Blog
Alle disse bøger på min vej
En bruger undersøger sin egen fascination af bøger, som ikke er blåstemplet hos anmelderne men alligevel berører rigtig mange læsere.
Jeg har længe haft lyst til at lave et blog indlæg om genren der ikke er fin llitteratur, men alligevel formår at lave bestseller hits .
Disse bøger vil jeg definere og kalde " Opgør med barndommens traumer"- og evt. "Opgør med generations selvforherligelse" og lignende - I kan sikkert selv finde på en mere rammende overskrift for disse bøger. I kraft af de almen menneskelige betragtninger er vi jo mange der suges ind i disse bøgers univers, og jeg vil i det følgende forsøge at få orden på mine ikke så velovervejede, men dog gennemtænkte betragtrninger.
Jeg har i denne ferie gjort mig tanker om min egen irritation over min fascination ved denne genre. Lige som tudepop genren i musikverdenen er befriende engang i mellem, er det også bare så befriende at kunne nikke genkendende til sekvenser af perioder af ens liv beskrevet af gode forfattere.
Hvorfor er det lige at jeg gang på gang "falder i" , og skal låne en eller flere af disse bog hits? Jeg har selv haft en ukompliceret og lykkelig barndom, og alligevel drages jeg mod forfattere der forstår at fortælle om de forfærdelige barndomsår .
Sidste bekendtskab med den slags " tudefjæs forfattere" gjorde jeg da jeg gik om bord i Morten Sabroes " Fader vor" . Her får han ( trods selvironi) alligevel spiddet forældrenes liv og manglende kærlighed. Måske er det fordi jeg bliver båret frem af en følelse af at det er godt det ikke er mig der er i forfatterens bukser ?
Knausgårds selvpineri er også af samme skuffe, og selv om jeg væmmes, og med afsky tænker ; " Hvor kan de gøre det mod deres egne " så er det alligevel ren guf for sådan en som mig.
Nu skal jeg igang med Kirsten Hammanns sidste nye: "Se på mig". Den stempler en hel generation , men vidst nok på den " fede måde" hvor der er plads til humoren. Hvorfor irritere det mig så at jeg tiltrækkes af den slags bøger ? Jeg er jo ikke litteraturstuderende, eller har ambitioner om at gøre mig indenfor denne verden, andet end som bruger af bøgerne. Jeg er bare en almindelig flittig og nysgerrig læser, lige som de fleste andre brugere på Litteratursiden vel er?
Når bøgerne ikke har fået de helt rigtige stempler fra de helt "rigtige anmeldere", - hvad gør det så egentlig? Hvis de kan sælge og underholde , og måske endda skabe debat har disse bøger levet op til et fornemt formål. Nemlig at få udbredt den gode historie.
Hvad nytter det at kunne skrive højlitterært hvis ingen orker at læse det? Ikke at jeg går ind for det der i gamle dage hed "Champagne journalistik" som føromtalte Sabroe også nedgør - og jeg er også en af dem der kun læser billedblade hos frisøren - men litteratur er jo mange genrer, og der er kvaliteter i det meste. Hvis vi har øjne og fokus rettet mod det der betyder noget for os som mennesker når vi læser, så har litteratur næsten uanset standarden, sin berettigelse.
Suma sumarum - medens jeg sidder og skriver disse linier kommer jeg til større klarhed over at jeg ikke skal irriteres men fascineres over min fascination, og tværtimod vil jeg glæde mig over min brede læsesmag.
Jeg snupper gerne en samfundsrelevant og debatskabende bog, og er med på at debattere historiske romaner i DR romanklubben, ligesom jeg af og til kigger indenfor i test læseklubben og giver mit besyv med til de aller nyeste bøger.
Jeg får også læst spændende, og tit samfundsaktuelle bøger, og tit bøger jeg aldrig selv ville finde på at låne, i de andre læse- og bog klubber jeg frekventerer, så alt ialt er det ikke så ringe med en god og alsidig læsesmag.
Et stort hip hurra for og til alle os "almindelige " læsere der ikke behøver at kunne fortolke og analysere på hvert et komma i alle de bøger vi beriger vores liv med.
