Blog
Jeg løfter med en pincet
INTERVIEW. Anne Marie Løn mener, vi kommer længst ved at erkende vore egne usynlige begrænsninger. Hun er ofte blevet overhalet af virkeligheden, der er bedre end hendes egen fantasi. Og så opponerer hun mod den kunstige politisk-korrekte sprogbrug.
De fleste litteraturkritikere fremhævede Anne Marie Løn for hendes enorme musikkendskab efter at have læst "Dværgenes dans".
Selv siger hun, at hun ingen synderlig forstand har på musik, men at hun granskede ganske dybt i Politikens Musikleksikon.
- Det er dét, der er så dejligt ved at arbejde som skønlitterær forfatter. Her er ingen snyd. Jeg skal ikke stå til ansvar for metoden. Det skal bare virke, siger Anne Marie Løn.
"Dværgenes dans" foregår i 1900-tallets første årtier, en vanskelig tid for lavadelen, da stamhusene sluttelig fik frataget deres privilegier i 1919. Et stamhus var en ejerform, hvor en godset gik i arv, men aldrig kunne komme ud i fri handel.
Mange gik fallit og måtte opgive deres stamgods, andre kæmpede for at bevare ejendomsretten til deres godser, som havde været slægtseje i århundreder.
Hovedpersonen er den musikalsk begavede dværg Tyge, der er organist og ansat ved begravelsesvæsnet i København.
Faderen havde gerne set ham som musiker i Det Kongelige Kapel, men Tyge har indset sine begrænsninger og fundet sig et arbejde uafhængigt af familiens økonomi. Han er en smuk og forfængelig dværg, og han forsøger at virke højere ved frisuren og skoenes hjælp.
Centralt i Tyges liv står hushjælpen Vidde, der ligger for døden i 1922. Hun bliver nøglen til Tyges store kærlighed, der opstår, da Tyge ser en smuk kvindeprofil i spejlet, mens han spiller til en begravelse. Kvinden viser sig at være Viddes ukendte barnebarn, datter af den uægte søn Vidde bortgav kort efter fødslen, inden hun blev hushjælp i Tyges familie.
At være anderledes
Hvorfor lige en dværg?
- Det anderledes interesserer mig. Jeg kender det meget fra mig selv. Jeg kom selv fra et oplyst miljø. Mine forældre stammede fra København, men vi flyttede rundt i provinsen, og her gik jeg i den glædesløse landsbyskole og følte mig meget udenfor, siger Anne Marie Løn.
Hun mener også at, rammerne for, hvad der er normalt, er blevet smallere i det moderne samfund. Ironisk nok er det mindre tolerante samfund blevet mere korrekt i sin sprogbrug. Dværge hedder for eksempel også væksthæmmede.
- Det bliver mig lidt for kunstigt med alle disse begreber. Gamle er ikke gamle, men ældre - og så videre. Jeg synes, den almindelige medmenneskelige interesse forsvinder i alle disse omskrivelser. At jeg bruger ordet dværg betyder ikke, at jeg ikke respekterer disse mennesker. Nærmest tværtom, siger Anne Marie Løn.
Morbid virkelighed
Hun har forsket i de forskellige dværgetyper, diagnosticering, følgevirkninger og detaljer.
- Det er ofte en kedelig research, men den er guld værd, for imens kører det digteriske frihjul. Tyges historie er autentisk. Kun kærlighedshistorien er fiktion. Tit har virkeligheden foræret mig noget, jeg ikke kunne have fundet bedre på selv. Det virker næsten morbidt, at den virkelige dværgs farfar forskede i fremavl af dværgfrugttræer, siger Anne Marie Løn.
Hun ser nemlig landbrugets dyre- og planteforædling og 1920ernes og 1930ernes racehygiejne som tæt forbundet. Racehygiejnikerne mente, dværgene var misavl, der kunne undgås.
- Under hele mit arbejde med "Dværgenes dans" ligger også et socialpolitisk engagement. Det gjorde et voldsomt indtryk på mig at læse 20ernes afhandlinger om racehygiejne. Jeg mener ikke ideologien adskiller sig så synderligt meget fra nutidens ideologier - hvis vi da kan kalde dem ideologier, siger Anne Marie Løn.
