Blog
En rendyrket katastrofe
Danskerne har lavet en fortælling om 1864, der handler om, at de var de seje danskere, der kæmpede en brav kamp. Og så har de glemt alt det andet og ubehagelige. Der har rendt et spøgelse rundt i vores historie. Danmark var ved at gå under, sagde Tom Buk Swienty, da han gæstede Flensborg Bibliotek den 7. februar 2012.
En statsminister, der højst sandsynligt var maniodepressiv. En konge, der var politisk fantast og satte træskoene i en kritisk situation. En overgeneral, der var mere eller mindre dement. En anden konge, der aldrig rigtig blev accepteret i Danmark, fordi han ikke kunne tale ordentligt dansk. Dertil kom et helt korps af nationalromantikere, der i modsætning til Otto von Bismarck var uden forbindelse til virkeligheden. Det var et serie 5-hold, Danmark stillede med i 1864, og det var en væsentlig grund til, at det gik, som det gik.
Måske er det ikke korrekt at sige, at historikeren og Tom Buk-Swienty har pillet myter fra hinanden med sine to bøger »Slagtebænk Dybbøl« (2008) og »Dommedag Als« (2010). Det, der kunne virke som nyt stof, har været kendt i lang tid. Men med sine litterære virkemidler har Tom Buk-Swienty fået formidlet nogle sandheder om 1864-krigen til et publikum, som nok ikke kan sige sig fri for at være blevet præget af nogle nationalromantiske forestillinger, der ikke havde meget med realiteterne at gøre. Mandag aften stod Tom Buk- Swienty i den blå sal på Flensborg Bibliotek og fortalte om sin bog om Danmarks Waterloo, det dødbringende slag om Als den 29. juni 1864.
Der var næsten fuldt besat på stolerækkerne i byen, hvor tropperne i vinteren 1864 havde været på retræte fra de umulige stillinger ved Dannevirke. Krigen i 1864 kulminerede med stormen på Dybbøl Banke den 18. april. Sådan har den generelle fortælling i de danske skoler i hvert fald været. Ikke fordi, det var den skinbarlige sandhed, men mere fordi det passede ind i den fortælling, der skulle skabes om opbyggelsen af den danske nationalstat i årene derefter. Dybbøl kunne man bruge til noget - nemlig til historien om »et hæderligt nederlag«.
»Nationbuilding«, som det hedder i den angelsaksiske terminologi.
Her var en heroisk historie om det lille Danmark, der kæmpede tappert mod den preussiske og den østrigske overmagt. Men det store efterspil kom først efter april. Freden i Wien - hvor 40 procent af det danske monarki gik tabt - blev først underskrevet den 30. oktober.
- Slaget om Als var set fra preussernes side en langt større triumf end Dybbøl. Preusserne frygtede på forhånd, at det ville være meget vanskeligt at erobre en dansk ø. Danmark var en søfartsnaton og måtte jo have overherredømmet på havet. Nu endte det med, at Als faldt i preussernes hænder, og det skabte en stor frygt i København. For hvad kunne det næste blive? Fyn?, sagde Tom Buk-Swienty.
Men det blev aldrig Fyn, for Bismarck havde - igen - så megen realitetssans, at han holdt nallerne væk fra kongeriget. Dér talte de dansk, og hvad skulle et kommende Tyskland med lutter danskere. Han var heller ikke synderligt interesseret i Nordslesvig, men ved fredsforhandlingerne spillede danskerne kortene så tåbeligt, at det endte med, at hele det gamle hertugdømme røg med i faldet. I krig i godt fem år Tom Buk-Swientys to bøger har skabt en voldsom interesse for 1864-krigen i Danmark, en interesse, der er kommet bag på ham selv.
Bøgerne er blevet revet væk og har sat en hel masse andet i gang: Lars Lilholt er for eksempel ved at skrive en sang om 1864, og DR arbejder på en tv-serie, der skal vises i 2014.
- Jeg har været i krig i over fem år, fortæller Tom Buk-Swienty. Det er nogle gange blevet lidt for meget for hans kone. Hans arbejdsværelse er plastret til med kort overskanser og stillinger. Han har siddet udklædt som en preussisk soldat på en båd over Alssund klokken to om natten for at mærke, hvordan det var dengang for 148 år siden. Skrevet, fortalt, drømt og støvet gamle kilder af. Ideen til bøgerne fik han som korrespondent for Weekendavisen serveret af sin chefredaktør.
