Blog
En fortæller på batterier
Forfatteraften. En litteraturaften på biblioteket behøver ikke at være kedelig - specielt ikke, hvis den er med Thorstein Thomsen, en gammel pigtrådsmusiker og børnebogsforfatter, der har kastet sig over voksenromanerne.
Thorstein Thomsen er vokset op på Christien den Tiendes Allé i Lyngby, hvor han boede ved side af forfatteren Soya og gik i klasse med rockmusikeren C.V. Jørgensen. Soya så han enten sidde på sit arbejdsværelse eller købe cigarer hos købmand Bech, mens alle andre borgerlige passede deres arbejde. Og C.V. Jørgensen endte han med at spille i rockband sammen med.
Han blev student med et gennemsnit på 7,1, der i dag - oversat til den ny karakterskala - hverken ville række til det ene eller det andet. Efter at have været evighedsstudent blev han omsider cand.mag. i begyndelsen af 1980erne, men udsigten til fast arbejde og pension afskrækkede ham så meget, at han i sidste øjeblik sprang fra sit pædagogikum. "Et af det klogeste valg, jeg har gjort i mit liv", skriver han på sin hjemmeside.
En tirsdag i marts (2009) fortalte og agerede han på Flensborg Bibliotek. Så vidt var han altså kommet efter at have ernæret sig som rockmusiker og børnebogsforfatter. Nu skulle han fortælle om sit forfatterskab for voksne. Og det gjorde han ikke bare ved at slå og plapre en masse af.
Der blev spillet sketches og fortalt og gjort ved. Som da jeg-fortælleren Michaela i slægtsromanen "Sne på hendes ansigt" som ung i Esbjerg er ulykkeligt forelsket i en lystfiskende rockmusiker, går hun ud i den sø, hvor han hver morgen fisker, og drukner. "Blurp, blurp, blurp", lød det fra Thorstein Thomsen, og han svømmede rundt i bibliotekets blå sal, som om han lå nede under vandoverfladen.
Og da han skulle forklare den absurde historie om en ung mand, der blev forelsket i en gris, øf-øf, kom lydene fra et slagteri ud af munden, som var Thorstein Thomsen en skære- og pakkemaskine på et svineslagteri.
Flere af gæsterne sad med et smil om læben.
Fra lokal til global
Thorstein Thomsen var inviteret for at fortælle om "Sne på hendes ansigt", men bredte sig flere gange så meget, at han måtte spørge publikum: Hvor var det nu, vi kom fra? Efter at være blevet viklet ind i hans lange, men fængende historier, sad vi også og stillede os selv spørgsmålet - indtil én blandt publikum stadig havde orden i sine "cookies" ligesom på en internetsøgning.
I romanen fortæller Thorsten Thomsen om sine forældres generation og sin egen generation, der har taget det store spring fra det meget lokale liv på landet til en verden, hvor børn og børnebørn bevæger sig på kryds og tværs af landegrænser og finder venner på Facebook fra den anden side af kloden.
- Det er ofte meget vanskeligt at forestille sig, hvad der i virkeligheden er sket i løbet af de seneste 40-50 år. I 1950erne var livet utroligt lokalt - både på landet og i Lyngby, hvor jeg kommer fra. Da jeg var rockmusiker, gav jeg aldrig koncerter uden for Danmarks grænser. I dag er dette nærmest unormalt for danske rockbands, sagde Thorstein Thomsen i sin mikroporter, der af og til gik tør for batteri.
- Hvorfor smider du den ikke bare, ville en kvinde blandt publikum gerne vide.
- Nej, for lige nu har jeg en lidt formel foredragsstemme, men når jeg får snakket mig varm, så snakker jeg så hurtigt, at I får svært ved at følge med, hvis I ikke kan høre det i højttalerne, svarede han prompte.
Empati med usympatiske
Og det gik hurtigt. Men da batteriet til sidst strejkede, var der ingen vej udenom. Nu var lyden 100 procent økologisk. Det kunne til at bgynde med også se ud som om, Thorstein Thomsen gik på batterier - men han virkede også uden.
