Blog
Karen Blixens prut
LITTERATOUR 1. Det rabler nogle gange for Erling Jepsen, og det ved han godt selv. Men han ler ad det, for der er altid noget alvor bag hans fantastiske historier. Jepsen var på besøg med Dansk Forfaterforenings bogcafé »Litteratour« i Flensborg.
- Jeg er glad for, at der er en mikrofon, siger Erling Jepsen, da han stiller sig op foran bogcaféen »Litteratour« ved Helligåndskirken i Flensborg. En rullende bogcafé, som Dansk Forfatterforening har sendt på turne gennem flere danske byer for at lade den få endestation på gågaden i Flensborg.
- Det er jo sådan, at når vi sønderjyder siger noget, der er vigtigt eller måske endda klogt, så går vi ned i lydstyrke, siger Erling Jepsen - forfatteren, der har høstet en hel del publicity på at sige, at grænsen mellem Danmark og Tyskland skulle flyttes tilbage til Kongeåen.
Udtalelsen faldt mestendels, fordi Sønderjylland gennem de seneste årtier - ifølge Erling Jepsen - er blevet ignoreret af København og nærmest puttet i en syltekrukke
Nu ved man aldrig, om Erling Jepsen siger noget for sjovt eller for alvor. Og det er netop en pointe. Når han siger noget, der er helt ude i hampen, kan det være, fordi han gør opmærksom på et fænomen, der er den skinbarlige virkelighed. Det sker dog, at mennesker kan finde på at tage det, han siger, for 100 procent pålydende.
Men mon ikke Erling Jepsen mere og mere er blot i mere ekstrem form taler i billeder. Som i hans seneste roman, »Den sønderjyske farm«, hvor han læner sig op ad Karen Blixens »Den afrikanske farm«. Hvor Blixen skriver om kikuyu og masai, taler Jepsen om østsønderjyder og vestsønderjyder.
»Den sønderjyske farm« er et antropologisk blik på barndommens Sønderjylland, hvor man godt måtte være taknemmelig, men ikke stolt. Erling Jepsens baggrund er det vestlige Sønderjylland, i Gram, hvor man ønskede en nybagt enke »glæde i hendes sorg« ved begravelsen.
Sorgen som nådegave
- Her - som i Indre Mission - kunne sorgen være en nådegave: »Tak fordi mit barn blev kørt over i trafikken. Det bragte mig nærmere på Gud«. Grundtvig var ikke velset i Gram. Her levede vi ud fra devisen: Livet er en prøvelse, og man skal bevise, at man har lov til at være her, sagde Erling Jepsen, da han besøgte Flensborg med »Litteratour«.
Men Erling Jepsen holder fast i, at Sønderjylland bør begynde at orientere sig mere mod Tyskland. Egnens karakter af udkantsområde er blevet stærkere, endda i en tid, hvor afstandene burde være blevet mindre end i hans barndom - dengang sønderjyderne kiggede på vejrudsigterne fra Tyskland, fordi de passede bedre end de tilsvarende fra København.
- Jeg er selv en smule tysk. Min mor er fra Hamborg. Førhen var det ikke noget, vi talte højt om. I dag tør jeg godt gøre det, siger han.
I sin roman morer han sig tydeligvis over at berette om vildsvineornerne, der kom op fra Tyskland og sneg sig ind til de tamme søer i staldene ved Gram. Det må have været dejlige, nøgne tamsøer for sådan nogle brunstige orner fra Tyskland, smiler han frækt.
Det skete ikke uden hjælp fra læderjakkerne i det nærliggende Sønder Hygum. De lettede på haspen, så de tyske orner kunne slippe ind til de danske svin og nyde, at de var i et harem. En, to, tre, fire, fem?. Erling Jepsen tør godt tænke på, hvor mange de kunne nå i løbet af en nat. De tyske orner.
Det sjoveste er det tristeste
Læderjakkerne fra Sønder Hygum skal have fornøjet sig ved at tage billeder af optrinnet. Billederne blev konfiskeret af landbetjenten fra Gram, men angiveligt skal han have hængt dem op hjemme i sit soveværelse. Det sagde i hvert fald Erling Jepsens far.
- Jeg er engang kommet til at nævne landbetjentens navn i et foredrag på et bibliotek. Det har han nedlagt forbud mod, fortalte Jepsen foran Helligåndskirken.
Han erkender, at der er en forskel på den måde, han skriver, og det, han skriver om. Derfor siger nogle læser, at Erling Jepsens romaner er det sjoveste, de nogensinde har læst. Mens andre mener, de er det tristeste, de har læst.
Skyldig over for Blixen
Det illustreres måske også ved Jepsens egen fortælling om, hvordan han kom til at føle sig skyldig over for Fru Blixen, da han havde en vase, der havde tilhøret Blixen, stående hjemme på sit skrivebord.
- Jeg følte, at baronessen gik rundt i min lejlighed for at se, om jeg havde gjort mig fortjent til at have hendes vase stående... Der har vi det igen... at gøre sig fortjent til... Jeg fik nemlig en slem skriveblokade. Nogle forfattere bliver anspændte, når de ikke kan komme i gang med at skrive. Jeg får dårlig mave, men heldigvis har jeg to altaner i hver sin ende af lejligheden. Da jeg gik ud på wc’et kom der en prut. Ikke fra mig. Men nedefra kummen. Da var jeg overbevist om, at det var Blixens prut, sagde Jepsen.
De øvrige forfattere, der medvirkende på Literatour i Flensborg var: Kaj Nissen, Aminah Tønnsen, Linda Lassen, Egon Clausen og Andrea Hejlskov. Ved et arrangement på Dansk Centralbibliotek den 5. september 2014 medvirkede også Mikkel Bøgh Andersen.
