Blog
Egon Clausen: En fortælling der skal ændres
LITTERATOUR 3. De to verdenskrige var de andres krige, og det danske mindretal i Sydslesvig havde ingen medskyld i dem. Det må være ræsonnementet, siger forfatteren Egon Clausen efter at have besøgt mindesmærker i Sydslesvig. Men er det nu også sådan, spurgte han, da han var i Flensborg med Dansk Forfatterforenings rullende bogcafé, Litteratour.
Fortællingen om Sydslesvig er i alt for høj grad baseret på 1864 og 1920. Men det er fortællinger, der er med til at spærre for den virkelighed, som mange i Danmark tror, sydslesvigerne lever i.
Det mener forfatteren Egon Clausen, der i foråret udsendte bogen »I grænselandet« med rejsebreve fra Sydslesvig. (Læs en anmeldelse af bogen her: I grænselandet)
- Tiden efter 1945 spiler en langt større rolle, når det gælder definitionen af mindretallet og fortællingen om det. Fra at have været et stort set uddøende mindretal indtil 1945, voksede det efter 1945 i størrelse, og denne udvikling er helt afgørende for det mindretal, vi kender i dag. De egentlige historier foregår efter 1945, sagde Egon Clausen, da han den 6. september 2014 deltog i dansk Forfatterforeningens »Litteratour« - en rullende bogcafé, der efter flere stationer i Danmark nåede endestationen foran Helligåndskirken i Flensborg.
Mindretallet fraværende
Egon Clausen efterlyser, at det danske mindretal i langt højere grad tager del i forsoningen med fortiden.
Ved kirken i landsbyen Tolk i Angel står et stille mindesmærke, hvor lokalbefolkningen erkender sin skyld i Anden Verdenskrigs rædsler og samtidig sender en bøn om tilgivelse. Ophavsmanden til mindesmærket er billedhuggeren Paul Henrich Gnekow fra Ditmarsken.
På en flad granitsten er en stiliseret tornekrone, støbt i bronze og omgivet af ordene fra Fadervor: »Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere«, og derefter årstallene: »1939 – 1945«. Intet andet. Ingen navne. Ingen henvisninger til ære, mod og tapperhed, men blot en indrømmelse af skyld og en bøn om tilgivelse.
- Når man ved, hvor store stemmetal nazisterne havde i hele Slesvig-Holsten, så havde man kunnet forvente, at også det danske mindretal havde taget del i denne forsoning med fortiden.
I Tolk har der været et dansk mindretal. I årene efter Anden Verdenskrig var der endda nok til at drive en dansk skole der, men det danske mindretal har tilsyneladende været helt fraværende i de beslutninger, der har ført til, at man har rejst mindesmærkerne over de faldne i de to verdenskrige. Mindretallet kunne sikkert godt være med på den ene eller den anden måde, for her skelner man ikke til nationalitet, sagde Egon Clausen under sit besøg i Flensborg.
Egon Clausen har spurgt i det danske miljø i Slesvig og i Flensborg, om de kender til mindesmærket. Men ingen i de adspurgte i mindretallet kendte til det.
Forfatteren har spurgt i Studiesamlingen på Dansk Centralbibliotek i Flensborg, om den har materiale om mindesmærket i Tolk. Historikerne på afdelingen har søgt med stor flid, men intet fundet. Han har bladet sig gennem flere årgange af Flensborg Avis, men har hverken fundet ord eller billeder.
- Man har åbenbart ræsonneret, at krigene var de andres krige, mindretallene havde ingen medskyld, men i dag gælder det, at mange dansksindede opfatter sig som slesvigere, og som sådan vil de gerne være en aktiv del af deres lokalsamfund. Derfor tager det danske parti da også et medansvar for helt konkrete sager, såsom indretningen af affaldspladser, kloakering, skiltning og gadebelysning, ligesom dets repræsentanter i Landdagen i Kiel er delagtige i styret for hele delstaten Slesvig-Holsten. Hvad der gælder i det små, må også gælde i det store. Derfor må man vel også forvente, at mindretallet tager del i forsøgene på at forsone sig med fortiden. Når det sker, vil mindesmærket i Tolk også blive en del af det danske mindretals historiefortælling, sagde Egon Clausen.
Når han specifikt nævnte mindesmærket i Tolk, var det fordi, det er et af de mindesmærker i Sydslesvig, hvor lokalbefolkningen utvetydigt vedkender sig sin skyld.
Glansbilledfortællinger
Egon Clausen er selv vokset op med glansbilledfortællinger om det danske mindretal i Sydslesvig. Barndommens skole i Vestjylland var »meget national« med Thyra og Uffe hin Spage hængende på store vægbilleder, og tyskerne var »frø af ugræs«. der var engang, han troede på det, men det gør han ikke mere.
