Blog
At kende sandheden… eller ikke at kende den. Replik til Klaus Rothstein
Er det ok, at litteraturjournalister fremstiller forfatterens personlige historie i en sag, der i den virkelige verden handler om anklager om vold og incest? Daniel Denciks roman Anden person ental har skabt debat, og modtagelsen af romanen udstiller, hvor svært litteraturjournalister kan have ved meningsfuldt at håndtere den selvbiografiske fiktion som netop kunst.
I forrige uge kunne man i Weekendavisen læse en kommentar i bogtillægget af Klaus Rothstein under overskriften ”At kende sandheden”. Rothstein spørger, om ”en litteraturjournalist, der interviewer en forfatter om hans nye roman, (skal) efterprøve romanens dokumentariske holdbarhed?”. Spørgsmålet er retorisk, og han afviser det (naturligvis) med det samme.
Anledningen til Rothsteins kommentar var, at Dansk Forfatterforenings medlemsblad Forfatteren og fagbladet Journalisten begge forholdt sig kritisk til den modtagelse, som Daniel Denciks roman Anden person ental har fået i de danske medier. Bogen beskrives af forlaget som ”en fars afmægtige kamp for sine børn, da børnenes mor pludselig rejser falske anklager mod faren for både vold og mishandling af børnene”, og den bygger i høj grad på biografisk materiale, hvilket forfatteren ikke har lagt skjul på i de mange interviews, han har givet i forbindelse med bogens udgivelse. De har i høj grad handlet om den ulykkelige situation, Dencik personligt er havnet i, efter at de svenske myndigheder i to år har nægtet ham at se sine børn, selvom han er blevet renset for alle anklager om vold og misbrug. Sådan lyder i hvert fald Denciks egen udlægning, og bogens sagsfremstilling ”godtages uden videre”, og det er problematisk, mener redaktør på Forfatteren, Anna Bridgewater, som peger på, at der ikke er stillet de sædvanlige krav til journalistisk kildekritik.
Det er normal journalistisk praksis, at man altid tjekker oplysninger og giver modparten ret til genmæle i en sag, hvor der rejses alvorlige anklager, som forfatteren her gør om, at han ikke får lov at se sine børn. I dette tilfælde ville det så være moren til hans børn og de svenske socialmyndigheder, som ikke er blevet hørt, og det er så det, der anfægtes. Fagbladet Journalistens artikel hedder ”Frikendt af kulturpressen”, og den undersøger det, som ingen af de andre medier har gjort, nemlig ’den anden side af sagen’. Journalisten har nemlig opsøgt og talt med Denciks ekskone og moren til hans to børn, de svenske socialmyndigheder samt forelagt sagen for svenske juraeksperter, og Journalistens konklusion er en ganske anden end den, Daniel Dencik selv har fortalt til medierne. Journalisten mener nemlig at kunne konkludere, at Dencik selv har afgivet forældremyndigheden til børnenes mor og indgået en aftale om ikke at se børnene, så længe de ikke vil se ham. Og det vil de ikke ifølge de retsdokumenter, som Journalisten gengiver, blandt andet et brev fra forfatterens søn til dommeren.
Det er altså ikke de svenske myndigheder, der afholder ham fra at se børnene, og det er bare ét af de punkter, hvor Journalistens research viser en anden historie end den, Daniel Dencik har fortalt i sin roman og i interviews i en lang række medier, blandt andet DR2 Morgen, Radio 24syv, Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske og i Skønlitteratur på P1, hvor Klaus Rothstein er vært sammen med Nanna Mogensen. Men kan man overhovedet kræve af et forfatterinterview, at det skal leve op til samme presseetiske standarder som journalistik i det hele taget? Rothstein afviser i sin kommentar, at det skal være ”litteraturjournalistikkens opgave at efterprøve ’dokumentarisk korrekthed i litteraturen’. Man bør nemlig slet ikke ønske, forvente eller kræve dokumentarisk korrekthed i litteraturen, vorherre bevares!”
