Blog
Kvinde kend din historie
Om hængepatter, kvindeproblemer og hvorfor Kvinde kend din krop stadig er værd at læse i de tidlige udgaver.
Jeg har tilbragt de seneste uger i selskab med den danske kvindesags uomgængelige hovedværk, Kvinde kend din krop. Det vil sige, jeg har været i selskab med flere bøger, for den ikoniske håndbog er udkommet fem gange – én gang i hvert årti siden den første bog kom i 1975. Anledningen var, at jeg skulle anmelde den nye Kvinde kend din krop fra 2013, og derfor greb jeg muligheden for at stifte bekendtskab med dette stykke levende kvindehistorie. Og efter jeg først er kommet i gang med at (gen)læse bøgerne, har jeg haft svært ved at slippe dem igen.
Den første af Kvinde kend din krop-bøgerne, jeg gav mig i kast med, var den oprindelige udgave fra 1975, som jeg læste sammen med tre af mine veninder for nylig. Det var egentlig lidt tilfældigt, for jeg skulle bare låne bogen med hjem til min research i forbindelse med anmeldelsen, men vi kom til at bladre løst i bogen, og så kunne vi ikke lægge den fra os igen. Vi kendte jo godt Kvinde kend din krop, men mest for bøgernes ikoniske status i barndomshjemmets bogreol, og vi har kun studeret dem lidt i smug i vores yngre år (for selvom forældregenerationen var enormt frigjort, så synes børnene stadig, det var pinligt at kigge på nøgne kroppe). Men på en eller anden måde blevdenne første udgave af Kvinde kend din krop det gennemgående tema for vores weekend sammen, og vi vendte tilbage til bogen igen og igen.
Det er veninder, jeg er vokset op sammen med, og vi har rejst og boet sammen på kryds og tværs. Jeg vil vove den påstand, at vi ikke har mange hemmeligheder for hinanden, og når vi mødes, gennemgår vi alle aspekter af (kvinde)livet: Børn (eller ikke børn), arbejde, forældre, parforhold, sex og mere eller mindre intime detaljer af vores krop. Vi har et rimeligt afslappet forhold til alt fra intimbarbering til hinandens toiletvaner, og på den måde lå Kvinde kend din krop egentlig fint i forlængelse af vores sædvanlige samtaler. Det var vores mødres generation, der skrev 1975-udgaven, og derfor tegner bogens beskrivelser af ”hængepatter” (i citationstegn i bogen) og af, hvordan man kan batikfarve forvasket børnetøj, et fint billede af vores barndom. Vi endte med at læse passager op på skift for hinanden, og det var både meget interessant, rørende og ind imellem en smule komisk (sorry mor, ved godt det var blodig alvor dengang!) at læse om kvindelivet anno 1975.
Bogen var et kvindepolitisk manifest, som opfordrede kvinder til at dele deres problemer, følelser og fornemmelser med hinanden: ”Når vi gør de førhen personlige problemer offentlige, finder vi ud af, at de fleste er generelle kvindeproblemer, og at de dermed er politiske”. Selvom vi (indrømmet) også grinede en hel del under læsningen (for eksempel var idéen om at undersøge hinandens underliv en smule overvældende), så blev vi også ret fascineret af den power, der lå i de kvindepolitiske udsagn, og vi kunne faktisk ret godt lide idéen om at være fælles om ’kvindeproblemerne’. Altså at problemerne ikke kun er noget, vi taler om, men også arbejder på at løse i fællesskab. Nogle af dem i hvert fald. For selvom langtfra alle problemer er fælles i dag, er mange det, og mange er rent faktisk - eller kan blive - politiske, fordi de er fælles for så mange. For eksempel kæmper langt de fleste småbørnsfamilier med at få tilværelsen med udearbejdende forældre til at hænge sammen, hvilket Politikens debatredaktør, Mette Højbjerg, beskriver som et eksempel på et strukturelt problem, som vi skal løse ved igen at gøre det private politisk.
Kvinde kend din krop fra 1975 blev altså ikke kun et kuriøst og underholdende men også et tankevækkende bekendtskab for os, og vi begyndte da også straks at omtale os som en basisgruppe (kvindebevægelsen organiserede sig i mindre grupper af kvinder, de såkaldte basisgrupper). Hvad vi skal med den basisgruppe, er endnu uvist, men det lyder på en måde federe end bare en venindegruppe, ikk? Under alle omstændigheder var det dejligt med en anledning til at diskutere mange af de ting, som betyder noget, og selvom vi stadig har mange ho ho-vitser kørende à la: Hvem af jer har glemt sit speculum på mit toiletbord?, så har bogen faktisk også fået os til at se på og diskutere forskellige aspekter af livet på en ny måde. Det er helt klart ikke sidste gang, vi har holdt studiegruppe over den klassiske kvinde-håndbog, men næste gang tager vi fat på en af de andre udgaver. Jeg glæder mig allerede.
