Blog
Sådan opdagede jeg Tove Ditlevsen
Et litteraturmenneskes pinlige bekendelser om lemfældig omgang med en af dansk litteraturs store forfattere og om, hvordan en genudgivelse blev en øjenåbner.
Når jeg læser navnet Tove Ditlevsen, hører jeg med det samme ordene ’Jeg er din barndoms gade/ jeg er dit væsens rod/ jeg er din bankende rytme/ i alt hvad jeg længes mod’ osv. for mit indre øre. Men det er ikke Tove Ditlevsens stemme, jeg hører, det er Anne Linnets, for som barn i 1980’erne blev ’Barndommens gade’-LP’en ofte spillet i mit barndomshjem og i radioen – der var vel nærmest tale om en regulær landeplage - og den erindring er altså det primære, jeg forbinder med Tove Ditlevsen. Det er simpelthen som at trykke på det samme nummer på jukeboksen, hver gang jeg hører hendes navn (bekendelse nummer et).
Jeg husker ikke, at jeg nogensinde rent faktisk har læst noget af Tove Ditlevsen, ud over digtet ’De evige tre’ og måske nogle få andre digte i folkeskolen. Det var ligesom ikke rigtigt comme il faut på litteraturstudierne i sidste årti, og jeg fandt det ikke selv nødvendigt at kaste mig over en forfatter, som med sine rimede digte var blevet forkastet af modernisterne mange år tidligere (hvilken blåøjet arrogance fra min side, bekendelse nummer to).
Men nu er der altså sket noget, som har åbnet mine øjne for Tove Ditlevsens forfatterskab, og det er noget så banalt som en genudgivelse af forfatterens erindringsbog ’Gift’, som udkom på Gyldendal tidligere i år. Jeg må erkende, at min nysgerrighed i forhold til Tove Ditlevsens forfatterskab er opstået over længere tid i kølvandet på den interesse, som mange kvindelige danske forfattere har vist Ditlevsen – bl.a. Olga Ravn, Lone Hørslev, Josefine Klougart og Dy Plambeck, som også har skrevet forordet til genudgivelsen.
Klougart har blandt andet fremhævet ’Vilhelms værelse’ som noget af det bedste, der er skrevet på dansk nogensinde, og jeg var derfor blevet nysgerrig på, hvad disse yngre kvinder så i hende. Jeg kom dog aldrig længere end til min nysgerrighed - aktuelle bøger overtrumfede altid de gamle udgivelser, og sådan går det desværre tit. Men pludselig var der ikke nogen undskyldning længere – der var den, lige foran mig på redaktionen, genudgivelsen af Tove Ditlevsens ’Gift’! Denne bog blev så min tilfældige indgang til forfatterskabet, og jeg må indrømme, at havde Gyldendal valgt at udgive en anden af hendes bøger, var det blevet den. Sikke en tilfældig omgang med litteraturen! (bekendelse nummer tre).
Men jeg må samtidig sige, at da jeg først havde fået åbnet bogen, kunne jeg ikke lægge den fra mig igen. Det betød så, at en stor del af årets Roskilde Festival for mit vedkommende gik ud på at finde steder, hvor jeg kunne sidde i læ for regn/sol/fulde mennesker, så jeg kunne læse min bog. Hvor andre mennesker bar rundt på solbriller/regnslag/lommelærker i tasken, så havde jeg ’Gift’ med overalt. Det resulterede så også i, at jeg midlertidigt af mine veninder blev omdøbt til ’Ove Ditlevsen’ (en anden populærkulturel reference, som forbinder sig med forfatteren i mit hoved, nemlig fra filmen ’Blinkende Lygter’). Mine veninder forstod ikke helt, hvordan jeg kunne fordybe mig i en bog i det inferno af støj, musik og fulde folk, men faktum var, at jeg ikke kunne lade være.
