Blog
Så gør dog noget, for...
Nedenstående blev bragt i Flensborg Avis den 17. september 2011 i forbindelse med litteraturfestivalen »Litteraturfest.nu«.
LITTERATURFEST.NU. Der sker ikke en skid i Helle Helles romaner, skrev en anmelder engang. Men hvorfor Søren er der så så mange, der læser dem. Det fik man en del af svaret på i Slesvig.
SLESVIG. Anmelderne er vilde med Helle Helles seneste roman, »Dette burde skrives i nutid«. Og sjældent er der set så mange gymnasieelever spørgende så interesseret til en forfatter og hendes romaner som onsdag aften på A. P. Møller Skolen i Slesvig.
Her tog den danske forfatter plads ved læselamperne sammen med islændingen Jón Kalman Stefánsson. Den grænseoverskridende litteraturfestival Litteraturfest.nu blev her fejret på dansk, tysk og islandsk og med udsigt til tunge regnskyer over Slien.
Og det var tydeligt, at de unge havde læst på lektierne. Ikke blot med hovedet, men også med hjertet.
En pige ville vide, hvor meget der er af Helle Helle selv i romanerne og novellerne. Én undrede sig over, at de mange rastløse kvinder i Helle Helles bøger ikke griber mulighederne og virker lidt depressive, når nu Danmark i undersøgelser går for at være et af verdens lykkeligste folk. Og en tredje ville vide, hvordan det kunne være, at Helle Helle startede med at ville være læge men endte som forfatter - i øvrigt nu på livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond.
Stram og underspillet
Helle Helle fik sit store publikumsgennembrud i 2005. Det skete med romanen »Rødby-Puttgarden« om Jane og storesøster Tine, de er begge i midten af tyverne og arbejder i parfumeafdelingen på Rødby-Puttgarden-færgen.
Bogen er skrevet i en stram realistisk stil, meget er underspillet, og handlingen ofte kun antydet.
Der sker ikke meget i søstrenes liv, og sproget i romanen er kort og præcist. Hun er blevet beskrevet som forfatteren, der beskriver det Danmark, der nogenlunde samtidig med hendes gennembrud fik hade-elske-betegnelsen »udkantsdanmark«.
Selv siger hun, at hun aldrig bevidst har haft det i tankerne at ville beskrive randområder. En anmelder i Weekendavisen skrev om en af Helle Helles bøger: »I denne bog sker der ikke en skid, men det er denne skid, der sker og sker«.
Helle Helle er opvokset i Rødby. Hun har skiftet efternavn en del gange - blandt andet på grund af forældrenes skilsmisse. Først hed hun Helle Olsen, så Helle Hansen, senere Helle Krogh Hansen, og nu Helle Helle med oldemorens efternavn. Sikkert også velegnet for en forfatter.
Handlingen er underordnet
Skulle du en dag møde Helle Helle, så lad være med at spørge hende om, hvad hendes bøger handler om. Ikke blot Weekendavisens anmeldelse apropos, men også fordi hun ikke er særlig vild med spørgsmålet.
- I begyndelsen følte jeg mig så dum og desperat, når jeg fik spørgsmålet. Det var da også for dårligt, at forfatteren selv ikke kunne svare på det. I dag tackler jeg spørgsmålet med svaret: Det allervigtigste er, hvordan det er skrevet. Du kan have nok så god en historie, men hvis den ikke fortælles rigtigt, er den ikke noget værd. Det første, jeg gør, er at vælge et sted. Når først, man har stedet på plads, behøver man ikke bruge flere kræfter på det. Jeg bruger gerne det sted, jeg er vokset op, for det kender jeg. Kald det udkantsdanmark eller provinsen. Noget, jeg oplever som typisk for det sted, hvor jeg kommer fra, er svaret på spørgsmålet: »Hvordan har du det?« På Lolland er det almindelige svar nemlig, hvad man går og laver. Forleden ringede jeg til min far, og jeg spurgte ham, hvordan han havde det? Og han svarede: »Joooo, jeg er lige ved at klippe hæk...«. Mange har sagt til mig, at det er da en tom måde at omgås hinanden på. Men der kan også ligge en stor frihed i ikke at skulle fortælle, hvordan man lige går og tænker og føler, og når min far fortæller, at han er ved at klippe hæk, så har jeg billedet for mig og ved, hvordan han har det, siger Helle Helle.
Hun indrømmer gerne, at hun har en tendens til at punktere dramaerne i sine bøger. Men der ligger ofte en anden slags drama i forløbene. For eksempel når de rastløse kvinder ikke griber chancerne og forsøger at komme ud af deres trummerum.
