Blog
Digter var ordblind
Lyrikeren Hans Christian Fogtmann Lauridsens kommer fra et hjem uden bøger. Som 18-årig fik han et chok, der senere satte ham i gang med poesien. Han har netop udsendt en ny digtsamling.
Digteren Hans Christian Fogtmann Lauridsen fra Tønder udsendte i 2011 digtsamlingen »Alderen er med mig« på forfatterforlaget Attika.
Det skete i forbindelse med hans 70 års fødselsdag og efter en længere pause med bogudgivelserne.
- Jeg har haft det sådan, at jeg kunne sætte mig til skrivebordet og i løbet af et par uger skrive en hel stak digte, når inspirationen kom udefra, nok til en hel bog. Derfor begyndte jeg med vilje at begrænse mig selv. En god begrænsning var, at jeg kun måtte skrive et digt, hver gang jeg besøgte en storby, siger Hans Christian Fogtmann Lauridsen.
ET KÆMPECHOK
Fogtmann Lauridsen bor i en 300 kvadratmeter lejlighed i hjertet af Tønder - over et advokatkontor, hvor indgangspartiet minder om Korsbæk Bank i den danske tv-serie Matador.
Her er stuk på loftet, jugendglas og gammel træ på gulvene. Digteren sidder i sit arbejdsværelse omgivet af bøger og cd'er og ryger cigaretter uden filter.
Han er vokset op i et hjem uden bøger. Faderens og moderens interesse for litteratur var lige nul. Da han kom i skole, blev han stemplet som ordblind. Men dansklæreren syntes, det var sjovt at lade lille Hans Christian læse op af et digt, hvis der skulle slås et par minutter ihjel i slutningen af timen.
- Derfor forbandt jeg litteratur med nederlag. Da jeg var 18 år, døde min far. Det var et kæmpechok. Der skulle gå mange år, før jeg kom mig over det. Jeg husker, at en fra min familie sagde: »Ja, Hans Christian, du er den ældste i flokken. Så nu er det altså dig, der skal til«, fortæller Tønder-digteren.
RÅBE OG SKRIGE
- Jeg var 18 år og skulle først have bearbejdet min sorg. Men i Tønder var der ikke plads til, at jeg kunne råbe og skrige. Jeg skulle væk, et andet sted hen, husker han.
I Haderslev var der en af soldaterkammeraterne, der læste bøger. Hans Christian husker en episode, hvor de sammen skulle i byen for at høre musik. Vennen bad ham vente 20 minutter. Han skulle lige være færdig med en spændende bog først. Meget upædagogisk fik den unge Fogtmann Lauridsen stukket Kafkas Processen i hånden til at fordrive ventetiden med. Det blev den første bog, han købte.
JEG HAVDE FOBIER
- Den vakte min nysgerrighed. Jeg tænkte: Hvad er dette for en underlig verden? Og jeg blev ved med at læse i den. Det sidste min far sagde til mig, før han døde var: "Slå aldrig på nogen, der ligger ned. Og pas dit arbejde, og tro altid det bedste!".
- Så jeg passede mit arbejde og læste bøger, når jeg kom hjem. Men jeg var fyldt med raseri indvendig. Hvad lignede det, at min far forsvandt, når jeg var en dreng på blot 18 år? Jeg var normal, når jeg var på arbejde, men havde fobier, som jeg dyrkede i fritiden. Jeg turde ikke gå på broer, jeg var bange for, at jeg ville springe ud, og jeg var bange for, at jeg skulle stikke min fod ud foran en bus, husker han.
I 1962 var der ingen, der snakkede om psykologhjælp. Fogtmann Lauridsen erkendte, at han havde hallucinationer. Han begyndte at skrive dem ned, og når de var på papir, behøvede han ikke bære dem i hovedet længere.
Ved et tilfælde var der en af hans arbejdskammerater - med realeksamen - der læste den unge Hans Christians noter, da de flød på bordet. "Jeg vidste ikke, du skrev digte", sagde han. Og det vidste Hans Christian Fogtmann Lauridsen heller ikke selv.
- Jeg fandt ud af, at der var billeder i digte, og disse billeder blev jeg kolossalt fascineret af, siger han.
PIBER OG TAPET
I slutningen af 1960erne sendte han digte til forfatteren og kritikeren Poul Borum og fik dem optaget i det anerkendte tidsskrift "Hvedekorn". I 1970 kom den første digtsamling fra tøndringens hånd - og den havde såmænd titlen "1970".