’Gift’ betegnes som en erindringsbog, og den handler om forfatterens tre første kuldsejlede ægteskaber, hendes eget narkomisbrug, børn og forfatterskab. Man kan ikke just påstå, at Tove Ditlevsen tegner noget glansbillede af sit liv. Ligeså meget som hun udleverer sine ægtemænd og folk i bekendtskabskredsen, navngivne forfattere osv., lige så meget – om ikke mere - udleverer hun sig selv. Vi hører uden omsvøb, hvordan den unge forfatter gifter sig med sin første meget ældre ægtemand, Viggo F., fordi håbet er, at han som redaktør af ’Vild Hvede’ kan hjælpe hendes forfatterkarriere på vej. Vi hører om, hvordan hun forlader sin anden ægtemand, Ebbe, og deres lille datter, Helle, så hun kan leve med sin tredje ægtemand, lægen Carl, fordi han leverer den narkotika, hun er blevet afhængig af, og som nær koster hende livet. Bogen bevæger sig vel indenfor det, man kalder autofiktion, altså en fiktionaliseret selvbiografi, som nok tager udgangspunkt i virkelige personer og hændelser, men som også fremstår som et stykke fiktion, virkeligheden filtreret gennem en kunstners sind.
Resten af sommerferien stod for mit vedkommende i Tove Ditlevsens tegn, og jeg fik hurtigt ryddet den nærmeste genrugsbutik ved mit sommerhus for Tove Ditlevsen-bøger, som jeg slugte i løbet af ferien.
Da jeg senere på sommeren til et bryllup skulle fremhæve min seneste store læseoplevelse for min litterært interesserede bordherre, var det naturligvis min opdagelse af Tove Ditlevsens forfatterskab, jeg fremhævede, og hvordan min interesse var blevet vækket gennem genudgivelsen af ’Gift’. Min bordherre, der er professor i statistik, lod sige ikke sådan spise af med den forklaring, han ville ind til sagens kerne og vide, hvad en genudgivelse egentlig går ud på: ”Altså, er vi enige om, at det er præcis den samme tekst, der står i den nye bog som i den oprindelige?”, og det måtte jeg jo sige ja til. Men hvad er så idéen med at genudgive en bog, som ikke engang kræver en nyoversættelse, som ofte er undskyldningen, når forlagene udgiver udenlandske klassikere igen og igen? Jamen, den har fået et nyt forord, prøvede jeg. Han virkede ikke overbevist. Og en ny forside…
Men faktum er jo, at vores læsevaner ofte påvirkes af mange forskellige ting. I min ideelle drømmeverden ville jeg jo selvstændigt og kritisk tage stilling til alle vigtige forfatterskaber, læse mig igennem både nye som gamle værker og hele tiden udvikle og forny mit litterære blik for bøgerne. Men i virkelighedens verden er jeg en travl mor til tre, og mine læsevaner bestemmes ofte (hvor nødig jeg end vil indrømme det, bekendelse nummer fire!) af, hvad der lige befinder sig for mit blik. At Gyldendal genudgiver en bog gør mig – helt banalt – opmærksom på, at den findes – Gud ja, den kunne man da også læse – og så gør det den tilgængelig.
Samtidig sender genudgivelsen et signal om, at en bog har noget at sige sin tid, at den er værd at beskæftige sig med (igen) og måske se på med nye øjne. Det hjælper forordene også med til at iscenesætte. Tove Ditlevsen røg med modernismens indtog ud af det gode litterære selskab - hendes værker var umoderne og gammeldags, mente man. Dy Plambeck gør i sit forord op med den opfattelse og skriver, at: ”Bogen er her, fyrre år efter den udkom, moderne og nutidig. Både i sin tematik: i den splittelse og de eksistentielle grundvilkår, der beskrives, i sin konflikt: hvordan karrieren forenes med et familieliv, og i sin stilistik”.
Og jeg kan kun erklære mig helt enig! Bedre sent end aldrig, må man sige for mit vedkommende.