Handlingslammelsen
- Det kan der også ligge en god energi i. Der ligger en god genkendelseseffekt i at læse om mennesker, der er lammede i deres handlinger. Læseren tænker: Så gør dog noget! Smid ham dog ud! Men nej, hun gør det ikke. Og hvorfor ikke? Jag har en svaghed for de mennesker, der ikke gør det, som vi andre udefra kan se, er det bedste for dem. Nogle mener, mine romaner og noveller kan virke deprimerende, men måske er det, fordi jeg beskriver det hele set udefra, siger Helle Helle.
Hovedpersonen i »Rødby-Puttgarden« kunne sagtens være Helle Helle selv, hvis ikke hun havde forladt provinsen som 18-årig og flyttede til København. Helle Helle har selv været retningsløs og flakkende i en stor del af hendes liv - og også solgt parfume på færgen til Tyskland.
Men hovedpersoner på 21 år - kan de være spændende for læserne, spurgte Helle Helles mor en dag. Og det gav hende en midlertidig skriveblokering, for det fik Helle Helle til at gruble over spørgsmålet og nåede til en erkendelse.
- Alle over 21 år kan huske, hvordan det var at være 21. Jeg skriver om menneskenes møde mellem den kendte og den ukendte verden - om mennesker, der prøver at finde sig selv.
BLÅ BOG - HELLE HELLE
• Helle Helle (født Helle Olsen i 1965) er uddannet på Forfatterskolen. Med punktromanen Eksempel på liv (1993) og navnlig med novellesamlingen Rester (1996), fulgt af Biler og dyr (2000), blev Helle Helle en fremtrædende repræsentant for 1990ernes minimalistiske realisme.
• I korte tekster fanger hun moderne hverdagsmennesker i situationsglimt med undertoner af en betydning, hvis fortolkning overlades til læseren. Samme kredsen om rutinelivets skjulte konflikter præger romanerne Hus og hjem (1999) og Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (2002).
• Romanen Rødby-Puttgarten (2005) om en ung parfumeekspedients liv blev et stort gennembrud og gav blandt andet Helle Helle Kritikerprisen.
" I skildringen af sine stille eksistenser a la Herman Bang i en dansk udkant har Helle Helle udviklet sin realisme frem mod fyldighed og stor træfsikkerhed. En udvikling der blev fortsat med romanerne Ned til hundene (2008), som blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og Dette burde skrives i nutid (2011).
Nedenstående blev bragt i Flensborg Avis den 17. september 2011 i forbindelse med litteraturfestivalen »Litteraturfest.nu«.
LITTERATURFEST.NU. Der sker ikke en skid i Helle Helles romaner, skrev en anmelder engang. Men hvorfor Søren er der så så mange, der læser dem. Det fik man en del af svaret på i Slesvig.
SLESVIG. Anmelderne er vilde med Helle Helles seneste roman, »Dette burde skrives i nutid«. Og sjældent er der set så mange gymnasieelever spørgende så interesseret til en forfatter og hendes romaner som onsdag aften på A. P. Møller Skolen i Slesvig.
Her tog den danske forfatter plads ved læselamperne sammen med islændingen Jón Kalman Stefánsson. Den grænseoverskridende litteraturfestival Litteraturfest.nu blev her fejret på dansk, tysk og islandsk og med udsigt til tunge regnskyer over Slien.
Og det var tydeligt, at de unge havde læst på lektierne. Ikke blot med hovedet, men også med hjertet.
En pige ville vide, hvor meget der er af Helle Helle selv i romanerne og novellerne. Én undrede sig over, at de mange rastløse kvinder i Helle Helles bøger ikke griber mulighederne og virker lidt depressive, når nu Danmark i undersøgelser går for at være et af verdens lykkeligste folk. Og en tredje ville vide, hvordan det kunne være, at Helle Helle startede med at ville være læge men endte som forfatter - i øvrigt nu på livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond.
Stram og underspillet
Helle Helle fik sit store publikumsgennembrud i 2005. Det skete med romanen »Rødby-Puttgarden« om Jane og storesøster Tine, de er begge i midten af tyverne og arbejder i parfumeafdelingen på Rødby-Puttgarden-færgen.
Bogen er skrevet i en stram realistisk stil, meget er underspillet, og handlingen ofte kun antydet.
Der sker ikke meget i søstrenes liv, og sproget i romanen er kort og præcist. Hun er blevet beskrevet som forfatteren, der beskriver det Danmark, der nogenlunde samtidig med hendes gennembrud fik hade-elske-betegnelsen »udkantsdanmark«.
Selv siger hun, at hun aldrig bevidst har haft det i tankerne at ville beskrive randområder. En anmelder i Weekendavisen skrev om en af Helle Helles bøger: »I denne bog sker der ikke en skid, men det er denne skid, der sker og sker«.