- Danmark er i krig i Irak og Afghanistan og har ikke været det siden 1864. Skriv om den krig, sagde hun til sønderjyden Swienty, der er vokset op lige uden for Sønderborg ikke langt fra Dybbøls skanser.
- Jeg kom hjem fra USA, hvor jeg også havde læst på universitetet - og her har man den mere narrative tilgang til historien. I den angelsaksiske verden bruger man meget den fortællende historie med metoder fra skønlitteraturen. Den blev jeg meget betaget af, og det er en form, som man kun kender ganske lidt til i Danmark. Dansk historieskrivning er meget præget af den tyske traditionelle måde at formidle historie på. Med litteraturens virkemidler kan man plante læseren i et tredimensionelt univers, hvor man kan se, lugte og føle. Og læseren kan følge enkeltpersoner, der har noget på spil. Og det har alle jo i krig, både soldater og politikere, siger Tom Buk-Swienty.
Han ved, at han er makaber i sin beskrivelse af krigen. Men det er nødvendigt, mener Buk-Swienty, for danskerne har glemt, hvad krig er. Det er så lang tid siden, landet har været i direkte krig med en anden magt. Og på PowerPoint på Flensborg Bibliotek dukkede spørgsmålet op: Hvorfor havnede Danmark i den suppedas i 1864?
Beruselsen fra 1848-50
- Baggrunden var beruselsen fra Treårskrigen 1848-50. Det var et nationalt mantra, at Danmark skulle gå helt ned til Ejderen. Der var amatøragtige fejlberegninger af styrkeforholdet. Preussen og Østrig stod tilsammen med en hær på en halv million. Danmark kunne mobilisere 12.000, siger Tom Buk-Swienty.
Krigen kunne være sluttet i april. I København var man ganske udmærket klar over, hvor alvorlig situationen var efter slaget på Dybbøl. Men hos de nationalliberale ville de romantiske sværmerier ingen ende tage. Redaktør og politiker Carl Ploug skrev digte i avisen Fædrelandet, der manede til kamp og lod hånt om den preussiske og østrigske overmagt. Briterne sagde stop! For selv om krigen blot var en lille krig, blev den fulgt med stor opmærksomhed i resten af Europa, der var præget af en skrøbelig magtbalance. Selv en lille krig kunne betyde, at stormagterne blev viklet ind i en krig, der blev meget større.
Nej til fredsforslag
Ved forhandlingsbordet i London sagde Danmark nej til fredsforslag, der nærmest var en gave til den svage part: Selv en grænse ved Dannevirke sagde danskernes nej til. Bismarck var ikke afvisende for en deling af Slesvig et eller andet sted på landkortet. Men den danske delegation fik en rodebutik af instrukser fra København.
De danske politikere sagde »øh-bøh« til alle forslag, og statsminister Monrad (det var ham, der ret sikkert har været maniodepressiv) fik »politisk svimmelhed« - en svimmelhed, han blev ramt af hver gang, han ikke kunne komme med noget svar. Sammenbruddet i fredsforhandlingerne var primært sket, fordi Danmark – på trods af det eklatante nederlag ved Dybbøl, og på trods af at den tyske hær havde besat det meste af Jylland – stædigt nægtede at gå med til en deling af Slesvig.
- Monrad blev svækket og gav plads til en ny spiller. Christian den Niende, der var upopulær i Danmark, politisk total uerfaren og gammel helstatsmand, det vil sige for personalunionen, der omfattede både kongeriget og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. Og nu blev det så helt surrealistisk. Selv et fransk forslag om folkeafstemning sagde Danmark nej til, minder Buk-Swienty om.
Tog det hele for givet
Krigen kom igen. Jylland blev besat af preussiske og østrigske tropper helt op til Skagen. Natten til den 29. juni 1864 gik det løs. På Als befandt der sig i alt 12.000 danske soldater, hvoraf størstedelen havde trukket sig tilbage dertil efter nederlaget ved Dybbøl. Danskerne havde bygget et net af løbegrave og kanonstillinger langs hele kysten fra Sønderborg i syd til Kær-halvøens spids Arnkilsøre i nord.
I farvandet omkring Als kredsede danske krigsskibe og kanonbåde parate til at gribe ind, hvis et angreb mod øen skulle komme. Men den danske overkommando på øen tog for givet, at det først vil ske efter nogle dages intenst bombardement. Preussernes krigslist Preusserne brugte igen krigslist, mens danskerne troede, det ville foregå »ligesom det plejede«.
