Blog
Den sagtmodige tysker
Interview. Siegfried Lenz har præsenteret sin seneste succesroman "Schweigeminute" som hørespil på tysk - en genre, der er langt mere udbredt i Tyskland end i Danmark. "Schweigeminute" bliver ikke hans sidste roman, forsikrer han.
Det vakte opsigt, da Siegfried Lenz udsendte sin lille roman, "Schweigeminute". En mand på den anden side af de 80 år skriver om en ynglings totale forelskelse i sin engelsklærer. Erotik er der så rigeligt af i bogen, der sidste efterår udkom på dansk med titlen "Et minuts stilhed". Måske ikke ligefrem den slags, man skulle tro, at en forfatter årgang 1926 sad og syslede med i sit hoved.
Men anmelderne var generelt begejstrede over den smukke og bevægende historie om kærlighed mellem lærer og elv - som altid, når med en underspillet tone, når det er Siegfried Lenz, der har ført pennen.
Hamborg-forlaget Hoffmann und Campe har udsendt "Schweigeminute" på cd med de to unge skuespillere Nadja Kruse og Jona Mues som henholdsvis lærerinden Stella Petersen og gymnasieeleven Christian.
Hørespil er en genre, der er langt mere udbredt i Tyskland end i Danmark. Det hænger formentlig både sammen med tradition og økonomi. Til det sidste er der jo blot, at konstatere, at den slags er langt billigere at lave i et stort sprogområde. I gamle dage var der noget, der hed Radioteater på Danmarks Radio, men det afgik endegyldigt ved døden i 2007 efter at have ligget i coma i mange år. Det er radioteatret, hørespillene på cd kan sammenlignes med. Her spilles en slags teater i studiet. Man hører monologerne oplæst af skuespillere, ind imellem dukker fortællerstemmen op, og så er der de akustiske indslag fra det miljø, romanen foregår i, samt ikke mindst den stemningsforstærkende musik.
Stille og beskeden
Lige siden romanen "Tysktime" udkom i det store revolutionsår 1968, har Siegfried Lenz haft en trofast læserskare - ikke blot i Tyskland, men også i Danmark, hvor han i mange år boede på Als. Siegfried Lenz har de senere år været igennem en svær tid. Først døde hans kone Liselotte, og en bughindebetændelse med et par store operationer til følge havde nær sat en stopper for hans liv.
Siegfried Lenz er en stille og beskeden mand, der ikke gør meget væsen af sig selv. Han er nærmest sagtmodig. Men han svarer pænt og ofte med sin østpreussiske humor, når han bliver spurgt. Han er æresborger i Slesvig-Holsten, og det Tyskland skylder ham er æren for, at han fik omverdenens øjne op for, at landet var og er meget, meget mere end støvletramp, overdreven effektivitet og alt det, som Adolf Hitler fik den øvrige verden til at frygte og foragte ved landet.
Hvor mon "Schweigeminute" udspiller sig, spørger jeg ham - selv om der ikke skal megen fantasi til at forestille sig, at den kunne foregå et sted ved vandet i Nordtyskland.
- Ja, jeg har altid været glad for havet og vandet, siger Siegfried Lenz bekræftende.
- Der er godt nok ikke så meget vand i Lycksee som i Østersøen - i Østpreussen, hvor jeg voksede op, men jeg lærte i en tidlig alder at svømme og sejle, stå på skøjter og spille ishockey. De mange år, jeg har tilbragt på Als, har jo heller ikke gjort kærligheden mindre, siger Siegfried Lenz.
Han er lige så forfalden til at fiske som at ryge pibe. Ja, han er endda medlem af Dykkernes Fagforening og har selv haft sin skuespillerdebut som en tavs molefisker i en filmatisering af sine bøger.
Sad selv med spænding
Rammen for "Schweigeminute" er en mindehøjtidelighed, der bliver holdt for Stella Petersen. Hun er død. Men det ved læseren ikke til at begynde med. Det afsløres først på et sent tidspunkt i bogen. Fortælleren Christian taler for det meste i første person, undertiden dog med direkte henvendelser i anden person til den afdøde - og i du-form. I flashbacks gøres rede for begivenhederne.
Scenen er en mindre tysk fiskerby med mole og blinkfyr. Stenfiskere er i gang med at forbedre havnens bølgebrydere, og gymnasiasten Christian arbejder med sin far på havnen.
- Jeg må sige, at da jeg første gang hørte hørespillet sad jeg også selv med en spænding, hvordan handlingen ville udvikle sig. Der er en stor og interessant forskel på den episke fortælling og på den dramatiske og akustiske fortælling. Man kan for eksempel meget letter adskille stemmerne fra hinanden.
Hvad fik Dem overhovedet til at skrive en så intens og lidenskabelig kærlighedshistorie som 82-årig?
