Blog
En islænding, der siger og skriver, hvad der passer ham
LITTERATURFESTIVAL. En islandsk forfatter kom med på et afbud, fordi en dansker glemte at sætte sig i flyvemaskinen. Og han fortalte om sit særprægede møde med en klam magtmand, sin fascination af USA, som han kalder brutalt, sin vrede over et Island, der kom på afveje, og et mere politisk Island, som kunsten og kulturen nyder godt af.
---
Man regnede med, at man skulle møde en køn kvindelig forfatter med langt hår, men i stedet for sad der en skaldet islænder. Katrine Marie Guldager var ikke kommet med flyet fra København til Sønderborg. Ikke fordi hun kom for sent, men fordi hun havde været et andet sted med sine tanker, da de i Kastrup Lufthavn kaldte ud til maskinen. I hvert fald havde hun ikke hørt udkaldet - og så stod arrangørerne af Litteraturfest.nu og måtte improvisere.
Ind i stedet for sprang fredag eftermiddag den islandske forfatter og billedkunstner Hallgrímur Helgason, der i år er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for romanen »Kvinden ved 1000 grader«.
På Dansk Centralbibliotek i Flensborg improviserede islændingen med ikke blot at fortælle om sin litterære verden, men også om sin billedkunst og nogle af sine happenings og debatindlæg i Island. Hallgrímur Helgason fik sit gennembrud med romanen »101 Reykjavik«, en bog fyldt med både varme og sort humor om en mand, der trisser rundt i Reykjavik og ikke rigtig kommer nogen steder.
I Island er han kendt for at gå rundt med en sort hat - og også for at turde gå imod Davíd Oddsson - en af disse magtmænd, der findes i mange små samfund. Manden, som ingen tør sige imod, fordi de så kan blive ramt på deres levebrød, fordi han enten kalder dem ind til en kammeratlig samtale på sit kontor eller ringer til en kumpan, der nok skal sørge for, at kritikerne bliver ramt på en pung og derfor holder kæft.
Ingen vovede at kritisere ham
Først var David Oddsson statsminister, så blev han nationalbankdirektør, da der var liv og glade dage og islændingene gjorde alvor af den daværende danske finansministers berygtede ord om at kunne »købe hele verden«. Oddsson måtte tage sin afsked, men er ikke desto mindre dukket op som chefredaktør for Islands største avis, Morgunbladid. En temmelig ejendommelig stilling at bestride for en mand som Davíd Oddsson, eftersom han som minister var kendt for at blive vred og true med sin magt, når nogen sagde ham imod.
- Ingen vovede at kritisere Davíd Oddsson. Jeg skrev gerne debatindlæg imod ham. En dag ringede hans sekretær til mig og sagde, at Davíd Oddsson gerne ville se mig på sit kontor. Jeg vidste allerede i forvejen, hvad han ville sige til mig, men som forfatter er man jo nysgerrig, så jeg bevægede mig ind i løvens hule. Han brugte halvanden time på at fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, og hvad jeg ikke skulle gøre. Efter sådan erfaring med at stå skoleret gik jeg hjem og karikerede ham med horn og hugtænder, fortæller Hallgrímur Helgason. Det blev der en skandale ud af på Island.
Helgason så hvor det bar henad
Hallgrímur Helgason er kontroversiel og en skarp kritiker af sit hjemland. I bogen »Stormland« er Helgason vred - så vred, at en læser i Flensborg fortalte, at hun måtte lægge bogen fra sig flere gange.
Bogens hovedperson Böddi er vendt hjem til Island og barndomshjemmet, »Stormland«, hvorfra han i kælderen skriver løs på sin weblog med rasende kritik mod det moderne og ideal- og kulturløse Island.
Romanen »Stormland« udkom i 2007, før hele det økonomiske luftkastel på Island brød sammen. På mange måder forudså Hallgrímur Helgason i bogen, hvor det ville føre hen med den åndløse materialisme og overforbruget.
- Ja, jeg er vred i den bog - men det var også nødvendigt at være vred på det tidspunkt. Vi levede i en boble og troede, vi var det rigeste folk i verden. Da jeg skrev om en lille revolution i Reykjavik, regnede jeg dog ikke med, at den kom i virkeligheden et par år senere. Som forfatter må man hele tiden bare lytte til sin indre stemme, siger han.
