Blog
Digte eller Deadline?
Diskussionen om, hvorvidt ’Yahya Hassan’ er litteratur eller samfundsdebat, er kunstig, for naturligvis er den begge dele. Men for at begribe dens komplekse univers, må den først læses som litteratur.
Her i efteråret har jeg undervist et hold elever på Krogerup Højskole i litteratur. Vi har blandt andet læst Yahya Hassan, og det har været rigtig interessant. Ikke mindst fordi eleverne var ude at rejse i de uger, hvor debatten om bogen kick-startede med den meget citerede Politiken-artikel, hvor forfatteren er ”fucking vred på sine forældres generation”.
Eleverne var således ikke i landet, da medierne eksploderede i en Hassan-rus og bragte det ene interview og debatprogram efter det andet om det unge digterfænomen med de skarpe holdninger. De oplevede heller ikke, at flere aviser meget mod sædvane anmeldte bogen, før den udkom, og de hørte heller ikke om dødstruslerne mod Yahya Hassan.
Da eleverne kom hjem igen fra deres rejser – nogle efter to, andre efter tre uger - diskuterede man stadig bogen i de danske medier, men Yahya Hassan fyldte ikke længere forsiderne som i ugerne omkring udgivelsen. Nogle af eleverne havde således hørt et eller andet om denne unge digter, men de vidste ikke helt, hvad det nu lige var, han skrev om. Da vi få dage efter deres hjemkomst læste bogen sammen, var det deres første reelle møde med Yahya Hassan, og på grund af det sammentræf, at deres rejse lå lige der, hvor al virakken om den unge forfatter stod på, fik de mulighed for at læse bogen fuldstændig uden forudfattede meninger.
Det var derfor virkelig interessant at høre, hvordan de læste digtene, og hvad de lagde vægt på, når de nu ikke havde fulgt debatten i medierne. Eleverne var meget optaget af den splittelse, de læste i digtene - mellem identiteter, nationaliteter og tilhørsforhold – og de talte om, hvordan den splittede identitet kom til udtryk i sproget, ikke kun i det, der bliver sagt i digtene men lige så meget i måden, det bliver sagt på. Som en af eleverne, Andrea Stief på 20 år, skriver i sin anmeldelse af bogen: ”Hver observation og skældsord er ytret så sofistikeret og poetisk, at det giver uendelige muligheder for indlevelse. Man bliver både frastødt af og draget uhjælpeligt ind i et helt nyt univers, som altid har været en del af vores hverdag, men som vi ikke er trådt ind i med opmærksomhed og egne følelser, som vi gør nu”.
Jeg synes, at Andreas udsagn er ekstremt rammende for, hvorfor Yahya Hassans stemme taler til os med så voldsom en kraft. Han giver os ikke alene muligheden for at opleve en del af vores samfund, som eksisterer side om side med os, men som vi ikke kender. Han giver os også muligheden for at gå ind i det med vores egne følelser, som Andrea formulerer det og faktisk identificere os med den stemme, som taler i digtene, selvom den taler til os fra noget, der kan synes som en helt anden verden.
Efter at vi havde læst og diskuteret bogen, viste jeg eleverne det interview, som Martin Krasnik lavede med Yahya Hassan i Deadline, inden bogen var blevet udgivet. Det var den udsendelse, som kom lige i forlængelse af føromtalte Politiken-artikel, og som virkelig var med til at sætte sindene i kog og ild i debatten. Eleverne, der var kommet omvendt ind i Hassan-universet i forhold til de fleste andre, udpegede hurtigt Hassans samfundskritiske potentiale. Men de gjorde det alene med udgangspunkt i deres læsning af bogen, som jo var det eneste, de havde at forholde sig til på det tidspunkt, og da de så digteren i Deadline, blev de faktisk lidt skuffet. De synes, at samfundskritikken blev fremført langt bedre og mere rammende i digtene end i Deadline. De synes, at nuancerne gik tabt, og at digtene viste en langt mere kompleks verden, end de fik indtryk af i mediernes behandling.
Debatten om den underklasseislam, Yahya Hassan taler om, er fantastisk væsentlig og meget påtrængende. De har de seneste uger vist. Derfor er diskussionen om, hvorvidt Yahya Hassan skal læses som litteratur eller samfundsdebat også kunstig, for naturligvis er den begge dele. Men det holder ikke kun at bruge Yahya Hassan til at forfægte forskellige symbolladede synspunkter, for det er, når vi læser Yahya Hassan, når vi forholder os til det univers, han skriver frem i sin bog, at vi får mulighed for at træde ind i et andet univers og identificere os med det menneske, som taler til os. Som Andrea formulerer det længere nede i sin anmeldelse: ”Trods den ubehagelige konfrontation er effekten BEFRIENDE. Hele læseoplevelsen føles som en langvarig eksplosion, eller måske nærmere som små bombardementer af store ord (bogstaveligt talt, alt er skrevet i versaler), der under alle omstændigheder har rystet mig i min grundvold”.
Det er det, den gode litteratur kan.
