Blog
Linnemanns ironiske skæbne
Den dansk-sydslesvigske forfatter Willy-August Linnemann blev i sin samtid anset for at være værdikonservativ. Meget tyder dog på, at han tværtimod var flere årtier forud for sin tid. Forskningsbibliotekar Annegret Friedrichsen satte ham på dagsordenen på den dansk-tyske litteraturfestival Litteraturfest.nu 2014.
Der ligger en ironi i Willy-August Linnemanns skæbne. Den tilnærmelse, vi i dag oplever mellem nord og syd i det gamle hertugdømme Slesvig, advokerede Linnemann for allerede i 1960erne og 1970erne.
Linnemann - der blev født på Harreslevmark ved Flensborg i 1914 og døde i 1985 - fremhævede lighederne mellem det danske og det tyske grænseland. Han var fascineret af Flensborgs udsyn som gammel havneby, byens dobbeltkultur og dens engang op til fire sprog. Han var europæer på den dæmpede måde, en rejsende vagabond, der endte i Danmark, men som altid så sig som sydslesviger.
Og så kommer vi til det lidt ironiske. I denne tid, hvor mange af forfatterens visioner er virkelighed, er han endt med alt blive gemt og glemt. På et tidspunkt modtog hans enke, Lisbeth Linnemann (der døde i 2006) et brev fra Gyldendal, hvori forlaget fortalte, at det nu havde makuleret resten af Willy-August Linnemanns romaner. Der var ganske enkelt ikke salg i dem længere.
Det havde de færreste nok forudset for 50 år siden, da Linnemann blev hædret med fine litterære priser, og hans bøger blev langet over disken i de mange boghandler, der fandtes dengang.
Sydslesvigeren Annegret Friedrichsen har dog som medudgiver af bogen »Lys over Linnemann« været med til at råde bod på glemsomheden - som bogens titel antyder. Annegret Friedrichsen er mag.art. i litteraturvidenskab og bor i dag i København, hvor hun arbejder som forskningsbibliotekar. I denne uge var hun hjemme i Willy-August Linnemans Flensborg for at give eksempler på byens betydning i hans bøger - specielt i »Europafortællinger« om serien om slægten Sunesen-Schleswiger, der udkom i syv bind i årene 1968 til 1974.
Det skete i forbindelse med festivalen Litteraturfest.nu 2014, en dansk-tysk litteraturfestival, der finder sted på biblioteker nord og syd for grænsen.
Med ned i en bunker
Annegret Friedrichsen var gæst i Flensborghus, hvor - i forestillingens verden - hun tog os med ned i den bunker, der skaber en ramme om fortællingen i »Bogen om det skjulte ansigt« - en bog, der i 1958 åbnede den sidste, som Linnemann senere døbte »Europafortællinger«.
- I bunkeren er en gruppe flensborgere gået i sikkerhed for krigens bomber. De kan dø hvert sekund, det skal være, så de går måske lidt længere i deres fortællinger over for hinanden, end de ellers ville have gjort, fortæller Annegret Friedrichsen.
I bogen er Linnemann blandt andet inspireret af temaet døden fra 1001 Nat og pesten fra den italienske renæssancedigter Giovanni Boccaccio. Sproget er enkelt, flere steder med bramfri passager. Linnemann er eksistentielt reflekterende, og strør om sig med poetiske passager. Han var en mester i alliteration, bogstavrim der bliver brugt som stilistisk virkemiddel. Man læger knap mærke til konsonanter, der kommer igen, men de har en virkning.
Nævner aldrig Flensborg
I fortsættelsen, »Døden må have en årsag«, vil Linnemann mere end blot være tidsaktuel. Eviggyldigheden lader han komme ind blandt andet gennem det fantastiske.
- Vi er ikke i tvivl om, at bøgerne foregår i Flensborg. Han nævner dog aldrig byen ved navn. Men pladser, gader og andre lokaliteter nævnes. Personnavne, regionale udtryk og dialekter viser også, at vi er i Flensborg, og Linnemann bruger Flensborg som metafor for en flersproget og flerkulturel by og igen byen som metafor for et flerkulturelt Europa, siger Annegret Friedrichsen.
Linnemann havde en særlig evne til at give den samme fortælling forskellige perspektiver ved at lade flere af romanernes figurer beskrive eller kommentere det samme - for eksempel i »Skæbnen må være sådan en skælm«.
