Blog
Norge under den fine fernis
To norske forfattere snakkede om den hendonisme og dekadence, der er fulgt med olimemilliarderne i deres hjemland, da de spillede med i festivalfinalen på Litteraturfest.nu 2014 - litteraturfestivalen i Sønderjylland og Slesvig-Holsten.
Et lig bliver trukket op af havnen i Oslo 14 dage før jul. En højtstående embedsmand er åbenbart faldet i på grund af julefrokostdruk, men siden viser det sig at være et drab. Så ruller snebolden i Kjell Ola Dahls politikrimi, hvor hans vanlige strømer, den zenbuddhistiske og jazzglade Gunnarstranda, snart sættes på sagen.
Kjell Ola Dahl giver et kritisk signalement af Norge i spændingsromanen »Isbaderen«, som han fortalte om, da der en 22. november 2014 var festivalfinale på Flensborg Bibliotek.
Grænselandets litteraturfestival har kørt over fem dage på biblioteker nord og syd for grænsen, fra Aabenraa i nord til Kiel i syd.
Interessen for de nordiske krimier stopper ikke ved landegrænsen. Nærmest tværtimod. Tyskerne er vilde med alt fra svenske Henning Mankell til danske Jussi Adler-Olsen. Og ind imellem er der de norske forfattere som Gunnar Staalesen, der har banet vejen til det store kulturrum med over 100 millioner tysktalende.
Ved festivalfinalen på Flensborg Bibliotek mødte fire forfattere - de norske Kjell Ola Dahl og Erlend Loe samt danske Hanne-Vibeke Holst og tysk-kroatiske Natasa Dragnic - skiftevis et dansk og et tysk publikum i to forskellige rum. Her blev forfatterne interviewet på henholdsvis dansk og tysk af Nanna Mogensen, der er vært i Skønlitteratur på P1, og Maria Bonner, der er lektor på Syddansk Universitet.
De to norske forfattere Kjell Ola Dahl og Erlend Loe har kritikken af det norske velfærdssamfund til fælles. Her trives selvfedmen og hedonismen rigtig godt, mener de. Oliepengene fosser ind i statskassen, og mens Norge holder den moralske fane højt for resten af verden, så er der også noget, der her og der er råddent i fjelde-land. Kjell Ola Dahl fik ideen til »Isbaderen«, da han læste en notits i Dagbladet: Der findes omkring 4000 overvågningskameraer i Oslos centrum. Ikke ét havde formået at fange en kvinde, der blev fundet druknet i havnen.
Moral og millioner
Hans mord mixes med et etisk aspekt. Der er store oliepenge, der er samhandel med Marokko, der blæser højt og flot på menneskerettigheder og international ret ved at holde Vestsahara besat. Her findes fosfatforekomster, der hurtigt kan få al international - også norsk - kritik til at forstumme. Der er mangel på fosfat i verden.
- Der er milliardforretninger i Norge, der ikke er helt rene, og det er noget af det, der er min fortælling. Det er ikke den eneste fortælling, for der sker også meget godt i Norge. Men med de mange oliemilliarder er der også fulgt en form for dekadence. Jeg driver selv et landbrug i et skiområde. Her ser jeg en dag en helikopter lande ved en skihytte, og ud af helikopteren stiger to mænd, der har været inde i byen for at købe friske jordbær, siger Kjell Ola Dahl.
Hans bøger lader sig bedst indordne under den sub-genre, der hedder »nordic noir«. Politikens krimi-ekspert Bo Tao Michaëlis har defineret genren som en roman, hvor »mørket« er »langt mere kollektivt samfundsbetinget end den klassiske hvor verden på forhånd er af lave og det enkelte individ magtesløs rammes af skæbnen«.
»Nordic noir« adskiller sig fra klassisk noir-roman ved at foregå i et tilsyneladende velfungerende velfærdssamfund. »Mørket« er således mindre fatalistisk græsk tragedie og mere »Ibsens naturalistiske teater’«.
- Man kan med god grund spørge, hvorfor vi i velfærds-skandinavien har brug for at læse om alt dette. I virkeligheden er der jo en lang tradition for det helt tilbage fra vikinge-sagaerne. Det hænger vel også sammen med, at vi i Norden har det så godt, at vi kan lide at drømme os bort fra det. Jeg mener da også, at der inden for genren har sneget sig alt for megen vold og sadisme ind. Det bryder jeg mig ikke om, siger Kjell Ola Dahl.
Forfatter går amok på anmeldere
Erlend Loe (billedet ovemfor) er forfatterkollega og landsmand, men skriver ikke i samme genre. Hans skrivestil er naivistisk, og hans virkemidler ironi, humor, overdrivelse og også understatement. Hovedpersonerne er nogle, der ikke har fundet sig til rette i det tilpassede, småborgerlige forbrugersamfund. I »Doppler« fra 2005 handler det om en mand, der har fået nok af de logistiske øvelser i det noget så rytmiske familieliv. Hovedpersonen flytter fra det hele og tager ud i skoven, hvor han kan være sig selv. Han bliver dog plejefar for en elg og havner dermed i samme skure, bare uden centralvarme og rindende vand.
