Blog
Alt sammen sikkert gjort i den bedste mening
En af Litteratursidens brugere skriver om forfatterarrangement med Erik Valeur, der fortalte han om sin romandebut, 'Det syvende barn', der i 2011 fik Danske Banks Debutantpris.
FORFATTERAFTEN. Journalist Erik Valeur endte med at blive forfatter, da han ikke kunne finde frem til børn fra et børnehjem, som han gerne ville skrive om. I stedet for journalistik blev historien til fiktion. Han fandt selv på de syv skæbner, der befolker hans debutroman.
Erik Valeur har gået i den bedste skole, når det gælder svære emner.
I 1980erne arbejdede han som reporter på radioprogrammet »Tværs« søndag aften, hvor værten var Tine Bryld, den forstående mor, der i æteren åbnede op for generationer af unge.
- Tine Brylds råd til de unge, der ringede ind, var som regel: »Skriv et langt brev«. Og det er jo det, jeg har gjort, sagde Erik Valeur, da han den 13. marts 2013 gæstede Flensborg Bibliotek.
Her fortalte han om sin 700 sider tunge romandebut, »Det syvende barn«, der i 2011 fik Danske Banks Debutantpris. Den gribende og dramatiske roman skildrer adoptivbørnenes traumatiske tilgang til verden. I 1961 ligger syv børn på samme stue på spædbørnehjemmet Kongslund. Deres mødre har født med et klæde for øjnene, og de er straks efter forløsningsøjeblikket blevet fjernet fra fødestuen for at undgå enhver kontakt mellem mor og barn.
Børnene har tilbragt deres første timer i et mørkt rum på hospitalet. Siden er de blevet placeret på spædbørnehjemmet. Deres fælles værelse, hvis vægge er dekoreret med små blå elefanter, er kun en mellemstation. Med en enkelt undtagelse skal de alle bortadopteres.
Med et thrillerplot som motor beskriver Erik Valeur børnenes liv fra fødslen og frem til i dag, hvor et mystisk brev bringer dem sammen.
Dansk adoptionshistorie
De syv børn er ikke virkelige personer. Beskrivelserne af fødselsforløb og adoptioner er til gengæld autentiske, og romanen tegner et billede af et stykke dansk adoptionshistorie, som forsvandt med indførelsen af den frie abort i 1973. I efterkrigstiden fødte cirka 2000 kvinder årligt med et stykke stof over ansigtet for at skåne dem for at se de børn, som blev overladt til fremmede hænder.
Erik Valeur boede selv som helt lille to år på spædbørnshjemmet Skodsborg, hvor hans mor afleverede ham kort efter fødslen. Han vendte dog efter sit ophold tilbage og voksede op sammen med hende.
- Bagefter lagde vi ofte vejen forbi børnehjemmet, der ligger i en villa med en pragtfuld udsigt over Øresund, og her fik jeg præsenteret den lykkelige historie: Hvor heldig jeg havde været, at jeg som lille var vokset op på et børnehjem i dejlige omgivelser. Denne lykkelige historie fortsatte med at eksistere, indtil jeg var 30 år. Da min kæreste og jeg ventede barn, sagde hun til mig: »Jeg synes, du skal finde ud af, hvad det var, der virkelig foregik på det børnehjem«, husker Erik Valeur.
Naboerne var sandelig ikke glade
Han tog journalist-kasketten på. Ville lave et dokumentar-program til radioen og drog til Skodsborg for at interviewe forstanderen, frøken Vastrup.
- Hun fortalte mig om mødet med den lokale grundejerforening, da børnehjemmet blev oprettet i en gammel villa i 1950erne, om hvordan naboerne - bortset fra et lægepar - havde reageret negativt på at skulle have et børnehjem liggende klos op ad deres fine parceller. Jeg gik efter at opspore nogle af de børn, der havde levet på børnehjemmet i 1950erne, mens jeg boede der. Men deres identitet var blevet slettet. Man ville ikke risikere, at deres biologiske mor ville opsøge den ny familie, hvor de var kommet i pleje. Børnene skulle heller ikke bagefter grave oplysninger om deres ophav frem, fortalte Erik Valeur.
Mellem en tredjedel og halvdelen af plejeforældrene fik aldrig fortalt deres adoptivbarn sandheden. Men ellers har Erik Valeur de mest spøjse eksempler på, hvordan børnene fik det at vide.
- En lærer spurgte i en time, hvor der var seksualundervisning på skemaet: »Hvad med dig, Dorthe, har du nogensinde opsøgt din biologiske far?«. Dorthe anede intet. Et andet barn fik følgende besked, da plejemoren rørte i sovsen: »Forresten er du slet ikke vores«. Problemet i min journalistiske fortælling var altså, at jeg ikke kunne genfinde tråden til alle disse »uægte børn«, som man kaldte dem dengang - eller »bastarder«, når man skulle være grov, sagde Erik Valeur.
