Blog
Min far tabte al tillid til mennesker
Ole Urbans far var dansksindet sydslesviger og blev som 16-årig sendt til østfronten i Hitlers krig mod Sovjetunionen. Et russisk krigsfangenskab ødelagde faren for resten af livet - og det smittede af på Ole Urban, fortæller han i en ny bog. Den fortalte ham om på Flensborg Bibliotek.
- Jeg har egentlig aldrig kunnet lide min far, siger Ole Urban.
- Han sad for det meste bare og passede sig selv bag en avis, og ellers var han sur og træls at være sammen med, husker Ole Urban.
Vold og vrede fyldte barndomshjemmet.
Som 16-årig blev hans far indkaldt til krigstjeneste i Hitlers uniform.
Christian Urban blev født i Süderfischerstraße i 1927 i Flensborg. Forældrene var dansksindede.
I slutningen af Anden Verdenskrig havde naziregimet brug for alt, hvad der kunne krybe og gå for at holde løgnen oppe. Christian Urban blev sendt i Tüchtigungslager, en slags forskole forestået af Hitler-Jugend. Senere deserterede han fra opholdet på en kaserne i Østpreussen, blev fanget, dømt til døden og bagefter benådet med den begrundelse, at han var for ung. I virkeligheden var det mest fordi, regimet havde brug for alle mænd på østfronten.
Christian Urban blev taget til fange af Den røde Hær og sendt i fangelejr i det nordlige Sibirien. Her oplevede den unge flensborger tørst, tortur, sult, tæsk og massedød. Han blev vidne til, at hele hans kompagni blev henrettet i russisk krigsfangenskab.
Efter krigen flyttede Christian Urban til Danmark, hvor han blev gift. Og derefter talte han aldrig om sin fortid. Blev der spurgt til den, henviste han til bogen »Mein 33. Jahr« af teologen og forfatteren Gerhard Fittkau. Heri beskriver Gerhard Fittkau deportationen fra Østpreussen til Workuta nord for Polarcirklen. Christian Urban er nævnt i bogen.
Svært ved ordene
- Min far nåede aldrig at skrive sine erindringer færdig. Jeg tror, han havde svært ved at få sat ord på sine oplevelser. Igen og igen sagde han bare, at vi skulle læse Gerhard Fittkaus bog, for der stod det hele i. Men jeg husker tydeligt, da jeg var lille, og vi krydsede grænsen fra Danmark til Tyskland. Min far ændrede totalt adfærd, når han så toldere gå rundt i uniformer. Det bragte ham mindelser om bødler i uniformer, husker Ole Urban, der bor i Randers og har en baggrund inden for den grafiske branche.
Han har udsendt bogen »Søn af en krigsveteran«, og heri beskriver han, hvordan det var at leve med en far, der havde posttraumatisk stress. En diagnose, som de hjemvendte soldater fra Afghanistan, Irak og Balkan i moderne tid har fået stillet. Efter Første Verdenskrig talte man blot om »granatchok« og efter Anden Verdenskrig om »krigsneurose«.
Den 11. februar 2014 besøgte han Flensborg Bibliotek, hvor han fortalte om sin bog.
- Det er et tema, der er blevet særlig aktuelt i Danmark inden for de seneste fem-ti år. De soldater, der vender hjem fra kriseområder, hvor Danmark er engageret, kan få tilkendt en erstatning på en halv million kroner, hvis de får diagnosen PTSD, posttraumatisk stress. Efter Anden Verdenskrig var dette slet ikke noget, man talte om. PTSD handler om, at et menneskes suverænitet bliver krænket. Mennesket får nogle oplevelser, der er så ubeskriveligt voldsomme, at dets grundantagelser bliver rystet. De søjler, der opretholder et menneskes liv, falder simpelthen sammen, siger Ole Urban.
Går i arv
En pointe med bogen er også at beskrive, hvordan problemet går i arv til anden generation. Sekundær posttraumatisk stressbelastning kaldes det. Ole Urban har ikke fået stillet denne diagnose, men han er overbevist om, at stressbelastningen er gået i arv fra faren. Ole Urban taler om »traumevandring«, der beskriver det fænomen, at børn overtager forældrenes krigstraumer. Han henviser til undersøgelser fra blandt andet Atlanta University, der ifølge Ole Urban skulle påvise, at den efterfølgende generation ikke blot kan arve erindringerne, men at det med sikkerhed sker.
Ramt af depression
For seks år siden blev Ole Urban sygemeldt fra sit arbejde, da han fik en depression.
- Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har fået noget med og taget noget med fra min far. Der var en uvished og en tavshed i mit barndomshjem, der greb ind i mit liv. Tingene blev ikke italesat. Man kan spørge, om min far klarede livet efter Anden Verdenskrig. Det korte svar er: Det gjorde han ikke. Han var fyldt med indestængte trængsler. Der var en vedholdende mistænkeliggørelse af andre mennesker og deres motiver, der gjorde det umuligt for ham at have varme i sit eget liv. Han var altid overbevist om, at mennesker havde en anden dagsorden end den, der kunne ses. Han stolede ikke på mennesker mere. Der var en frygt og en beklemthed, siger Ole Urban.
Han har brugt tre år på at skrive bogen »Søn af en krigsveteran«, og heri fortæller han blandt andet om, hvordan han forsøgte at kompensere for en stressbetinget depression - med spiritus, ludomani, overforbrug og for megen mad.
Faren døde i 1995, og Ole Urban fik aldrig læst Gerhard Fittkaus »Mein 33. Jahr« før efter farens død.
Ét er at erkende...
- Det interesserede mig ikke, da min far endnu var i live. Jeg havde nok i mit eget, og da min mor og far blev skilt, var jeg egentlig bare glad. Så fik jeg ham på afstand. Men når man når alderen mellem 40 og 50 år, er der mange ubearbejdede følelser og oplevelser fra ens fortid, der indhenter én. Man kan ikke løbe fra dem. Jeg oplevede mig selv som hypersensitiv. Jeg kunne fare i flint, hvis der var nogen, der havde en aggressiv adfærd over for den svage kollega. Hvis en person fornærmede mig i trafikken, var jeg overbevist om, at vedkommende gjordet det med vilje - for at skade mig. Ét er at erkende det, noget andet er at slippe af med det, siger Ole Urban.
Han oplevede en lindring ved at skrive bogen.
- Jeg har siden revideret billedet af min far. Jeg kan ikke retfærdiggøre den vold, han udøvede mod os i hjemmet, men jeg er ikke så vred på ham længere. Jeg har lært at forstå årsagen til hans handlingsmønstre, siger Ole Urban.
»Søn af en krigsveteran« kan bestilles på urbanbooks.dk eller i boghandlerne.
Hans Christian Davidsen
Ole Urbans far var dansksindet sydslesviger og blev som 16-årig sendt til østfronten i Hitlers krig mod Sovjetunionen. Et russisk krigsfangenskab ødelagde faren for resten af livet - og det smittede af på Ole Urban, fortæller han i en ny bog. Den fortalte ham om på Flensborg Bibliotek.
- Jeg har egentlig aldrig kunnet lide min far, siger Ole Urban.
- Han sad for det meste bare og passede sig selv bag en avis, og ellers var han sur og træls at være sammen med, husker Ole Urban.
Vold og vrede fyldte barndomshjemmet.
Som 16-årig blev hans far indkaldt til krigstjeneste i Hitlers uniform.
Christian Urban blev født i Süderfischerstraße i 1927 i Flensborg. Forældrene var dansksindede.
I slutningen af Anden Verdenskrig havde naziregimet brug for alt, hvad der kunne krybe og gå for at holde løgnen oppe. Christian Urban blev sendt i Tüchtigungslager, en slags forskole forestået af Hitler-Jugend. Senere deserterede han fra opholdet på en kaserne i Østpreussen, blev fanget, dømt til døden og bagefter benådet med den begrundelse, at han var for ung. I virkeligheden var det mest fordi, regimet havde brug for alle mænd på østfronten.
Christian Urban blev taget til fange af Den røde Hær og sendt i fangelejr i det nordlige Sibirien. Her oplevede den unge flensborger tørst, tortur, sult, tæsk og massedød. Han blev vidne til, at hele hans kompagni blev henrettet i russisk krigsfangenskab.
Efter krigen flyttede Christian Urban til Danmark, hvor han blev gift. Og derefter talte han aldrig om sin fortid. Blev der spurgt til den, henviste han til bogen »Mein 33. Jahr« af teologen og forfatteren Gerhard Fittkau. Heri beskriver Gerhard Fittkau deportationen fra Østpreussen til Workuta nord for Polarcirklen. Christian Urban er nævnt i bogen.