Han husker de to sydslesvigske feriebørn, der kom til landsbyen i Vestjylland efter krigen. Og fortællingen om dem står i kontrast til den rosenrøde fortællinger, han mener, der ofte tegnes i feriebørnenes erindringer. Mødet med dem havde ikke ret meget at gøre med det billede, Egon Clausen havde fået tegnet af Sydslesvig.
- Vi havde besøg af Egon og Kurt. Egon var konstant urolig og rastløs, han bandede, havde et forfærdeligt sprog og var altid vred. Min storesøster huskede, at vort hjem altid var det totale kaos, når de var der. De overvandede en kalv, så den døde af det, og flygtede. De blev først fundet meget senere i landsbyen, og da råbte Egon: »Jeg vil hjem!! Jeg vil hjem!!«. Det, han havde oplevet i Sydslesvig, var ikke en del af den historie, der blev fortalt i Danmark, sagde Egon Clausen.
Tysk forfatter som forbillede
I sin bog »I grænselandet« dyrker Egon Clausen rejsebrevs-genren. Hans forbillede er den tyske forfatter Wolfgang Büscher, der har har foretaget en rejse fra Berlin til Moskva til fods og tilbagelagt en lignende fodrejse rundt om Tyskland langs landegrænserne. Og skrevet om områder, man troede, man kendte. Egon Clausen har gjort det i mindre målestok med en vandring langs den nedlagte jernbane fra Nørre Nebel til Tarm over barndomsbyen Hemmet i Vestjylland. At beskrive et område, man troede, man kendte. Det har også været metoden i Sydslesvig.
Hans konklusionen efter at have besøgt Sydslesvig flere gange i forbindelse med sin bog-research, er, at Danmark skal stille flere krav til gengæld for den halve milliard kroner, der hvert år sendes til danskheden syd for landegrænsen og nord for Ejderen.
- Sydslesvig skal i højere grad være en port til Tyskland for danskerne. Det er jo fantastisk, at vi har 50.000 dansksindede, der kender tysk kultur. Dem skal vi i Danmark benytte os af. Det er på tide, at de bagudvendte perspektiver bliver brugt til noget fremadrettet. Derfor skal der vedhæftet en ønskeseddel til den halve milliard kroner. Det er forbavsende, at der er så få sydslesvigske forfattere, kunstnere og intellektuelle, der blander sig i det danske kulturliv, sagde han.
Hans Christian Davidsen
LITTERATOUR 3. De to verdenskrige var de andres krige, og det danske mindretal i Sydslesvig havde ingen medskyld i dem. Det må være ræsonnementet, siger forfatteren Egon Clausen efter at have besøgt mindesmærker i Sydslesvig. Men er det nu også sådan, spurgte han, da han var i Flensborg med Dansk Forfatterforenings rullende bogcafé, Litteratour.
Fortællingen om Sydslesvig er i alt for høj grad baseret på 1864 og 1920. Men det er fortællinger, der er med til at spærre for den virkelighed, som mange i Danmark tror, sydslesvigerne lever i.
Det mener forfatteren Egon Clausen, der i foråret udsendte bogen »I grænselandet« med rejsebreve fra Sydslesvig. (Læs en anmeldelse af bogen her: I grænselandet)
- Tiden efter 1945 spiler en langt større rolle, når det gælder definitionen af mindretallet og fortællingen om det. Fra at have været et stort set uddøende mindretal indtil 1945, voksede det efter 1945 i størrelse, og denne udvikling er helt afgørende for det mindretal, vi kender i dag. De egentlige historier foregår efter 1945, sagde Egon Clausen, da han den 6. september 2014 deltog i dansk Forfatterforeningens »Litteratour« - en rullende bogcafé, der efter flere stationer i Danmark nåede endestationen foran Helligåndskirken i Flensborg.
Mindretallet fraværende
Egon Clausen efterlyser, at det danske mindretal i langt højere grad tager del i forsoningen med fortiden.
Ved kirken i landsbyen Tolk i Angel står et stille mindesmærke, hvor lokalbefolkningen erkender sin skyld i Anden Verdenskrigs rædsler og samtidig sender en bøn om tilgivelse. Ophavsmanden til mindesmærket er billedhuggeren Paul Henrich Gnekow fra Ditmarsken.
På en flad granitsten er en stiliseret tornekrone, støbt i bronze og omgivet af ordene fra Fadervor: »Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere«, og derefter årstallene: »1939 – 1945«. Intet andet. Ingen navne. Ingen henvisninger til ære, mod og tapperhed, men blot en indrømmelse af skyld og en bøn om tilgivelse.
- Når man ved, hvor store stemmetal nazisterne havde i hele Slesvig-Holsten, så havde man kunnet forvente, at også det danske mindretal havde taget del i denne forsoning med fortiden.