Mon ikke prøjserne ville angribe, sådan som de havde gjort ved Dybbøl: Med først en belejring, så et bombardement og derpå et stormangreb. Men det gjorde prøjserne ikke. De havde forstået, at krigskunst også handler om at overraske. Og da de angreb Als klokken to 29. juni, tog de danskerne på sengen. Også i dén grad. Fire preussiske bådhold med tilsammen 2600 mand over Alssund i 166 robåde og pontonfærger. Hovedstyrken startede fra Sottrup Storskov klokken to i 95 fartøjer og gik ti minutter senere i land ved skovfoged-huset på Arnkil-halvøen.
Den danske styrke på 50 mand ved Skovfogedhuset blev hurtigt nedkæmpet af de 1450 preussere, der stormede op ad kystskråningen. Forsvaret af Als var for svagt og for dårligt organiseret. Den preussiske hærs tab beløb sig til 372. Den danske hær mistede 3148. Det var uhørt, at så få angribere mistede livet. »Vidundervåbnet«, panserbatteriet Rolf Krake, var en fis i en hornlygte over for hårdtslående bomber fra Krupp. Men det måske allerværste var, at en dansk illusion – bogstaveligt talt med et slag – var bristet: Illusionen om, at det danske militær til hver en tid ville være i stand til at forsvare de danske øer. Danmark var fra nu af amputeret og reduceret.
Da var det, at Christian den Niende sendte en føler af sted. Uden om regeringen tilbød Christian den Niende den prøjsiske konge, Wilhelm den Første, at Danmark kunne indgå i Det Tyske Forbund i et desperat forsøg på at undgå, at den danske helstat mistede hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. - Vi har lavet en fortælling om 1864, der handler om, at vi var de seje danskere, der kæmpede en brav kamp mod tyskerne. Og så har vi glemt alt det andet og ubehagelige. Der har rendt et spøgelse rundt i vores historie. Danmark var ved at gå under, siger Tom Buk Swienty.
Dommedag Als - af Tom Buk-Swienty, 474 sider. ISBN 978-87-02-07553-3 (Gyldendal).
Danskerne har lavet en fortælling om 1864, der handler om, at de var de seje danskere, der kæmpede en brav kamp. Og så har de glemt alt det andet og ubehagelige. Der har rendt et spøgelse rundt i vores historie. Danmark var ved at gå under, sagde Tom Buk Swienty, da han gæstede Flensborg Bibliotek den 7. februar 2012.
En statsminister, der højst sandsynligt var maniodepressiv. En konge, der var politisk fantast og satte træskoene i en kritisk situation. En overgeneral, der var mere eller mindre dement. En anden konge, der aldrig rigtig blev accepteret i Danmark, fordi han ikke kunne tale ordentligt dansk. Dertil kom et helt korps af nationalromantikere, der i modsætning til Otto von Bismarck var uden forbindelse til virkeligheden. Det var et serie 5-hold, Danmark stillede med i 1864, og det var en væsentlig grund til, at det gik, som det gik.
Måske er det ikke korrekt at sige, at historikeren og Tom Buk-Swienty har pillet myter fra hinanden med sine to bøger »Slagtebænk Dybbøl« (2008) og »Dommedag Als« (2010). Det, der kunne virke som nyt stof, har været kendt i lang tid. Men med sine litterære virkemidler har Tom Buk-Swienty fået formidlet nogle sandheder om 1864-krigen til et publikum, som nok ikke kan sige sig fri for at være blevet præget af nogle nationalromantiske forestillinger, der ikke havde meget med realiteterne at gøre. Mandag aften stod Tom Buk- Swienty i den blå sal på Flensborg Bibliotek og fortalte om sin bog om Danmarks Waterloo, det dødbringende slag om Als den 29. juni 1864.
Der var næsten fuldt besat på stolerækkerne i byen, hvor tropperne i vinteren 1864 havde været på retræte fra de umulige stillinger ved Dannevirke. Krigen i 1864 kulminerede med stormen på Dybbøl Banke den 18. april. Sådan har den generelle fortælling i de danske skoler i hvert fald været. Ikke fordi, det var den skinbarlige sandhed, men mere fordi det passede ind i den fortælling, der skulle skabes om opbyggelsen af den danske nationalstat i årene derefter. Dybbøl kunne man bruge til noget - nemlig til historien om »et hæderligt nederlag«.