Et litteraturmenneskes pinlige bekendelser om lemfældig omgang med en af dansk litteraturs store forfattere og om, hvordan en genudgivelse blev en øjenåbner.
Når jeg læser navnet Tove Ditlevsen, hører jeg med det samme ordene ’Jeg er din barndoms gade/ jeg er dit væsens rod/ jeg er din bankende rytme/ i alt hvad jeg længes mod’ osv. for mit indre øre. Men det er ikke Tove Ditlevsens stemme, jeg hører, det er Anne Linnets, for som barn i 1980’erne blev ’Barndommens gade’-LP’en ofte spillet i mit barndomshjem og i radioen – der var vel nærmest tale om en regulær landeplage - og den erindring er altså det primære, jeg forbinder med Tove Ditlevsen. Det er simpelthen som at trykke på det samme nummer på jukeboksen, hver gang jeg hører hendes navn (bekendelse nummer et).
Jeg husker ikke, at jeg nogensinde rent faktisk har læst noget af Tove Ditlevsen, ud over digtet ’De evige tre’ og måske nogle få andre digte i folkeskolen. Det var ligesom ikke rigtigt comme il faut på litteraturstudierne i sidste årti, og jeg fandt det ikke selv nødvendigt at kaste mig over en forfatter, som med sine rimede digte var blevet forkastet af modernisterne mange år tidligere (hvilken blåøjet arrogance fra min side, bekendelse nummer to).
Men nu er der altså sket noget, som har åbnet mine øjne for Tove Ditlevsens forfatterskab, og det er noget så banalt som en genudgivelse af forfatterens erindringsbog ’Gift’, som udkom på Gyldendal tidligere i år. Jeg må erkende, at min nysgerrighed i forhold til Tove Ditlevsens forfatterskab er opstået over længere tid i kølvandet på den interesse, som mange kvindelige danske forfattere har vist Ditlevsen – bl.a. Olga Ravn, Lone Hørslev, Josefine Klougart og Dy Plambeck, som også har skrevet forordet til genudgivelsen.
Klougart har blandt andet fremhævet ’Vilhelms værelse’ som noget af det bedste, der er skrevet på dansk nogensinde, og jeg var derfor blevet nysgerrig på, hvad disse yngre kvinder så i hende. Jeg kom dog aldrig længere end til min nysgerrighed - aktuelle bøger overtrumfede altid de gamle udgivelser, og sådan går det desværre tit. Men pludselig var der ikke nogen undskyldning længere – der var den, lige foran mig på redaktionen, genudgivelsen af Tove Ditlevsens ’Gift’! Denne bog blev så min tilfældige indgang til forfatterskabet, og jeg må indrømme, at havde Gyldendal valgt at udgive en anden af hendes bøger, var det blevet den. Sikke en tilfældig omgang med litteraturen! (bekendelse nummer tre).
Men jeg må samtidig sige, at da jeg først havde fået åbnet bogen, kunne jeg ikke lægge den fra mig igen. Det betød så, at en stor del af årets Roskilde Festival for mit vedkommende gik ud på at finde steder, hvor jeg kunne sidde i læ for regn/sol/fulde mennesker, så jeg kunne læse min bog. Hvor andre mennesker bar rundt på solbriller/regnslag/lommelærker i tasken, så havde jeg ’Gift’ med overalt. Det resulterede så også i, at jeg midlertidigt af mine veninder blev omdøbt til ’Ove Ditlevsen’ (en anden populærkulturel reference, som forbinder sig med forfatteren i mit hoved, nemlig fra filmen ’Blinkende Lygter’). Mine veninder forstod ikke helt, hvordan jeg kunne fordybe mig i en bog i det inferno af støj, musik og fulde folk, men faktum var, at jeg ikke kunne lade være.