- Men det var ikke sådan, man så ham, da man tolkede ham. Man har været meget tilbøjelig til at konkludere, at Linnemann sagde dette og hint. For eksempel blev han skudt i skoene, at han var kvindefjendsk. I samtiden blev Linnemann beskrevet som værdikonservativ, og det billede er alt for snævert, siger Annegret Friedrichsen.
Hun ser Linnemann som en forfatter, der fremhævede, at alle vore handlinger har en konsekvens.
- Han skabte sin egen form for magiske realisme, hvor dagligdags hændelser blev koblet sammen med myter og sagn. Han var forankret i det regionale uden at skrive regionallitteratur, han tog fat om de eksistentielle, filosofiske og religiøse spørgsmål og havde en folkelig bredde, hvor han skrev om alle samfundsklasser, siger Annegret Friedrichsen.
Et paradoks
Paradoksalt nok var det netop med sit »europæiske gennembrudsværk«, at Willy-August Linnemann i sin tid for alvor slog Sydslesvigs navn fast i det danske litterære landskab, og i Annegret Friedrichsens øjne er det også dette værk, der bliver stående tilbage som hovedværket.
- Måske givet det også god mening, at det netop er de fem bind, der blev undfanget og skrevet i Linnemanns lykkeligste år, da han rejse rundt i Sydeuropa som en - med hans egne ord - sigøjner og vandringsmand og sugede til sig. »Bogen om det skjulte ansigt« blev netop født af den inspiration, der kan opstå ved mødet med andre kulturer, og som kan berige og kaste lys over ens egen kultur, siger Annegret Friedrichsen.
Hun mener, at serietitlen »Europafortællinger« var Linnemanns hyldest til overbevisningen om, at en sameksistens af flere sprog og kulturer er frugtbar.
- Spørgsmålet er, om vor tids fornyede interesse for det regionale igen kan skabe nysgerrighed for Linnemanns anderledes og underfundige måde at skabe sydslesvigsk-europæiske fortællinger på.
Lys over Linnemann er redigeret af Annegret Friedrichsen og Johan de Mylius og udkommet på Forlaget Multivers 2014.
Du kan læse en anmeldelse af bogen her:
http://www.kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=533
Hans Christian Davidsen
Den dansk-sydslesvigske forfatter Willy-August Linnemann blev i sin samtid anset for at være værdikonservativ. Meget tyder dog på, at han tværtimod var flere årtier forud for sin tid. Forskningsbibliotekar Annegret Friedrichsen satte ham på dagsordenen på den dansk-tyske litteraturfestival Litteraturfest.nu 2014.
Der ligger en ironi i Willy-August Linnemanns skæbne. Den tilnærmelse, vi i dag oplever mellem nord og syd i det gamle hertugdømme Slesvig, advokerede Linnemann for allerede i 1960erne og 1970erne.
Linnemann - der blev født på Harreslevmark ved Flensborg i 1914 og døde i 1985 - fremhævede lighederne mellem det danske og det tyske grænseland. Han var fascineret af Flensborgs udsyn som gammel havneby, byens dobbeltkultur og dens engang op til fire sprog. Han var europæer på den dæmpede måde, en rejsende vagabond, der endte i Danmark, men som altid så sig som sydslesviger.
Og så kommer vi til det lidt ironiske. I denne tid, hvor mange af forfatterens visioner er virkelighed, er han endt med alt blive gemt og glemt. På et tidspunkt modtog hans enke, Lisbeth Linnemann (der døde i 2006) et brev fra Gyldendal, hvori forlaget fortalte, at det nu havde makuleret resten af Willy-August Linnemanns romaner. Der var ganske enkelt ikke salg i dem længere.
Det havde de færreste nok forudset for 50 år siden, da Linnemann blev hædret med fine litterære priser, og hans bøger blev langet over disken i de mange boghandler, der fandtes dengang.
Sydslesvigeren Annegret Friedrichsen har dog som medudgiver af bogen »Lys over Linnemann« været med til at råde bod på glemsomheden - som bogens titel antyder. Annegret Friedrichsen er mag.art. i litteraturvidenskab og bor i dag i København, hvor hun arbejder som forskningsbibliotekar. I denne uge var hun hjemme i Willy-August Linnemans Flensborg for at give eksempler på byens betydning i hans bøger - specielt i »Europafortællinger« om serien om slægten Sunesen-Schleswiger, der udkom i syv bind i årene 1968 til 1974.