»Nationbuilding«, som det hedder i den angelsaksiske terminologi.
Her var en heroisk historie om det lille Danmark, der kæmpede tappert mod den preussiske og den østrigske overmagt. Men det store efterspil kom først efter april. Freden i Wien - hvor 40 procent af det danske monarki gik tabt - blev først underskrevet den 30. oktober.
- Slaget om Als var set fra preussernes side en langt større triumf end Dybbøl. Preusserne frygtede på forhånd, at det ville være meget vanskeligt at erobre en dansk ø. Danmark var en søfartsnaton og måtte jo have overherredømmet på havet. Nu endte det med, at Als faldt i preussernes hænder, og det skabte en stor frygt i København. For hvad kunne det næste blive? Fyn?, sagde Tom Buk-Swienty.
Men det blev aldrig Fyn, for Bismarck havde - igen - så megen realitetssans, at han holdt nallerne væk fra kongeriget. Dér talte de dansk, og hvad skulle et kommende Tyskland med lutter danskere. Han var heller ikke synderligt interesseret i Nordslesvig, men ved fredsforhandlingerne spillede danskerne kortene så tåbeligt, at det endte med, at hele det gamle hertugdømme røg med i faldet. I krig i godt fem år Tom Buk-Swientys to bøger har skabt en voldsom interesse for 1864-krigen i Danmark, en interesse, der er kommet bag på ham selv.
Bøgerne er blevet revet væk og har sat en hel masse andet i gang: Lars Lilholt er for eksempel ved at skrive en sang om 1864, og DR arbejder på en tv-serie, der skal vises i 2014.
- Jeg har været i krig i over fem år, fortæller Tom Buk-Swienty. Det er nogle gange blevet lidt for meget for hans kone. Hans arbejdsværelse er plastret til med kort overskanser og stillinger. Han har siddet udklædt som en preussisk soldat på en båd over Alssund klokken to om natten for at mærke, hvordan det var dengang for 148 år siden. Skrevet, fortalt, drømt og støvet gamle kilder af. Ideen til bøgerne fik han som korrespondent for Weekendavisen serveret af sin chefredaktør.
- Danmark er i krig i Irak og Afghanistan og har ikke været det siden 1864. Skriv om den krig, sagde hun til sønderjyden Swienty, der er vokset op lige uden for Sønderborg ikke langt fra Dybbøls skanser.
- Jeg kom hjem fra USA, hvor jeg også havde læst på universitetet - og her har man den mere narrative tilgang til historien. I den angelsaksiske verden bruger man meget den fortællende historie med metoder fra skønlitteraturen. Den blev jeg meget betaget af, og det er en form, som man kun kender ganske lidt til i Danmark. Dansk historieskrivning er meget præget af den tyske traditionelle måde at formidle historie på. Med litteraturens virkemidler kan man plante læseren i et tredimensionelt univers, hvor man kan se, lugte og føle. Og læseren kan følge enkeltpersoner, der har noget på spil. Og det har alle jo i krig, både soldater og politikere, siger Tom Buk-Swienty.
Han ved, at han er makaber i sin beskrivelse af krigen. Men det er nødvendigt, mener Buk-Swienty, for danskerne har glemt, hvad krig er. Det er så lang tid siden, landet har været i direkte krig med en anden magt. Og på PowerPoint på Flensborg Bibliotek dukkede spørgsmålet op: Hvorfor havnede Danmark i den suppedas i 1864?
Beruselsen fra 1848-50
- Baggrunden var beruselsen fra Treårskrigen 1848-50. Det var et nationalt mantra, at Danmark skulle gå helt ned til Ejderen. Der var amatøragtige fejlberegninger af styrkeforholdet. Preussen og Østrig stod tilsammen med en hær på en halv million. Danmark kunne mobilisere 12.000, siger Tom Buk-Swienty.
Krigen kunne være sluttet i april. I København var man ganske udmærket klar over, hvor alvorlig situationen var efter slaget på Dybbøl. Men hos de nationalliberale ville de romantiske sværmerier ingen ende tage. Redaktør og politiker Carl Ploug skrev digte i avisen Fædrelandet, der manede til kamp og lod hånt om den preussiske og østrigske overmagt. Briterne sagde stop! For selv om krigen blot var en lille krig, blev den fulgt med stor opmærksomhed i resten af Europa, der var præget af en skrøbelig magtbalance. Selv en lille krig kunne betyde, at stormagterne blev viklet ind i en krig, der blev meget større.