I bogen vil faderen have en forklaring på, hvorfor Tyge er blevet dværg. Den dag i dag ved man dog ikke, hvad der betinger dværgevækst.
Usynlige begrænsninger
- Vi mennesker vil gerne have en rationel forklaring på, hvorfor noget gik, som det gik - specielt når det gælder en sorg. Jeg tror, vi har brug for det for at kunne komme ud i den anden ende som hele mennesker eller måske endnu stærkere mennesker, sagde Løn.
- Dværgen Tyge er også interessant, fordi han erkender sin egen begrænsning. Måske har vil alle nogle usynlige begrænsninger, som er lige så fatale som Tyges synlige begrænsning. Det er relevant at se, hvor langt et menneske kan nå inden for dets begrænsninger.
Anne Marie Løn beskrev sin egen styrke som det at arbejde med en pincet i stedet for en skovl:
- Tit åbner der sig en hel masse og noget meget større, når blot man løfter en flig med en pincet.
Forfatterskab
Anne Marie Løn har igennem hele sit forfatterskab været optaget af livet i provinsen. Landboens tilværelse og erfaringer er gjort til et særligt betydningssted, et alternativ til storbyens opsplittede, hektiske liv. Navnlig det tidlige forfatterskab er skrevet på en stærk indignation over den nedbrydning af livssammenhænge og fællesskab, som det moderne liv ifølge forfatteren har medført. I Løns senere bøger er indignationen tonet noget ned og erstattet af en mere fabulerende og farverig stil. Samtidig er læserskaren vokset støt. Anne Marie Løn er en folkelig fortæller, der er blevet lyttet til. Hun skriver et enkelt sprog, som alle umiddelbart kan forstå og forholde sig til. Fra hendes bøger – der er blevet lysere med årene – udgår en stædig tro på, at det hele nytter noget.
Blå bog
- Født: 12. juli 1947 på Samsø, opvokset i Nordjylland
- Bor: i Asnæs på Sjælland
- Uddannelse: Journalist
- Debut: Hvorfor hvisker I til mig?, 1977
- Vigtige værker: Dværgenes dans
- Priser: Egholtprisen, Blicherprisen, Weekendavisens litteraturpris, Boghandlernes gyldne Laurbær 2001
INTERVIEW. Anne Marie Løn mener, vi kommer længst ved at erkende vore egne usynlige begrænsninger. Hun er ofte blevet overhalet af virkeligheden, der er bedre end hendes egen fantasi. Og så opponerer hun mod den kunstige politisk-korrekte sprogbrug.
De fleste litteraturkritikere fremhævede Anne Marie Løn for hendes enorme musikkendskab efter at have læst "Dværgenes dans".
Selv siger hun, at hun ingen synderlig forstand har på musik, men at hun granskede ganske dybt i Politikens Musikleksikon.
- Det er dét, der er så dejligt ved at arbejde som skønlitterær forfatter. Her er ingen snyd. Jeg skal ikke stå til ansvar for metoden. Det skal bare virke, siger Anne Marie Løn.
"Dværgenes dans" foregår i 1900-tallets første årtier, en vanskelig tid for lavadelen, da stamhusene sluttelig fik frataget deres privilegier i 1919. Et stamhus var en ejerform, hvor en godset gik i arv, men aldrig kunne komme ud i fri handel.
Mange gik fallit og måtte opgive deres stamgods, andre kæmpede for at bevare ejendomsretten til deres godser, som havde været slægtseje i århundreder.
Hovedpersonen er den musikalsk begavede dværg Tyge, der er organist og ansat ved begravelsesvæsnet i København.
Faderen havde gerne set ham som musiker i Det Kongelige Kapel, men Tyge har indset sine begrænsninger og fundet sig et arbejde uafhængigt af familiens økonomi. Han er en smuk og forfængelig dværg, og han forsøger at virke højere ved frisuren og skoenes hjælp.
Centralt i Tyges liv står hushjælpen Vidde, der ligger for døden i 1922. Hun bliver nøglen til Tyges store kærlighed, der opstår, da Tyge ser en smuk kvindeprofil i spejlet, mens han spiller til en begravelse. Kvinden viser sig at være Viddes ukendte barnebarn, datter af den uægte søn Vidde bortgav kort efter fødslen, inden hun blev hushjælp i Tyges familie.
At være anderledes
Hvorfor lige en dværg?