Det skete i forbindelse med festivalen Litteraturfest.nu 2014, en dansk-tysk litteraturfestival, der finder sted på biblioteker nord og syd for grænsen.
Med ned i en bunker
Annegret Friedrichsen var gæst i Flensborghus, hvor - i forestillingens verden - hun tog os med ned i den bunker, der skaber en ramme om fortællingen i »Bogen om det skjulte ansigt« - en bog, der i 1958 åbnede den sidste, som Linnemann senere døbte »Europafortællinger«.
- I bunkeren er en gruppe flensborgere gået i sikkerhed for krigens bomber. De kan dø hvert sekund, det skal være, så de går måske lidt længere i deres fortællinger over for hinanden, end de ellers ville have gjort, fortæller Annegret Friedrichsen.
I bogen er Linnemann blandt andet inspireret af temaet døden fra 1001 Nat og pesten fra den italienske renæssancedigter Giovanni Boccaccio. Sproget er enkelt, flere steder med bramfri passager. Linnemann er eksistentielt reflekterende, og strør om sig med poetiske passager. Han var en mester i alliteration, bogstavrim der bliver brugt som stilistisk virkemiddel. Man læger knap mærke til konsonanter, der kommer igen, men de har en virkning.
Nævner aldrig Flensborg
I fortsættelsen, »Døden må have en årsag«, vil Linnemann mere end blot være tidsaktuel. Eviggyldigheden lader han komme ind blandt andet gennem det fantastiske.
- Vi er ikke i tvivl om, at bøgerne foregår i Flensborg. Han nævner dog aldrig byen ved navn. Men pladser, gader og andre lokaliteter nævnes. Personnavne, regionale udtryk og dialekter viser også, at vi er i Flensborg, og Linnemann bruger Flensborg som metafor for en flersproget og flerkulturel by og igen byen som metafor for et flerkulturelt Europa, siger Annegret Friedrichsen.
Linnemann havde en særlig evne til at give den samme fortælling forskellige perspektiver ved at lade flere af romanernes figurer beskrive eller kommentere det samme - for eksempel i »Skæbnen må være sådan en skælm«.
- Men det var ikke sådan, man så ham, da man tolkede ham. Man har været meget tilbøjelig til at konkludere, at Linnemann sagde dette og hint. For eksempel blev han skudt i skoene, at han var kvindefjendsk. I samtiden blev Linnemann beskrevet som værdikonservativ, og det billede er alt for snævert, siger Annegret Friedrichsen.
Hun ser Linnemann som en forfatter, der fremhævede, at alle vore handlinger har en konsekvens.
- Han skabte sin egen form for magiske realisme, hvor dagligdags hændelser blev koblet sammen med myter og sagn. Han var forankret i det regionale uden at skrive regionallitteratur, han tog fat om de eksistentielle, filosofiske og religiøse spørgsmål og havde en folkelig bredde, hvor han skrev om alle samfundsklasser, siger Annegret Friedrichsen.
Et paradoks
Paradoksalt nok var det netop med sit »europæiske gennembrudsværk«, at Willy-August Linnemann i sin tid for alvor slog Sydslesvigs navn fast i det danske litterære landskab, og i Annegret Friedrichsens øjne er det også dette værk, der bliver stående tilbage som hovedværket.
- Måske givet det også god mening, at det netop er de fem bind, der blev undfanget og skrevet i Linnemanns lykkeligste år, da han rejse rundt i Sydeuropa som en - med hans egne ord - sigøjner og vandringsmand og sugede til sig. »Bogen om det skjulte ansigt« blev netop født af den inspiration, der kan opstå ved mødet med andre kulturer, og som kan berige og kaste lys over ens egen kultur, siger Annegret Friedrichsen.
Hun mener, at serietitlen »Europafortællinger« var Linnemanns hyldest til overbevisningen om, at en sameksistens af flere sprog og kulturer er frugtbar.
- Spørgsmålet er, om vor tids fornyede interesse for det regionale igen kan skabe nysgerrighed for Linnemanns anderledes og underfundige måde at skabe sydslesvigsk-europæiske fortællinger på.
Lys over Linnemann er redigeret af Annegret Friedrichsen og Johan de Mylius og udkommet på Forlaget Multivers 2014.
Du kan læse en anmeldelse af bogen her:
http://www.kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=533
Hans Christian Davidsen
Kommentarer