Blog
Min søster er tysker - jeg er dansker
BOGAFTEN. Rolf Erbst var en af dem, man ikke måtte lege med. I hvert fald ikke hvis man boede uden for barakkerne i efterkrigstidens Flensborg. Forfatteren mødte jævnaldrende i sin barndomsby.
Dem, der kunne, forsvandt så hurtigt som muligt. De svage blev tilbage.
Forfatteren Rolf Erbst drager paralleller mellem efterkrigstidens barakker i Flensborg og nutidens ghettoer, som de kaldes i den danske debat.
Rolf Erbst besøgte den 29. januar 2013 Flensborg Bibliotek, hvor han præsenterede sin erindringsbog »Barakkerne«, der udkom i efteråret 2012.
Efter Anden Verdenskrigs slutning boede Rolf Erbst (årgang 1946) sammen med sin mor i barakkerne i Jørgensby i Flensborg. Det var primitive træhuse i to etager opført af polske krigsfanger i de sidste år af krigen. De husede primært tyske flygtninge fra provinserne øst for Oder-Neisse-floderne, områder som efter 1945 blev tilkendt Polen og Sovjetunionen. Men også mennesker, der var blevet udbombet i større tyske byer for eksempel Kiel, hvor Rolf Erbst og hans mor kom fra
»Jeg skal ikke idealisere tiden i barakkerne, for der var fattigdom, og kvinderne brugte al deres tid på at skaffe mad. Mænd var der jo stort set ingen af. De var enten faldet i krigen, eller de sad i russisk krigsfangenskab«.
»Folk tror altid, at mennesker begynder at gå løs på hinanden der, hvor der er fattigdom. Sådan var det ikke. Der var for eksempel en levende bytteøkonomi og en stor tolerance. Man skulle jo alle overleve. Når en slagteriarbejder kom hjem med noget kød, han »på en eller anden måde« havde skaffet på slagteriet, så var der nogle, der kunne bytte med kartofler. Og sådan gik det. Det skete da også, at nogle af kvinderne tog yngre elskere. Jeg husker, jeg fik 50 pfennig for at sidde på trappen og afvise de mænd, der skulle op til fru Ballmann. Ham den høje mørkhårede skulle jeg lade slippe igennem. Men kom ham den rødhårede med fregnerne, skulle jeg sige, at fru Ballmann var nede i byen hos en veninde og først kom hjem dagen efter. Jeg vidste ikke, hvad der foregik. I virkeligheden var det vel en slags prostitution, men det blev accepteret. Man skulle overleve, og der var generelt højt til loftet«, sagde Rolf Erbst blandt jævnaldrende og ligesindede på Flensborg Bibliotek.
»Hvis min mor havde vidst...«
Efter at bogen udkom, skrev en gammel legekammerat fra Flensborg til Rolf Erbst: »Hvis min mor havde vidst, du var fra barakkerne, så havde jeg aldrig fået lov til at lege med dig«. Den Slesvigske Samling havde indbudt til aftenen, hvor Rolf Erbst fortalte om sin danske og tyske barndom i Flensborg - og ind imellem læste op af bogen »Barakkerne«.
Blandt publikum var en klassekammerat fra dengang. Hun har læst bogen og kunne genkende lærerne fra Christian Paulsen-Skolen fra dengang, selv om Rolf Erbst har sløret deres navne.
Nogle rystede det af sig
Barakkerne var en slags ghetto. Dem, der havde ressourcerne, var der kun en overgang, indtil de fandt sig en rigtig lejlighed eller et rigtigt hus. Andre blev hængende.
»Vi blev boende helt til sidst. Min mor havde tabt kraften og var på piller. Jeg var lidt af en nørd. Der gik lang tid, før jeg fandt ud af, at tingene ændrede sig. Mennesker reagerer meget forskelligt. Der var nogle, der ligesom en gås rystede vandet af sig, og så var der nogle, der havde det svært med oplevelserne fra krigen og aldrig rigtig kom ud af det. Sådan var det«, husker Rolf Erbst.
Rolf Erbst rejste fra Flensborg som 18-årig og har kun været enkelte gange på besøg i byen. Han husker en diskussion, der kørte i Flensborg Avis under rubrikken »Rejse eller blive«. For ham var der ingen tvivl. Han tog en universitetsuddannelse i Danmark og blev gymnasielærer.
På sin mors side havde han danske aner. Hun nåede at være både tysk statsborger, så dansk statsborger og så igen tysk - og talte kun ganske lidt dansk.
»Min søster bor i dag i nærheden af Hamborg. Jeg betragter hende som tysker, og hun betragter mig som dansker. Det skal man nok være sydslesviger for at kunne forstå«, sagde Rolf Erbst.