Diskussionen om, hvorvidt ’Yahya Hassan’ er litteratur eller samfundsdebat, er kunstig, for naturligvis er den begge dele. Men for at begribe dens komplekse univers, må den først læses som litteratur.
Her i efteråret har jeg undervist et hold elever på Krogerup Højskole i litteratur. Vi har blandt andet læst Yahya Hassan, og det har været rigtig interessant. Ikke mindst fordi eleverne var ude at rejse i de uger, hvor debatten om bogen kick-startede med den meget citerede Politiken-artikel, hvor forfatteren er ”fucking vred på sine forældres generation”.
Eleverne var således ikke i landet, da medierne eksploderede i en Hassan-rus og bragte det ene interview og debatprogram efter det andet om det unge digterfænomen med de skarpe holdninger. De oplevede heller ikke, at flere aviser meget mod sædvane anmeldte bogen, før den udkom, og de hørte heller ikke om dødstruslerne mod Yahya Hassan.
Da eleverne kom hjem igen fra deres rejser – nogle efter to, andre efter tre uger - diskuterede man stadig bogen i de danske medier, men Yahya Hassan fyldte ikke længere forsiderne som i ugerne omkring udgivelsen. Nogle af eleverne havde således hørt et eller andet om denne unge digter, men de vidste ikke helt, hvad det nu lige var, han skrev om. Da vi få dage efter deres hjemkomst læste bogen sammen, var det deres første reelle møde med Yahya Hassan, og på grund af det sammentræf, at deres rejse lå lige der, hvor al virakken om den unge forfatter stod på, fik de mulighed for at læse bogen fuldstændig uden forudfattede meninger.
Det var derfor virkelig interessant at høre, hvordan de læste digtene, og hvad de lagde vægt på, når de nu ikke havde fulgt debatten i medierne. Eleverne var meget optaget af den splittelse, de læste i digtene - mellem identiteter, nationaliteter og tilhørsforhold – og de talte om, hvordan den splittede identitet kom til udtryk i sproget, ikke kun i det, der bliver sagt i digtene men lige så meget i måden, det bliver sagt på. Som en af eleverne, Andrea Stief på 20 år, skriver i sin anmeldelse af bogen: ”Hver observation og skældsord er ytret så sofistikeret og poetisk, at det giver uendelige muligheder for indlevelse. Man bliver både frastødt af og draget uhjælpeligt ind i et helt nyt univers, som altid har været en del af vores hverdag, men som vi ikke er trådt ind i med opmærksomhed og egne følelser, som vi gør nu”.
Jeg synes, at Andreas udsagn er ekstremt rammende for, hvorfor Yahya Hassans stemme taler til os med så voldsom en kraft. Han giver os ikke alene muligheden for at opleve en del af vores samfund, som eksisterer side om side med os, men som vi ikke kender. Han giver os også muligheden for at gå ind i det med vores egne følelser, som Andrea formulerer det og faktisk identificere os med den stemme, som taler i digtene, selvom den taler til os fra noget, der kan synes som en helt anden verden.
Efter at vi havde læst og diskuteret bogen, viste jeg eleverne det interview, som Martin Krasnik lavede med Yahya Hassan i Deadline, inden bogen var blevet udgivet. Det var den udsendelse, som kom lige i forlængelse af føromtalte Politiken-artikel, og som virkelig var med til at sætte sindene i kog og ild i debatten. Eleverne, der var kommet omvendt ind i Hassan-universet i forhold til de fleste andre, udpegede hurtigt Hassans samfundskritiske potentiale. Men de gjorde det alene med udgangspunkt i deres læsning af bogen, som jo var det eneste, de havde at forholde sig til på det tidspunkt, og da de så digteren i Deadline, blev de faktisk lidt skuffet. De synes, at samfundskritikken blev fremført langt bedre og mere rammende i digtene end i Deadline. De synes, at nuancerne gik tabt, og at digtene viste en langt mere kompleks verden, end de fik indtryk af i mediernes behandling.
Debatten om den underklasseislam, Yahya Hassan taler om, er fantastisk væsentlig og meget påtrængende. De har de seneste uger vist. Derfor er diskussionen om, hvorvidt Yahya Hassan skal læses som litteratur eller samfundsdebat også kunstig, for naturligvis er den begge dele. Men det holder ikke kun at bruge Yahya Hassan til at forfægte forskellige symbolladede synspunkter, for det er, når vi læser Yahya Hassan, når vi forholder os til det univers, han skriver frem i sin bog, at vi får mulighed for at træde ind i et andet univers og identificere os med det menneske, som taler til os. Som Andrea formulerer det længere nede i sin anmeldelse: ”Trods den ubehagelige konfrontation er effekten BEFRIENDE. Hele læseoplevelsen føles som en langvarig eksplosion, eller måske nærmere som små bombardementer af store ord (bogstaveligt talt, alt er skrevet i versaler), der under alle omstændigheder har rystet mig i min grundvold”.
Det er det, den gode litteratur kan.
Kommentarer