»Du kan jo digte dem selv«
En dag, da han gik ved stranden, slog det ham: »Jamen, du har jo alle disse historier. Du mangler kun kun at kunne sætte navn på dine syv skæbner. Men dem kan du jo digte selv«.
- Nu blev det rigtig sjovt, for nu var jeg ikke længere journalist, der hele tiden skulle passe nøje på fakta. Nu kunne jeg selv bestemme. En af dem skulle hedde Orla og være topembedsmand. Jeg har i mit journalistiske liv haft en hel del med genstridige topembedsmand at gøre. En anden skulle være en kendt tv-vært. Jeg har selv været i Danmarks Radio og har set disse kendte tv-stjerner på nært hold. Pudsigt nok har jeg aldrig fået nogen reaktion fra mine tidligere kolleger i Danmarks Radio. Måske har de ikke læst bogen.
Erik Valeur taler om »den tidlige forladthed«, som terapeuterne kalder den. Når navlestrengen blev klippet på et af disse »uægte børn«, blev det nyfødte barn omgående kørt væk fra moren. Jordemødrene fjernede babyen i fødselsøjeblikket, så kropsberøring blev undgået. I dag ved man, at denne kropsberøring er af afgørende betydning.
- Det hele blev formentlig gjort i den bedste mening. Man ville ikke give moren den viden, om det var blevet en dreng eller en pige, så hun senere skulle gå på gaden og kigge efter pigebørn, hvis det nu for eksempel var blevet en pige.
Spørgsmål blev aldrig stillet
Mens Erik Valeur skrev på bogen i 2009-2010 forsøgte han flere gange at få sig selv til at spørge sin mor om, hvad der skete, da han var lille og blev givet væk til børnehjemmet. Fra Mødrehjælpen vidste han, at hans far var stukket af, alt hvad remmer og tøjler kunne holde til.
- Jeg tror, jeg sad med hende henved 20 gange, hvor jeg gerne ville have stillet spørgsmålet. Men jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvordan jeg skule formulere udgangsspørgsmålet. Problemet var jo, at den på den tid blev gjort med de bedste hensigter. Jeg havde dog også fået at vide, at hvis jeg åbnede for den sluse, ville jeg fuldstændig kunne trække tæppet væk under hende. På et tidspunkt sagde Tine Bryld til mig: »Nu tager du en beslutning - eller slår du det ud af hovedet«. Jeg besluttede mig for ikke at tage den samtale, fortalte Erik Valeur på Flensborg Bibliotek.
Hans mor døde i april 2011 få måneder før, »Det syvende barn« udkom.
En af Litteratursidens brugere skriver om forfatterarrangement med Erik Valeur, der fortalte han om sin romandebut, 'Det syvende barn', der i 2011 fik Danske Banks Debutantpris.
FORFATTERAFTEN. Journalist Erik Valeur endte med at blive forfatter, da han ikke kunne finde frem til børn fra et børnehjem, som han gerne ville skrive om. I stedet for journalistik blev historien til fiktion. Han fandt selv på de syv skæbner, der befolker hans debutroman.
Erik Valeur har gået i den bedste skole, når det gælder svære emner.
I 1980erne arbejdede han som reporter på radioprogrammet »Tværs« søndag aften, hvor værten var Tine Bryld, den forstående mor, der i æteren åbnede op for generationer af unge.
- Tine Brylds råd til de unge, der ringede ind, var som regel: »Skriv et langt brev«. Og det er jo det, jeg har gjort, sagde Erik Valeur, da han den 13. marts 2013 gæstede Flensborg Bibliotek.
Her fortalte han om sin 700 sider tunge romandebut, »Det syvende barn«, der i 2011 fik Danske Banks Debutantpris. Den gribende og dramatiske roman skildrer adoptivbørnenes traumatiske tilgang til verden. I 1961 ligger syv børn på samme stue på spædbørnehjemmet Kongslund. Deres mødre har født med et klæde for øjnene, og de er straks efter forløsningsøjeblikket blevet fjernet fra fødestuen for at undgå enhver kontakt mellem mor og barn.
Børnene har tilbragt deres første timer i et mørkt rum på hospitalet. Siden er de blevet placeret på spædbørnehjemmet. Deres fælles værelse, hvis vægge er dekoreret med små blå elefanter, er kun en mellemstation. Med en enkelt undtagelse skal de alle bortadopteres.
Med et thrillerplot som motor beskriver Erik Valeur børnenes liv fra fødslen og frem til i dag, hvor et mystisk brev bringer dem sammen.
Dansk adoptionshistorie
De syv børn er ikke virkelige personer. Beskrivelserne af fødselsforløb og adoptioner er til gengæld autentiske, og romanen tegner et billede af et stykke dansk adoptionshistorie, som forsvandt med indførelsen af den frie abort i 1973. I efterkrigstiden fødte cirka 2000 kvinder årligt med et stykke stof over ansigtet for at skåne dem for at se de børn, som blev overladt til fremmede hænder.
