Blog
Den skjulte erindring
INTERVIEW. Ib Michael fortæller om mødet med Danmark i Stillehavet, om sin kamp for at holde søsteren i live og om forskellen mellem hukommelse og erindring.
Det allermest fremmede kan blive det allermest jordnære.
Forfatteren Ib Michaels udlængsel drev ham for 15 år siden så langt væk fra Danmark, han overhovedet kunne komme - til øen Tongareva i det sydlige Stillehav. Da han sammen med Troels Kløvedal lagde til kajs med Nordkaperen, blev Ib Michael budt velkommen som et gammelt familiemedlem.
På hans bøger står Ib Michael, men passet siger Ib Michael Rasmussen.
- Det viste sig, at halvdelen af indbyggerne nedstammede fra en dansk kaptajn, der hed Viggo Rasmussen. Det var ligegyldigt at fortælle de lokale polynesere, at tusindvis af danskere hedder Rasmussen. Jeg skulle bo i Pappa Viggos gamle hus, fortæller Ib Michael.
Litterært fletværk
- Jeg kommer ind i Pappa Viggos hus, og det lugter nøjagtigt som et dansk sommerhus, der har stået vinteren over. På bordet står dannebrog, og der er et klaver, ingen har spillet på. Men når jeg kigger ud af vinduet ser jeg blå koralrev og kokospalmer, husker Ib Michael.
I skufferne fandt han et bundt breve fra Viggo Rasmussens lillesøster, der var hjemmefødning, så det forslog. Og på skroget af et nedstyrtet fly i Stillehavet så han graffitien "Kilroy was here". Og så var ideen født til en af hans romaner, der også er udkommet på tysk: "Kilroy, Kilroy".
Det gode ved Kilroy er, at man ikke ved, hvem han er. Ib Michael gør ham i bogen til det billede på det 20. århundredes mennesker, der ikke har nogen identitet, men rejser rundt i verden fra den ene krig til den anden.
Efter at romanen var blevet udsendt i Danmark, fik Ib Michael et brev fra konfektionshandler Lars Andersen fra Skive. Han sagde mormor til Pappa Viggos søster og havde alle Pappa Viggos breve gemt i skuffen.
- Det, der greb mig, var det stærke forhold mellem bror og søster. Pappa Viggo forlod Danmark i 1890erne og sendte 30 år senere et brev hjem til sine forældre, hvori han undskyldte, at han ikke havde fået taget sig sammen til at skrive hjem ude fra den store verden. Men søsteren fortsatte blot korrespondancen, siger Ib Michael.
Trang til at fortælle
Ib Michaels trang til at fortælle fik næring i barndomshjemmet i Roskilde, da hans søster kom hjem fra et års ophold på sygehuset. Her lå hun angrebet af børnelammelse.
- Mine forældre fortalte mig, at jeg skulle komme ned fra vort værelse, hvis min søster holdt op med at trække vejret. Men jeg fortalte hende i stedet for forfærdelige historie med det formål, at hun skulle gispe, så der kom liv i hende, husker han.
Det personlige stof om barndommen er gemt i romanen Vanillepigen. Det er klart for enhver, at meget i bogen er løgn. Men omvendt befrier det Ib Michael fra enhver sandhedsbyrde - og med det tager han også hensyn til familien. Alligevel beskriver han detaljer, som selv moderen er blevet forbløffet over.
- Jeg har genskabt det fra en slags skjult erindring. Erindringen kan alt det, hukommelsen ikke kan. Hukommelse bygger på kronologi, som er forfærdelig kedeligt. Erindringen genskaber derimod øjeblikke. Sådan er det også med vort liv. Det er ikke kronologien, der er afgørende i vor tilværelse. Det er de kort, der bliver givet os. Jeg fik for eksempel et kort, da min søster blev kørt væk i ambulance med polio. Man får et kort, når man bryder med barndomshjemmet - og hvad man ellers kommer ud for af skelsættende hændelser, der gør, at man må starte påny, siger Ib Michael.
"Vanillepigen" er det første bind i Ib Michaels trilogi med "Den tolvte rytter" og "Brev til månen" som efterfølgere. Hele trilogien er udkommet på tysk.
Ib Michaels roman, "Paven af Indien" er en historie om en inka-prins, som er vidne til spaniernes udryddelsespolitik i Sydamerika. Mens prinsens liv er ved at rinde ud, skriver han et brev til Spaniens konge for at få et opgør med fortiden.
Brevet findes i virkeligheden på Det kongelige Bibliotek i København.
Der er altid mere virkelighed, end man tror, i Ib Michaels romaner.
Ib Michaels forfatterskab
Ib Michael har hovedsageligt skrevet romaner og rejselitteratur. "Jeg er en mand der langsomt vender hjem blot foretrækker jeg turen over sydens sol tanken om at blive fanget på en stråle der rejser den anden vej." Som 25-årig medicinstuderende søsatte Ib Michael i 1970 En hidtil uset drøm om skibe og dermed sit forfatterskab. Rejselyst og rodfæstethed mødes hos denne forfatter i tredive års fortællinger, der har udviklet sig stærkt i farve, tone og dybde, men hænger tæt sammen og henviser til hinanden, som var de ét værk.
Seneste udgivelse: Orbit. Gyldendal, 2010. Roman.