Efter en handelsuddannelse - han solgte alt fra piber til tapet - blev Hans Christian Fogtmann Lauridsen færdig som socialpædagog i 1972. Han har arbejdet med alkoholikere og narkomaner på Kofoeds Skole i København og på en pension med unge, der er havnet i problemer. Senere fortsatte han med at være »ansat på gulvet« - som han kalder det - i et et bofællesskab i Tønder. Men ikke blot for at tjene penge, understreger han.
- At skrive digte er en ensom affære. Digtere nørkler meget med sig selv. Vi oplever angsten for det hvide papir. Vi lever også med en risiko for at blive lidt for selvcentrerede, hvis vi bare sidder i vor egen hule. Derfor har jeg holdt fast i arbejdet for at møde andre mennesker og for at få inspiration fra en anden verden, siger han.
NOTER UD PÅ GULVET
Digtets styrke, fremhæver han, er, at det kan læses 1000 gange. Dobbeltværket Don Quixote overkommer det almindelige menneske allerhøjst at læse to gange i sit liv.
- Når jeg cykler en tur ud i marsken, så tager jeg jo ikke en roman med. En lille digtsamling kan man have med overalt. Og lyrikeren kan skrive digtet alle vegne. Når jeg er kommet hjem fra storbyerne, har mine notesblokke været fyldte. Derfor har jeg lagt alle bladene på gulvet i mit arbejdsværelse, som et stort puslespil.
- Derefter er jeg gået på arbejde og har hørt noget musik og har smidt de sætninger ud, jeg ikke syntes duede, og udvalgt de sætninger, der smagte godt i min mund og derfor kunne holde til at blive trykt, siger han.
Jeg var 18 år og skulle først have bearbejdet min sorg. Men i Tønder var der ikke plads til, at jeg kunne råbe og skrige.
At skrive digte er en ensom affære. Digtere nørkler meget med sig selv. Vi oplever angsten for det hvide papir.
Jeg var normal, når jeg var på arbejde, men havde fobier, som jeg dyrkede i fritiden. Jeg turde ikke gå på broer, jeg var bange for, at jeg ville springe ud.
»Alderen er med mig« er på 80 sider og koster 188 kroner. Den kan bestilles direkte fra www.attika.dk.
Lyrikeren Hans Christian Fogtmann Lauridsens kommer fra et hjem uden bøger. Som 18-årig fik han et chok, der senere satte ham i gang med poesien. Han har netop udsendt en ny digtsamling.
Digteren Hans Christian Fogtmann Lauridsen fra Tønder udsendte i 2011 digtsamlingen »Alderen er med mig« på forfatterforlaget Attika.
Det skete i forbindelse med hans 70 års fødselsdag og efter en længere pause med bogudgivelserne.
- Jeg har haft det sådan, at jeg kunne sætte mig til skrivebordet og i løbet af et par uger skrive en hel stak digte, når inspirationen kom udefra, nok til en hel bog. Derfor begyndte jeg med vilje at begrænse mig selv. En god begrænsning var, at jeg kun måtte skrive et digt, hver gang jeg besøgte en storby, siger Hans Christian Fogtmann Lauridsen.
ET KÆMPECHOK
Fogtmann Lauridsen bor i en 300 kvadratmeter lejlighed i hjertet af Tønder - over et advokatkontor, hvor indgangspartiet minder om Korsbæk Bank i den danske tv-serie Matador.
Her er stuk på loftet, jugendglas og gammel træ på gulvene. Digteren sidder i sit arbejdsværelse omgivet af bøger og cd'er og ryger cigaretter uden filter.
Han er vokset op i et hjem uden bøger. Faderens og moderens interesse for litteratur var lige nul. Da han kom i skole, blev han stemplet som ordblind. Men dansklæreren syntes, det var sjovt at lade lille Hans Christian læse op af et digt, hvis der skulle slås et par minutter ihjel i slutningen af timen.
- Derfor forbandt jeg litteratur med nederlag. Da jeg var 18 år, døde min far. Det var et kæmpechok. Der skulle gå mange år, før jeg kom mig over det. Jeg husker, at en fra min familie sagde: »Ja, Hans Christian, du er den ældste i flokken. Så nu er det altså dig, der skal til«, fortæller Tønder-digteren.
RÅBE OG SKRIGE
- Jeg var 18 år og skulle først have bearbejdet min sorg. Men i Tønder var der ikke plads til, at jeg kunne råbe og skrige. Jeg skulle væk, et andet sted hen, husker han.