Og jeg kan da kun give ham ret i, at litteraturjournalister naturligvis ikke skal gå ind og efterprøve udsagn i en roman, faktatjekke og opsøge figurer i et stykke fiktion for at få deres version af sagen. Men det er heller ikke den eneste pointe, man kan udlede af kritikken. For Klaus Rothstein skriver godt nok i sin kommentar, at ”(…) litteraturjournalister ser romaner som æstetiske værker, ikke som dokumentarisme, ikke fakta. Vi spørger ofte til, hvordan værk og virkelighed forholder sig til hinanden, men vi tester ikke svarene, for vi taler om litteratur, kunst og æstetik, som ikke kan samles i et facit med to streger under.” Men problemet er bare, at den såkaldte virkelighed ofte er i fokus, når litteraturjournalister interviewer forfattere om deres autofiktive værker, og jeg mener, at Denciks tilfælde udstiller, hvor svært litteraturjournalister ofte har ved meningsfuldt at håndtere den selvbiografiske fiktion som netop kunst.
Derfor ærgrer det mig også, at Rothstein afviser kritikken uden videre, for jeg mener faktisk, den kan være med til at gøre os klogere på, hvordan vi forstår og taler om fænomenet autofiktion, som den her blanding af selvbiografi og fiktion (ofte) kaldes. For som Anna Bridgewater skriver om modtagelsen af Denciks bog: ”Hvad enten fremstillingen er korrekt eller ikke, udstiller det et problem, som genren rejser”.
Jeg mener som sagt ligesom Rothstein heller ikke, at litteraturjournalister er underlagt de samme presseetiske krav som journalister i al almindelighed, men det er jo netop fordi, litteraturjournalisters stof er litteraturen og kunsten. Men hvis litteraturjournalister bruger et værk som anledning til at lade forfatteren fortælle den samme historie, som er interessant i en journalistisk artikel eller i et faktaprogram som ”Skilsmisse-Danmark” på Radio 24syv, hvor Dencik også har optrådt, hvis forfatteren alene får lov at tale om en sag, som den tager sig ud fra hans synspunkt, adskiller litteraturjournalisternes behandling af værket sig så væsentligt og grundlæggende fra almindelig journalistisk praksis? Holder præmissen om, at litteraturjournalister jo behandler et kunstværk og et stykke fiktion, eller bliver begrebet autofiktion ikke bare et figenblad, der skal dække over, at man som litteraturjournalist dybest set helst bare vil høre den personlige fortælling, som man også vil i de andre medier? Eller måske tror man, det er det, læserne/lytterne helst vil høre eller læse.
Lad os se lidt nærmere på indslaget om Anden person ental i Skønlitteratur på P1, som blev bragt den 5. februar 2014. Nanna Mogensens interview med Daniel Dencik handler meget lidt om værket og rigtig meget om forfatterens personlige historie. I interviewet siger han blandt andet: ”(…) prøv at forestille dig, at du bliver anklaget for de værste ting, du nu kan blive anklaget for, og du faktisk bliver frikendt for alle anklager – jeg har lige vist dig frikendelserne – og du får stadigvæk ikke lov til at se dine børn. Det er jo ligesom det værste mareridt og på en eller anden måde også den største fiasko for vores velfærdssamfund (…)”. Han taler ikke om værket, han taler ikke om, hvordan hans egen historie relaterer sig til værket, han taler om sig selv og sin egen historie.
Men det er måske heller ikke så mærkeligt, at interviewet primært kommer til at handle om Denciks personlige fortælling. I oplægget til interviewet siger Nanna Mogensen blandt andet: ”Romanen er delvist selvbiografisk eller ret selvbiografisk. Den handler egentlig om en fyr, der arbejder i et rejseselskab, og en dag kommer hans børn, som han har samvær med hver tredje uge, i skolen til at sige noget, de har sådan en klasse, der handler om overgreb, og så siger den ene pige noget, og det sætter en hel lavine i gang med anklager mod den her far, så han til sidst mister retten til at se børn, selvom han aldrig bliver dømt for noget, og det er Daniel Denciks egen historie.”
