Blog
Du bli´r, hvad du læser
Med denne omskrivning af et velkendt slogan, vil jeg fortælle lidt om, hvad jeg er gjort af som læser. Jeg er en af de nye i litteratursidens redaktion, så jeg synes, det er på sin plads.
Noget af det mest fantastiske ved at læse skønlitteratur er udforskningen af forskelle og ligheder mellem mennesker. Jeg vælger tit romaner, hvor jeg oplever stor identifikation med fiktionens personer. Men ind i mellem opsøger jeg også noget, hvor jeg lærer noget om en helt anden tankegang og levevis, som jeg tager til mig og bærer med mig videre.
Det er herligt at genkende mennesker i litteraturen fra virkeligheden og omvendt. For eksempel møder jeg ofte hovedpersonen fra Den fremmede, når jeg går tur i parken. Det er ham, der kommer til at ligne sin hund mere og mere, eller også er det omvendt.
De overraskende møder står klarest. Møder med mennesker og meninger der rusker op i ens egne og vender dem på hovedet, så man ender med at være en anden.
Destruktion og smerte
Som helt ung læser blev jeg præget af en socialrealistisk serie fra Gyldendal, ”Ung i dag serien”. Med denne serie i hånden læste jeg mig igennem atomulykker, kriminalitet, narkotikamisbrug og ulykkelig kærlighed. For mig var det er kvalitetsstempel at romanerne handlede om virkeligheden. Det har jeg aldrig helt sluppet. Men jeg udfordrer det ind i mellem. En af min stærkeste læseoplevelser efter at have sluppet ungdomsserien var nok Herbjørg Wassmos trilogi om Tora. Og så var der Tove.
Tove Ditlevsens digte, noveller og erindringsbøger er ubetinget de tekster jeg har båret mest med mig. Hvis jeg brød mig om tatoveringer, skulle ordene være Toves. De er mejslet ind i kroppen om ikke med blæk.
Hverdagsliv og store fortællinger
De seneste år har jeg reddet med på autofiktions bølgen og ikke mindst været optaget af at kæmpe mig igennem Min kamp. Med små børn i huset kan det vær en kamp at tilkæmpe sig et frirum til læsning og holde søvntrangen på afstand. Tak til mange gode, nye og tynde danske romaner om hverdagslivet med et twist. Særligt Stinerne Stine Askov og Stine Pilgaard har fonøjet en træt mor. Nikolaj Zeuthens Verdensmestre burde ophøjes til pligtlæsning i mødregruppen.
Som ungerne bliver større er jeg ved at løfte blikket længere ud i verden. Jeg vover mig igen ud i længere romaner om andre steder og helt andre liv. Stoner er min største romanoplevelse i år. Han synes at tale til mange i dag, det er fascinerende her halvtreds år efter udgivelsen.
Nye og velkendte mennesker og steder i 2015
I år glæder mig allermest til et genbesøg hos en af de forfattere, der har betydet mest for mig Tove, Tove, Tove!
Det glæder mig også, at Milan Kundera har skrevet sin første roman i fjorten år, der snart udkommer på dansk. Thomas fra Tilværelsens ulidelige lethed var min første rigtige romanforelskelse, og hvem ved, hvad det kan blive til i Paris denne gang.
Jeg har også store forventninger til et par af årets udgivelser om 2. verdenskrig. Ikke mindst Alt det lys vi ikke ser, glæder jeg mig meget til at læse.
I årets løb vil jeg naturligvis også tage en tur rundt i Danmark, nu hvor vejret endelig er til det. Her vil jeg stikke forbi en andelsforening i Århus og høre Stine Pilgaards Lejlighedssange og måske læse Kirsten Hammann på vejen der fra. Senere på året vil jeg gøre stop i Sønderjyllands Twin Peaks hos Erling Jepsen. Derfra vil jeg rejse hjem over en jysk stationsby og møde Ida Jessens nye romanfigurer.
Der er meget at glæde sig til i 2015 og mange nye sider, der skal vendes. Jeg glæder mig også til at møde dig på Litteratursiden og høre hvad du læser, hvem du er, og hvem du møder på din vej.