Hans Christian Davidsen
LITTERATOUR 1. Det rabler nogle gange for Erling Jepsen, og det ved han godt selv. Men han ler ad det, for der er altid noget alvor bag hans fantastiske historier. Jepsen var på besøg med Dansk Forfaterforenings bogcafé »Litteratour« i Flensborg.
- Jeg er glad for, at der er en mikrofon, siger Erling Jepsen, da han stiller sig op foran bogcaféen »Litteratour« ved Helligåndskirken i Flensborg. En rullende bogcafé, som Dansk Forfatterforening har sendt på turne gennem flere danske byer for at lade den få endestation på gågaden i Flensborg.
- Det er jo sådan, at når vi sønderjyder siger noget, der er vigtigt eller måske endda klogt, så går vi ned i lydstyrke, siger Erling Jepsen - forfatteren, der har høstet en hel del publicity på at sige, at grænsen mellem Danmark og Tyskland skulle flyttes tilbage til Kongeåen.
Udtalelsen faldt mestendels, fordi Sønderjylland gennem de seneste årtier - ifølge Erling Jepsen - er blevet ignoreret af København og nærmest puttet i en syltekrukke
Nu ved man aldrig, om Erling Jepsen siger noget for sjovt eller for alvor. Og det er netop en pointe. Når han siger noget, der er helt ude i hampen, kan det være, fordi han gør opmærksom på et fænomen, der er den skinbarlige virkelighed. Det sker dog, at mennesker kan finde på at tage det, han siger, for 100 procent pålydende.
Men mon ikke Erling Jepsen mere og mere er blot i mere ekstrem form taler i billeder. Som i hans seneste roman, »Den sønderjyske farm«, hvor han læner sig op ad Karen Blixens »Den afrikanske farm«. Hvor Blixen skriver om kikuyu og masai, taler Jepsen om østsønderjyder og vestsønderjyder.
»Den sønderjyske farm« er et antropologisk blik på barndommens Sønderjylland, hvor man godt måtte være taknemmelig, men ikke stolt. Erling Jepsens baggrund er det vestlige Sønderjylland, i Gram, hvor man ønskede en nybagt enke »glæde i hendes sorg« ved begravelsen.
Sorgen som nådegave
- Her - som i Indre Mission - kunne sorgen være en nådegave: »Tak fordi mit barn blev kørt over i trafikken. Det bragte mig nærmere på Gud«. Grundtvig var ikke velset i Gram. Her levede vi ud fra devisen: Livet er en prøvelse, og man skal bevise, at man har lov til at være her, sagde Erling Jepsen, da han besøgte Flensborg med »Litteratour«.
Men Erling Jepsen holder fast i, at Sønderjylland bør begynde at orientere sig mere mod Tyskland. Egnens karakter af udkantsområde er blevet stærkere, endda i en tid, hvor afstandene burde være blevet mindre end i hans barndom - dengang sønderjyderne kiggede på vejrudsigterne fra Tyskland, fordi de passede bedre end de tilsvarende fra København.
- Jeg er selv en smule tysk. Min mor er fra Hamborg. Førhen var det ikke noget, vi talte højt om. I dag tør jeg godt gøre det, siger han.
I sin roman morer han sig tydeligvis over at berette om vildsvineornerne, der kom op fra Tyskland og sneg sig ind til de tamme søer i staldene ved Gram. Det må have været dejlige, nøgne tamsøer for sådan nogle brunstige orner fra Tyskland, smiler han frækt.
Det skete ikke uden hjælp fra læderjakkerne i det nærliggende Sønder Hygum. De lettede på haspen, så de tyske orner kunne slippe ind til de danske svin og nyde, at de var i et harem. En, to, tre, fire, fem?. Erling Jepsen tør godt tænke på, hvor mange de kunne nå i løbet af en nat. De tyske orner.
Det sjoveste er det tristeste
Læderjakkerne fra Sønder Hygum skal have fornøjet sig ved at tage billeder af optrinnet. Billederne blev konfiskeret af landbetjenten fra Gram, men angiveligt skal han have hængt dem op hjemme i sit soveværelse. Det sagde i hvert fald Erling Jepsens far.
- Jeg er engang kommet til at nævne landbetjentens navn i et foredrag på et bibliotek. Det har han nedlagt forbud mod, fortalte Jepsen foran Helligåndskirken.
Han erkender, at der er en forskel på den måde, han skriver, og det, han skriver om. Derfor siger nogle læser, at Erling Jepsens romaner er det sjoveste, de nogensinde har læst. Mens andre mener, de er det tristeste, de har læst.
Skyldig over for Blixen
Det illustreres måske også ved Jepsens egen fortælling om, hvordan han kom til at føle sig skyldig over for Fru Blixen, da han havde en vase, der havde tilhøret Blixen, stående hjemme på sit skrivebord.
- Jeg følte, at baronessen gik rundt i min lejlighed for at se, om jeg havde gjort mig fortjent til at have hendes vase stående... Der har vi det igen... at gøre sig fortjent til... Jeg fik nemlig en slem skriveblokade. Nogle forfattere bliver anspændte, når de ikke kan komme i gang med at skrive. Jeg får dårlig mave, men heldigvis har jeg to altaner i hver sin ende af lejligheden. Da jeg gik ud på wc’et kom der en prut. Ikke fra mig. Men nedefra kummen. Da var jeg overbevist om, at det var Blixens prut, sagde Jepsen.
De øvrige forfattere, der medvirkende på Literatour i Flensborg var: Kaj Nissen, Aminah Tønnsen, Linda Lassen, Egon Clausen og Andrea Hejlskov. Ved et arrangement på Dansk Centralbibliotek den 5. september 2014 medvirkede også Mikkel Bøgh Andersen.
Hans Christian Davidsen
Kommentarer