selv kalder "tøsedrengens selvmord".
Knud Romer blev samlet op af en kvindelig soloviolonist, som han siden er blevet gift med og har få børn med. Hun gav ham tre år til at skrive "Den som blinker er bange for døden". "Lidt moj" til sådan en forholdsvis tynd bog kunne ma sige på jysk, men bogen er mange steder flertydig og åben for fortolkninger. På sidste side kan læseren hoppe i en fælde ved selv at afgøre, om der er en granat eller blot granatsplitten, som hovedpersonen kaster ud over Nykøbing Falster. En fælde, som Knud Romer også lagde for anmelderne - for hvis granaten blev kastet, så havde de selv valgt at kaste den.
I den efterfølgende debat i Flensborghus lød det sidste spørgsmål, hvorvidt der var et "kognitiv korrektiv" til det, bogen beskrev, nemlig udstødningen af de anderledes. Sagt på nudansk: Om der overhovedet var noget, der kunne ændres.
- Der er kun én, der behøver at sige, at sige fra over for en skæv og urimelig behandling af de anderledes, af minoriteterne, og så vil denne også høre op, sagde Knud Romer.
Kommentarer