INTERVIEW. Ib Michael fortæller om mødet med Danmark i Stillehavet, om sin kamp for at holde søsteren i live og om forskellen mellem hukommelse og erindring.
Det allermest fremmede kan blive det allermest jordnære.
Forfatteren Ib Michaels udlængsel drev ham for 15 år siden så langt væk fra Danmark, han overhovedet kunne komme - til øen Tongareva i det sydlige Stillehav. Da han sammen med Troels Kløvedal lagde til kajs med Nordkaperen, blev Ib Michael budt velkommen som et gammelt familiemedlem.
På hans bøger står Ib Michael, men passet siger Ib Michael Rasmussen.
- Det viste sig, at halvdelen af indbyggerne nedstammede fra en dansk kaptajn, der hed Viggo Rasmussen. Det var ligegyldigt at fortælle de lokale polynesere, at tusindvis af danskere hedder Rasmussen. Jeg skulle bo i Pappa Viggos gamle hus, fortæller Ib Michael.
Litterært fletværk
- Jeg kommer ind i Pappa Viggos hus, og det lugter nøjagtigt som et dansk sommerhus, der har stået vinteren over. På bordet står dannebrog, og der er et klaver, ingen har spillet på. Men når jeg kigger ud af vinduet ser jeg blå koralrev og kokospalmer, husker Ib Michael.
I skufferne fandt han et bundt breve fra Viggo Rasmussens lillesøster, der var hjemmefødning, så det forslog. Og på skroget af et nedstyrtet fly i Stillehavet så han graffitien "Kilroy was here". Og så var ideen født til en af hans romaner, der også er udkommet på tysk: "Kilroy, Kilroy".
Det gode ved Kilroy er, at man ikke ved, hvem han er. Ib Michael gør ham i bogen til det billede på det 20. århundredes mennesker, der ikke har nogen identitet, men rejser rundt i verden fra den ene krig til den anden.
Efter at romanen var blevet udsendt i Danmark, fik Ib Michael et brev fra konfektionshandler Lars Andersen fra Skive. Han sagde mormor til Pappa Viggos søster og havde alle Pappa Viggos breve gemt i skuffen.
- Det, der greb mig, var det stærke forhold mellem bror og søster. Pappa Viggo forlod Danmark i 1890erne og sendte 30 år senere et brev hjem til sine forældre, hvori han undskyldte, at han ikke havde fået taget sig sammen til at skrive hjem ude fra den store verden. Men søsteren fortsatte blot korrespondancen, siger Ib Michael.
Trang til at fortælle
Ib Michaels trang til at fortælle fik næring i barndomshjemmet i Roskilde, da hans søster kom hjem fra et års ophold på sygehuset. Her lå hun angrebet af børnelammelse.
- Mine forældre fortalte mig, at jeg skulle komme ned fra vort værelse, hvis min søster holdt op med at trække vejret. Men jeg fortalte hende i stedet for forfærdelige historie med det formål, at hun skulle gispe, så der kom liv i hende, husker han.
Det personlige stof om barndommen er gemt i romanen Vanillepigen. Det er klart for enhver, at meget i bogen er løgn. Men omvendt befrier det Ib Michael fra enhver sandhedsbyrde - og med det tager han også hensyn til familien. Alligevel beskriver han detaljer, som selv moderen er blevet forbløffet over.
- Jeg har genskabt det fra en slags skjult erindring. Erindringen kan alt det, hukommelsen ikke kan. Hukommelse bygger på kronologi, som er forfærdelig kedeligt. Erindringen genskaber derimod øjeblikke. Sådan er det også med vort liv. Det er ikke kronologien, der er afgørende i vor tilværelse. Det er de kort, der bliver givet os. Jeg fik for eksempel et kort, da min søster blev kørt væk i ambulance med polio. Man får et kort, når man bryder med barndomshjemmet - og hvad man ellers kommer ud for af skelsættende hændelser, der gør, at man må starte påny, siger Ib Michael.
"Vanillepigen" er det første bind i Ib Michaels trilogi med "Den tolvte rytter" og "Brev til månen" som efterfølgere. Hele trilogien er udkommet på tysk.
Ib Michaels roman, "Paven af Indien" er en historie om en inka-prins, som er vidne til spaniernes udryddelsespolitik i Sydamerika. Mens prinsens liv er ved at rinde ud, skriver han et brev til Spaniens konge for at få et opgør med fortiden.
Brevet findes i virkeligheden på Det kongelige Bibliotek i København.
Der er altid mere virkelighed, end man tror, i Ib Michaels romaner.
Ib Michaels forfatterskab
Ib Michael har hovedsageligt skrevet romaner og rejselitteratur. "Jeg er en mand der langsomt vender hjem blot foretrækker jeg turen over sydens sol tanken om at blive fanget på en stråle der rejser den anden vej." Som 25-årig medicinstuderende søsatte Ib Michael i 1970 En hidtil uset drøm om skibe og dermed sit forfatterskab. Rejselyst og rodfæstethed mødes hos denne forfatter i tredive års fortællinger, der har udviklet sig stærkt i farve, tone og dybde, men hænger tæt sammen og henviser til hinanden, som var de ét værk.
Seneste udgivelse: Orbit. Gyldendal, 2010. Roman.
Kommentarer