Fascineret og frastødt
Hallgrímur Helgason boede i en lang periode i USA, primært i New York. Da han ankom fra Island, hvor der i hans by kun var en kro, et supermarked og en bar og »ikke skete en skid«, var Manhattan den store fascination. Han var imponeret af den sorte kultur, dengang i 1980erne, da Michael Jackson stadig var sort, og Jesse Jackson trådte frem på den politiske scene. Det var en af grundene til, at han som billedkunstner lavede et selvportræt - hvor han var sort. Og Hallgrímur Helgason er fortsat fascineret af amerikanerne, selv om han mener, at USA som det turbo-kapitalistiske land har taget en forkert vej
- Jeg elsker at rejse i USA. »Oh, I like your hat«, råber de så til én, når man kommer til en by, åbne og venlige, som de er. Et par timer efter synes man at kende hele byen. Når jeg går rundt med min hat på gaden i Danmark eller Tyskland sker der ingenting, og folk siger intet til hatten. Men ligeså venlige og åbne, amerikanerne er, lige så brutalt er deres samfund. Jeg ville ikke bryde mig om, at mine børn skulle vokset op i det land, så jeg vender ikke tilbage. Når en kvinde i USA bliver skilt, kan hun risikere at stå alene på bunden uden nogen forsikring og helt på bunden. Det er for råt. Men jeg er sørens fascineret af landet, siger Hallgrímur Helgason.
Kulturen profiterer på krisen I hjemlandet Island har krisen ikke bare været ren krise. Hvor andre lande i nedgangstider sparer på kulturlivet, har Island gjort det stikmodsatte.
- Islændinge blev mere politiske efter krisen. Da boblen bristede, blev det faktisk ganske godt at være forfatter og kunstner. Den venstre-drejede regering besluttede ikke at tage penge fra kulturen, men at prioritere den højere. Det var et bevidst træk for, at vi som nation kunne få vor stolthed tilbage os. Devisen var, at det var kunsten og litteraturen, der skulle redde os, siger Helgason.
Roman censureret i Tyskland
Han kender Tyskland godt. Har studeret et år på kunstakademiet i München og rejst meget i landet på bog-turnéer. »Kvinden ved 1000 grader« blev censureret, da den udkom på det tyske marked i 2011. Et kapitel med Adolf Hitler blev fjernet fra bogen. 30 kapitler blev desuden omredigeret i den tyske udgave. Det drejer sig især om emner relateret til Tysklands nazistiske fortid, der kan være ømtålelige for et tysk publikum: afsnit om massegrave, kz-lejre og Hitlers ensomhed.
Romanen udkom i Tyskland, før den udkom i Island. Årsagen var, at Island var et særligt temaland på bogmessen i Frankfurt i 2011, og Hallgrímur Helgason var ikke uvidende om, at hans roman kom i en helt anden version på tysk. Hans tyske udgiver ville have en ny roman fra ham, og den skulle være klar til denne begivenhed.
- Problemet var, at oversætteren ikke kunne starte så tidligt, som han skulle, og jeg var ikke helt færdig med bogen, da han begyndte, og derfor blev det hele meget forsinket. I sidste ende var der et stort deadlinepres, og man var nødt til at beskære romanen, siger han. En tysk redaktør, som skulle beskære romanen, blev hyret, så den kunne blive klar til bogmessen.
- I begyndelsen virkede det som en lille, ubetydelig ting, men da der var to uger til deadline, manglede oversætteren 150 sider. Så i sidste ende måtte vi lave nogle »cuts«. Først valgte tyskerne nogle kapitler. De valgte en masse kapitler i starten, fordi de var bange for, at bogen ville blive 800 sider lang. Islandsk bliver længere på tysk, og da bogen endnu ikke var blevet udgivet i Island, var de bekymrede. Så de begyndte at skære på egen hånd, Man var nødt til at droppe projektet eller forsøge at klippe for at få bogen til at blive klar til Frankfurtmessen. Jeg var ikke særlig glad for denne proces. Jeg forsøgte at kæmpe imod, og jeg protesterede, men i sidste ende accepterede jeg det, fortæller Hallgrímur Helgason.
Islændingen medvirkede også ved litteraturfestivalens afslutningsarrangement på Dansk Centralbibliotek den 21. september 2013 sammen med den danske forfatter Kim Leine og den finske forfatter Rosa Liksom.