»Status« udkom i år på dansk og handler om en forfatter, der ikke finder sig i dårlige anmeldelser. Hun tager hævn over ikke blot anmeldere, men også forlæggere og boghandler. Den dag, hendes ny bog udkommer, ringer boghandleren og aflyser. Han havde glemt, at boghandlen skal have status. Nina, forfatteren, opsøger boghandlen, hvor der selvfølgelig ikke er lukket for statusopgørelse. Hun finder ind på boghandlerens kontor, mens han er ude at ryge. Da han kommer tilbage og ikke kan forklare sig ordentligt, skubber hun til ham, så han falder og slår hovedet. Der siver væske ud af hovedet på den faldne.
Nina bliver siddende i hans kontorstol. Jo mere livet siver ud af den faldne, jo mere opstemt bliver hun. Da rigor mortis indtræder, kommer hun i tanken om, at det er længe siden, hun har fået noget sidst.
Mangel på anerkendelse
- Jeg har fulgt mange forfattere, som er blevet bitre i mangel på anerkendelse. De er ofte berusede ret tidligt på dagen. Det er vældig brutalt og fascinerende, men bestemt ikke misundelsesværdigt. Det fascinerende ved mine figurer er, at de åbenbart findes i et velfærdssamfund, hvor alt synes at være i orden. Norges facade er så blankpoleret. Vi nordmænd har så god samvittighed, og det er jo nogle gange uspiseligt. Bare fordi vi fandt en stor stak penge uden for vores dør i slutningen af 1960erne, giver det os ikke ret til at leve i den dekadence, vi gør, siger Erlend Loe.
Hvor hovedpersonen Doppler er misantrop, er Nina i »Status« hovedpersonen i et litterært kredsløb. Al god humor rummer en kerne af dyb alvor. Det her handler om, hvor let det er for anmelderen at puste sig op på forfatterens bekostning. Og om en person, der ikke kan leve i det almindelige samfund.
Bag al det groteske kunne der gemme sig en portion samfundskritik, men Erlend Loe vil hellere lidt mere afdæmpet kaldet det for »samfundsbevidsthed«.
- Jeg bliver selv allergisk over for litteratur, som er åbenbar politisk. Så kunne forfatteren jo lige så godt have skrevet en brochure eller sat en reklame på bussen, siger han.
Hans Christian Davidsen
To norske forfattere snakkede om den hendonisme og dekadence, der er fulgt med olimemilliarderne i deres hjemland, da de spillede med i festivalfinalen på Litteraturfest.nu 2014 - litteraturfestivalen i Sønderjylland og Slesvig-Holsten.
Et lig bliver trukket op af havnen i Oslo 14 dage før jul. En højtstående embedsmand er åbenbart faldet i på grund af julefrokostdruk, men siden viser det sig at være et drab. Så ruller snebolden i Kjell Ola Dahls politikrimi, hvor hans vanlige strømer, den zenbuddhistiske og jazzglade Gunnarstranda, snart sættes på sagen.
Kjell Ola Dahl giver et kritisk signalement af Norge i spændingsromanen »Isbaderen«, som han fortalte om, da der en 22. november 2014 var festivalfinale på Flensborg Bibliotek.
Grænselandets litteraturfestival har kørt over fem dage på biblioteker nord og syd for grænsen, fra Aabenraa i nord til Kiel i syd.
Interessen for de nordiske krimier stopper ikke ved landegrænsen. Nærmest tværtimod. Tyskerne er vilde med alt fra svenske Henning Mankell til danske Jussi Adler-Olsen. Og ind imellem er der de norske forfattere som Gunnar Staalesen, der har banet vejen til det store kulturrum med over 100 millioner tysktalende.
Ved festivalfinalen på Flensborg Bibliotek mødte fire forfattere - de norske Kjell Ola Dahl og Erlend Loe samt danske Hanne-Vibeke Holst og tysk-kroatiske Natasa Dragnic - skiftevis et dansk og et tysk publikum i to forskellige rum. Her blev forfatterne interviewet på henholdsvis dansk og tysk af Nanna Mogensen, der er vært i Skønlitteratur på P1, og Maria Bonner, der er lektor på Syddansk Universitet.
De to norske forfattere Kjell Ola Dahl og Erlend Loe har kritikken af det norske velfærdssamfund til fælles. Her trives selvfedmen og hedonismen rigtig godt, mener de. Oliepengene fosser ind i statskassen, og mens Norge holder den moralske fane højt for resten af verden, så er der også noget, der her og der er råddent i fjelde-land. Kjell Ola Dahl fik ideen til »Isbaderen«, da han læste en notits i Dagbladet: Der findes omkring 4000 overvågningskameraer i Oslos centrum. Ikke ét havde formået at fange en kvinde, der blev fundet druknet i havnen.