Klaus Rothstein supplerer med at sige, at ”forud for interviewet havde Nanna nogle overvejelser om, hvordan hun skulle få den rigtige fortælling ud af forfatteren, så hun stillede en regel op for ham”. Reglen går ud på, at Nanna Mogensen og Daniel Dencik indgår en sandhedspagt, så Dencik ”rent faktisk er ærlig og siger det, du normalt måske ikke ville have sagt”, aftaler Nanna Mogensen med forfatteren, som accepterer. Herefter spørger Nanna Mogensen til, hvad det er for nogle børn, der er skildret i bogen, og Daniel Dencik begynder at beskrive børnene og siger blandt andet: ”De er verdens dejligste børn, fordi de er mine børn. (…) bogen udspringer faktisk af den kærlighed, som jeg som far har til mine børn, og det er jeg som Daniel, der taler lige nu.”
Men hvorfor sætter Skønlitteratur på P1 en ’sandhedspagt’ op som præmis for samtalen, hvis man ønsker at behandle Daniels Denciks roman som ” litteratur, kunst og æstetik”, som Rothstein skriver? Når Nanna Mogensen spørger Dencik, om han tænker på, om der er ”læsere, der kan spekulere på, om den virkelige Daniel i virkeligheden gjorde det?”, er det så det, man forstår ved at spørge til, hvordan værk og virkelighed forholder sig til hinanden? Mener man, at man får den bedste forståelse af værket, hvis man får afdækket, hvorvidt historien er ’sand’? Eller er det simpelthen fordi, man synes, det er den mest interessante historie? Nanna Mogensen stiller også en række spørgsmål til værket og inddrager andre af forfatterens værker, men interviewet kommer alligevel stort set kun til at handle om Denciks egen historie, og der er meget lidt refleksion over den kunstneriske strategi bag at anvende selvbiografisk stof i romanen.
På et tidspunkt stiller Nanna Mogensen et interessant spørgsmål, som viser, hvor komplekst et felt det faktisk er at navigere i. Hun siger: ”Den tanke, jeg fik, da jeg læste bogen, det var, at jeg som journalist – sikkert også som mange andre, der læser bogen – vil læse mere 1:1 og tænke, at bogen jo selvfølgelig handler om Daniel også. Og så tænkte jeg, om du i virkeligheden bruger romanen og mig til at frikende dig selv, altså du frikender jo dig selv i fiktionen. Alexander i fiktionen har ikke gjort det, han bliver anklaget for. Er det i virkeligheden Daniels måde at frikende sig selv på?”
Det er et interessant spørgsmål på mange måder. Jeg forstår det som et eksempel på det, som lektor Jon Helt Haarder, der er den forsker herhjemme, som har beskæftiget sig mest med forholdet mellem selvbiografi og fiktion, taler om, når han i sin nye bog Performativ biografisme siger, at biografisk skønlitteratur drejer sig om en forskydning i forholdet mellem den biografiske tekst og det liv, den henviser til: ”At skrive biografisk er ikke kun at gengive en fortid, men også at handle i en nutid og dermed påvirke en fremtid.”
Litteraturjournalister skal ikke behandle litteraturen som dokumentarisme, som Rothstein skriver, men hvorfor interesserer mange litteraturjournalister sig så i høj grad for litteraturen som en historie fra det virkelige liv i stedet for at interessere sig for, hvordan værket arbejder rent kunstnerisk? Jeg mener, litteraturjournalisterne skal stille nogle andre spørgsmål til værket end deres journalistkolleger gør og ikke være så optaget af ”den rigtige fortælling”. Rent kunstkritisk giver det ikke særlig meget mening, da autofiktionens blanding af selvbiografisk stof og fiktion jo netop er med til at pege på, at identitet kan konstrueres i fortællinger, og at det aldrig vil være muligt at nå frem til en objektiv sandhed i kunsten (og måske i det hele taget) anyway.