LITTERATURFESTIVAL. En islandsk forfatter kom med på et afbud, fordi en dansker glemte at sætte sig i flyvemaskinen. Og han fortalte om sit særprægede møde med en klam magtmand, sin fascination af USA, som han kalder brutalt, sin vrede over et Island, der kom på afveje, og et mere politisk Island, som kunsten og kulturen nyder godt af.
---
Man regnede med, at man skulle møde en køn kvindelig forfatter med langt hår, men i stedet for sad der en skaldet islænder. Katrine Marie Guldager var ikke kommet med flyet fra København til Sønderborg. Ikke fordi hun kom for sent, men fordi hun havde været et andet sted med sine tanker, da de i Kastrup Lufthavn kaldte ud til maskinen. I hvert fald havde hun ikke hørt udkaldet - og så stod arrangørerne af Litteraturfest.nu og måtte improvisere.
Ind i stedet for sprang fredag eftermiddag den islandske forfatter og billedkunstner Hallgrímur Helgason, der i år er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for romanen »Kvinden ved 1000 grader«.
På Dansk Centralbibliotek i Flensborg improviserede islændingen med ikke blot at fortælle om sin litterære verden, men også om sin billedkunst og nogle af sine happenings og debatindlæg i Island. Hallgrímur Helgason fik sit gennembrud med romanen »101 Reykjavik«, en bog fyldt med både varme og sort humor om en mand, der trisser rundt i Reykjavik og ikke rigtig kommer nogen steder.
I Island er han kendt for at gå rundt med en sort hat - og også for at turde gå imod Davíd Oddsson - en af disse magtmænd, der findes i mange små samfund. Manden, som ingen tør sige imod, fordi de så kan blive ramt på deres levebrød, fordi han enten kalder dem ind til en kammeratlig samtale på sit kontor eller ringer til en kumpan, der nok skal sørge for, at kritikerne bliver ramt på en pung og derfor holder kæft.
Ingen vovede at kritisere ham
Først var David Oddsson statsminister, så blev han nationalbankdirektør, da der var liv og glade dage og islændingene gjorde alvor af den daværende danske finansministers berygtede ord om at kunne »købe hele verden«. Oddsson måtte tage sin afsked, men er ikke desto mindre dukket op som chefredaktør for Islands største avis, Morgunbladid. En temmelig ejendommelig stilling at bestride for en mand som Davíd Oddsson, eftersom han som minister var kendt for at blive vred og true med sin magt, når nogen sagde ham imod.
- Ingen vovede at kritisere Davíd Oddsson. Jeg skrev gerne debatindlæg imod ham. En dag ringede hans sekretær til mig og sagde, at Davíd Oddsson gerne ville se mig på sit kontor. Jeg vidste allerede i forvejen, hvad han ville sige til mig, men som forfatter er man jo nysgerrig, så jeg bevægede mig ind i løvens hule. Han brugte halvanden time på at fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, og hvad jeg ikke skulle gøre. Efter sådan erfaring med at stå skoleret gik jeg hjem og karikerede ham med horn og hugtænder, fortæller Hallgrímur Helgason. Det blev der en skandale ud af på Island.
Helgason så hvor det bar henad
Hallgrímur Helgason er kontroversiel og en skarp kritiker af sit hjemland. I bogen »Stormland« er Helgason vred - så vred, at en læser i Flensborg fortalte, at hun måtte lægge bogen fra sig flere gange.
Bogens hovedperson Böddi er vendt hjem til Island og barndomshjemmet, »Stormland«, hvorfra han i kælderen skriver løs på sin weblog med rasende kritik mod det moderne og ideal- og kulturløse Island.
Romanen »Stormland« udkom i 2007, før hele det økonomiske luftkastel på Island brød sammen. På mange måder forudså Hallgrímur Helgason i bogen, hvor det ville føre hen med den åndløse materialisme og overforbruget.
- Ja, jeg er vred i den bog - men det var også nødvendigt at være vred på det tidspunkt. Vi levede i en boble og troede, vi var det rigeste folk i verden. Da jeg skrev om en lille revolution i Reykjavik, regnede jeg dog ikke med, at den kom i virkeligheden et par år senere. Som forfatter må man hele tiden bare lytte til sin indre stemme, siger han.