Med denne omskrivning af et velkendt slogan, vil jeg fortælle lidt om, hvad jeg er gjort af som læser. Jeg er en af de nye i litteratursidens redaktion, så jeg synes, det er på sin plads.
Noget af det mest fantastiske ved at læse skønlitteratur er udforskningen af forskelle og ligheder mellem mennesker. Jeg vælger tit romaner, hvor jeg oplever stor identifikation med fiktionens personer. Men ind i mellem opsøger jeg også noget, hvor jeg lærer noget om en helt anden tankegang og levevis, som jeg tager til mig og bærer med mig videre.
Det er herligt at genkende mennesker i litteraturen fra virkeligheden og omvendt. For eksempel møder jeg ofte hovedpersonen fra Den fremmede, når jeg går tur i parken. Det er ham, der kommer til at ligne sin hund mere og mere, eller også er det omvendt.
De overraskende møder står klarest. Møder med mennesker og meninger der rusker op i ens egne og vender dem på hovedet, så man ender med at være en anden.
Destruktion og smerte
Som helt ung læser blev jeg præget af en socialrealistisk serie fra Gyldendal, ”Ung i dag serien”. Med denne serie i hånden læste jeg mig igennem atomulykker, kriminalitet, narkotikamisbrug og ulykkelig kærlighed. For mig var det er kvalitetsstempel at romanerne handlede om virkeligheden. Det har jeg aldrig helt sluppet. Men jeg udfordrer det ind i mellem. En af min stærkeste læseoplevelser efter at have sluppet ungdomsserien var nok Herbjørg Wassmos trilogi om Tora. Og så var der Tove.
Tove Ditlevsens digte, noveller og erindringsbøger er ubetinget de tekster jeg har båret mest med mig. Hvis jeg brød mig om tatoveringer, skulle ordene være Toves. De er mejslet ind i kroppen om ikke med blæk.
Hverdagsliv og store fortællinger
De seneste år har jeg reddet med på autofiktions bølgen og ikke mindst været optaget af at kæmpe mig igennem Min kamp. Med små børn i huset kan det vær en kamp at tilkæmpe sig et frirum til læsning og holde søvntrangen på afstand. Tak til mange gode, nye og tynde danske romaner om hverdagslivet med et twist. Særligt Stinerne Stine Askov og Stine Pilgaard har fonøjet en træt mor. Nikolaj Zeuthens Verdensmestre burde ophøjes til pligtlæsning i mødregruppen.
Som ungerne bliver større er jeg ved at løfte blikket længere ud i verden. Jeg vover mig igen ud i længere romaner om andre steder og helt andre liv. Stoner er min største romanoplevelse i år. Han synes at tale til mange i dag, det er fascinerende her halvtreds år efter udgivelsen.
Nye og velkendte mennesker og steder i 2015
I år glæder mig allermest til et genbesøg hos en af de forfattere, der har betydet mest for mig Tove, Tove, Tove!
Det glæder mig også, at Milan Kundera har skrevet sin første roman i fjorten år, der snart udkommer på dansk. Thomas fra Tilværelsens ulidelige lethed var min første rigtige romanforelskelse, og hvem ved, hvad det kan blive til i Paris denne gang.
Jeg har også store forventninger til et par af årets udgivelser om 2. verdenskrig. Ikke mindst Alt det lys vi ikke ser, glæder jeg mig meget til at læse.
I årets løb vil jeg naturligvis også tage en tur rundt i Danmark, nu hvor vejret endelig er til det. Her vil jeg stikke forbi en andelsforening i Århus og høre Stine Pilgaards Lejlighedssange og måske læse Kirsten Hammann på vejen der fra. Senere på året vil jeg gøre stop i Sønderjyllands Twin Peaks hos Erling Jepsen. Derfra vil jeg rejse hjem over en jysk stationsby og møde Ida Jessens nye romanfigurer.
Der er meget at glæde sig til i 2015 og mange nye sider, der skal vendes. Jeg glæder mig også til at møde dig på Litteratursiden og høre hvad du læser, hvem du er, og hvem du møder på din vej.
Kommentarer