- Jeg har jo altid været optaget af ungdommen og også min egen ungdom. Det er en vigtig periode i et menneskes liv. Men så stillede jeg mig selv det spørgsmål: Kan man også lære kærlighed på linje med det at lære fysik og kemi? Og tænkte: Forsøg da at skildre det! Her var det så lærerrollen bød sig for. Da jeg studerede, havde jeg selv en drøm om at blive lærer. For mig er pædagogik et af de vigtigste fag, der findes i verden. Jeg var selv voldsomt forelsket i en lærer som ung, og det var meget overvældende. Min første kærlighed var mere lidelse end nydelse. Litterært er ulykkelig kærlighed også langt mere interessant end lykkelig kærlighed, siger Siegfried Lenz.
Der er dog intet stormende over Christians forelskelse i lærerinden. Forelskelsen udvikler sig langsomt og diskret. Men som den lidt naive i det ulige forhold bliver Christian overbevist om, at han vil leve sammen med Stella resten af livet. Så sker ulykken på havnen. En mast knækker på en af fiskerkutterne og slår hans store kærlighed ihjel.
Filminstruktøren Oliver Hirschbigel, manden bag "Der Untergang", har sikret sig filmrettighederne til bogen og er på udkig efter en lokalitet "et sted mellem Flensborg og Pommern", som Siegfrid Lenz afslører. Den gamle forfatter har det fint med, at hans bøger udkommer som hørespil og film.
Langsommelighed
- Det afgørende er altid, at en romans konflikt kommer til udtryk i hørespillet eller filmen. Den episke tekst indbyder til langsommelighed. Det er dens styrke. Hørespillets styrke er, at det kan henlægge en stor del af handlingen til lytterens hoved. Det er ikke ligesom i teatret, at der først skal skiftes scene eller kulisse. Den kan man med det samme flytte oppe i lytterens indre. Jeg har også lært meget af de filmatiseringer, der er lavet over mine tidligere romaner. Det giver mig altid noget nyt, siger Siegfried Lenz.
Skuespillerne Nadja Kruse og Jona Mues har lagt stemmer til de to hovedpersoner i romanen. For Jona Mues, der blandt andet medvirker som Pranke i filmen Der Baader Meinhof Komplex, blev opgaven at spille den forelskede Christian et helt nyt møde med Siegfried Lenz.
- Jeg må tilstå, at jeg aldrig før havde læst noget af Lenz. Men det har virkelig været en øjenåbner for mig at lære ham at kende, og nu tygger jeg mig igennem de andre bøger, siger hun.
Siegfried Lenz afslører samtidig, at der kommer en bog til fra hans hånd. "Landbühne" lyder arbejdstitlen. Hvornår?
- Bare vent, lyder det sagte svar.
Interview. Siegfried Lenz har præsenteret sin seneste succesroman "Schweigeminute" som hørespil på tysk - en genre, der er langt mere udbredt i Tyskland end i Danmark. "Schweigeminute" bliver ikke hans sidste roman, forsikrer han.
Det vakte opsigt, da Siegfried Lenz udsendte sin lille roman, "Schweigeminute". En mand på den anden side af de 80 år skriver om en ynglings totale forelskelse i sin engelsklærer. Erotik er der så rigeligt af i bogen, der sidste efterår udkom på dansk med titlen "Et minuts stilhed". Måske ikke ligefrem den slags, man skulle tro, at en forfatter årgang 1926 sad og syslede med i sit hoved.
Men anmelderne var generelt begejstrede over den smukke og bevægende historie om kærlighed mellem lærer og elv - som altid, når med en underspillet tone, når det er Siegfried Lenz, der har ført pennen.
Hamborg-forlaget Hoffmann und Campe har udsendt "Schweigeminute" på cd med de to unge skuespillere Nadja Kruse og Jona Mues som henholdsvis lærerinden Stella Petersen og gymnasieeleven Christian.
Hørespil er en genre, der er langt mere udbredt i Tyskland end i Danmark. Det hænger formentlig både sammen med tradition og økonomi. Til det sidste er der jo blot, at konstatere, at den slags er langt billigere at lave i et stort sprogområde. I gamle dage var der noget, der hed Radioteater på Danmarks Radio, men det afgik endegyldigt ved døden i 2007 efter at have ligget i coma i mange år. Det er radioteatret, hørespillene på cd kan sammenlignes med. Her spilles en slags teater i studiet. Man hører monologerne oplæst af skuespillere, ind imellem dukker fortællerstemmen op, og så er der de akustiske indslag fra det miljø, romanen foregår i, samt ikke mindst den stemningsforstærkende musik.
Stille og beskeden
Lige siden romanen "Tysktime" udkom i det store revolutionsår 1968, har Siegfried Lenz haft en trofast læserskare - ikke blot i Tyskland, men også i Danmark, hvor han i mange år boede på Als. Siegfried Lenz har de senere år været igennem en svær tid. Først døde hans kone Liselotte, og en bughindebetændelse med et par store operationer til følge havde nær sat en stopper for hans liv.