I Tolk har der været et dansk mindretal. I årene efter Anden Verdenskrig var der endda nok til at drive en dansk skole der, men det danske mindretal har tilsyneladende været helt fraværende i de beslutninger, der har ført til, at man har rejst mindesmærkerne over de faldne i de to verdenskrige. Mindretallet kunne sikkert godt være med på den ene eller den anden måde, for her skelner man ikke til nationalitet, sagde Egon Clausen under sit besøg i Flensborg.
Egon Clausen har spurgt i det danske miljø i Slesvig og i Flensborg, om de kender til mindesmærket. Men ingen i de adspurgte i mindretallet kendte til det.
Forfatteren har spurgt i Studiesamlingen på Dansk Centralbibliotek i Flensborg, om den har materiale om mindesmærket i Tolk. Historikerne på afdelingen har søgt med stor flid, men intet fundet. Han har bladet sig gennem flere årgange af Flensborg Avis, men har hverken fundet ord eller billeder.
- Man har åbenbart ræsonneret, at krigene var de andres krige, mindretallene havde ingen medskyld, men i dag gælder det, at mange dansksindede opfatter sig som slesvigere, og som sådan vil de gerne være en aktiv del af deres lokalsamfund. Derfor tager det danske parti da også et medansvar for helt konkrete sager, såsom indretningen af affaldspladser, kloakering, skiltning og gadebelysning, ligesom dets repræsentanter i Landdagen i Kiel er delagtige i styret for hele delstaten Slesvig-Holsten. Hvad der gælder i det små, må også gælde i det store. Derfor må man vel også forvente, at mindretallet tager del i forsøgene på at forsone sig med fortiden. Når det sker, vil mindesmærket i Tolk også blive en del af det danske mindretals historiefortælling, sagde Egon Clausen.
Når han specifikt nævnte mindesmærket i Tolk, var det fordi, det er et af de mindesmærker i Sydslesvig, hvor lokalbefolkningen utvetydigt vedkender sig sin skyld.
Glansbilledfortællinger
Egon Clausen er selv vokset op med glansbilledfortællinger om det danske mindretal i Sydslesvig. Barndommens skole i Vestjylland var »meget national« med Thyra og Uffe hin Spage hængende på store vægbilleder, og tyskerne var »frø af ugræs«. der var engang, han troede på det, men det gør han ikke mere.
Han husker de to sydslesvigske feriebørn, der kom til landsbyen i Vestjylland efter krigen. Og fortællingen om dem står i kontrast til den rosenrøde fortællinger, han mener, der ofte tegnes i feriebørnenes erindringer. Mødet med dem havde ikke ret meget at gøre med det billede, Egon Clausen havde fået tegnet af Sydslesvig.
- Vi havde besøg af Egon og Kurt. Egon var konstant urolig og rastløs, han bandede, havde et forfærdeligt sprog og var altid vred. Min storesøster huskede, at vort hjem altid var det totale kaos, når de var der. De overvandede en kalv, så den døde af det, og flygtede. De blev først fundet meget senere i landsbyen, og da råbte Egon: »Jeg vil hjem!! Jeg vil hjem!!«. Det, han havde oplevet i Sydslesvig, var ikke en del af den historie, der blev fortalt i Danmark, sagde Egon Clausen.
Tysk forfatter som forbillede
I sin bog »I grænselandet« dyrker Egon Clausen rejsebrevs-genren. Hans forbillede er den tyske forfatter Wolfgang Büscher, der har har foretaget en rejse fra Berlin til Moskva til fods og tilbagelagt en lignende fodrejse rundt om Tyskland langs landegrænserne. Og skrevet om områder, man troede, man kendte. Egon Clausen har gjort det i mindre målestok med en vandring langs den nedlagte jernbane fra Nørre Nebel til Tarm over barndomsbyen Hemmet i Vestjylland. At beskrive et område, man troede, man kendte. Det har også været metoden i Sydslesvig.
Hans konklusionen efter at have besøgt Sydslesvig flere gange i forbindelse med sin bog-research, er, at Danmark skal stille flere krav til gengæld for den halve milliard kroner, der hvert år sendes til danskheden syd for landegrænsen og nord for Ejderen.
- Sydslesvig skal i højere grad være en port til Tyskland for danskerne. Det er jo fantastisk, at vi har 50.000 dansksindede, der kender tysk kultur. Dem skal vi i Danmark benytte os af. Det er på tide, at de bagudvendte perspektiver bliver brugt til noget fremadrettet. Derfor skal der vedhæftet en ønskeseddel til den halve milliard kroner. Det er forbavsende, at der er så få sydslesvigske forfattere, kunstnere og intellektuelle, der blander sig i det danske kulturliv, sagde han.
Hans Christian Davidsen
Kommentarer