Blog
Man bli’r da helt rundt på gulvet af forfattere, der går på hugst i andres liv ...
Endelig kom litteraturen på avisernes forside! Men der skulle en spektakulær happening af en retssag til, før det kom så vidt!
For må man proppe rigtige mennesker – med navns nævnelse og detaljerede persondata-oplysninger ind i romaner uden at spørge om lov? Kan man gøre og skrive hvad som helst, bare man kalder det en ’roman’?
Det er det spørgsmål, sidste uges retssag om romanen ’Suverænen’ af Das Beckwerk handler om. Thomas Skade-Rasmussen Strøbech har lagt sag an mod henholdsvis forlaget Gyldendal og multikunstneren Helge Bille Nielsen, der indtil sin selverklærede død i 2001 var kendt som Claus Beck-Nielsen.
Strøbech og Bille Nielsen rejste i 2004 sammen til USA med det erklærede formål at geninstallere demokrati i landet – et projekt i grænselandet mellem virkelighed og happening. Fire år senere udkom romanen ’Suverænen’ med rejsen som omdrejningspunkt. På titelbladet stod kunstprojektet Das Beckwerk opgivet som forfatter, og offentligheden er bekendt med, at Das Beckwerk = Claus Beck-Nielsen = Helge Bille Nielsen. Hovedpersonen er en Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, som har mange træk fælles med sagsøger. I løbet af bogens handling forvandles han til en Don Quijote-lignende karakter ved navn Rasmussen, som til slut forstener og bliver kørt på lossepladsen. Han viser sig også at være en person med flere identiteter – går også under navnene Thomas van Brunt og Thomas Altheimer.
Der er mange usædvanlige ting i denne historie. Først og fremmest at holde rede på alle de identiteter! Og hvornår har vi tidligere hørt om en person, der slæber en forfatter i retten for at ha’ stjålet hans identitet? Der findes selvfølgelig mange eksempler på nøgleromaner, der har vakt vrede hos dem, der har genkendt sig selv blandt de beskrevne personer, men retslige efterspil, nej. Så meget mere interessant er det så, hvad udfaldet af denne sag bliver, når der afsiges dom om 8 uger. Om en dom, der går imod forlag og forfatter vil blive opfattet som et angreb på den kunstneriske ytringsfrihed?
Eller er det egentlig lige meget med den dom? - som Jane Teller siger i Politikens bogsektion lørdag 22.1: ”Det afgørende er, om forfatterne i fremtiden tager på sig at skabe deres egen kunst og ikke bare hugger fra virkeligheden. Om noget er rigtigt eller forkert er jo ikke litterært interessant. Så jeg håber, at retssagen vil føre til selvransagelse og bevidsthedsudvidelse.”
Jeg kan kun være enig med Jane Teller: God skønlitteratur bruger først og fremmest tanken og fantasien som drivkraft – og ikke en tro gengivelse af virkeligheden. Det er helt ligegyldigt for det kunstneriske udtryk og for den litterære oplevelse, om handlinger og ord i en roman er ”rigtige” eller ej.
Og kommer der så meget af slagsen, altså autofiktive romaner, fordi det simpelthen er nemmere at skabe opmærksomhed om en roman, hvis man kan slå på, at der optræder virkelige personer og hændelser i den? Forfatteren har jo sit på det tørre. Han kan bare henvise til, at det er en roman ...
Hvis I vil læse romaner, der blander virkelighed og fiktion, så er her nogle forslag:
Tove Ditlevsen: Vilhelms værelse
Synnøve Søe: Fars
Suzanne Brøgger: Jadekatten
Bettina Heltberg: Deadline
Knud Romer: Den som blinker er bange for døden
Kim Leine: Kalak
Morten Kirkskov: Kapgang
Endelig kom litteraturen på avisernes forside! Men der skulle en spektakulær happening af en retssag til, før det kom så vidt!
For må man proppe rigtige mennesker – med navns nævnelse og detaljerede persondata-oplysninger ind i romaner uden at spørge om lov? Kan man gøre og skrive hvad som helst, bare man kalder det en ’roman’?
Det er det spørgsmål, sidste uges retssag om romanen ’Suverænen’ af Das Beckwerk handler om. Thomas Skade-Rasmussen Strøbech har lagt sag an mod henholdsvis forlaget Gyldendal og multikunstneren Helge Bille Nielsen, der indtil sin selverklærede død i 2001 var kendt som Claus Beck-Nielsen.
Strøbech og Bille Nielsen rejste i 2004 sammen til USA med det erklærede formål at geninstallere demokrati i landet – et projekt i grænselandet mellem virkelighed og happening. Fire år senere udkom romanen ’Suverænen’ med rejsen som omdrejningspunkt. På titelbladet stod kunstprojektet Das Beckwerk opgivet som forfatter, og offentligheden er bekendt med, at Das Beckwerk = Claus Beck-Nielsen = Helge Bille Nielsen. Hovedpersonen er en Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, som har mange træk fælles med sagsøger. I løbet af bogens handling forvandles han til en Don Quijote-lignende karakter ved navn Rasmussen, som til slut forstener og bliver kørt på lossepladsen. Han viser sig også at være en person med flere identiteter – går også under navnene Thomas van Brunt og Thomas Altheimer.
Der er mange usædvanlige ting i denne historie. Først og fremmest at holde rede på alle de identiteter! Og hvornår har vi tidligere hørt om en person, der slæber en forfatter i retten for at ha’ stjålet hans identitet? Der findes selvfølgelig mange eksempler på nøgleromaner, der har vakt vrede hos dem, der har genkendt sig selv blandt de beskrevne personer, men retslige efterspil, nej. Så meget mere interessant er det så, hvad udfaldet af denne sag bliver, når der afsiges dom om 8 uger. Om en dom, der går imod forlag og forfatter vil blive opfattet som et angreb på den kunstneriske ytringsfrihed?
Eller er det egentlig lige meget med den dom? - som Jane Teller siger i Politikens bogsektion lørdag 22.1: ”Det afgørende er, om forfatterne i fremtiden tager på sig at skabe deres egen kunst og ikke bare hugger fra virkeligheden. Om noget er rigtigt eller forkert er jo ikke litterært interessant. Så jeg håber, at retssagen vil føre til selvransagelse og bevidsthedsudvidelse.”
Jeg kan kun være enig med Jane Teller: God skønlitteratur bruger først og fremmest tanken og fantasien som drivkraft – og ikke en tro gengivelse af virkeligheden. Det er helt ligegyldigt for det kunstneriske udtryk og for den litterære oplevelse, om handlinger og ord i en roman er ”rigtige” eller ej.
Og kommer der så meget af slagsen, altså autofiktive romaner, fordi det simpelthen er nemmere at skabe opmærksomhed om en roman, hvis man kan slå på, at der optræder virkelige personer og hændelser i den? Forfatteren har jo sit på det tørre. Han kan bare henvise til, at det er en roman ...
Hvis I vil læse romaner, der blander virkelighed og fiktion, så er her nogle forslag:
Tove Ditlevsen: Vilhelms værelse
Synnøve Søe: Fars
Suzanne Brøgger: Jadekatten
Bettina Heltberg: Deadline
Knud Romer: Den som blinker er bange for døden
Kim Leine: Kalak
Morten Kirkskov: Kapgang
Kommentarer