Helle Helle er opvokset i Rødby. Hun har skiftet efternavn en del gange - blandt andet på grund af forældrenes skilsmisse. Først hed hun Helle Olsen, så Helle Hansen, senere Helle Krogh Hansen, og nu Helle Helle med oldemorens efternavn. Sikkert også velegnet for en forfatter.
Handlingen er underordnet
Skulle du en dag møde Helle Helle, så lad være med at spørge hende om, hvad hendes bøger handler om. Ikke blot Weekendavisens anmeldelse apropos, men også fordi hun ikke er særlig vild med spørgsmålet.
- I begyndelsen følte jeg mig så dum og desperat, når jeg fik spørgsmålet. Det var da også for dårligt, at forfatteren selv ikke kunne svare på det. I dag tackler jeg spørgsmålet med svaret: Det allervigtigste er, hvordan det er skrevet. Du kan have nok så god en historie, men hvis den ikke fortælles rigtigt, er den ikke noget værd. Det første, jeg gør, er at vælge et sted. Når først, man har stedet på plads, behøver man ikke bruge flere kræfter på det. Jeg bruger gerne det sted, jeg er vokset op, for det kender jeg. Kald det udkantsdanmark eller provinsen. Noget, jeg oplever som typisk for det sted, hvor jeg kommer fra, er svaret på spørgsmålet: »Hvordan har du det?« På Lolland er det almindelige svar nemlig, hvad man går og laver. Forleden ringede jeg til min far, og jeg spurgte ham, hvordan han havde det? Og han svarede: »Joooo, jeg er lige ved at klippe hæk...«. Mange har sagt til mig, at det er da en tom måde at omgås hinanden på. Men der kan også ligge en stor frihed i ikke at skulle fortælle, hvordan man lige går og tænker og føler, og når min far fortæller, at han er ved at klippe hæk, så har jeg billedet for mig og ved, hvordan han har det, siger Helle Helle.
Hun indrømmer gerne, at hun har en tendens til at punktere dramaerne i sine bøger. Men der ligger ofte en anden slags drama i forløbene. For eksempel når de rastløse kvinder ikke griber chancerne og forsøger at komme ud af deres trummerum.
Handlingslammelsen
- Det kan der også ligge en god energi i. Der ligger en god genkendelseseffekt i at læse om mennesker, der er lammede i deres handlinger. Læseren tænker: Så gør dog noget! Smid ham dog ud! Men nej, hun gør det ikke. Og hvorfor ikke? Jag har en svaghed for de mennesker, der ikke gør det, som vi andre udefra kan se, er det bedste for dem. Nogle mener, mine romaner og noveller kan virke deprimerende, men måske er det, fordi jeg beskriver det hele set udefra, siger Helle Helle.
Hovedpersonen i »Rødby-Puttgarden« kunne sagtens være Helle Helle selv, hvis ikke hun havde forladt provinsen som 18-årig og flyttede til København. Helle Helle har selv været retningsløs og flakkende i en stor del af hendes liv - og også solgt parfume på færgen til Tyskland.
Men hovedpersoner på 21 år - kan de være spændende for læserne, spurgte Helle Helles mor en dag. Og det gav hende en midlertidig skriveblokering, for det fik Helle Helle til at gruble over spørgsmålet og nåede til en erkendelse.
- Alle over 21 år kan huske, hvordan det var at være 21. Jeg skriver om menneskenes møde mellem den kendte og den ukendte verden - om mennesker, der prøver at finde sig selv.
BLÅ BOG - HELLE HELLE
• Helle Helle (født Helle Olsen i 1965) er uddannet på Forfatterskolen. Med punktromanen Eksempel på liv (1993) og navnlig med novellesamlingen Rester (1996), fulgt af Biler og dyr (2000), blev Helle Helle en fremtrædende repræsentant for 1990ernes minimalistiske realisme.
• I korte tekster fanger hun moderne hverdagsmennesker i situationsglimt med undertoner af en betydning, hvis fortolkning overlades til læseren. Samme kredsen om rutinelivets skjulte konflikter præger romanerne Hus og hjem (1999) og Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (2002).
• Romanen Rødby-Puttgarten (2005) om en ung parfumeekspedients liv blev et stort gennembrud og gav blandt andet Helle Helle Kritikerprisen.
" I skildringen af sine stille eksistenser a la Herman Bang i en dansk udkant har Helle Helle udviklet sin realisme frem mod fyldighed og stor træfsikkerhed. En udvikling der blev fortsat med romanerne Ned til hundene (2008), som blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og Dette burde skrives i nutid (2011).
Kommentarer