Fascineret og frastødt
Hallgrímur Helgason boede i en lang periode i USA, primært i New York. Da han ankom fra Island, hvor der i hans by kun var en kro, et supermarked og en bar og »ikke skete en skid«, var Manhattan den store fascination. Han var imponeret af den sorte kultur, dengang i 1980erne, da Michael Jackson stadig var sort, og Jesse Jackson trådte frem på den politiske scene. Det var en af grundene til, at han som billedkunstner lavede et selvportræt - hvor han var sort. Og Hallgrímur Helgason er fortsat fascineret af amerikanerne, selv om han mener, at USA som det turbo-kapitalistiske land har taget en forkert vej
- Jeg elsker at rejse i USA. »Oh, I like your hat«, råber de så til én, når man kommer til en by, åbne og venlige, som de er. Et par timer efter synes man at kende hele byen. Når jeg går rundt med min hat på gaden i Danmark eller Tyskland sker der ingenting, og folk siger intet til hatten. Men ligeså venlige og åbne, amerikanerne er, lige så brutalt er deres samfund. Jeg ville ikke bryde mig om, at mine børn skulle vokset op i det land, så jeg vender ikke tilbage. Når en kvinde i USA bliver skilt, kan hun risikere at stå alene på bunden uden nogen forsikring og helt på bunden. Det er for råt. Men jeg er sørens fascineret af landet, siger Hallgrímur Helgason.
Kulturen profiterer på krisen I hjemlandet Island har krisen ikke bare været ren krise. Hvor andre lande i nedgangstider sparer på kulturlivet, har Island gjort det stikmodsatte.
- Islændinge blev mere politiske efter krisen. Da boblen bristede, blev det faktisk ganske godt at være forfatter og kunstner. Den venstre-drejede regering besluttede ikke at tage penge fra kulturen, men at prioritere den højere. Det var et bevidst træk for, at vi som nation kunne få vor stolthed tilbage os. Devisen var, at det var kunsten og litteraturen, der skulle redde os, siger Helgason.
Roman censureret i Tyskland
Han kender Tyskland godt. Har studeret et år på kunstakademiet i München og rejst meget i landet på bog-turnéer. »Kvinden ved 1000 grader« blev censureret, da den udkom på det tyske marked i 2011. Et kapitel med Adolf Hitler blev fjernet fra bogen. 30 kapitler blev desuden omredigeret i den tyske udgave. Det drejer sig især om emner relateret til Tysklands nazistiske fortid, der kan være ømtålelige for et tysk publikum: afsnit om massegrave, kz-lejre og Hitlers ensomhed.
Romanen udkom i Tyskland, før den udkom i Island. Årsagen var, at Island var et særligt temaland på bogmessen i Frankfurt i 2011, og Hallgrímur Helgason var ikke uvidende om, at hans roman kom i en helt anden version på tysk. Hans tyske udgiver ville have en ny roman fra ham, og den skulle være klar til denne begivenhed.
- Problemet var, at oversætteren ikke kunne starte så tidligt, som han skulle, og jeg var ikke helt færdig med bogen, da han begyndte, og derfor blev det hele meget forsinket. I sidste ende var der et stort deadlinepres, og man var nødt til at beskære romanen, siger han. En tysk redaktør, som skulle beskære romanen, blev hyret, så den kunne blive klar til bogmessen.
- I begyndelsen virkede det som en lille, ubetydelig ting, men da der var to uger til deadline, manglede oversætteren 150 sider. Så i sidste ende måtte vi lave nogle »cuts«. Først valgte tyskerne nogle kapitler. De valgte en masse kapitler i starten, fordi de var bange for, at bogen ville blive 800 sider lang. Islandsk bliver længere på tysk, og da bogen endnu ikke var blevet udgivet i Island, var de bekymrede. Så de begyndte at skære på egen hånd, Man var nødt til at droppe projektet eller forsøge at klippe for at få bogen til at blive klar til Frankfurtmessen. Jeg var ikke særlig glad for denne proces. Jeg forsøgte at kæmpe imod, og jeg protesterede, men i sidste ende accepterede jeg det, fortæller Hallgrímur Helgason.
Islændingen medvirkede også ved litteraturfestivalens afslutningsarrangement på Dansk Centralbibliotek den 21. september 2013 sammen med den danske forfatter Kim Leine og den finske forfatter Rosa Liksom.
Kommentarer