Ud fra et presseetisk synspunkt er det også problematisk, for jeg vil nemlig give kritikerne af modtagelsen ret i, at man da naturligvis skal forholde sig til, at man giver Dencik lov til - igen og igen - at fortælle sin udlægning af en verserende sag, hvor der er så voldsomme anklager som vold og incest involveret. Og det uanset om man sætter litteratur foran sin journalisttitel eller ej. Jeg forholder mig slet ikke til skyldsspørgsmål eller til, hvorvidt forfatteren har ret i sin udlægning eller ej. Jeg hæfter mig også ved, at han skriver en bog om sine oplevelser, men at han kalder det en roman, og at det faktisk først er, da den rammer de danske medier, at det selvbiografiske aspekt bliver omdrejningspunkt. Hovedpersonen i Anden person ental deler hverken navn eller profession med Dencik, så det er vel først i mediernes behandling af bogen, at den reelt træder frem for den læsende offentlighed som autofiktion?
Jeg anfægter ikke Daniel Denciks ret til at skrive sin roman. Jeg anfægter heller ikke andre forfatteres ret til at skrive værker, hvor de inddrager selvbiografisk stof, også selvom andre måtte føle sig stødt af det, det er nu engang vilkåret for kunst. Men jeg stiller spørgsmålstegn ved den måde, litteraturjournalister har behandlet Anden person ental og andre autofiktive værker på. Er et interview med forfatteren om, hvad der er ”sandt” i en bog, virkelig den mest interessante kritiske tilgang til et værk? Eller er der andre mere givende måder at åbne et værk end at spørge til forfatterens egne oplevelser? Og er det muligt, at en forfatter ikke er den bedste læser af sig eget værk? At man kan overveje – hvis man er bange for, at et forfatterinterview bliver for meget personlig historie og for lidt kunstnerisk refleksion – i stedet at interviewe en anden om det pågældende værk? Er det en mulighed, at litteraturjournalister - med Jon Helt Haarders ord i baghovedet om, at biografisk skrift ikke kun er at gengive en fortid, men også at handle i en nutid og dermed påvirke en fremtid - kan give anledning til refleksion over, hvordan man litteraturkritisk behandler et værk, hvor forfatteren har en så tydelig agenda og verserende sag kørende? Jeg synes i hvert fald, det vil være en interessant diskussion at tage.
Er det ok, at litteraturjournalister fremstiller forfatterens personlige historie i en sag, der i den virkelige verden handler om anklager om vold og incest? Daniel Denciks roman Anden person ental har skabt debat, og modtagelsen af romanen udstiller, hvor svært litteraturjournalister kan have ved meningsfuldt at håndtere den selvbiografiske fiktion som netop kunst.
I forrige uge kunne man i Weekendavisen læse en kommentar i bogtillægget af Klaus Rothstein under overskriften ”At kende sandheden”. Rothstein spørger, om ”en litteraturjournalist, der interviewer en forfatter om hans nye roman, (skal) efterprøve romanens dokumentariske holdbarhed?”. Spørgsmålet er retorisk, og han afviser det (naturligvis) med det samme.
Anledningen til Rothsteins kommentar var, at Dansk Forfatterforenings medlemsblad Forfatteren og fagbladet Journalisten begge forholdt sig kritisk til den modtagelse, som Daniel Denciks roman Anden person ental har fået i de danske medier. Bogen beskrives af forlaget som ”en fars afmægtige kamp for sine børn, da børnenes mor pludselig rejser falske anklager mod faren for både vold og mishandling af børnene”, og den bygger i høj grad på biografisk materiale, hvilket forfatteren ikke har lagt skjul på i de mange interviews, han har givet i forbindelse med bogens udgivelse. De har i høj grad handlet om den ulykkelige situation, Dencik personligt er havnet i, efter at de svenske myndigheder i to år har nægtet ham at se sine børn, selvom han er blevet renset for alle anklager om vold og misbrug. Sådan lyder i hvert fald Denciks egen udlægning, og bogens sagsfremstilling ”godtages uden videre”, og det er problematisk, mener redaktør på Forfatteren, Anna Bridgewater, som peger på, at der ikke er stillet de sædvanlige krav til journalistisk kildekritik.