Thorstein Thomsen fortalte om, hvordan forfattere er nødt til at have empati for personerne, selv om der er figurer i romanen, forfatteren ikke kan lide.
- Hvis man bliver for sarkastisk over for personerne, så ødelægger man bogen. Og der er forskel på satire og sarkasme, som Piet Hein siger i et af sine gruk. I satiren genkender man noget af sig selv. Det gør man ikke i sarkasmen. Jeg gør det lidt lettere med den faderfigur, jeg ikke kan lide i "Sne på hendes ansigt". Jeg slår ham ihjel, sagde Thorstein Thomsen.
Renset for historie
Tiden er omdrejningspunktet og samtidig fuldstændig fraværende i Thorstein Thomsens generationsportræt af tre kvinder, som alle kæmper mod at få fortiden med ind i fremtiden.
Thorstein Thomsen har i sin seneste roman taget familiekrønike-trenden til sig og lader via den yngste kvinde, historiefortælleren Michala, de tre generationer folde sig ud i tidsrummet 1936 til 2006.
Det kunne være ren Danmarkshistorie, men "Sne på hendes ansigt" er sælsomt renset for historiske begivenheder og andre hyggelige genkendelsesfaktorer, som typisk knytter sig til litterære tidsbilleder. De tre kvindeskæbner, som begynder med skildringen af Michalas mormor, berører kun flygtigt 1930ernes depression, de dunkle krigsår, de pomadiserede halvtredsere og de løsslupne år efter "68. Det er nemlig ikke kulturhistoriske kendetegn, som danner grundlaget for de tre hovedpersoners udviklingsforløb, men derimod de forskellige årtiers eksistentielle begrænsninger og muligheder.
En mand, der skriver med kvinder som fortællere?
- Ja, efter min tidligere romaner tænkt jeg, at nu ville jeg være en kvinde, smilede Thorstein Thomsen til en sal, hvori stolene overvejende var besat med kvinder.
Forfatteraften. En litteraturaften på biblioteket behøver ikke at være kedelig - specielt ikke, hvis den er med Thorstein Thomsen, en gammel pigtrådsmusiker og børnebogsforfatter, der har kastet sig over voksenromanerne.
Thorstein Thomsen er vokset op på Christien den Tiendes Allé i Lyngby, hvor han boede ved side af forfatteren Soya og gik i klasse med rockmusikeren C.V. Jørgensen. Soya så han enten sidde på sit arbejdsværelse eller købe cigarer hos købmand Bech, mens alle andre borgerlige passede deres arbejde. Og C.V. Jørgensen endte han med at spille i rockband sammen med.
Han blev student med et gennemsnit på 7,1, der i dag - oversat til den ny karakterskala - hverken ville række til det ene eller det andet. Efter at have været evighedsstudent blev han omsider cand.mag. i begyndelsen af 1980erne, men udsigten til fast arbejde og pension afskrækkede ham så meget, at han i sidste øjeblik sprang fra sit pædagogikum. "Et af det klogeste valg, jeg har gjort i mit liv", skriver han på sin hjemmeside.
En tirsdag i marts (2009) fortalte og agerede han på Flensborg Bibliotek. Så vidt var han altså kommet efter at have ernæret sig som rockmusiker og børnebogsforfatter. Nu skulle han fortælle om sit forfatterskab for voksne. Og det gjorde han ikke bare ved at slå og plapre en masse af.
Der blev spillet sketches og fortalt og gjort ved. Som da jeg-fortælleren Michaela i slægtsromanen "Sne på hendes ansigt" som ung i Esbjerg er ulykkeligt forelsket i en lystfiskende rockmusiker, går hun ud i den sø, hvor han hver morgen fisker, og drukner. "Blurp, blurp, blurp", lød det fra Thorstein Thomsen, og han svømmede rundt i bibliotekets blå sal, som om han lå nede under vandoverfladen.
