Er bøger til for at blive set eller for at blive læst?

Da jeg foretog en transatlantisk flytning for et par år siden, ryddede jeg ud i bogstakken, Dansk-Russisk Forening fik størstedelen af mine bøger med russiske og sovjetiske bøger, og mine kolleger og venner det meste andet. Jeg endte med en spinkel samling, som var til at betale at få flyttet med til New York.

Men det, der affødte det, var faktisk en artikel - jeg mener, at det var en kronik i Politiken - hvor en ældre herre flyttede fra sin familievilla til en lejlighed, nu hvor børnene både var fløjet fra rede og havde bygget egne. Han gjorde op med sig selv, hvilke af disse bøger han forventede at ville drage frem i sine resterende levetid, som han vist opgjorde til 10 eller 15 år. Han forærede resten, som vist var sådan noget som 9/10, væk til venner og familie. En af de betragtninger, han kom med, gjorde et indtryk på mig - for tanken var, at bøgerne ikke er meget værd, hvis de bare står der. Døde værker. Da jeg selv er barn af forældre, der akkumulerede udmærket litteratur, men som samtidig efter at have læst det i ungdommen bare havde det stående uden at tage det frem, så konkluderede jeg, at det var de bøger, som jeg havde et personligt forhold til - gaver fra særlige begivenheder og bøger, der har stået mig nær og hjulpet mig videre. Alt i alt har jeg færre bøger, end da jeg var 12. Det kan føles lidt amputeret en gang imellem, men resultatet er, at jeg kun har de bøger, som er i gang.

Det bringer mig frem til, at jeg ikke har noget stående, som jeg skammer mig over, men samtidig vil jeg sige, at jeg glæder mig over at se de ting, jeg har. Og det er, fordi jeg har luget det ud, som bare stod der for at stå der.

For mig er det en glæde at eje en bog. Måske låner jeg den på biblioteket først, og hvis den er god og en jeg måske vil bruge til at snakke med andre om, så køber jeg den glad og gerne. Det er herligt med min helt egen bog, som jeg må skrive i, sætte streger i, ikke skal aflevere en bestemt dato, men som bliver hos mig og som jeg kan læse i hvornår jeg vil.  

Det er også spændende at tage en gammel bog frem fra reolen og se, hvor stregerne står, hvad jeg skrev i margenen og i bedste fald opdage, at bogen stadig "holder".

Selvfølgelig vil en del bøger blive forældede af forskellige grunde, men så afleverer jeg dem til genbrug. Der er gennemtræk i mine reoler. Visse bøger vil jeg aldrig skille mig af med, andre ryger ud efter nogle år, men det er ok for mig.  

Bøger er altid værdsatte som gaver hos mig. Det er herligt at pakke en god bog ud. Og jeg lægger mærke til både indbindning, papir, skrifttype.

Nogle gange kan jeg undre mig over, at andre har tålmodighed til at vente på bibliotekets bog. Jeg ville ærgre mig over at være nr. 23 på ventelisten, hvis det er en omtalt bog. Så hellere købe den og have glæde af den med det samme. Så dyre synes jeg ikke bøger er.

Jeg er vist ret ligeglad med hvilke bøger der pt. står på reolen. Jeg har det godt med at kigge på min bogreol, men betragter den ikke som et litterært statussymbol. Så debatten på DR´siden er ligegyldig for mig. Kommentarerne (dem jeg orkede at læse) er endnu mere ligegyldige (undskyld).     

Jeg læste godt artiklen om, hvilke bøger man endelig ikke måtte have stående i sin bogreol og må indrømme, at jeg tænkte: "Hold k... nogle bogsnobber!"
For mig er det ligegyldigt, hvad andre mener om de bøger, jeg læser, blot jeg selv har haft fornøjelse af dem. Og mange af de bøger, der står på mine hylder, hører da også til uglesete genrer som gys, science fiction og populære dameromaner.
Jeg føler mig ikke skyldig over at have "den slags tilbøjeligheder", for jeg læser jo også alt muligt andet. Og jeg ville virkelig være ked af, hvis jeg ikke måtte læse litteratur på andet end originalsproget, for det ville betyde, at jeg gik glip af en masse fantastiske fortællinger ...

De bøger man har stående i sin reol, står der, fordi man holder af bøger. Hvis man bare vil læse bøger, kan man jo bare låne dem på biblioteket. Det med at have bøger stående selv, er en mani, som dårligt kan forklares rationelt. Selvfølgelig er jeg lidt stolt af at have en masse bøger, og folk udbryder altid ved første kik: ”Næh, har du læst dem alle sammen”. Det har jeg dog ikke, for mange står der bare, fordi jeg gerne vil have dem.( Det gælder således Fru Gyllembourgs samlede skrifter, endda med krøllede bogstaver.) At jeg måske så engang imellem finder en frem, som jeg ikke har læst, og læser den, er så en anden sag. Det var spændende at læse Rothstein som helt har ret i, at der ikke er megen status i at have bogklubbøger stående, men det går dog. Noget som jeg derimod ikke er så glad for, er at have stående  bøger, som er købt på et biblioteks udsalg. Dog har jeg enkelte af denne kategori. Det er et par af Dostojevski, som jeg manglede for at have alle hans romaner.

Selvfølgelig har man ikke visse underlødigheder stående, såsom lægeromaner, og det som er værre. Jeg kunne godt have Mein Kampf stående, men det var nok ikke gået for ti år siden. Da jeg i sin tid blev gift, havde jeg tre af Svend Hazel stående, og de var endda signeret af ham. De blev gemt væk, men er dog kommen frem igen. Jeg fik dem på en sjov måde. S H var lige blevet blameret, og jeg kom ind til min boghandler, som slet og ret forærede mig dem bare for at slippe af med dem.

Jeg har en svaghed for gamle bøger med en flot gravure på bindet, og jeg er også vældig stolt af de bøger jeg har stående med forfatterens signering, især hvis der står mere end navnet.

Jeg kan ikke helt sige mig fro for at have bøger stående for at signalere et eller andet, og derfor har jeg også et godt blik for, hvis andre gør det. Jeg kikker nemlig også altid på folks reoler, selv om der efterhånden ikke er mange, der har en man kan se på. Og jeg mener, at man kan udlede meget af folks bogreol.

Jeg låner aldrig bøger ud til andre end mine børn, men her er jeg endda begyndt med af og til at tage bøger ud og så forære dem til dem. En har således fået alle mine astronomibøger, som jeg engang havde kære, men som jeg nu aldrig læste i. En anden har fået alt om naturhistorie, og en har fået en del historiske værker o.s.v. På den måde har jeg fåret strammet op i kvaliteten af det, som jeg har stående.

Det er nogle gange sket, at nogle af vore venner er kommen med en kasse bøger, som de ville forære mig som alternativ til at smide dem ud. Det plejer at vær af svingende kvalitet, så det meste ryger ud, men ind imellem har jeg dog på denne måde erhvervet mig godbidder. Der findes jo folk, som overhovedet ikke har sans for bøger. Et par som vi hørte om, havde arvet en masse bøger, og de smed dem simpelthen i et mosehul. Sådan noget kan godt nok skære en i hjertet.