Blog
MAD og bøger
Nyt nordisk køkken, verdens bedste kok, verdens bedste restaurant. Hvad er det lige der sker i vores land, fostret op på flæskesteg, udkogte grønsager og posebudding, som vi er?? Vi fremstiller surdej og bager langtidshævet brød og indtager økologiske svinekæber, der har simret i en fond, som vi selvfølgelig har skabt fra bunden. Og vi er umættelige efter madfilm … Det handler om den simple, basale luksus, som også kan tillades i en krisetid. Og det handler om at være bevidst om de fødevarer, vi indtager.
Positivt, men selvfølgelig ikke idel lykke, for den overdrevne fokus gør jo ikke, at vi får et mere naturligt forhold til mad. Det er måske bare symptom på et større problem, som vi burde tage os af?
Den aktuelle debat om den mad, vi spiser, afspejles også hos 4 af vores yngre forfattere. Og maden får her - udover at fortælle noget om romanpersonernes karakter og socialklasse - også symbolværdi.
Det sker, når Kristian Ditlev Jensen i sin romandebut ’Livret’, 2004, bruger bogens mange madoplevelser i beskrivelsen af den traumatiserede fortællers sorg over sin kones selvmord. På overfladen er bogen en hyldest til sanseligheden og gastronomien og på det psykologiske plan en sammenbrudshistorie om en mand, der kæmper for at komme tilbage til livet.
Hos Helle Helle spises der også – meget og hele tiden: Wienerschnitzler, håndværkere og spejlæg – og der drikkes til: Cocio, kaffe, madeira … Når man kender den danske madkultur og forstår de betydninger og associationer, der knytter sig til en bestemt madret, en bestemt kage og et bestemt supermarked, kan man tyde tegnene og bruge dem på personerne. Som når Dorte i ’Dette burde skrives i nutid’ fra 2011 kæmper med maden i køkkenet: ”Da jeg ville tilberede mine pandekager, fungerede ovnen ikke. Knappen lyste, men ovnen blev ved med at være kold. Jeg havde stadig ingen stegepande, så jeg varmede pandekagerne i en gryde. De blev våde og brankede på én gang. Jeg stod ved køkkenbordet og spiste, egentlig skulle der have været mad til to dage.” Ja, der er ikke rigtig noget, der vil lykkes for hende … Heller ikke den melon, hun køber i Irma. Den ender som ”en meget sørgelig melon” i hendes køkkenvindue.
I Nikolaj Zeuthens satiriske ’Verdensmestre’ fra 2010, et humoristisk og samfundskritisk katalog over alle de dilemmaer, der møder den moderne børnefamilie, spørger man, hvad der sker med kærligheden mellem voksne og børn, når opdragelsen bliver et projekt med succeskriterier? Bogen foregår i 00’erne – og 00’erne var netop det årti, hvor nye kostråd for alvor slog igennem i Danmark: Mælk, hvidt brød og sukker blev anklaget for at være skyld i alverdens sygdomme og dårlige liv. Bogens to hovedpersoner pendler mellem at leve efter Kernesund-familie-principper og en mere afslappet stil, så der – helt skizofrent, men nok meget udbredt – er en stadig vekslen mellem gulerodsstave og langtidsholdbare fabrikskager, den ene uge guldøl og cola, den næste noget helsefanatisk. De har konstant dårlig samvittighed. De plages af en nagende følelse af, at de ikke gør ’det rigtige’. De får så mange forskellige bud på, hvordan man spiser sundt, så de ender med at kage rundt i det, fulde af selvkritik og usikkerhed.
Og så er Nanna Goul her i 2012 kommet med endnu et bud i 'Privat skov'. Olga og Henrik er sidst i 20´erne og drømmer om et idyllisk liv på landet i pagt med naturen og med hjemmeavlede kartofler på middagsbordet. Det sitrer i de grønne fingre og dirrer i den indre kogekone, og til sidst flytter de væk fra stenbroen og ud i et bindingsværkshus i en skov. Nu skal drømmen udleves. Nu er de perfekte rammer bygget op. Men hvor hyggelig er naturen egentlig, når alt kommer til alt, og hvor slidstærke er det unge pars romantiske forestillinger?
Maden er interessant for litteraturen, fordi den siger noget om mennesket som begærsvæsen. Den livsstilsagtige måde at være optaget af mad er jo en del af vores kultur lige nu, og på den måde er den også oplagt litterært stof.