Erik Valeur boede selv som helt lille to år på spædbørnshjemmet Skodsborg, hvor hans mor afleverede ham kort efter fødslen. Han vendte dog efter sit ophold tilbage og voksede op sammen med hende.
- Bagefter lagde vi ofte vejen forbi børnehjemmet, der ligger i en villa med en pragtfuld udsigt over Øresund, og her fik jeg præsenteret den lykkelige historie: Hvor heldig jeg havde været, at jeg som lille var vokset op på et børnehjem i dejlige omgivelser. Denne lykkelige historie fortsatte med at eksistere, indtil jeg var 30 år. Da min kæreste og jeg ventede barn, sagde hun til mig: »Jeg synes, du skal finde ud af, hvad det var, der virkelig foregik på det børnehjem«, husker Erik Valeur.
Naboerne var sandelig ikke glade
Han tog journalist-kasketten på. Ville lave et dokumentar-program til radioen og drog til Skodsborg for at interviewe forstanderen, frøken Vastrup.
- Hun fortalte mig om mødet med den lokale grundejerforening, da børnehjemmet blev oprettet i en gammel villa i 1950erne, om hvordan naboerne - bortset fra et lægepar - havde reageret negativt på at skulle have et børnehjem liggende klos op ad deres fine parceller. Jeg gik efter at opspore nogle af de børn, der havde levet på børnehjemmet i 1950erne, mens jeg boede der. Men deres identitet var blevet slettet. Man ville ikke risikere, at deres biologiske mor ville opsøge den ny familie, hvor de var kommet i pleje. Børnene skulle heller ikke bagefter grave oplysninger om deres ophav frem, fortalte Erik Valeur.
Mellem en tredjedel og halvdelen af plejeforældrene fik aldrig fortalt deres adoptivbarn sandheden. Men ellers har Erik Valeur de mest spøjse eksempler på, hvordan børnene fik det at vide.
- En lærer spurgte i en time, hvor der var seksualundervisning på skemaet: »Hvad med dig, Dorthe, har du nogensinde opsøgt din biologiske far?«. Dorthe anede intet. Et andet barn fik følgende besked, da plejemoren rørte i sovsen: »Forresten er du slet ikke vores«. Problemet i min journalistiske fortælling var altså, at jeg ikke kunne genfinde tråden til alle disse »uægte børn«, som man kaldte dem dengang - eller »bastarder«, når man skulle være grov, sagde Erik Valeur.
»Du kan jo digte dem selv«
En dag, da han gik ved stranden, slog det ham: »Jamen, du har jo alle disse historier. Du mangler kun kun at kunne sætte navn på dine syv skæbner. Men dem kan du jo digte selv«.
- Nu blev det rigtig sjovt, for nu var jeg ikke længere journalist, der hele tiden skulle passe nøje på fakta. Nu kunne jeg selv bestemme. En af dem skulle hedde Orla og være topembedsmand. Jeg har i mit journalistiske liv haft en hel del med genstridige topembedsmand at gøre. En anden skulle være en kendt tv-vært. Jeg har selv været i Danmarks Radio og har set disse kendte tv-stjerner på nært hold. Pudsigt nok har jeg aldrig fået nogen reaktion fra mine tidligere kolleger i Danmarks Radio. Måske har de ikke læst bogen.
Erik Valeur taler om »den tidlige forladthed«, som terapeuterne kalder den. Når navlestrengen blev klippet på et af disse »uægte børn«, blev det nyfødte barn omgående kørt væk fra moren. Jordemødrene fjernede babyen i fødselsøjeblikket, så kropsberøring blev undgået. I dag ved man, at denne kropsberøring er af afgørende betydning.
- Det hele blev formentlig gjort i den bedste mening. Man ville ikke give moren den viden, om det var blevet en dreng eller en pige, så hun senere skulle gå på gaden og kigge efter pigebørn, hvis det nu for eksempel var blevet en pige.
Spørgsmål blev aldrig stillet
Mens Erik Valeur skrev på bogen i 2009-2010 forsøgte han flere gange at få sig selv til at spørge sin mor om, hvad der skete, da han var lille og blev givet væk til børnehjemmet. Fra Mødrehjælpen vidste han, at hans far var stukket af, alt hvad remmer og tøjler kunne holde til.
- Jeg tror, jeg sad med hende henved 20 gange, hvor jeg gerne ville have stillet spørgsmålet. Men jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvordan jeg skule formulere udgangsspørgsmålet. Problemet var jo, at den på den tid blev gjort med de bedste hensigter. Jeg havde dog også fået at vide, at hvis jeg åbnede for den sluse, ville jeg fuldstændig kunne trække tæppet væk under hende. På et tidspunkt sagde Tine Bryld til mig: »Nu tager du en beslutning - eller slår du det ud af hovedet«. Jeg besluttede mig for ikke at tage den samtale, fortalte Erik Valeur på Flensborg Bibliotek.
Hans mor døde i april 2011 få måneder før, »Det syvende barn« udkom.
Kommentarer