I Haderslev var der en af soldaterkammeraterne, der læste bøger. Hans Christian husker en episode, hvor de sammen skulle i byen for at høre musik. Vennen bad ham vente 20 minutter. Han skulle lige være færdig med en spændende bog først. Meget upædagogisk fik den unge Fogtmann Lauridsen stukket Kafkas Processen i hånden til at fordrive ventetiden med. Det blev den første bog, han købte.
JEG HAVDE FOBIER
- Den vakte min nysgerrighed. Jeg tænkte: Hvad er dette for en underlig verden? Og jeg blev ved med at læse i den. Det sidste min far sagde til mig, før han døde var: "Slå aldrig på nogen, der ligger ned. Og pas dit arbejde, og tro altid det bedste!".
- Så jeg passede mit arbejde og læste bøger, når jeg kom hjem. Men jeg var fyldt med raseri indvendig. Hvad lignede det, at min far forsvandt, når jeg var en dreng på blot 18 år? Jeg var normal, når jeg var på arbejde, men havde fobier, som jeg dyrkede i fritiden. Jeg turde ikke gå på broer, jeg var bange for, at jeg ville springe ud, og jeg var bange for, at jeg skulle stikke min fod ud foran en bus, husker han.
I 1962 var der ingen, der snakkede om psykologhjælp. Fogtmann Lauridsen erkendte, at han havde hallucinationer. Han begyndte at skrive dem ned, og når de var på papir, behøvede han ikke bære dem i hovedet længere.
Ved et tilfælde var der en af hans arbejdskammerater - med realeksamen - der læste den unge Hans Christians noter, da de flød på bordet. "Jeg vidste ikke, du skrev digte", sagde han. Og det vidste Hans Christian Fogtmann Lauridsen heller ikke selv.
- Jeg fandt ud af, at der var billeder i digte, og disse billeder blev jeg kolossalt fascineret af, siger han.
PIBER OG TAPET
I slutningen af 1960erne sendte han digte til forfatteren og kritikeren Poul Borum og fik dem optaget i det anerkendte tidsskrift "Hvedekorn". I 1970 kom den første digtsamling fra tøndringens hånd - og den havde såmænd titlen "1970".
Efter en handelsuddannelse - han solgte alt fra piber til tapet - blev Hans Christian Fogtmann Lauridsen færdig som socialpædagog i 1972. Han har arbejdet med alkoholikere og narkomaner på Kofoeds Skole i København og på en pension med unge, der er havnet i problemer. Senere fortsatte han med at være »ansat på gulvet« - som han kalder det - i et et bofællesskab i Tønder. Men ikke blot for at tjene penge, understreger han.
- At skrive digte er en ensom affære. Digtere nørkler meget med sig selv. Vi oplever angsten for det hvide papir. Vi lever også med en risiko for at blive lidt for selvcentrerede, hvis vi bare sidder i vor egen hule. Derfor har jeg holdt fast i arbejdet for at møde andre mennesker og for at få inspiration fra en anden verden, siger han.
NOTER UD PÅ GULVET
Digtets styrke, fremhæver han, er, at det kan læses 1000 gange. Dobbeltværket Don Quixote overkommer det almindelige menneske allerhøjst at læse to gange i sit liv.
- Når jeg cykler en tur ud i marsken, så tager jeg jo ikke en roman med. En lille digtsamling kan man have med overalt. Og lyrikeren kan skrive digtet alle vegne. Når jeg er kommet hjem fra storbyerne, har mine notesblokke været fyldte. Derfor har jeg lagt alle bladene på gulvet i mit arbejdsværelse, som et stort puslespil.
- Derefter er jeg gået på arbejde og har hørt noget musik og har smidt de sætninger ud, jeg ikke syntes duede, og udvalgt de sætninger, der smagte godt i min mund og derfor kunne holde til at blive trykt, siger han.
Jeg var 18 år og skulle først have bearbejdet min sorg. Men i Tønder var der ikke plads til, at jeg kunne råbe og skrige.
At skrive digte er en ensom affære. Digtere nørkler meget med sig selv. Vi oplever angsten for det hvide papir.
Jeg var normal, når jeg var på arbejde, men havde fobier, som jeg dyrkede i fritiden. Jeg turde ikke gå på broer, jeg var bange for, at jeg ville springe ud.
»Alderen er med mig« er på 80 sider og koster 188 kroner. Den kan bestilles direkte fra www.attika.dk.
Kommentarer