Blog
Når iPad’en overtager bogreolen
Bogreolen må ikke ende som musiksamlingen – usynlig og gemt væk i ’teknologisk fremskridt’.
Det første, jeg kigger efter, når jeg kommer ind i et hjem, hvor jeg ikke har været før, er bogreolen. Hvor stor er den, hvor centralt er den placeret, og ikke mindst selvfølgelig – hvilke bøger indeholder den? Jeg elsker at tage en bog ud af reolen, mærke den mellem hænderne og studere den for at prøve at afkode, hvilke historier den fortæller. Bøger fortæller nemlig også mange andre historier end dem, der står skrevet på siderne.
I mine værste mareridt går det bogsamlingen, som det er gået musiksamlingerne rundt omkring i hjemmene. Hvem kender ikke fornemmelsen af at gå på opdagelse i andres musiksamlinger? Jeg kan stå meget længe foran en cd- eller pladesamling og nikke genkendende, eller begejstret hive en cd ud – Gud, var du også vild med Pearl Jam i gymnasiet?. Eller – jeg vidste ikke, du var til country? Eller – wow, hvor har du den her sjældne koncertoptagelse fra? Det har altid for mig været en go’ måde at lære andre at kende på. Man kunne hurtigt lure, om man havde noget tilfælles ud fra en musiksamling, og med cd’erne eller pladerne følger altid en go’ historie.
Men i dag er det jo stort set umuligt, fordi det efterhånden er en sjældenhed at komme ind i et hjem, hvor man kan se, hvad for noget musik, folk hører. Det er de færreste, der har fysiske musiksamlinger længere, for nu hører de fleste deres musik gennem computer eller iPod eller andre smarte tekniske foranstaltninger. Her kan man naturligvis browse gennem de numre, der ligger på hinandens computer eller telefon. Men det er nok usandsynligt, at man har overført alle de kiksede cd’er, man hørte tilbage i 80’erne. Og ofte udspringer musikudvalget jo heller ikke af en oprindelig fysisk samling - men er blot musik, der er tilgængelig gennem tjenester som fx Spotify. Det er nemt og bekvemt, udvalget er gigantisk – men det er på en eller anden måde ikke særligt personligt.
Mit rationelle jeg kan også godt se det praktiske i at opbevare musik på den måde, og mit bæredygtige jeg er ganske sikkert også helt med på idéen. Men jeg er også en håbløs romantiker, og mit nostalgiske jeg har svært ved at give slip på idéen om de fysiske samlinger. Særligt når det kommer til bogsamlingen. Tænk hvis det går som med musiksamlingerne, så bøgerne pludselig forsvinder som fysiske genstande og ligger gemt væk som filer i iPads eller Kindles eller andet elektronisk læseudstyr. Eksperter spekulerer i, at der for fremtiden vil være gratistjenester på bogmarkedet, og så er der jo ingen grund til længere at opbevare de fysiske bøger i store reoler, der fylder og samler støv. Eller er der?
En bog er jo ikke bare en bunke papir, som er hæftet sammen og bundet i blødt eller hårdt cover. En bog er det fysiske bevis på en læseoplevelse, som altid har foregået et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Måske bærer bogen præg af at have været med på den første interrailtur, måske vidner rødvinspletterne på siderne om en ganske særlig aften i denne bogs univers. Der kan også være et navn skrevet med sirlig skråskrift på første side, som fortæller, at bogen tidligere har tilhørt en anden ejermand, eller der kan være små noter i marginen eller en seddel, man har skrevet for år tilbage.
Sorry, iPad, det kommer du aldrig til på samme måde.
Bogreolen må ikke ende som musiksamlingen – usynlig og gemt væk i ’teknologisk fremskridt’.
Det første, jeg kigger efter, når jeg kommer ind i et hjem, hvor jeg ikke har været før, er bogreolen. Hvor stor er den, hvor centralt er den placeret, og ikke mindst selvfølgelig – hvilke bøger indeholder den? Jeg elsker at tage en bog ud af reolen, mærke den mellem hænderne og studere den for at prøve at afkode, hvilke historier den fortæller. Bøger fortæller nemlig også mange andre historier end dem, der står skrevet på siderne.
I mine værste mareridt går det bogsamlingen, som det er gået musiksamlingerne rundt omkring i hjemmene. Hvem kender ikke fornemmelsen af at gå på opdagelse i andres musiksamlinger? Jeg kan stå meget længe foran en cd- eller pladesamling og nikke genkendende, eller begejstret hive en cd ud – Gud, var du også vild med Pearl Jam i gymnasiet?. Eller – jeg vidste ikke, du var til country? Eller – wow, hvor har du den her sjældne koncertoptagelse fra? Det har altid for mig været en go’ måde at lære andre at kende på. Man kunne hurtigt lure, om man havde noget tilfælles ud fra en musiksamling, og med cd’erne eller pladerne følger altid en go’ historie.
Men i dag er det jo stort set umuligt, fordi det efterhånden er en sjældenhed at komme ind i et hjem, hvor man kan se, hvad for noget musik, folk hører. Det er de færreste, der har fysiske musiksamlinger længere, for nu hører de fleste deres musik gennem computer eller iPod eller andre smarte tekniske foranstaltninger. Her kan man naturligvis browse gennem de numre, der ligger på hinandens computer eller telefon. Men det er nok usandsynligt, at man har overført alle de kiksede cd’er, man hørte tilbage i 80’erne. Og ofte udspringer musikudvalget jo heller ikke af en oprindelig fysisk samling - men er blot musik, der er tilgængelig gennem tjenester som fx Spotify. Det er nemt og bekvemt, udvalget er gigantisk – men det er på en eller anden måde ikke særligt personligt.
Mit rationelle jeg kan også godt se det praktiske i at opbevare musik på den måde, og mit bæredygtige jeg er ganske sikkert også helt med på idéen. Men jeg er også en håbløs romantiker, og mit nostalgiske jeg har svært ved at give slip på idéen om de fysiske samlinger. Særligt når det kommer til bogsamlingen. Tænk hvis det går som med musiksamlingerne, så bøgerne pludselig forsvinder som fysiske genstande og ligger gemt væk som filer i iPads eller Kindles eller andet elektronisk læseudstyr. Eksperter spekulerer i, at der for fremtiden vil være gratistjenester på bogmarkedet, og så er der jo ingen grund til længere at opbevare de fysiske bøger i store reoler, der fylder og samler støv. Eller er der?
En bog er jo ikke bare en bunke papir, som er hæftet sammen og bundet i blødt eller hårdt cover. En bog er det fysiske bevis på en læseoplevelse, som altid har foregået et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Måske bærer bogen præg af at have været med på den første interrailtur, måske vidner rødvinspletterne på siderne om en ganske særlig aften i denne bogs univers. Der kan også være et navn skrevet med sirlig skråskrift på første side, som fortæller, at bogen tidligere har tilhørt en anden ejermand, eller der kan være små noter i marginen eller en seddel, man har skrevet for år tilbage.
Sorry, iPad, det kommer du aldrig til på samme måde.
Kommentarer