En af hans veje til Danmark var kontakten til den danske bibliotekar på Lyksborggade Fritdshjem og dermed porten til dansksproget litteratur, som han gnavede sig igennem. Og det var som tusinder andre sydslesvigske børn ferierejserne til Danmark om sommeren. Rolf Erbst brød ud af barakkerne, et miljø der gav mange af beboerne mindreværdskomplekser. -
»Dem uden for barakkerne spiste med kniv og gaffel. For mig kom mennesker, der kunne spise med bestik, til at stå som mennesker med de rigtige meninger og de rigtige holdninger. Det var troværdige mennesker«, husker han.
Tavsheden
Men en ting havde barak-verdenen til fælles med verdenen udenfor: Tavsheden om de 12 brune år. Rolf Erbst husker to børn i en samtale, der fandt sted lang tid efter krigsafslutningen i 1945. Det ene barn spurgte: Hvornår holder det tredje rige op med at eksistere? Det andet barn svarede: Det tredje rige vil bestå for evigt! - Ingen havde fortalt børnene noget. Jeg husker, at jeg som 13-årig sad i biografen og så en forfilm med bulldozere, der skubbede en masse døde menneskekroppe ned i et kæmpestort hul. Jeg anede ikke, hvad det var for noget. Ingen havde fortalt mig noget«.
»Jeg husker, jeg brugte 50 pfennig af mine hårdt tjente lommepenge på at gå over på den anden side af vejen og blive klippet hos frisøren. Jeg gik over i frisørsalonen, så snart jeg så mit snit til det. Egentlig var det noget underligt noget, men jeg forstod ikke rigtig, hvad det var for noget, mens det stod på. Det var først bagefter, jeg indså, hvad det var, der trak mig. Der blev snakket i salonen. Pludselig kunne frisøren lægge saksen og i en følelsesladet diskussion stå og snakke om »Smolensk« og »Kursk«. Jeg var med på en lytter, og forsøgte at trække tiden ud, så meget jeg kunne. Spurgte frisøren, om han havde klippet som ønsket, fandt jeg altid en lille tot ved øret, der skulle væk, så jeg kunne blive siddende lidt længere og høre, hvad de voksne talte om. En dag klippede ham mig i øret. Han var fuld. Senere sad han med en brandert i frisørstolen. Og til sidst hang et skilt i vinduet: Lukket på grund af sygdom«.
»Barakkerne« er udkommet på forlaget Mellemgaard.
BOGAFTEN. Rolf Erbst var en af dem, man ikke måtte lege med. I hvert fald ikke hvis man boede uden for barakkerne i efterkrigstidens Flensborg. Forfatteren mødte jævnaldrende i sin barndomsby.
Dem, der kunne, forsvandt så hurtigt som muligt. De svage blev tilbage.
Forfatteren Rolf Erbst drager paralleller mellem efterkrigstidens barakker i Flensborg og nutidens ghettoer, som de kaldes i den danske debat.
Rolf Erbst besøgte den 29. januar 2013 Flensborg Bibliotek, hvor han præsenterede sin erindringsbog »Barakkerne«, der udkom i efteråret 2012.
Efter Anden Verdenskrigs slutning boede Rolf Erbst (årgang 1946) sammen med sin mor i barakkerne i Jørgensby i Flensborg. Det var primitive træhuse i to etager opført af polske krigsfanger i de sidste år af krigen. De husede primært tyske flygtninge fra provinserne øst for Oder-Neisse-floderne, områder som efter 1945 blev tilkendt Polen og Sovjetunionen. Men også mennesker, der var blevet udbombet i større tyske byer for eksempel Kiel, hvor Rolf Erbst og hans mor kom fra
»Jeg skal ikke idealisere tiden i barakkerne, for der var fattigdom, og kvinderne brugte al deres tid på at skaffe mad. Mænd var der jo stort set ingen af. De var enten faldet i krigen, eller de sad i russisk krigsfangenskab«.
»Folk tror altid, at mennesker begynder at gå løs på hinanden der, hvor der er fattigdom. Sådan var det ikke. Der var for eksempel en levende bytteøkonomi og en stor tolerance. Man skulle jo alle overleve. Når en slagteriarbejder kom hjem med noget kød, han »på en eller anden måde« havde skaffet på slagteriet, så var der nogle, der kunne bytte med kartofler. Og sådan gik det. Det skete da også, at nogle af kvinderne tog yngre elskere. Jeg husker, jeg fik 50 pfennig for at sidde på trappen og afvise de mænd, der skulle op til fru Ballmann. Ham den høje mørkhårede skulle jeg lade slippe igennem. Men kom ham den rødhårede med fregnerne, skulle jeg sige, at fru Ballmann var nede i byen hos en veninde og først kom hjem dagen efter. Jeg vidste ikke, hvad der foregik. I virkeligheden var det vel en slags prostitution, men det blev accepteret. Man skulle overleve, og der var generelt højt til loftet«, sagde Rolf Erbst blandt jævnaldrende og ligesindede på Flensborg Bibliotek.