Nyt nordisk køkken, verdens bedste kok, verdens bedste restaurant. Hvad er det lige der sker i vores land, fostret op på flæskesteg, udkogte grønsager og posebudding, som vi er?? Vi fremstiller surdej og bager langtidshævet brød og indtager økologiske svinekæber, der har simret i en fond, som vi selvfølgelig har skabt fra bunden. Og vi er umættelige efter madfilm … Det handler om den simple, basale luksus, som også kan tillades i en krisetid. Og det handler om at være bevidst om de fødevarer, vi indtager.
Positivt, men selvfølgelig ikke idel lykke, for den overdrevne fokus gør jo ikke, at vi får et mere naturligt forhold til mad. Det er måske bare symptom på et større problem, som vi burde tage os af?
Den aktuelle debat om den mad, vi spiser, afspejles også hos 4 af vores yngre forfattere. Og maden får her - udover at fortælle noget om romanpersonernes karakter og socialklasse - også symbolværdi.
Det sker, når Kristian Ditlev Jensen i sin romandebut ’Livret’, 2004, bruger bogens mange madoplevelser i beskrivelsen af den traumatiserede fortællers sorg over sin kones selvmord. På overfladen er bogen en hyldest til sanseligheden og gastronomien og på det psykologiske plan en sammenbrudshistorie om en mand, der kæmper for at komme tilbage til livet.
Hos Helle Helle spises der også – meget og hele tiden: Wienerschnitzler, håndværkere og spejlæg – og der drikkes til: Cocio, kaffe, madeira … Når man kender den danske madkultur og forstår de betydninger og associationer, der knytter sig til en bestemt madret, en bestemt kage og et bestemt supermarked, kan man tyde tegnene og bruge dem på personerne. Som når Dorte i ’Dette burde skrives i nutid’ fra 2011 kæmper med maden i køkkenet: ”Da jeg ville tilberede mine pandekager, fungerede ovnen ikke. Knappen lyste, men ovnen blev ved med at være kold. Jeg havde stadig ingen stegepande, så jeg varmede pandekagerne i en gryde. De blev våde og brankede på én gang. Jeg stod ved køkkenbordet og spiste, egentlig skulle der have været mad til to dage.” Ja, der er ikke rigtig noget, der vil lykkes for hende … Heller ikke den melon, hun køber i Irma. Den ender som ”en meget sørgelig melon” i hendes køkkenvindue.
I Nikolaj Zeuthens satiriske ’Verdensmestre’ fra 2010, et humoristisk og samfundskritisk katalog over alle de dilemmaer, der møder den moderne børnefamilie, spørger man, hvad der sker med kærligheden mellem voksne og børn, når opdragelsen bliver et projekt med succeskriterier? Bogen foregår i 00’erne – og 00’erne var netop det årti, hvor nye kostråd for alvor slog igennem i Danmark: Mælk, hvidt brød og sukker blev anklaget for at være skyld i alverdens sygdomme og dårlige liv. Bogens to hovedpersoner pendler mellem at leve efter Kernesund-familie-principper og en mere afslappet stil, så der – helt skizofrent, men nok meget udbredt – er en stadig vekslen mellem gulerodsstave og langtidsholdbare fabrikskager, den ene uge guldøl og cola, den næste noget helsefanatisk. De har konstant dårlig samvittighed. De plages af en nagende følelse af, at de ikke gør ’det rigtige’. De får så mange forskellige bud på, hvordan man spiser sundt, så de ender med at kage rundt i det, fulde af selvkritik og usikkerhed.
Og så er Nanna Goul her i 2012 kommet med endnu et bud i 'Privat skov'. Olga og Henrik er sidst i 20´erne og drømmer om et idyllisk liv på landet i pagt med naturen og med hjemmeavlede kartofler på middagsbordet. Det sitrer i de grønne fingre og dirrer i den indre kogekone, og til sidst flytter de væk fra stenbroen og ud i et bindingsværkshus i en skov. Nu skal drømmen udleves. Nu er de perfekte rammer bygget op. Men hvor hyggelig er naturen egentlig, når alt kommer til alt, og hvor slidstærke er det unge pars romantiske forestillinger?
Maden er interessant for litteraturen, fordi den siger noget om mennesket som begærsvæsen. Den livsstilsagtige måde at være optaget af mad er jo en del af vores kultur lige nu, og på den måde er den også oplagt litterært stof.
Kommentarer