Svært ved ordene
- Min far nåede aldrig at skrive sine erindringer færdig. Jeg tror, han havde svært ved at få sat ord på sine oplevelser. Igen og igen sagde han bare, at vi skulle læse Gerhard Fittkaus bog, for der stod det hele i. Men jeg husker tydeligt, da jeg var lille, og vi krydsede grænsen fra Danmark til Tyskland. Min far ændrede totalt adfærd, når han så toldere gå rundt i uniformer. Det bragte ham mindelser om bødler i uniformer, husker Ole Urban, der bor i Randers og har en baggrund inden for den grafiske branche.
Han har udsendt bogen »Søn af en krigsveteran«, og heri beskriver han, hvordan det var at leve med en far, der havde posttraumatisk stress. En diagnose, som de hjemvendte soldater fra Afghanistan, Irak og Balkan i moderne tid har fået stillet. Efter Første Verdenskrig talte man blot om »granatchok« og efter Anden Verdenskrig om »krigsneurose«.
Den 11. februar 2014 besøgte han Flensborg Bibliotek, hvor han fortalte om sin bog.
- Det er et tema, der er blevet særlig aktuelt i Danmark inden for de seneste fem-ti år. De soldater, der vender hjem fra kriseområder, hvor Danmark er engageret, kan få tilkendt en erstatning på en halv million kroner, hvis de får diagnosen PTSD, posttraumatisk stress. Efter Anden Verdenskrig var dette slet ikke noget, man talte om. PTSD handler om, at et menneskes suverænitet bliver krænket. Mennesket får nogle oplevelser, der er så ubeskriveligt voldsomme, at dets grundantagelser bliver rystet. De søjler, der opretholder et menneskes liv, falder simpelthen sammen, siger Ole Urban.
Går i arv
En pointe med bogen er også at beskrive, hvordan problemet går i arv til anden generation. Sekundær posttraumatisk stressbelastning kaldes det. Ole Urban har ikke fået stillet denne diagnose, men han er overbevist om, at stressbelastningen er gået i arv fra faren. Ole Urban taler om »traumevandring«, der beskriver det fænomen, at børn overtager forældrenes krigstraumer. Han henviser til undersøgelser fra blandt andet Atlanta University, der ifølge Ole Urban skulle påvise, at den efterfølgende generation ikke blot kan arve erindringerne, men at det med sikkerhed sker.
Ramt af depression
For seks år siden blev Ole Urban sygemeldt fra sit arbejde, da han fik en depression.
- Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har fået noget med og taget noget med fra min far. Der var en uvished og en tavshed i mit barndomshjem, der greb ind i mit liv. Tingene blev ikke italesat. Man kan spørge, om min far klarede livet efter Anden Verdenskrig. Det korte svar er: Det gjorde han ikke. Han var fyldt med indestængte trængsler. Der var en vedholdende mistænkeliggørelse af andre mennesker og deres motiver, der gjorde det umuligt for ham at have varme i sit eget liv. Han var altid overbevist om, at mennesker havde en anden dagsorden end den, der kunne ses. Han stolede ikke på mennesker mere. Der var en frygt og en beklemthed, siger Ole Urban.
Han har brugt tre år på at skrive bogen »Søn af en krigsveteran«, og heri fortæller han blandt andet om, hvordan han forsøgte at kompensere for en stressbetinget depression - med spiritus, ludomani, overforbrug og for megen mad.
Faren døde i 1995, og Ole Urban fik aldrig læst Gerhard Fittkaus »Mein 33. Jahr« før efter farens død.
Ét er at erkende...
- Det interesserede mig ikke, da min far endnu var i live. Jeg havde nok i mit eget, og da min mor og far blev skilt, var jeg egentlig bare glad. Så fik jeg ham på afstand. Men når man når alderen mellem 40 og 50 år, er der mange ubearbejdede følelser og oplevelser fra ens fortid, der indhenter én. Man kan ikke løbe fra dem. Jeg oplevede mig selv som hypersensitiv. Jeg kunne fare i flint, hvis der var nogen, der havde en aggressiv adfærd over for den svage kollega. Hvis en person fornærmede mig i trafikken, var jeg overbevist om, at vedkommende gjordet det med vilje - for at skade mig. Ét er at erkende det, noget andet er at slippe af med det, siger Ole Urban.
Han oplevede en lindring ved at skrive bogen.
- Jeg har siden revideret billedet af min far. Jeg kan ikke retfærdiggøre den vold, han udøvede mod os i hjemmet, men jeg er ikke så vred på ham længere. Jeg har lært at forstå årsagen til hans handlingsmønstre, siger Ole Urban.
»Søn af en krigsveteran« kan bestilles på urbanbooks.dk eller i boghandlerne.
Hans Christian Davidsen
Kommentarer