Siegfried Lenz er en stille og beskeden mand, der ikke gør meget væsen af sig selv. Han er nærmest sagtmodig. Men han svarer pænt og ofte med sin østpreussiske humor, når han bliver spurgt. Han er æresborger i Slesvig-Holsten, og det Tyskland skylder ham er æren for, at han fik omverdenens øjne op for, at landet var og er meget, meget mere end støvletramp, overdreven effektivitet og alt det, som Adolf Hitler fik den øvrige verden til at frygte og foragte ved landet.
Hvor mon "Schweigeminute" udspiller sig, spørger jeg ham - selv om der ikke skal megen fantasi til at forestille sig, at den kunne foregå et sted ved vandet i Nordtyskland.
- Ja, jeg har altid været glad for havet og vandet, siger Siegfried Lenz bekræftende.
- Der er godt nok ikke så meget vand i Lycksee som i Østersøen - i Østpreussen, hvor jeg voksede op, men jeg lærte i en tidlig alder at svømme og sejle, stå på skøjter og spille ishockey. De mange år, jeg har tilbragt på Als, har jo heller ikke gjort kærligheden mindre, siger Siegfried Lenz.
Han er lige så forfalden til at fiske som at ryge pibe. Ja, han er endda medlem af Dykkernes Fagforening og har selv haft sin skuespillerdebut som en tavs molefisker i en filmatisering af sine bøger.
Sad selv med spænding
Rammen for "Schweigeminute" er en mindehøjtidelighed, der bliver holdt for Stella Petersen. Hun er død. Men det ved læseren ikke til at begynde med. Det afsløres først på et sent tidspunkt i bogen. Fortælleren Christian taler for det meste i første person, undertiden dog med direkte henvendelser i anden person til den afdøde - og i du-form. I flashbacks gøres rede for begivenhederne.
Scenen er en mindre tysk fiskerby med mole og blinkfyr. Stenfiskere er i gang med at forbedre havnens bølgebrydere, og gymnasiasten Christian arbejder med sin far på havnen.
- Jeg må sige, at da jeg første gang hørte hørespillet sad jeg også selv med en spænding, hvordan handlingen ville udvikle sig. Der er en stor og interessant forskel på den episke fortælling og på den dramatiske og akustiske fortælling. Man kan for eksempel meget letter adskille stemmerne fra hinanden.
Hvad fik Dem overhovedet til at skrive en så intens og lidenskabelig kærlighedshistorie som 82-årig?
- Jeg har jo altid været optaget af ungdommen og også min egen ungdom. Det er en vigtig periode i et menneskes liv. Men så stillede jeg mig selv det spørgsmål: Kan man også lære kærlighed på linje med det at lære fysik og kemi? Og tænkte: Forsøg da at skildre det! Her var det så lærerrollen bød sig for. Da jeg studerede, havde jeg selv en drøm om at blive lærer. For mig er pædagogik et af de vigtigste fag, der findes i verden. Jeg var selv voldsomt forelsket i en lærer som ung, og det var meget overvældende. Min første kærlighed var mere lidelse end nydelse. Litterært er ulykkelig kærlighed også langt mere interessant end lykkelig kærlighed, siger Siegfried Lenz.
Der er dog intet stormende over Christians forelskelse i lærerinden. Forelskelsen udvikler sig langsomt og diskret. Men som den lidt naive i det ulige forhold bliver Christian overbevist om, at han vil leve sammen med Stella resten af livet. Så sker ulykken på havnen. En mast knækker på en af fiskerkutterne og slår hans store kærlighed ihjel.
Filminstruktøren Oliver Hirschbigel, manden bag "Der Untergang", har sikret sig filmrettighederne til bogen og er på udkig efter en lokalitet "et sted mellem Flensborg og Pommern", som Siegfrid Lenz afslører. Den gamle forfatter har det fint med, at hans bøger udkommer som hørespil og film.
Langsommelighed
- Det afgørende er altid, at en romans konflikt kommer til udtryk i hørespillet eller filmen. Den episke tekst indbyder til langsommelighed. Det er dens styrke. Hørespillets styrke er, at det kan henlægge en stor del af handlingen til lytterens hoved. Det er ikke ligesom i teatret, at der først skal skiftes scene eller kulisse. Den kan man med det samme flytte oppe i lytterens indre. Jeg har også lært meget af de filmatiseringer, der er lavet over mine tidligere romaner. Det giver mig altid noget nyt, siger Siegfried Lenz.
Skuespillerne Nadja Kruse og Jona Mues har lagt stemmer til de to hovedpersoner i romanen. For Jona Mues, der blandt andet medvirker som Pranke i filmen Der Baader Meinhof Komplex, blev opgaven at spille den forelskede Christian et helt nyt møde med Siegfried Lenz.
- Jeg må tilstå, at jeg aldrig før havde læst noget af Lenz. Men det har virkelig været en øjenåbner for mig at lære ham at kende, og nu tygger jeg mig igennem de andre bøger, siger hun.
Siegfried Lenz afslører samtidig, at der kommer en bog til fra hans hånd. "Landbühne" lyder arbejdstitlen. Hvornår?
- Bare vent, lyder det sagte svar.
Kommentarer