Moral og millioner
Hans mord mixes med et etisk aspekt. Der er store oliepenge, der er samhandel med Marokko, der blæser højt og flot på menneskerettigheder og international ret ved at holde Vestsahara besat. Her findes fosfatforekomster, der hurtigt kan få al international - også norsk - kritik til at forstumme. Der er mangel på fosfat i verden.
- Der er milliardforretninger i Norge, der ikke er helt rene, og det er noget af det, der er min fortælling. Det er ikke den eneste fortælling, for der sker også meget godt i Norge. Men med de mange oliemilliarder er der også fulgt en form for dekadence. Jeg driver selv et landbrug i et skiområde. Her ser jeg en dag en helikopter lande ved en skihytte, og ud af helikopteren stiger to mænd, der har været inde i byen for at købe friske jordbær, siger Kjell Ola Dahl.
Hans bøger lader sig bedst indordne under den sub-genre, der hedder »nordic noir«. Politikens krimi-ekspert Bo Tao Michaëlis har defineret genren som en roman, hvor »mørket« er »langt mere kollektivt samfundsbetinget end den klassiske hvor verden på forhånd er af lave og det enkelte individ magtesløs rammes af skæbnen«.
»Nordic noir« adskiller sig fra klassisk noir-roman ved at foregå i et tilsyneladende velfungerende velfærdssamfund. »Mørket« er således mindre fatalistisk græsk tragedie og mere »Ibsens naturalistiske teater’«.
- Man kan med god grund spørge, hvorfor vi i velfærds-skandinavien har brug for at læse om alt dette. I virkeligheden er der jo en lang tradition for det helt tilbage fra vikinge-sagaerne. Det hænger vel også sammen med, at vi i Norden har det så godt, at vi kan lide at drømme os bort fra det. Jeg mener da også, at der inden for genren har sneget sig alt for megen vold og sadisme ind. Det bryder jeg mig ikke om, siger Kjell Ola Dahl.
Forfatter går amok på anmeldere
Erlend Loe (billedet ovemfor) er forfatterkollega og landsmand, men skriver ikke i samme genre. Hans skrivestil er naivistisk, og hans virkemidler ironi, humor, overdrivelse og også understatement. Hovedpersonerne er nogle, der ikke har fundet sig til rette i det tilpassede, småborgerlige forbrugersamfund. I »Doppler« fra 2005 handler det om en mand, der har fået nok af de logistiske øvelser i det noget så rytmiske familieliv. Hovedpersonen flytter fra det hele og tager ud i skoven, hvor han kan være sig selv. Han bliver dog plejefar for en elg og havner dermed i samme skure, bare uden centralvarme og rindende vand.
»Status« udkom i år på dansk og handler om en forfatter, der ikke finder sig i dårlige anmeldelser. Hun tager hævn over ikke blot anmeldere, men også forlæggere og boghandler. Den dag, hendes ny bog udkommer, ringer boghandleren og aflyser. Han havde glemt, at boghandlen skal have status. Nina, forfatteren, opsøger boghandlen, hvor der selvfølgelig ikke er lukket for statusopgørelse. Hun finder ind på boghandlerens kontor, mens han er ude at ryge. Da han kommer tilbage og ikke kan forklare sig ordentligt, skubber hun til ham, så han falder og slår hovedet. Der siver væske ud af hovedet på den faldne.
Nina bliver siddende i hans kontorstol. Jo mere livet siver ud af den faldne, jo mere opstemt bliver hun. Da rigor mortis indtræder, kommer hun i tanken om, at det er længe siden, hun har fået noget sidst.
Mangel på anerkendelse
- Jeg har fulgt mange forfattere, som er blevet bitre i mangel på anerkendelse. De er ofte berusede ret tidligt på dagen. Det er vældig brutalt og fascinerende, men bestemt ikke misundelsesværdigt. Det fascinerende ved mine figurer er, at de åbenbart findes i et velfærdssamfund, hvor alt synes at være i orden. Norges facade er så blankpoleret. Vi nordmænd har så god samvittighed, og det er jo nogle gange uspiseligt. Bare fordi vi fandt en stor stak penge uden for vores dør i slutningen af 1960erne, giver det os ikke ret til at leve i den dekadence, vi gør, siger Erlend Loe.
Hvor hovedpersonen Doppler er misantrop, er Nina i »Status« hovedpersonen i et litterært kredsløb. Al god humor rummer en kerne af dyb alvor. Det her handler om, hvor let det er for anmelderen at puste sig op på forfatterens bekostning. Og om en person, der ikke kan leve i det almindelige samfund.
Bag al det groteske kunne der gemme sig en portion samfundskritik, men Erlend Loe vil hellere lidt mere afdæmpet kaldet det for »samfundsbevidsthed«.
- Jeg bliver selv allergisk over for litteratur, som er åbenbar politisk. Så kunne forfatteren jo lige så godt have skrevet en brochure eller sat en reklame på bussen, siger han.
Hans Christian Davidsen
Kommentarer