»Hvis min mor havde vidst...«
Efter at bogen udkom, skrev en gammel legekammerat fra Flensborg til Rolf Erbst: »Hvis min mor havde vidst, du var fra barakkerne, så havde jeg aldrig fået lov til at lege med dig«. Den Slesvigske Samling havde indbudt til aftenen, hvor Rolf Erbst fortalte om sin danske og tyske barndom i Flensborg - og ind imellem læste op af bogen »Barakkerne«.
Blandt publikum var en klassekammerat fra dengang. Hun har læst bogen og kunne genkende lærerne fra Christian Paulsen-Skolen fra dengang, selv om Rolf Erbst har sløret deres navne.
Nogle rystede det af sig
Barakkerne var en slags ghetto. Dem, der havde ressourcerne, var der kun en overgang, indtil de fandt sig en rigtig lejlighed eller et rigtigt hus. Andre blev hængende.
»Vi blev boende helt til sidst. Min mor havde tabt kraften og var på piller. Jeg var lidt af en nørd. Der gik lang tid, før jeg fandt ud af, at tingene ændrede sig. Mennesker reagerer meget forskelligt. Der var nogle, der ligesom en gås rystede vandet af sig, og så var der nogle, der havde det svært med oplevelserne fra krigen og aldrig rigtig kom ud af det. Sådan var det«, husker Rolf Erbst.
Rolf Erbst rejste fra Flensborg som 18-årig og har kun været enkelte gange på besøg i byen. Han husker en diskussion, der kørte i Flensborg Avis under rubrikken »Rejse eller blive«. For ham var der ingen tvivl. Han tog en universitetsuddannelse i Danmark og blev gymnasielærer.
På sin mors side havde han danske aner. Hun nåede at være både tysk statsborger, så dansk statsborger og så igen tysk - og talte kun ganske lidt dansk.
»Min søster bor i dag i nærheden af Hamborg. Jeg betragter hende som tysker, og hun betragter mig som dansker. Det skal man nok være sydslesviger for at kunne forstå«, sagde Rolf Erbst.
En af hans veje til Danmark var kontakten til den danske bibliotekar på Lyksborggade Fritdshjem og dermed porten til dansksproget litteratur, som han gnavede sig igennem. Og det var som tusinder andre sydslesvigske børn ferierejserne til Danmark om sommeren. Rolf Erbst brød ud af barakkerne, et miljø der gav mange af beboerne mindreværdskomplekser. -
»Dem uden for barakkerne spiste med kniv og gaffel. For mig kom mennesker, der kunne spise med bestik, til at stå som mennesker med de rigtige meninger og de rigtige holdninger. Det var troværdige mennesker«, husker han.
Tavsheden
Men en ting havde barak-verdenen til fælles med verdenen udenfor: Tavsheden om de 12 brune år. Rolf Erbst husker to børn i en samtale, der fandt sted lang tid efter krigsafslutningen i 1945. Det ene barn spurgte: Hvornår holder det tredje rige op med at eksistere? Det andet barn svarede: Det tredje rige vil bestå for evigt! - Ingen havde fortalt børnene noget. Jeg husker, at jeg som 13-årig sad i biografen og så en forfilm med bulldozere, der skubbede en masse døde menneskekroppe ned i et kæmpestort hul. Jeg anede ikke, hvad det var for noget. Ingen havde fortalt mig noget«.
»Jeg husker, jeg brugte 50 pfennig af mine hårdt tjente lommepenge på at gå over på den anden side af vejen og blive klippet hos frisøren. Jeg gik over i frisørsalonen, så snart jeg så mit snit til det. Egentlig var det noget underligt noget, men jeg forstod ikke rigtig, hvad det var for noget, mens det stod på. Det var først bagefter, jeg indså, hvad det var, der trak mig. Der blev snakket i salonen. Pludselig kunne frisøren lægge saksen og i en følelsesladet diskussion stå og snakke om »Smolensk« og »Kursk«. Jeg var med på en lytter, og forsøgte at trække tiden ud, så meget jeg kunne. Spurgte frisøren, om han havde klippet som ønsket, fandt jeg altid en lille tot ved øret, der skulle væk, så jeg kunne blive siddende lidt længere og høre, hvad de voksne talte om. En dag klippede ham mig i øret. Han var fuld. Senere sad han med en brandert i frisørstolen. Og til sidst hang et skilt i vinduet: Lukket på grund af sygdom«.
»Barakkerne« er udkommet på forlaget Mellemgaard.
Kommentarer