- Det anderledes interesserer mig. Jeg kender det meget fra mig selv. Jeg kom selv fra et oplyst miljø. Mine forældre stammede fra København, men vi flyttede rundt i provinsen, og her gik jeg i den glædesløse landsbyskole og følte mig meget udenfor, siger Anne Marie Løn.
Hun mener også at, rammerne for, hvad der er normalt, er blevet smallere i det moderne samfund. Ironisk nok er det mindre tolerante samfund blevet mere korrekt i sin sprogbrug. Dværge hedder for eksempel også væksthæmmede.
- Det bliver mig lidt for kunstigt med alle disse begreber. Gamle er ikke gamle, men ældre - og så videre. Jeg synes, den almindelige medmenneskelige interesse forsvinder i alle disse omskrivelser. At jeg bruger ordet dværg betyder ikke, at jeg ikke respekterer disse mennesker. Nærmest tværtom, siger Anne Marie Løn.
Morbid virkelighed
Hun har forsket i de forskellige dværgetyper, diagnosticering, følgevirkninger og detaljer.
- Det er ofte en kedelig research, men den er guld værd, for imens kører det digteriske frihjul. Tyges historie er autentisk. Kun kærlighedshistorien er fiktion. Tit har virkeligheden foræret mig noget, jeg ikke kunne have fundet bedre på selv. Det virker næsten morbidt, at den virkelige dværgs farfar forskede i fremavl af dværgfrugttræer, siger Anne Marie Løn.
Hun ser nemlig landbrugets dyre- og planteforædling og 1920ernes og 1930ernes racehygiejne som tæt forbundet. Racehygiejnikerne mente, dværgene var misavl, der kunne undgås.
- Under hele mit arbejde med "Dværgenes dans" ligger også et socialpolitisk engagement. Det gjorde et voldsomt indtryk på mig at læse 20ernes afhandlinger om racehygiejne. Jeg mener ikke ideologien adskiller sig så synderligt meget fra nutidens ideologier - hvis vi da kan kalde dem ideologier, siger Anne Marie Løn.
I bogen vil faderen have en forklaring på, hvorfor Tyge er blevet dværg. Den dag i dag ved man dog ikke, hvad der betinger dværgevækst.
Usynlige begrænsninger
- Vi mennesker vil gerne have en rationel forklaring på, hvorfor noget gik, som det gik - specielt når det gælder en sorg. Jeg tror, vi har brug for det for at kunne komme ud i den anden ende som hele mennesker eller måske endnu stærkere mennesker, sagde Løn.
- Dværgen Tyge er også interessant, fordi han erkender sin egen begrænsning. Måske har vil alle nogle usynlige begrænsninger, som er lige så fatale som Tyges synlige begrænsning. Det er relevant at se, hvor langt et menneske kan nå inden for dets begrænsninger.
Anne Marie Løn beskrev sin egen styrke som det at arbejde med en pincet i stedet for en skovl:
- Tit åbner der sig en hel masse og noget meget større, når blot man løfter en flig med en pincet.
Forfatterskab
Anne Marie Løn har igennem hele sit forfatterskab været optaget af livet i provinsen. Landboens tilværelse og erfaringer er gjort til et særligt betydningssted, et alternativ til storbyens opsplittede, hektiske liv. Navnlig det tidlige forfatterskab er skrevet på en stærk indignation over den nedbrydning af livssammenhænge og fællesskab, som det moderne liv ifølge forfatteren har medført. I Løns senere bøger er indignationen tonet noget ned og erstattet af en mere fabulerende og farverig stil. Samtidig er læserskaren vokset støt. Anne Marie Løn er en folkelig fortæller, der er blevet lyttet til. Hun skriver et enkelt sprog, som alle umiddelbart kan forstå og forholde sig til. Fra hendes bøger – der er blevet lysere med årene – udgår en stædig tro på, at det hele nytter noget.
Blå bog
- Født: 12. juli 1947 på Samsø, opvokset i Nordjylland
- Bor: i Asnæs på Sjælland
- Uddannelse: Journalist
- Debut: Hvorfor hvisker I til mig?, 1977
- Vigtige værker: Dværgenes dans
- Priser: Egholtprisen, Blicherprisen, Weekendavisens litteraturpris, Boghandlernes gyldne Laurbær 2001
Kommentarer