Det er normal journalistisk praksis, at man altid tjekker oplysninger og giver modparten ret til genmæle i en sag, hvor der rejses alvorlige anklager, som forfatteren her gør om, at han ikke får lov at se sine børn. I dette tilfælde ville det så være moren til hans børn og de svenske socialmyndigheder, som ikke er blevet hørt, og det er så det, der anfægtes. Fagbladet Journalistens artikel hedder ”Frikendt af kulturpressen”, og den undersøger det, som ingen af de andre medier har gjort, nemlig ’den anden side af sagen’. Journalisten har nemlig opsøgt og talt med Denciks ekskone og moren til hans to børn, de svenske socialmyndigheder samt forelagt sagen for svenske juraeksperter, og Journalistens konklusion er en ganske anden end den, Daniel Dencik selv har fortalt til medierne. Journalisten mener nemlig at kunne konkludere, at Dencik selv har afgivet forældremyndigheden til børnenes mor og indgået en aftale om ikke at se børnene, så længe de ikke vil se ham. Og det vil de ikke ifølge de retsdokumenter, som Journalisten gengiver, blandt andet et brev fra forfatterens søn til dommeren.
Det er altså ikke de svenske myndigheder, der afholder ham fra at se børnene, og det er bare ét af de punkter, hvor Journalistens research viser en anden historie end den, Daniel Dencik har fortalt i sin roman og i interviews i en lang række medier, blandt andet DR2 Morgen, Radio 24syv, Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske og i Skønlitteratur på P1, hvor Klaus Rothstein er vært sammen med Nanna Mogensen. Men kan man overhovedet kræve af et forfatterinterview, at det skal leve op til samme presseetiske standarder som journalistik i det hele taget? Rothstein afviser i sin kommentar, at det skal være ”litteraturjournalistikkens opgave at efterprøve ’dokumentarisk korrekthed i litteraturen’. Man bør nemlig slet ikke ønske, forvente eller kræve dokumentarisk korrekthed i litteraturen, vorherre bevares!”
Og jeg kan da kun give ham ret i, at litteraturjournalister naturligvis ikke skal gå ind og efterprøve udsagn i en roman, faktatjekke og opsøge figurer i et stykke fiktion for at få deres version af sagen. Men det er heller ikke den eneste pointe, man kan udlede af kritikken. For Klaus Rothstein skriver godt nok i sin kommentar, at ”(…) litteraturjournalister ser romaner som æstetiske værker, ikke som dokumentarisme, ikke fakta. Vi spørger ofte til, hvordan værk og virkelighed forholder sig til hinanden, men vi tester ikke svarene, for vi taler om litteratur, kunst og æstetik, som ikke kan samles i et facit med to streger under.” Men problemet er bare, at den såkaldte virkelighed ofte er i fokus, når litteraturjournalister interviewer forfattere om deres autofiktive værker, og jeg mener, at Denciks tilfælde udstiller, hvor svært litteraturjournalister ofte har ved meningsfuldt at håndtere den selvbiografiske fiktion som netop kunst.
Derfor ærgrer det mig også, at Rothstein afviser kritikken uden videre, for jeg mener faktisk, den kan være med til at gøre os klogere på, hvordan vi forstår og taler om fænomenet autofiktion, som den her blanding af selvbiografi og fiktion (ofte) kaldes. For som Anna Bridgewater skriver om modtagelsen af Denciks bog: ”Hvad enten fremstillingen er korrekt eller ikke, udstiller det et problem, som genren rejser”.
Jeg mener som sagt ligesom Rothstein heller ikke, at litteraturjournalister er underlagt de samme presseetiske krav som journalister i al almindelighed, men det er jo netop fordi, litteraturjournalisters stof er litteraturen og kunsten. Men hvis litteraturjournalister bruger et værk som anledning til at lade forfatteren fortælle den samme historie, som er interessant i en journalistisk artikel eller i et faktaprogram som ”Skilsmisse-Danmark” på Radio 24syv, hvor Dencik også har optrådt, hvis forfatteren alene får lov at tale om en sag, som den tager sig ud fra hans synspunkt, adskiller litteraturjournalisternes behandling af værket sig så væsentligt og grundlæggende fra almindelig journalistisk praksis? Holder præmissen om, at litteraturjournalister jo behandler et kunstværk og et stykke fiktion, eller bliver begrebet autofiktion ikke bare et figenblad, der skal dække over, at man som litteraturjournalist dybest set helst bare vil høre den personlige fortælling, som man også vil i de andre medier? Eller måske tror man, det er det, læserne/lytterne helst vil høre eller læse.