Nej til fredsforslag
Ved forhandlingsbordet i London sagde Danmark nej til fredsforslag, der nærmest var en gave til den svage part: Selv en grænse ved Dannevirke sagde danskernes nej til. Bismarck var ikke afvisende for en deling af Slesvig et eller andet sted på landkortet. Men den danske delegation fik en rodebutik af instrukser fra København.
De danske politikere sagde »øh-bøh« til alle forslag, og statsminister Monrad (det var ham, der ret sikkert har været maniodepressiv) fik »politisk svimmelhed« - en svimmelhed, han blev ramt af hver gang, han ikke kunne komme med noget svar. Sammenbruddet i fredsforhandlingerne var primært sket, fordi Danmark – på trods af det eklatante nederlag ved Dybbøl, og på trods af at den tyske hær havde besat det meste af Jylland – stædigt nægtede at gå med til en deling af Slesvig.
- Monrad blev svækket og gav plads til en ny spiller. Christian den Niende, der var upopulær i Danmark, politisk total uerfaren og gammel helstatsmand, det vil sige for personalunionen, der omfattede både kongeriget og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. Og nu blev det så helt surrealistisk. Selv et fransk forslag om folkeafstemning sagde Danmark nej til, minder Buk-Swienty om.
Tog det hele for givet
Krigen kom igen. Jylland blev besat af preussiske og østrigske tropper helt op til Skagen. Natten til den 29. juni 1864 gik det løs. På Als befandt der sig i alt 12.000 danske soldater, hvoraf størstedelen havde trukket sig tilbage dertil efter nederlaget ved Dybbøl. Danskerne havde bygget et net af løbegrave og kanonstillinger langs hele kysten fra Sønderborg i syd til Kær-halvøens spids Arnkilsøre i nord.
I farvandet omkring Als kredsede danske krigsskibe og kanonbåde parate til at gribe ind, hvis et angreb mod øen skulle komme. Men den danske overkommando på øen tog for givet, at det først vil ske efter nogle dages intenst bombardement. Preussernes krigslist Preusserne brugte igen krigslist, mens danskerne troede, det ville foregå »ligesom det plejede«.
Mon ikke prøjserne ville angribe, sådan som de havde gjort ved Dybbøl: Med først en belejring, så et bombardement og derpå et stormangreb. Men det gjorde prøjserne ikke. De havde forstået, at krigskunst også handler om at overraske. Og da de angreb Als klokken to 29. juni, tog de danskerne på sengen. Også i dén grad. Fire preussiske bådhold med tilsammen 2600 mand over Alssund i 166 robåde og pontonfærger. Hovedstyrken startede fra Sottrup Storskov klokken to i 95 fartøjer og gik ti minutter senere i land ved skovfoged-huset på Arnkil-halvøen.
Den danske styrke på 50 mand ved Skovfogedhuset blev hurtigt nedkæmpet af de 1450 preussere, der stormede op ad kystskråningen. Forsvaret af Als var for svagt og for dårligt organiseret. Den preussiske hærs tab beløb sig til 372. Den danske hær mistede 3148. Det var uhørt, at så få angribere mistede livet. »Vidundervåbnet«, panserbatteriet Rolf Krake, var en fis i en hornlygte over for hårdtslående bomber fra Krupp. Men det måske allerværste var, at en dansk illusion – bogstaveligt talt med et slag – var bristet: Illusionen om, at det danske militær til hver en tid ville være i stand til at forsvare de danske øer. Danmark var fra nu af amputeret og reduceret.
Da var det, at Christian den Niende sendte en føler af sted. Uden om regeringen tilbød Christian den Niende den prøjsiske konge, Wilhelm den Første, at Danmark kunne indgå i Det Tyske Forbund i et desperat forsøg på at undgå, at den danske helstat mistede hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. - Vi har lavet en fortælling om 1864, der handler om, at vi var de seje danskere, der kæmpede en brav kamp mod tyskerne. Og så har vi glemt alt det andet og ubehagelige. Der har rendt et spøgelse rundt i vores historie. Danmark var ved at gå under, siger Tom Buk Swienty.
Dommedag Als - af Tom Buk-Swienty, 474 sider. ISBN 978-87-02-07553-3 (Gyldendal).
Kommentarer