Hurra for alsidigheden, og god efterårs læse sæson ! Bare vi nu når at leve vores eget liv også:-)
En bruger undersøger sin egen fascination af bøger, som ikke er blåstemplet hos anmelderne men alligevel berører rigtig mange læsere.
Jeg har længe haft lyst til at lave et blog indlæg om genren der ikke er fin llitteratur, men alligevel formår at lave bestseller hits .
Disse bøger vil jeg definere og kalde " Opgør med barndommens traumer"- og evt. "Opgør med generations selvforherligelse" og lignende - I kan sikkert selv finde på en mere rammende overskrift for disse bøger. I kraft af de almen menneskelige betragtninger er vi jo mange der suges ind i disse bøgers univers, og jeg vil i det følgende forsøge at få orden på mine ikke så velovervejede, men dog gennemtænkte betragtrninger.
Jeg har i denne ferie gjort mig tanker om min egen irritation over min fascination ved denne genre. Lige som tudepop genren i musikverdenen er befriende engang i mellem, er det også bare så befriende at kunne nikke genkendende til sekvenser af perioder af ens liv beskrevet af gode forfattere.
Hvorfor er det lige at jeg gang på gang "falder i" , og skal låne en eller flere af disse bog hits? Jeg har selv haft en ukompliceret og lykkelig barndom, og alligevel drages jeg mod forfattere der forstår at fortælle om de forfærdelige barndomsår .
Sidste bekendtskab med den slags " tudefjæs forfattere" gjorde jeg da jeg gik om bord i Morten Sabroes " Fader vor" . Her får han ( trods selvironi) alligevel spiddet forældrenes liv og manglende kærlighed. Måske er det fordi jeg bliver båret frem af en følelse af at det er godt det ikke er mig der er i forfatterens bukser ?
Knausgårds selvpineri er også af samme skuffe, og selv om jeg væmmes, og med afsky tænker ; " Hvor kan de gøre det mod deres egne " så er det alligevel ren guf for sådan en som mig.
Nu skal jeg igang med Kirsten Hammanns sidste nye: "Se på mig". Den stempler en hel generation , men vidst nok på den " fede måde" hvor der er plads til humoren. Hvorfor irritere det mig så at jeg tiltrækkes af den slags bøger ? Jeg er jo ikke litteraturstuderende, eller har ambitioner om at gøre mig indenfor denne verden, andet end som bruger af bøgerne. Jeg er bare en almindelig flittig og nysgerrig læser, lige som de fleste andre brugere på Litteratursiden vel er?
Når bøgerne ikke har fået de helt rigtige stempler fra de helt "rigtige anmeldere", - hvad gør det så egentlig? Hvis de kan sælge og underholde , og måske endda skabe debat har disse bøger levet op til et fornemt formål. Nemlig at få udbredt den gode historie.
Hvad nytter det at kunne skrive højlitterært hvis ingen orker at læse det? Ikke at jeg går ind for det der i gamle dage hed "Champagne journalistik" som føromtalte Sabroe også nedgør - og jeg er også en af dem der kun læser billedblade hos frisøren - men litteratur er jo mange genrer, og der er kvaliteter i det meste. Hvis vi har øjne og fokus rettet mod det der betyder noget for os som mennesker når vi læser, så har litteratur næsten uanset standarden, sin berettigelse.
Suma sumarum - medens jeg sidder og skriver disse linier kommer jeg til større klarhed over at jeg ikke skal irriteres men fascineres over min fascination, og tværtimod vil jeg glæde mig over min brede læsesmag.
Jeg snupper gerne en samfundsrelevant og debatskabende bog, og er med på at debattere historiske romaner i DR romanklubben, ligesom jeg af og til kigger indenfor i test læseklubben og giver mit besyv med til de aller nyeste bøger.
Jeg får også læst spændende, og tit samfundsaktuelle bøger, og tit bøger jeg aldrig selv ville finde på at låne, i de andre læse- og bog klubber jeg frekventerer, så alt ialt er det ikke så ringe med en god og alsidig læsesmag.
Et stort hip hurra for og til alle os "almindelige " læsere der ikke behøver at kunne fortolke og analysere på hvert et komma i alle de bøger vi beriger vores liv med.
Hurra for alsidigheden, og god efterårs læse sæson ! Bare vi nu når at leve vores eget liv også:-)
Kommentarer