Lad os se lidt nærmere på indslaget om Anden person ental i Skønlitteratur på P1, som blev bragt den 5. februar 2014. Nanna Mogensens interview med Daniel Dencik handler meget lidt om værket og rigtig meget om forfatterens personlige historie. I interviewet siger han blandt andet: ”(…) prøv at forestille dig, at du bliver anklaget for de værste ting, du nu kan blive anklaget for, og du faktisk bliver frikendt for alle anklager – jeg har lige vist dig frikendelserne – og du får stadigvæk ikke lov til at se dine børn. Det er jo ligesom det værste mareridt og på en eller anden måde også den største fiasko for vores velfærdssamfund (…)”. Han taler ikke om værket, han taler ikke om, hvordan hans egen historie relaterer sig til værket, han taler om sig selv og sin egen historie.
Men det er måske heller ikke så mærkeligt, at interviewet primært kommer til at handle om Denciks personlige fortælling. I oplægget til interviewet siger Nanna Mogensen blandt andet: ”Romanen er delvist selvbiografisk eller ret selvbiografisk. Den handler egentlig om en fyr, der arbejder i et rejseselskab, og en dag kommer hans børn, som han har samvær med hver tredje uge, i skolen til at sige noget, de har sådan en klasse, der handler om overgreb, og så siger den ene pige noget, og det sætter en hel lavine i gang med anklager mod den her far, så han til sidst mister retten til at se børn, selvom han aldrig bliver dømt for noget, og det er Daniel Denciks egen historie.”
Klaus Rothstein supplerer med at sige, at ”forud for interviewet havde Nanna nogle overvejelser om, hvordan hun skulle få den rigtige fortælling ud af forfatteren, så hun stillede en regel op for ham”. Reglen går ud på, at Nanna Mogensen og Daniel Dencik indgår en sandhedspagt, så Dencik ”rent faktisk er ærlig og siger det, du normalt måske ikke ville have sagt”, aftaler Nanna Mogensen med forfatteren, som accepterer. Herefter spørger Nanna Mogensen til, hvad det er for nogle børn, der er skildret i bogen, og Daniel Dencik begynder at beskrive børnene og siger blandt andet: ”De er verdens dejligste børn, fordi de er mine børn. (…) bogen udspringer faktisk af den kærlighed, som jeg som far har til mine børn, og det er jeg som Daniel, der taler lige nu.”
Men hvorfor sætter Skønlitteratur på P1 en ’sandhedspagt’ op som præmis for samtalen, hvis man ønsker at behandle Daniels Denciks roman som ” litteratur, kunst og æstetik”, som Rothstein skriver? Når Nanna Mogensen spørger Dencik, om han tænker på, om der er ”læsere, der kan spekulere på, om den virkelige Daniel i virkeligheden gjorde det?”, er det så det, man forstår ved at spørge til, hvordan værk og virkelighed forholder sig til hinanden? Mener man, at man får den bedste forståelse af værket, hvis man får afdækket, hvorvidt historien er ’sand’? Eller er det simpelthen fordi, man synes, det er den mest interessante historie? Nanna Mogensen stiller også en række spørgsmål til værket og inddrager andre af forfatterens værker, men interviewet kommer alligevel stort set kun til at handle om Denciks egen historie, og der er meget lidt refleksion over den kunstneriske strategi bag at anvende selvbiografisk stof i romanen.