Om hængepatter, kvindeproblemer og hvorfor Kvinde kend din krop stadig er værd at læse i de tidlige udgaver.
Jeg har tilbragt de seneste uger i selskab med den danske kvindesags uomgængelige hovedværk, Kvinde kend din krop. Det vil sige, jeg har været i selskab med flere bøger, for den ikoniske håndbog er udkommet fem gange – én gang i hvert årti siden den første bog kom i 1975. Anledningen var, at jeg skulle anmelde den nye Kvinde kend din krop fra 2013, og derfor greb jeg muligheden for at stifte bekendtskab med dette stykke levende kvindehistorie. Og efter jeg først er kommet i gang med at (gen)læse bøgerne, har jeg haft svært ved at slippe dem igen.
Den første af Kvinde kend din krop-bøgerne, jeg gav mig i kast med, var den oprindelige udgave fra 1975, som jeg læste sammen med tre af mine veninder for nylig. Det var egentlig lidt tilfældigt, for jeg skulle bare låne bogen med hjem til min research i forbindelse med anmeldelsen, men vi kom til at bladre løst i bogen, og så kunne vi ikke lægge den fra os igen. Vi kendte jo godt Kvinde kend din krop, men mest for bøgernes ikoniske status i barndomshjemmets bogreol, og vi har kun studeret dem lidt i smug i vores yngre år (for selvom forældregenerationen var enormt frigjort, så synes børnene stadig, det var pinligt at kigge på nøgne kroppe). Men på en eller anden måde blevdenne første udgave af Kvinde kend din krop det gennemgående tema for vores weekend sammen, og vi vendte tilbage til bogen igen og igen.
Det er veninder, jeg er vokset op sammen med, og vi har rejst og boet sammen på kryds og tværs. Jeg vil vove den påstand, at vi ikke har mange hemmeligheder for hinanden, og når vi mødes, gennemgår vi alle aspekter af (kvinde)livet: Børn (eller ikke børn), arbejde, forældre, parforhold, sex og mere eller mindre intime detaljer af vores krop. Vi har et rimeligt afslappet forhold til alt fra intimbarbering til hinandens toiletvaner, og på den måde lå Kvinde kend din krop egentlig fint i forlængelse af vores sædvanlige samtaler. Det var vores mødres generation, der skrev 1975-udgaven, og derfor tegner bogens beskrivelser af ”hængepatter” (i citationstegn i bogen) og af, hvordan man kan batikfarve forvasket børnetøj, et fint billede af vores barndom. Vi endte med at læse passager op på skift for hinanden, og det var både meget interessant, rørende og ind imellem en smule komisk (sorry mor, ved godt det var blodig alvor dengang!) at læse om kvindelivet anno 1975.
Bogen var et kvindepolitisk manifest, som opfordrede kvinder til at dele deres problemer, følelser og fornemmelser med hinanden: ”Når vi gør de førhen personlige problemer offentlige, finder vi ud af, at de fleste er generelle kvindeproblemer, og at de dermed er politiske”. Selvom vi (indrømmet) også grinede en hel del under læsningen (for eksempel var idéen om at undersøge hinandens underliv en smule overvældende), så blev vi også ret fascineret af den power, der lå i de kvindepolitiske udsagn, og vi kunne faktisk ret godt lide idéen om at være fælles om ’kvindeproblemerne’. Altså at problemerne ikke kun er noget, vi taler om, men også arbejder på at løse i fællesskab. Nogle af dem i hvert fald. For selvom langtfra alle problemer er fælles i dag, er mange det, og mange er rent faktisk - eller kan blive - politiske, fordi de er fælles for så mange. For eksempel kæmper langt de fleste småbørnsfamilier med at få tilværelsen med udearbejdende forældre til at hænge sammen, hvilket Politikens debatredaktør, Mette Højbjerg, beskriver som et eksempel på et strukturelt problem, som vi skal løse ved igen at gøre det private politisk.
Kvinde kend din krop fra 1975 blev altså ikke kun et kuriøst og underholdende men også et tankevækkende bekendtskab for os, og vi begyndte da også straks at omtale os som en basisgruppe (kvindebevægelsen organiserede sig i mindre grupper af kvinder, de såkaldte basisgrupper). Hvad vi skal med den basisgruppe, er endnu uvist, men det lyder på en måde federe end bare en venindegruppe, ikk? Under alle omstændigheder var det dejligt med en anledning til at diskutere mange af de ting, som betyder noget, og selvom vi stadig har mange ho ho-vitser kørende à la: Hvem af jer har glemt sit speculum på mit toiletbord?, så har bogen faktisk også fået os til at se på og diskutere forskellige aspekter af livet på en ny måde. Det er helt klart ikke sidste gang, vi har holdt studiegruppe over den klassiske kvinde-håndbog, men næste gang tager vi fat på en af de andre udgaver. Jeg glæder mig allerede.
Kommentarer