Og da han skulle forklare den absurde historie om en ung mand, der blev forelsket i en gris, øf-øf, kom lydene fra et slagteri ud af munden, som var Thorstein Thomsen en skære- og pakkemaskine på et svineslagteri.
Flere af gæsterne sad med et smil om læben.
Fra lokal til global
Thorstein Thomsen var inviteret for at fortælle om "Sne på hendes ansigt", men bredte sig flere gange så meget, at han måtte spørge publikum: Hvor var det nu, vi kom fra? Efter at være blevet viklet ind i hans lange, men fængende historier, sad vi også og stillede os selv spørgsmålet - indtil én blandt publikum stadig havde orden i sine "cookies" ligesom på en internetsøgning.
I romanen fortæller Thorsten Thomsen om sine forældres generation og sin egen generation, der har taget det store spring fra det meget lokale liv på landet til en verden, hvor børn og børnebørn bevæger sig på kryds og tværs af landegrænser og finder venner på Facebook fra den anden side af kloden.
- Det er ofte meget vanskeligt at forestille sig, hvad der i virkeligheden er sket i løbet af de seneste 40-50 år. I 1950erne var livet utroligt lokalt - både på landet og i Lyngby, hvor jeg kommer fra. Da jeg var rockmusiker, gav jeg aldrig koncerter uden for Danmarks grænser. I dag er dette nærmest unormalt for danske rockbands, sagde Thorstein Thomsen i sin mikroporter, der af og til gik tør for batteri.
- Hvorfor smider du den ikke bare, ville en kvinde blandt publikum gerne vide.
- Nej, for lige nu har jeg en lidt formel foredragsstemme, men når jeg får snakket mig varm, så snakker jeg så hurtigt, at I får svært ved at følge med, hvis I ikke kan høre det i højttalerne, svarede han prompte.
Empati med usympatiske
Og det gik hurtigt. Men da batteriet til sidst strejkede, var der ingen vej udenom. Nu var lyden 100 procent økologisk. Det kunne til at bgynde med også se ud som om, Thorstein Thomsen gik på batterier - men han virkede også uden.
Thorstein Thomsen fortalte om, hvordan forfattere er nødt til at have empati for personerne, selv om der er figurer i romanen, forfatteren ikke kan lide.
- Hvis man bliver for sarkastisk over for personerne, så ødelægger man bogen. Og der er forskel på satire og sarkasme, som Piet Hein siger i et af sine gruk. I satiren genkender man noget af sig selv. Det gør man ikke i sarkasmen. Jeg gør det lidt lettere med den faderfigur, jeg ikke kan lide i "Sne på hendes ansigt". Jeg slår ham ihjel, sagde Thorstein Thomsen.
Renset for historie
Tiden er omdrejningspunktet og samtidig fuldstændig fraværende i Thorstein Thomsens generationsportræt af tre kvinder, som alle kæmper mod at få fortiden med ind i fremtiden.
Thorstein Thomsen har i sin seneste roman taget familiekrønike-trenden til sig og lader via den yngste kvinde, historiefortælleren Michala, de tre generationer folde sig ud i tidsrummet 1936 til 2006.
Det kunne være ren Danmarkshistorie, men "Sne på hendes ansigt" er sælsomt renset for historiske begivenheder og andre hyggelige genkendelsesfaktorer, som typisk knytter sig til litterære tidsbilleder. De tre kvindeskæbner, som begynder med skildringen af Michalas mormor, berører kun flygtigt 1930ernes depression, de dunkle krigsår, de pomadiserede halvtredsere og de løsslupne år efter "68. Det er nemlig ikke kulturhistoriske kendetegn, som danner grundlaget for de tre hovedpersoners udviklingsforløb, men derimod de forskellige årtiers eksistentielle begrænsninger og muligheder.
En mand, der skriver med kvinder som fortællere?
- Ja, efter min tidligere romaner tænkt jeg, at nu ville jeg være en kvinde, smilede Thorstein Thomsen til en sal, hvori stolene overvejende var besat med kvinder.
Kommentarer