På et tidspunkt stiller Nanna Mogensen et interessant spørgsmål, som viser, hvor komplekst et felt det faktisk er at navigere i. Hun siger: ”Den tanke, jeg fik, da jeg læste bogen, det var, at jeg som journalist – sikkert også som mange andre, der læser bogen – vil læse mere 1:1 og tænke, at bogen jo selvfølgelig handler om Daniel også. Og så tænkte jeg, om du i virkeligheden bruger romanen og mig til at frikende dig selv, altså du frikender jo dig selv i fiktionen. Alexander i fiktionen har ikke gjort det, han bliver anklaget for. Er det i virkeligheden Daniels måde at frikende sig selv på?”
Det er et interessant spørgsmål på mange måder. Jeg forstår det som et eksempel på det, som lektor Jon Helt Haarder, der er den forsker herhjemme, som har beskæftiget sig mest med forholdet mellem selvbiografi og fiktion, taler om, når han i sin nye bog Performativ biografisme siger, at biografisk skønlitteratur drejer sig om en forskydning i forholdet mellem den biografiske tekst og det liv, den henviser til: ”At skrive biografisk er ikke kun at gengive en fortid, men også at handle i en nutid og dermed påvirke en fremtid.”
Litteraturjournalister skal ikke behandle litteraturen som dokumentarisme, som Rothstein skriver, men hvorfor interesserer mange litteraturjournalister sig så i høj grad for litteraturen som en historie fra det virkelige liv i stedet for at interessere sig for, hvordan værket arbejder rent kunstnerisk? Jeg mener, litteraturjournalisterne skal stille nogle andre spørgsmål til værket end deres journalistkolleger gør og ikke være så optaget af ”den rigtige fortælling”. Rent kunstkritisk giver det ikke særlig meget mening, da autofiktionens blanding af selvbiografisk stof og fiktion jo netop er med til at pege på, at identitet kan konstrueres i fortællinger, og at det aldrig vil være muligt at nå frem til en objektiv sandhed i kunsten (og måske i det hele taget) anyway.
Ud fra et presseetisk synspunkt er det også problematisk, for jeg vil nemlig give kritikerne af modtagelsen ret i, at man da naturligvis skal forholde sig til, at man giver Dencik lov til - igen og igen - at fortælle sin udlægning af en verserende sag, hvor der er så voldsomme anklager som vold og incest involveret. Og det uanset om man sætter litteratur foran sin journalisttitel eller ej. Jeg forholder mig slet ikke til skyldsspørgsmål eller til, hvorvidt forfatteren har ret i sin udlægning eller ej. Jeg hæfter mig også ved, at han skriver en bog om sine oplevelser, men at han kalder det en roman, og at det faktisk først er, da den rammer de danske medier, at det selvbiografiske aspekt bliver omdrejningspunkt. Hovedpersonen i Anden person ental deler hverken navn eller profession med Dencik, så det er vel først i mediernes behandling af bogen, at den reelt træder frem for den læsende offentlighed som autofiktion?
Jeg anfægter ikke Daniel Denciks ret til at skrive sin roman. Jeg anfægter heller ikke andre forfatteres ret til at skrive værker, hvor de inddrager selvbiografisk stof, også selvom andre måtte føle sig stødt af det, det er nu engang vilkåret for kunst. Men jeg stiller spørgsmålstegn ved den måde, litteraturjournalister har behandlet Anden person ental og andre autofiktive værker på. Er et interview med forfatteren om, hvad der er ”sandt” i en bog, virkelig den mest interessante kritiske tilgang til et værk? Eller er der andre mere givende måder at åbne et værk end at spørge til forfatterens egne oplevelser? Og er det muligt, at en forfatter ikke er den bedste læser af sig eget værk? At man kan overveje – hvis man er bange for, at et forfatterinterview bliver for meget personlig historie og for lidt kunstnerisk refleksion – i stedet at interviewe en anden om det pågældende værk? Er det en mulighed, at litteraturjournalister - med Jon Helt Haarders ord i baghovedet om, at biografisk skrift ikke kun er at gengive en fortid, men også at handle i en nutid og dermed påvirke en fremtid - kan give anledning til refleksion over, hvordan man litteraturkritisk behandler et værk, hvor forfatteren har en så tydelig agenda og verserende sag kørende? Jeg synes i hvert fald, det vil være en interessant diskussion at tage.
Kommentarer