’Gift’ betegnes som en erindringsbog, og den handler om forfatterens tre første kuldsejlede ægteskaber, hendes eget narkomisbrug, børn og forfatterskab. Man kan ikke just påstå, at Tove Ditlevsen tegner noget glansbillede af sit liv. Ligeså meget som hun udleverer sine ægtemænd og folk i bekendtskabskredsen, navngivne forfattere osv., lige så meget – om ikke mere - udleverer hun sig selv. Vi hører uden omsvøb, hvordan den unge forfatter gifter sig med sin første meget ældre ægtemand, Viggo F., fordi håbet er, at han som redaktør af ’Vild Hvede’ kan hjælpe hendes forfatterkarriere på vej. Vi hører om, hvordan hun forlader sin anden ægtemand, Ebbe, og deres lille datter, Helle, så hun kan leve med sin tredje ægtemand, lægen Carl, fordi han leverer den narkotika, hun er blevet afhængig af, og som nær koster hende livet. Bogen bevæger sig vel indenfor det, man kalder autofiktion, altså en fiktionaliseret selvbiografi, som nok tager udgangspunkt i virkelige personer og hændelser, men som også fremstår som et stykke fiktion, virkeligheden filtreret gennem en kunstners sind.
Resten af sommerferien stod for mit vedkommende i Tove Ditlevsens tegn, og jeg fik hurtigt ryddet den nærmeste genrugsbutik ved mit sommerhus for Tove Ditlevsen-bøger, som jeg slugte i løbet af ferien.
Da jeg senere på sommeren til et bryllup skulle fremhæve min seneste store læseoplevelse for min litterært interesserede bordherre, var det naturligvis min opdagelse af Tove Ditlevsens forfatterskab, jeg fremhævede, og hvordan min interesse var blevet vækket gennem genudgivelsen af ’Gift’. Min bordherre, der er professor i statistik, lod sige ikke sådan spise af med den forklaring, han ville ind til sagens kerne og vide, hvad en genudgivelse egentlig går ud på: ”Altså, er vi enige om, at det er præcis den samme tekst, der står i den nye bog som i den oprindelige?”, og det måtte jeg jo sige ja til. Men hvad er så idéen med at genudgive en bog, som ikke engang kræver en nyoversættelse, som ofte er undskyldningen, når forlagene udgiver udenlandske klassikere igen og igen? Jamen, den har fået et nyt forord, prøvede jeg. Han virkede ikke overbevist. Og en ny forside…
Men faktum er jo, at vores læsevaner ofte påvirkes af mange forskellige ting. I min ideelle drømmeverden ville jeg jo selvstændigt og kritisk tage stilling til alle vigtige forfatterskaber, læse mig igennem både nye som gamle værker og hele tiden udvikle og forny mit litterære blik for bøgerne. Men i virkelighedens verden er jeg en travl mor til tre, og mine læsevaner bestemmes ofte (hvor nødig jeg end vil indrømme det, bekendelse nummer fire!) af, hvad der lige befinder sig for mit blik. At Gyldendal genudgiver en bog gør mig – helt banalt – opmærksom på, at den findes – Gud ja, den kunne man da også læse – og så gør det den tilgængelig.
Samtidig sender genudgivelsen et signal om, at en bog har noget at sige sin tid, at den er værd at beskæftige sig med (igen) og måske se på med nye øjne. Det hjælper forordene også med til at iscenesætte. Tove Ditlevsen røg med modernismens indtog ud af det gode litterære selskab - hendes værker var umoderne og gammeldags, mente man. Dy Plambeck gør i sit forord op med den opfattelse og skriver, at: ”Bogen er her, fyrre år efter den udkom, moderne og nutidig. Både i sin tematik: i den splittelse og de eksistentielle grundvilkår, der beskrives, i sin konflikt: hvordan karrieren forenes med et familieliv, og i sin stilistik”.
Og jeg kan kun erklære mig helt enig! Bedre sent end aldrig, må man sige for mit vedkommende.
Kommentarer